Tilegnet I mænd, som er utro.
Kære I, som er eller har været Jeres partner utro.
Løgne hører jo unægtelig med til utroskab. Og hvor gør de ondt.
Det ødelægger så meget når man opdager, at dén man elsker og stoler på, har kigget én i øjnene og løjet så troværdigt, at man selv endte med at stå med følelsen:
Hvor er jeg lav, at jeg kunne finde på at spørge om det.
Det er sønderrivende, at finde ud af, at ens store kærlighed har været sammen med en anden. Det kan drive en til vanvid, at spekulere på, hvad han sagde til hende, hvilke søde ord og komplimenter hun fik hvisket i øret.
Og efter de havde sex - hvordan lå de så? Puttede hun på mit sted? Med hovedet på brystkassen og hans arm betryggende omkring hende?
Og løgnene. De gør lige så ondt.
Når man fatter mistanke og egentlig er bange for at spørge. Når man endelig tager mod til sig og forsigtigt spørger. Når han kigger en dybt i øjnene og forsikrer, at det hele er det pureste opspind i ens lille hoved.
Når man opdager, at man har været til grin.
Alle de løgne, de gør det lige så svært at komme videre bagefter, som dét, at du har givet en anden kvinde en del af dig selv.
For du løj så overbevisende, at jeg stod tilbage og følte, at det var mig der var noget galt med.
Og når du kunne lyve dengang, så troværdigt, hvorfor skulle du så ikke kunne gøre det igen?
Og når du kunne lyve om det, hvad har du så ellers løjet om?
Hvornår fortæller du mig sandheden? For jeg ved jo, at når du holder øjenkontakten med mig, når dine øjne ikke flakker en eneste gang, så er det ikke ensbetydende med, at du fortæller sandheden.
Forstår du ikke, at hvis du bliver tilgivet, så skal du også stoppe løgnene. For tilliden kommer ikke tilbage, hvis jeg gentagne gange, tager dig i en løgn.
Hvis det ikke betød noget. Hvis det kun var sex - hvorfor gjorde du det så? Var det virkelig det værd? At såre mig, fordi du fik lyst?
Er dine behov så vigtige?
Betyder vores forhold ikke noget? Alt de vi har bygget op?
Hvorfor var du villig til at smide det hele på gulvet, bare fordi du havde et behov der skulle dækkes?
Hvordan kan du blive vred på mig, når jeg ikke har genvundet tilliden, blot 6 måneder efter? Forstår du ikke, at når du beklager dig over det, så bagatelliserer du det som du gjorde?
Hvordan kan du sige, at du elsker mig - når du kunne gøre det imod mig?
Løgne hører jo unægtelig med til utroskab. Og hvor gør de ondt.
Det ødelægger så meget når man opdager, at dén man elsker og stoler på, har kigget én i øjnene og løjet så troværdigt, at man selv endte med at stå med følelsen:
Hvor er jeg lav, at jeg kunne finde på at spørge om det.
Det er sønderrivende, at finde ud af, at ens store kærlighed har været sammen med en anden. Det kan drive en til vanvid, at spekulere på, hvad han sagde til hende, hvilke søde ord og komplimenter hun fik hvisket i øret.
Og efter de havde sex - hvordan lå de så? Puttede hun på mit sted? Med hovedet på brystkassen og hans arm betryggende omkring hende?
Og løgnene. De gør lige så ondt.
Når man fatter mistanke og egentlig er bange for at spørge. Når man endelig tager mod til sig og forsigtigt spørger. Når han kigger en dybt i øjnene og forsikrer, at det hele er det pureste opspind i ens lille hoved.
Når man opdager, at man har været til grin.
Alle de løgne, de gør det lige så svært at komme videre bagefter, som dét, at du har givet en anden kvinde en del af dig selv.
For du løj så overbevisende, at jeg stod tilbage og følte, at det var mig der var noget galt med.
Og når du kunne lyve dengang, så troværdigt, hvorfor skulle du så ikke kunne gøre det igen?
Og når du kunne lyve om det, hvad har du så ellers løjet om?
Hvornår fortæller du mig sandheden? For jeg ved jo, at når du holder øjenkontakten med mig, når dine øjne ikke flakker en eneste gang, så er det ikke ensbetydende med, at du fortæller sandheden.
Forstår du ikke, at hvis du bliver tilgivet, så skal du også stoppe løgnene. For tilliden kommer ikke tilbage, hvis jeg gentagne gange, tager dig i en løgn.
Hvis det ikke betød noget. Hvis det kun var sex - hvorfor gjorde du det så? Var det virkelig det værd? At såre mig, fordi du fik lyst?
Er dine behov så vigtige?
Betyder vores forhold ikke noget? Alt de vi har bygget op?
Hvorfor var du villig til at smide det hele på gulvet, bare fordi du havde et behov der skulle dækkes?
Hvordan kan du blive vred på mig, når jeg ikke har genvundet tilliden, blot 6 måneder efter? Forstår du ikke, at når du beklager dig over det, så bagatelliserer du det som du gjorde?
Hvordan kan du sige, at du elsker mig - når du kunne gøre det imod mig?