Tak til de mange der herinde der har støttet mig

Hej Til jer der skrev og støttede mig
I den tid min mor var kræft syg (Brystkræft) var i søde og skrive herinde .. maile og ikke mindst nogle ringede
jeg vil undskylde at jeg først skriver nu, men tiden efter at have mistet hende har været en svær tid
Hun startede sin sygdom i 2006 og var i kemo og strålebehandling ...af 2 omgange først fortalte de at hun var kureret og så lom det igen i den anden side
I Dec.2007 fik hun beskeden at der ikke var mere at gøre .. øv øv
jeg samlede hele familien og sørgede for at hun fik en jul med alle sammen men så gik det virkelig ned af bakke , hun røg ind og ud af hospitalet, fik tømt lunger for vand og den sidste uge inden hun gik bort, sørgede vi for at hun fik lov at være i hjemmet til sidst ...
med ilt og sygeplejerske omkring hende
hun gik bort i slutningen af jan. 2008 og jeg må sige at derfra var sorgen meget hård, jeg har stadig ikke været på graven da det gør ondt ... Da jeg har en far der har været ramt af flere blodpropper i hjernen har jeg som enebarn måtte tage mig af meget af det ..
Jeg er meget glad for den støtte i har givet ... og ved godt at jeg har svigtet mange efter . incl. mine venner (har mistet næsten alle)
men tak .. det skylder jeg jer [f]

Hvis du fortalte dine venner sandheden, så
ville de sikkert komme tilbage.

ikke altid. Probæemet er, at når nogen rammes af en krise (og det gør vi jo alle på et tidspunkt), så ved folk ikke altid helt hvordan de skal forholde sig. Man er bange for at sige/gøre noget forkert, man føler ikke man kan slå til, man kan ikke overskue det....hvad ved jeg, der er mange årsaget.
Men det sidste man skal føle som "offer" i den sag er skyld. Man har rigeligt at tænke på og man kan slet ikke rumme at skulle være social.

Min venindes mor har også haft brystcancer og selvom de kurerede hende, så bad hun om fortsat at gå til kontrol. Man skulle næsten tro, at sygdommen vidste hvornår folk holdt på med at gå til kontrol og så slår den til.

Det er meget hårdt det du er igennem, især fordi du er alene om det. Min bedste anbefaling er, at finde en cancergruppe som du kan deltage i. Jeg synes den bedste hjælp er at tale med andre om det der er sket. Tror også man kan "mødes" på nettet i nogle grupper og skrive sammen. Jeg anbefaler dig det virkelig, for det hjælper så fantastisk at have nogen at tale med , som selv har oplevet det samme. Du har meget brug for at få lidt luft for dine tanker, så du kan langsomt kan få lidt overskud igen :-)
Jeg anbefaler også at der ikke går for lang tid inden du tager ud på graven, for jo længere tid du venter, jo sværere bliver det. Min veninde havde samme problem. Jeg bad hende om at komme hjem til mig, så fik vi et par glas rødvin så hun lige kunne slappe lidt af og så tog hun derud og fik en stærk men god oplevelse ud af det. Det hjælper altid at få sat lidt billeder på det man er "bange" for at møde :-)

Held og lykke med det hele

Kender din smerte alt for godt. mistede min mor til den forbandende sygdom for 3 år siden (i morgen), sært som man begynder at hænge sig i datoer. Mit bedste råd er at gøre noget særligt ud af disse mærkedage. jeg har mit egert lille ritual i morgen, jeg skal med min kammerat på kirkegården og så ellers bare hygge. normalt er jeg sammen med min far og min bror men de er desværre forhindrede i morgen.
glem de venner der ikke havde styrke til at hjælpe dig igennem, de er ikke værd at græde over, men glæd dig over dem der stod dig bi. det er dem der holder ved... og de vil i fremtiden betyde endnu mere for dig end de har gjort før.
bedste hilsner fra en der kender smerten
ps det bliver lettere med årene, man siger de 5 første år er de værste

Det er prøvet og de siger ..
undskyldning er accepteret ..
men de har aldrig tid mere ...
har ødelagt tilliden

- Vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse over for dig, ved tabet af din mor... - Af personlige årsager drages jeg til denne kategori, lige i tiden...
- Men noget jeg hæfter mig ved er det du skriver om, at du har svigtet venner undervejs..?? - Er det rigtige venner af hjertet, så burde de kunne forstå, som en anden her i tråden skriver til dig... - man havner en tid i en tilstand, hvor man slet slet ikke er social...
- Det må du se at blive igen, og komme videre... - Begynd at tage kontakt til vennerene lige så stille... - du må også tænke på, at nogle mennesker bliver handlingslammet, når en ven bliver ramt af død og ulykke, eller familine omkring denne... - Her altså dig, ved tabet af din mor...
- Men du skal også ville det jo... - Det med at tage første kontakt skal måske være dig..??
- Så det med at besøge din mors gravsted... - Du kan lige så godt komme afsted og få det overstået... - Jeg taler her om dyrt købte erfaringer, da jeg år tilbage mistede min bror pga. et tragisk biluheld...
- Før du får det overstået kommer du bare ikke videre og det er meningen med livet, selv når det ser ud som værst... - Jeg selv er af den overbevisning, at de vi mister vil, at vi selv kommer godt og glad videre og det bør vi, i respekt for det liv vi nu engang har fået til låns...
- I sidste måned begravede vi min fars lille bror, han var tillige vores Kasino makker... - Min far gav ham Spar 5 med "hinsidans.." - Det var det bedste kort han kunne få i et spil... - Vi ved nemlig at han ville, at vi spiller videre og ikke mindst lever videre, nu mens vi er her...
- Giver det dig bare lidt mening..?? - Det håber jeg...!!
- Smil får du med herfra og... - et lille nænsomt puf i ryggen, afsted på kirkegården, én gang for alle... - og mht. din far, som jeg håber er okay, han har jo også mistet hans kone..?? - i / du er hårdt ramt ja, men tillad dig selv at komme ud og mingle og bibeholde og nære din vennekreds...

/Mummi

det samme,held og lykke!