Såret og skuffet.........
Har lige været til rockkoncert med to veninder og deres mænd. Min mand var osse med.
Vi kørte sammen med den ene veninde og hendes mand (de bor 50 m fra os), de andre skulle vi så mødes med på pladsen.
Pludselig får min ene veninde et migræneanfald og må op i bilen og ligge... Meget ærgeligt, men det kan hun ikke gøre for jo.
Den anden veninde og jeg køber 4 roser sammen, som Thomas Helmig skal ha... Vi ville op foran og se ham. Min mand vil ikke med op foran, da han får ondt i ørerne. Men 5 min inden Thomas kommer på scenen, siger hun så, at hun er træt og vil hjem..så hun tager med sin mand hjem. ( det er ikke dem vi fulgtes med derned) Og så spørger hun om jeg er skuffet. Neej siger jeg, med tårer i øjnene. Jeg er kæmpe fan af Thomas Helmig og sku se ham for aller første gang. Selv med mine 40 år trodsede jeg trætheden. Jeg VILLE se ham. Og så sød som min mand er, gik han med mig op foran.
Midt i koncerten, får jeg sms....om vi vil med hjem. Nåh tænkte jeg..det er nok den anden veninde der har det så dårligt, at manden vil køre hende hjem. (25 km har vi hjem) Først tænker jeg...ok..de ku da godt lige vente det sidste stykke tid..men jeg lider selv af migræne og ved hvor forfærdeligt det er..så jeg skriver tilbage, nej vi vil ikke med hjem endnu.
Så da koncerten er slut, har vi ingen chauffør.
Jeg græder af bare skuffelse. Jeg gør altid så meget for alle de folk der, og hvor er de henne allesammen nu. De tænker kun på sig selv.
Det viste sig at han havde for længst kørt hende hjem, kom tilbage for at tage os med hjem, men da koncerten kedede ham, ville han hjem, gad ikke vente. Tænk ikke engang at ku vente et kvarter eller tyve minutter.
Nu er de rejst på ferie...og gæt hvem der går hjem til deres hus to gange om dagen for at passe deres kat??
Vores søn hentede os..så hjem kom vi da.
Men hvorfor er folk sådan. Hvorfor kan jeg ikke finde nogen, der ligner mig og min mand lidt på den rare måde. Ja jeg græder sgu stadig over det. Skal jeg/vi stadig kæmpe for at godt venskab der?? Hva synes I??
Knus Hanne 40 år.
Vi kørte sammen med den ene veninde og hendes mand (de bor 50 m fra os), de andre skulle vi så mødes med på pladsen.
Pludselig får min ene veninde et migræneanfald og må op i bilen og ligge... Meget ærgeligt, men det kan hun ikke gøre for jo.
Den anden veninde og jeg køber 4 roser sammen, som Thomas Helmig skal ha... Vi ville op foran og se ham. Min mand vil ikke med op foran, da han får ondt i ørerne. Men 5 min inden Thomas kommer på scenen, siger hun så, at hun er træt og vil hjem..så hun tager med sin mand hjem. ( det er ikke dem vi fulgtes med derned) Og så spørger hun om jeg er skuffet. Neej siger jeg, med tårer i øjnene. Jeg er kæmpe fan af Thomas Helmig og sku se ham for aller første gang. Selv med mine 40 år trodsede jeg trætheden. Jeg VILLE se ham. Og så sød som min mand er, gik han med mig op foran.
Midt i koncerten, får jeg sms....om vi vil med hjem. Nåh tænkte jeg..det er nok den anden veninde der har det så dårligt, at manden vil køre hende hjem. (25 km har vi hjem) Først tænker jeg...ok..de ku da godt lige vente det sidste stykke tid..men jeg lider selv af migræne og ved hvor forfærdeligt det er..så jeg skriver tilbage, nej vi vil ikke med hjem endnu.
Så da koncerten er slut, har vi ingen chauffør.
Jeg græder af bare skuffelse. Jeg gør altid så meget for alle de folk der, og hvor er de henne allesammen nu. De tænker kun på sig selv.
Det viste sig at han havde for længst kørt hende hjem, kom tilbage for at tage os med hjem, men da koncerten kedede ham, ville han hjem, gad ikke vente. Tænk ikke engang at ku vente et kvarter eller tyve minutter.
Nu er de rejst på ferie...og gæt hvem der går hjem til deres hus to gange om dagen for at passe deres kat??
Vores søn hentede os..så hjem kom vi da.
Men hvorfor er folk sådan. Hvorfor kan jeg ikke finde nogen, der ligner mig og min mand lidt på den rare måde. Ja jeg græder sgu stadig over det. Skal jeg/vi stadig kæmpe for at godt venskab der?? Hva synes I??
Knus Hanne 40 år.