Syv år....

Jeg skriver faktisk bare for at, skrive... ( ved det lyder underligt)
Sagen er den, at efter syv år og en dejlig dreng er vi blevet enige om, at vores forhold simpelthen bare ikke fungerer.
Jeg havde i nogen tid, forsøgt, at mande mig op, til at sige det til ham, at mine følelser for ham bare ikke var de samme, de er faktisk ikke - eksisterende, (Skal lige tilføjes, st jeg stadig har dyb respekt for ham, han har jo trods alt, været min bedste ven i syv år, og min fortrolige, samtidig er han verdens allerbedste far, og vores søn elsker ham højt..)
Men hvorom alting er, så fortæller jeg ham det, og så sker det, at han fortæller mig noget hen af det samme, men han havde bare skubbet det i baggrunden, præcis som jeg selv.
For hverdagen er nem, alt det praktiske er for besværligt, og jeg kunne blive ved, men faktum er vi lyver og bedrager hinanden ved, at blive på denne måde, og vores søn vinder heller intet ved det.
Så nu sidder jeg her og føler mig helt tom, det er egentlig en lettelse, men samtidig en kæmpe sorg, der nok skal vise sit grimme ansigt, når der falder ro over det hele...
Der er også bare tusind, tusind spørgsmål, som: Hvordan gør man egentlig❓Kommer man nogensinde over det❓Finder man kærligheden igen?
Jeg kender selv svarene, men det føles så uoverskueligt...

Jeg trængte bare lige til, at skrive det ned....

I det syvende år høster du altid din investering i dit forhold. Det er egentlig ret simpelt.

I er igang med at ødelægge jeres liv, og styrte jeres barns verden i grus, bare fordi i har nået den berømte 7 års krise.
Jeg taler af erfaring, med det jeg skriver her, jeg har nemlig selv prøvet det hele, og det må jeg nok erkende efter 20 år, at jeg har virkeligt fortrudt min handling.
Efter at ha' været forbi statsamtet, kan i nu flytte fra hinanden, og så starter baladen, han finder sig en ny kvinde, og du bliver knotten, for det frie liv var ikke lige det du havde regnet med, lyv løgn og latin løber man ind i, knægten for nu en anderledes opførsel, han er ikke mere den glade og tillidsfulde knægt mere, ex manden har også fundet ud af at den nye kvinde nu ikke lige var sagen, du er imellemtiden flyttet sammen med en anden mand, og det giver også problemer, for knægten vil ikke godtage den nye mand som sin far, og ingen skal komme og tage hans mor fra ham, for så er han jo helt alene i verden.
Sådan tænker børn, og det er der ikke noget at sige til.
Man siger jo at tiden læger alle sår, det gør den også næsten,børn kommer efter nogle år over det, men de to gamle vil ALTID ha' et sår, som aldrig læges.
Jeg kan varmt anbefale dig / jer at virkelig prøve at få det hele op og køre igen, skilsmisse er en meget dårlig løsning.
Kærlig er som en blomst, den skal passes og plejes, for ellers dør den, den visner ligesom jeres forhold, skrot ALT hvad i hver for sig har gang i, og dyrk så hinanden, glem alt om rengøringen, græsplænen, ukrudtet osv. og tag jævnligt ud i to sammen en dagstid eller to, hvor i bare tager hjemmefra efter at ha' sendt knægten ud til mormor, hvor han sammen med morfar, kan tage ud og fiske mm.
Lad være med at blive skilt, det vil ødelægge alt for meget for jer alle tre.
God vind og pas godt på hinanden.

Men hvor har du ret Jens. Jeg blev skilt efter 8 år. Mit næste ægteskab oplevede også 7 års krisen, men klog af skade fra første halvleg handlede jeg anderledes. Gav den en skalle. Blev kæreste med min mand og ikke bare faderen og moderen i familien for vore sammenbragte børn, som guderne skal vide har været mit livs største udfordring. Men én ting vidste jeg, da krisen stak sit grimme fjæs frem. Aldrig igen.
Man lever ikke på en lyserød forelskelsessky hele livet igennem med en anden, men det er okay. Det går op og det går ned, men bevare man respekten, kan man også vente den tid det tager at komme "i takt igen" - for det kommer man, hvis man venter og jo større indsats man gør, jo hurtigere bliver det rigtig dejligt igen.
Så til trådstarteren.
Tosser kunne jeg nok ikke finde på at kalde Jer, for I er vel mest af alt ulykkelige, men for pokker, I aner ikke hvad det er, I smider hinanden og Jeres søn ud i, hvis den beslutning fastholdes. Gør en indsats - bliv kærester igen. Det du har nu, får du aldrig aldrig igen. Intet er som ham, som med ham og som om ham. Ever. Det kan sagtens blive godt med nr. 2 osv. men det der var toppen med ham du har nu, det vil være tabt og umuligt at genfinde. Så genfind ham og pas på hinanden, som Jens skrev til dig.

Du lyder, som om I er meget afklaret begge to. Jeg ved ikke hvornår jeres forhold holdt op med at fungerer. Var det for eksempel inden I fik barn og skulle barnet hjælpe jer videre? Du behøver ikke svare på det.
Det er klart, at når man skifter situation, så melder der sig mange forskellige tanker. Nogle dage vil du savne ham, fordi der trods alt var noget tryghed i jeres forhold.
Personligt har jeg det sådan, at barnet ikke skal gå og se to forældre, der ikke fungere sammen. Så hellere se dem glade hver for sig. Men den lettelse man har fordi man har taget beslutningen, sammen med den anden voksne, er samtidig en sorg, fordi man gerne ville give barnet en anden opvækst, end den flytten frem og tilbage, det bliver nu.
På de få linier du skriver, lyder det som om I kan tale fornuftigt sammen. Det håber jeg I kan blive ved med. I starten vil I begge være hinandens mest fortrolige, på godt og ondt, men det vil med tiden holde op, når nye partnere kommer til.
Held og lykke på din vej.