Til mine fjender
Meinen Feinden! (Furchtlos)
Ihr mögt mit Strick und Henker drohen
und planen tausend Teufelein,
mich lässt es kalt, von Eurer Feindschaft
wird mich ein Grosser bald befreien!
Doch muss die Frechheit ich bewundern,
mit der, als wär dies einerlei,
lhr, Menschenrechte tritt mit Füssen,
mich lässt es kalt, bald bin ich frei!
So frei, wie Gester nur sein können,
von aller Qual und Herzeleid !
Ich geh voran, Ihr werdet folgen,
kurz oder lang, mit Sicherheit !
22. April 1953.
Til mine fjender (frygtløs)
I kan true med galge og skarpretter
og pønse på tusinde djævelskaber,
mig rører det ikke, fra jeres fjendskab
vil en Stor mig snart befri!
Dog må jeg beundre frækheden,
hvormed, som var det ligegyldigt,
I træder menneskerettigheder under fode,
mig rører det ikke, snart er jeg fri!
Så fri som kun ånder kan være,
fra al smerte og hjertets lidelse!
Jeg går forrest, I følger efter,
før eller siden, det er sikkert !
Civilcourage, personligt mod uden hensyn til de repressalier, der måtte komme. Det er for mig at se den eneste måde, vi kan komme ud af det dødvande, vi er i nu.
Når en skolepige bliver sparket halvt fordærvet, og hendes skolekammerater står rundt omkring og kigger på, jamen hvordan kan de leve med det resten af deres liv ?
Når mennesker kan se på, at en næsten nøgen kvinde slæbes skrigende gennem gader i København, hvordan kan de forbipasserende lade være at gribe ind ?
Politiet har givet blandede signaler. I mange år har de sagt, at vi skal lade være at blande os. Men nu begynder selv de at beklage sig over passiviteten. Og uanset at det er farligt, KAN vi altså ikke krybe ind i vores sneglehus - og så stadig være mennesker. Vi er nødt til at være en del af samfundet, og dermed er vi nødt til at sætte vores egen sikkerhed på spil en gang imellem.
Ihr mögt mit Strick und Henker drohen
und planen tausend Teufelein,
mich lässt es kalt, von Eurer Feindschaft
wird mich ein Grosser bald befreien!
Doch muss die Frechheit ich bewundern,
mit der, als wär dies einerlei,
lhr, Menschenrechte tritt mit Füssen,
mich lässt es kalt, bald bin ich frei!
So frei, wie Gester nur sein können,
von aller Qual und Herzeleid !
Ich geh voran, Ihr werdet folgen,
kurz oder lang, mit Sicherheit !
22. April 1953.
Til mine fjender (frygtløs)
I kan true med galge og skarpretter
og pønse på tusinde djævelskaber,
mig rører det ikke, fra jeres fjendskab
vil en Stor mig snart befri!
Dog må jeg beundre frækheden,
hvormed, som var det ligegyldigt,
I træder menneskerettigheder under fode,
mig rører det ikke, snart er jeg fri!
Så fri som kun ånder kan være,
fra al smerte og hjertets lidelse!
Jeg går forrest, I følger efter,
før eller siden, det er sikkert !
Civilcourage, personligt mod uden hensyn til de repressalier, der måtte komme. Det er for mig at se den eneste måde, vi kan komme ud af det dødvande, vi er i nu.
Når en skolepige bliver sparket halvt fordærvet, og hendes skolekammerater står rundt omkring og kigger på, jamen hvordan kan de leve med det resten af deres liv ?
Når mennesker kan se på, at en næsten nøgen kvinde slæbes skrigende gennem gader i København, hvordan kan de forbipasserende lade være at gribe ind ?
Politiet har givet blandede signaler. I mange år har de sagt, at vi skal lade være at blande os. Men nu begynder selv de at beklage sig over passiviteten. Og uanset at det er farligt, KAN vi altså ikke krybe ind i vores sneglehus - og så stadig være mennesker. Vi er nødt til at være en del af samfundet, og dermed er vi nødt til at sætte vores egen sikkerhed på spil en gang imellem.