Toni Braxton tror sønnens autisme er Guds straf.
Sangerinden Toni Braxton har netop udgivet sin selvbiografi. Jeg har ikke læst den, men som det fremgår her, er hun åbenbart opdraget til at frygte Gud, idet han straffer os for vores handlinger og tanker. Det har fået hende til at tro at sønnens autisme er et resultat af en abort som hun fik under en tidligere graviditet. Først vil jeg lige erklære mig enig i den første kommentar til artiklen. Hvordan kan en mor offentligt sige at hun ser sin søn som en straf, er mig en gåde.
Men grunden til at jeg deler denne historie er at jeg mener at dette syn på Gud desværre ikke er særlig specielt og at det er et kæmpe problem. Jeg har gået på skole i USA og her var der mange som virkeligt frygtede Guds respons til deres tanker og handlinger. Drenge som var bange for straffen for de tanker – og fysiske reaktioner – de oplevede når de tænkte på det modsatte køn, eksperimenterede med alkohol eller stoffer, sagde deres forældre imod osv. Specielt husker jeg en homoseksuel dreng som jeg, uden at kende ret meget til psykologi, vil beskrive som værre traumatiseret over sin seksualitet. Han fortalte mig at hans frygt for forældrenes reaktion hvis/når de blev klar over det, var ’peanuts’ i forhold til hans frygt for Guds reaktion. Jeg har lige været i kontakt med ham igen – hans forældre har slået hånden af ham, men han er gennem terapi ved at nå et punkt hvor han accepterer sig selv. Han er - desværre :-) - ikke blevet ateist, men har fået et syn på Gud som er nærmere det jeg fornemmer det fleste kristne danskere har. Altså en Gud som elsker og tilgiver, i stedet for at fordømme og straffe. Der er Toni Braxton åbenbart ikke.
Jeg ved godt at ovenstående ikke er det store debatoplæg. Det er blot ment som en kommentar. Men jeg hører selvfølgelig gerne jeres kommentarer også.
Men grunden til at jeg deler denne historie er at jeg mener at dette syn på Gud desværre ikke er særlig specielt og at det er et kæmpe problem. Jeg har gået på skole i USA og her var der mange som virkeligt frygtede Guds respons til deres tanker og handlinger. Drenge som var bange for straffen for de tanker – og fysiske reaktioner – de oplevede når de tænkte på det modsatte køn, eksperimenterede med alkohol eller stoffer, sagde deres forældre imod osv. Specielt husker jeg en homoseksuel dreng som jeg, uden at kende ret meget til psykologi, vil beskrive som værre traumatiseret over sin seksualitet. Han fortalte mig at hans frygt for forældrenes reaktion hvis/når de blev klar over det, var ’peanuts’ i forhold til hans frygt for Guds reaktion. Jeg har lige været i kontakt med ham igen – hans forældre har slået hånden af ham, men han er gennem terapi ved at nå et punkt hvor han accepterer sig selv. Han er - desværre :-) - ikke blevet ateist, men har fået et syn på Gud som er nærmere det jeg fornemmer det fleste kristne danskere har. Altså en Gud som elsker og tilgiver, i stedet for at fordømme og straffe. Der er Toni Braxton åbenbart ikke.
Jeg ved godt at ovenstående ikke er det store debatoplæg. Det er blot ment som en kommentar. Men jeg hører selvfølgelig gerne jeres kommentarer også.