tør jeg forsætte

Min mand har været mig utro gennem flere år. Med en kollega. Jeg fandt selv ud af det, og nu er han rigtig ked af det og siger at han vil vores familie. - Men kan jeg tror på en mand der har løget i flere år og delt tanker og følelser med en anden?

kan man fortsætte med en som har misbrugt ens tillid, jeg kan ikke.
for mig havde han allerede valgt sin familie fra, da han valgte at stikke sit lem op i en anden kvinde.
ellers ville jeg ligge og tænke på billeder af dem sammen, når vi havde sex og så er det sexliv jo ødelagt alligevel. Har nemlig prøvet det og alt var ødelagt.

Man kan godt genopbygge tillid, hvis det er det begge parter VIL. Men det koster hårdt arbejde fra Jer begge. Og det kan lykkes og der skal terapi til. Held og lykke....beslutningen er din

- så om du kan stole på ham, ved du bedre end jeg - uanset hvor gerne jeg ville fortælle dig, hvad du skulle beslutte.

formodentlig at han er afsløret og/eller at han har gjort dig ked af det? - Vel ikke forholdet til kollegaen når det har varet så længe måske fortsætter? Er han også ked af det?
Og hvad med dig, - hvad er du ked af, hvad kan du leve med og hvad kan du ikke leve med; hvad behøver du at vide om hans 'aktiviteter'og hans bevæggrunde til at vælge at være utro?
Den ideelle verden ER slået i stykker og lader sig ikke genskabe, men spørgsmålet for dig - og ham - er: kan og vil I undvære hinanden. Kan I ikke det, må i nødvendigvis aftale nogle spilleregler for fremtiden. Måske er det også nødvendigt at 'vende hver en sten'. Det bliver svært, men det det handler om for dig er at gøre op med dig selv hvad du vil og ikke vil.

Alle(næsten) kan risikere at være utro på et tidspunkt i deres liv... så den eneste måde du kan undgå en gentagelse på... er at leve som single resten af livet uden en fast kæreste.
Jeg gætter på at din mand fortæller at han har forsøgt at afbryde forholdet til sin kollega, men at det virkede som at narkotikamisbrug han ikke kunne komme ud af. Han har formodentlig også haft det dårligt med det, og i perioder været bekymret og ængstelig.
Han er sikkert meget ked af at hans handlinger sårer dig så dybt, og risikere at smadre Jeres familie og relationer. Han siger sandsynligvis også at det ikke havde noget med dig at gøre, og at det aldrig havde været hans hensigt at såre dig.
Alt dette er helt sikkert sandt, og noget du kan regne med. Og jeg tror ikke at den mand der elsker dig, nogensinde ville risikere at se dig så bundulykkelig igen... han er nok den du kan være mest sikker på ikke vil være dig utro igen.
Du skal på ingen måde acceptere det han har gjort.... men hvis din mand ellers er en der er værd at samle på... så arbejd hen i mod at du kan tilgive ham...tænk dig godt om inden du vælger at "smider ham væk".
Hvis I begge vil hinanden... så er der lys for enden af tunnellen... det bliver hårdt at nå igennem... men husk også, at skilsmisse og weekendbørn er ikke noget særligt attraktivt alternativ for dig.
Forsøg at fokuser på det positive i Jeres forhold (selv om det er hundesvært)... og smid al din vrede og frustration i hovedet på din mand.. kræv svar på dine spørgsmål... men forsøg også at forstå ham, så du kan nå frem til at tilgive ham.
Vær forberedt på at det kommer til at tage flere måneder.

jeg prøvede også at min mand var mig utro. Vi prøvede at blive sammen, men det var et helvede og jeg blev først rigtig glad igen, den dag jeg smed ham på trappen. Tanken om at han ... havde været oppe i en anden - og at han havde delt tanker med hende gjorde mig sindsyg!

Spørgsmålet er vel egentlig... om ham ikke bare er ked af at han blev opdaget?!
Kan bestemt ikke anbefale at du "beholder" ham... Det er alt for hårdt arbejde, og det tager flere år at komme over... Har selv prøvet det. Men selvfølgelig kan det hele blive godt igen, når man har arbejdet sig igennem. Men tilliden bliver aldrig 100% igen, der vil altid være lidt tvivl... Og det er op til dig om du kan lære at leve med det?
Hvis du vælger at beholde ham, så skal du være helt afklaret med det han har gjort, og have tilgivet ham... Ikke noget med at bruge det mod ham hver gang i har et skænderi eller lign. - Det er svært, men nødvendigt hvis det skal fungere!
Held og lykke...

ked af det er han bestemt. - Men nok som C... skriver fordi at han i bund og grund er blevet taget med bukserne nede!!! - Ellers var der jo intet til hindre for at han havde stoppet forholdet noget før, - samt frivilligt fortalt mig det, istedet for igen og igen at lyve og få mig til at fremstå som en tosse!
Jeg troede først at jeg ville kæmpe, bla. fordi at vi har mindre børn sammen. Men omvendt gør det at han kunne svigte BÅDE mig OG hans børn mig bare endnu mere gal! Tænkte han på dem, når han fortalte hende, hvor dejlig hun var???? Jeg har lyst til at han skal forsvinde og tage den smerte han har påført mig med. Jeg tror aldrig at jeg ville have lyst til at ligge tæt på ham igen, - eller stole på ham for den sags skyld!

Kære Udsat
Den smerte han har påført dig kan han IKKE tage med - det er din!
Uanset hvad din beslutning bliver, vil han have påført dig noget, som han ikke kan fjerne igen!

Fra hende der smiler
(som har været i en lignende situation)

hvordan kom smilet frem igen?

Det kommer med tiden... Man lærer at leve med den sorg det er at blive svigtet. Det bliver en del af en selv. Man er nødt til at se det positive i det der er sket - Ved godt at det er svært!!! Men alt bliver nemmere med tiden.
Har som sagt selv været i situationen, og jeg valgte at blive... Det var ikke nemt, og tog meget lang tid at atbejde sig igennem, flere år. Men jeg vælger at tro på at hvad der ikke slår os ihjel, gør os stærkere - og det er vores forhold også blevet. Vi har i dag været sammen i 8 år, og det er snar 5 år siden det skete... Jeg tænker ikke længere på det så tit, men det hænder da - og først nu kan jeg ærligt sige, at det ikke længere gør mig ked af at tænke på.

Kære Udsat
Smilet kom af sig selv, lidt efter lidt.
I den første tid handlede det for mig om at genvinde min selvtillid og mit selvværd. Jeg gik i byen og dansede, når jeg havde muligheden og solede mig i komplimenter. Senere handlede det mere om at jeg idag ved hvem jeg er og hvad jeg står for!
Det kommer også til dig igen en dag :)
Man glemmer ikke - for det er en sorg-proces man skal igennem, på lige fod med at man har mistet et menneske man elskede, men sorgen bliver mindre, smerten bliver mindre!
Stort Kram
Hende der smiler

I din første tråd anbefaler du at jeg ikke kæmper videre, - men det lyder da til at du selv er kommet på ret kurs med dit forhold?? - Jeg tror desværre ikke at jeg er så storsindet. Hadet bare vokser og vokser i mig.....

Hvis ikke du hadede ham... så var du jo ligeglad med ham og Jeres ægteskab.
Lad hadet vokse... og lad ham føle det... det er første del af processen du/I skal igennem.

der er meget nysgerrige efter at få at vide hvad du mener med 'Man er nødt til at se det positive i det der er sket.' Hvad kan det dog være, som man ikke kunne have opnået bedre og mere smertefrit på anden måde. Desværre kan jeg efter flere års gentagne forsøg overhovedet ikke se noget som helst positivt i affæren. - Jo, selvfølgelig at den endte med at jeg blev (gen)valgt, men er noget positivt bare fordi der går noget negativt forud? - Jeg synes det altsammen er så negativt det kan blive og gav gerne flere år af mit liv for at være den oplevelse foruden.

Min erfaring er, at omkostningerne ved at forsøge at tilgive/glemme/fortsætte er alt for store. Det var bare SÅ skrækkeligt at leve med mistroen, den manglende respekt for ham pga. alle løgnene og hans sølle bedrageri, og også rollen som den bedragne hustru.
Jeg gav det en chance et par måneder, men var ved at brække mig til sidst - og sikke en lettelse, da jeg gjorde mig fri. Jeg har aldrig fortrudt, at han fik de 10 kolde tæer i r.... ud af mit liv, og idag synes jeg, at jeg skulle have losset ham ud med det samme
Pas på godt på dig selv og din selvrespekt. Jeg føler med dig i din situation.

Jeg kan bestemt ikke anbefale det... Det tager alt for lang til at komme over, men dermed ikke sagt at det ikke kan lade sig gøre.
Det jeg mener er bare... at hvis jeg dengang havde vidst hvad jeg ved nu... Hvis jeg havde vidst hvor lang tid det ville tage at komme over det svigt, og hvor mange kræfter jeg skulle bruge på at få forholdet til at fungerer igen, hvor meget det ville kræve af MIG... Så tror jeg ærlig talt ikke at jeg havde gjort det!
Hvis jeg nogensinde ender i samme situation igen, så er jeg 98% sikker på at jeg ikke ville blive og kæmpe... for det er virkelig en kamp, smerten forsvinder ikke bare i løbet af et par måneder, den sidder dybt i èn, og det tager LANG tid at komme over.
Men når alt det er sagt... Så, ja det kan lade sig gøre. Jeg mener ovenikøbet at mit forhold er blevet stærkere af at vi kæmpede os igennem. Vi kender hinanden bedre... Vi har set de værste sider ved hinanden osv.
Du er den eneste der ved om det er værd at kæmpe for... Om du kan og vil bruge alle dine kræfter på det...

Jeg tror at du enten har misforstået mig, eller også har du ikke læst det jeg har skrevet ordentlig... Jeg havde da bestem også helst været "oplevelsen" foruden. Men sket er sket, og som bekendt kan tiden ikke skrues tilbage... Og så er man jo nødt til at forholde sig til hvad der er sket - og det er her jeg mener at man er nødt til at prøve at få det bedste ud af det... Hvad andet kan man gøre?!
Det positive, for mig, er at jeg er kommet ud få den anden side... At vi er har lært hinanden bedre at kende, at vores forhold er blevet stærkere... at vi kæmpede os igennem, sammen!

og måske dårlig læsning fra min side, men repetitionen hjalp mig desværre ikke. Jeg har da også tænkt over gang på gang hvad man så kunne lære af det? - Og svaret er: Intet positivt! Intet! og 'hvad der ikke slår os ihjel, gør os stærkere' - tjaeh, mit forhold er da blevet stærkere eller i hvert fald så stærkt som det var førhen - men det kunne det så sandelig være blevet på anden vis! Og jeg personligt er på nogle områder psykisk svagere og har ændret adfærd, både postivt og især i voldsom grad negativt, hvoraf det sidste forhåbentlig kan genoprettes på længere sigt, men jeg er ved at opgive håbet og indstiller mig på at acceptere det som et vilkår i mit liv at have en posttraumatisk stessforstyrrelse udløst af utroskab. Når man vælger at blive sammen er man jo nødt til at leve med de vilkår livet byder, men for mig er det stadig svært overhovedet at tro på, at 'sket er sket' - Og jeg er ikke specielt dum eller følelsesmæssigt afstumpet ellers.

Uanset om man vælger at blive eller ikke, vil man for altid være påført et slag, som man ikke havde bedt om! Uanset om man bliver eller ej, kan man føle sig psykisk traumatiseret! Der er ingen nem udvej af den slags, men man må vælge den udvej der føles rigtig for een selv - og forsøge at sætte sig ud over offer-rollen, for ellers vil den offer-rolle i sig selv bringe en til fald.
Når ens partner er een utro, er der gerne bevæggrunde der går forud som er dybereliggende! Der skal altså to til en tango, og det er trods alt de færreste utro partnere, der blot kaster sig ud i utroskab, kun for sex'ens skyld - hvorefter de også skal trækkes rundt med en evig dårlig samvittighed!
Mange hilsner
hende der smiler
(som faktisk blev skilt fra en utro ægtemand efter 17 års samliv)

der er selvfølgelig masser af rigtige meninger i det du skriver. - Faktisk meget alment og evigtgyldigt. Men den passer ikke i mit tilfælde. Jeg ser ikke mig selv i nogen rolle og ikke som et offer. Nu er der jo talt meget om det her hos os og også med en psykolog, - og ud fra det VAR de dybereliggende bevæggrunde alene sex og en form for eventyrlyst óg nysgerrighed! - Det er svært at tro på og det er det jeg ikke kan rumme, tror jeg. For hvis det var mig, der ville være utro, ville sex være det sidste skridt og ikke det første. Jeg har trods alt hørt et og andet om at mænd og nogle kvinder sagtens kan have 'uforpligtende' seksuelle forhold, men ærlig talt jeg forstår det ikke, tager det bare til efterretning! Om ikke ligefrem kærlighed, så er en stor og varm gensidig hengivenhed et 'must' der må gå forud for et intimt forhold. Så er der så også desværre det i det at det er blevet en ret usædvanlig historie med en masse meget ubehagelige efterdønninger, der ikke har gjort det lettere for os at komme igennem fordi det har medført tilbagevende tvivl fra min side om det var noget helt andet og mere alvorligt end ubeskyttet sex med en meget promiskuøs elskerinde, hvilket kan være alvorligt nok i sig selv! Der var altså tale om en utro mand, der kun ville det uforpligtende, men desværre via nogle signaler, der kunne opfattes meget forpligtende og en elskerinde med en masse misinformation og planer og en meget stærk vilje til at ændre forholdet til noget det aldrig var.
Det har sikkert været lige så svært for dig at blive skilt, som det er for mig ikke at blive det, men skilsmissen lægger vel en slags låg på det, trods skuffelsen og sorgen, - jeg plejer at mene, at man ikke bliver skilt pga en (afsluttet) utroskab, men det er måske den logiske udgang hvis man ikke kan 'få det bedste ud af det' og blive stærkere af det der ikke slår én ihjel?

Umiddelbart lyder det for mig som om at jeres forhold måske ikke var værd at kæmpe for, at omkostningerne ved at blive måske har været for store for dig?
Nu kender jeg jo heller ikke din "historie"... Ved ikke om det har noget at sige hvordan det er foregået, hvor længe at det har stået på, om han selv er gået til bekendelse eller er blevet opdaget, osv...
For mig personligt, får jeg bare intet ud af at tænke tilbage, og minde mig selv om hvor dumt et svin han var, eller hvor ked af det jeg blev, osv... Så tror jeg ikke jeg havde kunne klare at blive. Det kan da godt være at nogen vil sige at det er naivt, at se noget positivt i sådan en situation - Det har bestem heller ikke altid være nemt! Men jeg har tilgivet, og kommet videre... Og prøver bare at få det bedste ud af livet. Og indtil videre har "min" måde at håntere situationen på fungeret ganske fint for mig...

Kære Jackie
Jeg syntes bare at kunne læse ud af dine tidligere indlæg, at du følte dig påført et slag på din sjæl, hvilket du jo også ER! Hele ens grundlag vakler, når der sker noget sådant - og man har ikke selv bedt om det!
Jeg synes det er stærkt gået af dig at blive i det - og bearbejde det!Jeg valgte den anden udvej, da jeg ikke længere følte at jeg havde styrken til at blive (og tusinde andre grunde)- men ja, det var svært at tage beslutningen og endnu sværere at holde fast i den beslutning, når man har en mand der ringer og græder - hvor børnene ikke forstår hvad der sker, men synes at mor er rigtig ond, fordi hun får far til at græde osv.
Den slags er uhyggeligt tunge sager for sjælen, men som du ganske rigtigt siger, kommer man styrket ud på den anden side - men en del af ens sjæl er ødelagt, og kan ikke repareres!
Jeg håber det bedste for dig!
Smil fra mig

************************
Advarsel - jeg havde noget på hjertet og dette blev et vældigt langt indlæg...
jeg håber i finder det let læseligt - jeg overvejede at slette i det pga af længden men det ville ikke havde været rigtigt.
************************
Jeg syntes i har ret - alle sammen!
Jeg syntes at det at gå ud og pleje ig selv og gøre ting for sig selv er helt rigtigt -
jeg har lige tømt kontoen på nyt tøj til mig selv for 1. x i 3 år - smiler selvtilfreds...
Jeg har stillet som krav at vi går til terapi pris: 1800.- pr. uge (de bedste penge vi nogenside kommer til at bruge uanset hvad!)
nu kassekredit - søster lystig her skal have nogle nye møbler i morgen istedet for alt det genbrug og gammelt fra tidligere liv
han skal på trods af terapi leve med at min "kriger" stormer frem på alle tider af døgnet (til stor irritation for os begge)
han skal støtte når den forsvinder
han skal vise mig hans kærlighed er dyb som det dybeste ocean (og han skal vise hvor dybt det er)
han skal tage til takke med de krummer af kærlighed jeg smider den anden vej
han skal vide at jeg hver evig eneste dag lever med at overveje om jeg vil ham
han skal være taknemmelig over at jeg vil ham og ikke har sparket ham ud
han skal vide alt om de kampe jeg har indvendigt - idet han har "startet" krigen
han skal læse alle de breve jeg skriver til ham når jeg er sårbar og bange og frygter at stole på ham
han skal vide og stole på at de ting jeg siger når min kriger "opsluger" mig det er ikke nødvendigtvis det jeg virkeligt mener men ting der bliver sagt fordi jeg er hulens bange for at lægge mit hjerte under hans fod fordi min frygt er at han jokker igen
han skal vide at jeg på trods af hans fejl elsker ham dybt og anderkender at han arbejder med sig selv
han skal være bevidst om alle de situationer der kan starte min kriger
han skal lægge øre til alle de gange hvor jeg tror han tænker på hende pga tøj en anden kvinde har på eller en restuarant
han skal høre om hvor tit jeg hører ord der minder mig om hans affære
han skal bejle til mig som han ALDRIG har bejlet til nogen før og det på trods af min modstand
han skal kende hver en detalje af min kamp for at han ved at jeg faktisk kæmper for at beholde ham i mit liv selvom det mest indlysende nok ville være at gå
han skal leve med skylden
***************************************************
Jeg skal række ud efter ham selvom det er hulens svært
jeg skal fortælle ham at jeg elsker ham
jeg skal anerkende at vi alle laver fejl og at han ikke er det umådelige overmenneske jeg satte ham op til at være
jeg skal leve med frygten og smerten
Jeg skal leve med at min kærlighed ikke var god nok pga. rollemønstre og vaner der ikke lod sig ændre på trods af at jeg i mit hjerte ved han er manden i mit liv
jeg skal leve med at der altid vil være en risiko for at det sker igen hvis vi igen lader tingene stå til
jeg skal forholde mig til at vågne op i en verden hvor jeg ikke kan stole på nogen
jeg skal smide mine mure og fæstninger og lukke folk ind hvor lillebitte mig gemmer sig af frygt for at blive såret og det skal jeg på trods af frygten for at jeg ikke kan stole på nogen
jeg skal overleve følelsen af at være blevet kasseret og smidt væk
jeg skal lære at leve muligvis for 1. gang i mit liv - jeg skal vove mig ud hvor jeg ikke har været før - jeg skal udsætte mig selv for at folk muligvis vil jokke på mig eller bruge min ryg som wc men jeg skal stadigt lukke dem ind........
Jeg skal prise mig lykkelig for at det i sidste ende ikke var mig der blev kasseret det var ikke mig der fik af vide at han havde fortrudt alt...(lige dette kan jeg godt smile af!!)
jeg skal glæde mig over at jeg kun en gang er bukket under for lysten til hævn over for hende - jeg har kun kontaktet hende en gang - og jeg har ellers brugt Jackies fantastiske råd med at tæve møgs*** mentalt
jeg skal glæde mig over at i dag trods alt var bedre end i går
jeg glæder mig over mit nye hår og nye tøj og mit 17kg. vægttab - på trods af at vægttabet stod på i den periode
jeg skal være bevidst om at netop det at jeg ikke "ofrede" mig selv 111000% for at pleje ham i hoved og r** gjorde at han følte sig umådeligt forsømt - dette er jo vores problem ikke kun hans
jeg skal være lykkelig for at jeg har fået en chance for at få et fantastisk forhold til en jeg elsker og oven i købet har fået mulighed for at få mere ud af alle andre forhold i mit liv
jeg hader ham umådeligt for at have bragt denne smerte til mig og jeg hader at han ikke gjorde det forbi inden hans affære
jeg hader at han ikke har åbnet sig før ikke har troet på at jeg elskede ham før
jeg bliver ked af det og vred på hans vegne over at han er blevet frarøvet troen på at folk kunne elske ham allerede i en ung alder
jeg bliver tosset på hans forældre over at de har ødelagt hans tro
jeg bliver ydmyg over at få chancen for at se denne vidunderlige person blive hel
***********************************************************
I har alle ret - vi har alle noget at være vrede - kede og hadske over
jeg er på ingen måde et sted hvor affæren var/er noget positivt men jeg er der hvor jeg ved at hvis vi ind imellem var gode før så kan vi blive bedre/fantastiske nu.
Jeg kan ikke fortælle andre hvad de skal gøre - jeg kan ikke give gode råd om de er gode er det jo kun modtageren der kan bestemme - jeg kan give råd...
hvor mange herinde har ikke en kriger - en stemme dybt i os selv der fortæller at vi ikke er gode nok/sexede nok/elskelige nok/ i bestemmer selv hvad der kan stå her..
jeg har den - og det er kraftig og magtfuld og skræmmer os begge fra vid og sans(den ligner min mor :0( )
men så længe den kriger får lov at bestemme så bliver jeg hverken lykkelig med eller uden ham - manden i mit liv som nok bare altid gerne ville have ømhed/nærhed/kærlighed fra mig og ingen andre og som jeg ikke formåede at give for skulle jeg straffes så skulle han dældulme også...og han bliver det stadigt hver gang min kriger er der men der vil komme flere og flere perioder hvor jeg ikke har brug for den for jeg vil faktisk også gerne bare elskes for den jeg er og lukker jeg ikke nogen ind så bliver jeg det ikke.
*****************************
Til alle jer der havde tålmodighed til at stave sig i gennem min stil - med ønsket om at i også finder fred og ro i jer selv bare ind i mellem mine bedste råd(ikke gode... griner)
-skriv alt hvad du kan når du er ensom og sårbar og fortabt
-giv dig selv lov til at være sårbar og ensom og fortabt og vis MEGET gerne din partner hvad du skriver hvis du vil kæmpe kampen om kærlighed
-find en genial terapeut som i begge stoler på
-giv dig selv lov til at leve - noget som du nok har undertrykt længe lige som mig.
Med håb om at i kan fange dem er der her et kæmpe tag-selv-bord at mentale knus - i fortjener dem lige så meget som mig!
(((((((((((((kæmpe mentale knus)))))))))))))
_____________________________________________ på et bord
I I I
I I I
I I I
I I I
I I I

mangler smileys i denne debat :0)

Jeg har læst dit indlæg 2 gange. Jeg forstår dig udmærket - da jeg er i præcis samme situation. Håber andre kan få ro/ øjenåbner at at læse dit indlæg. PS Jeg har desuden haft fantastisk god gavn at at tegne når krigeren kommer frem. HAN er så med til at gennemgå tegningerne og for hver gang bliver de mindre og mindre i mit univers...måske nogle i samme båd kan bruge det. Knus...Sofia

Jeg forstår din frustration mere end du kan forestille dig. Jeg har fundet ud af at min mand gennem det sidste års tid har haft et forhold som han i løbet af året har benægtet løget om og svigtet både mig og vores 2 børn med. Det er hårdt at gennemgå at den man har elsket i 12 år pludselig sårer en så dybt. Vi er kun lige i starten af helved altså det følelses mæssige helved. Jeg har valgt at sige at jeg vil kæmpe for vores forhold, som også har været et rigtig godt forhold. Men jeg har også sagt at ansvar og beskyldninger må han påtage sig og sammen skal vi finde ud af at finde frem til et nyt "os" for selvom det gamle os var et godt os må der have været noget som ikke har været rigtigt eller ikke fungeret som det skulle. Men som sagt så påtager jeg mig ikke noget ansvar for de handlinger dette har medført det er hans ansvar og jeg vil ikke være en del af det. Jeg har forlangt at få hele "historien" jeg vil vide alt. Hvordan og hvornår og hvad de lavede. Har gennem gået konto udtog og sammenholdt med det som han har sagt sammen med ham. Jeg skal vide alt også om det var oppe i lysekronerne det foregik eller om det var helt kedeligt almindelig sex. Alt...
Jeg ved endnu ikke om jeg på sigt vil blive, men jeg vil gerne at vi sammen finder frem til hvad der er bedst for os. Jeg vil ikke sidde om 5 år g fortryde at jeg blev. Det har jeg mit liv for kært til, men jeg vil gerne ofre et år på at finde en løsning på vores forhold. Om det bliver et os hver for sig ved jeg ikke, men lige nu bliver jeg for jeg mener at jeg skylder mig selv det, ikke ham . Jeg har invisteret meget at min tid og rigtig mange følelser i vores forhold og derfor vil jeg godt bruge den tid der skal til og ikke tage en for hurtig beslutning som jeg til sidst måske vil fortryde. Min mand har også sagt at han har fuld forståelse for hvis jeg ikke kan leve med hans utroskab og at han vil kunne forstå hvis min handling om tid blever at jeg går. Vi har valgt ikke at involverer børn eller venner i vores kaotiske liv lige nu. Men han har forvisset mig om at hvis jeg vælger at gå vil han påtage sig ansvaret for det, da det er hans handlinger som gør at jeg vil gå hvis det er det som bliver enden af det. Jeg vil arbejde med mig selv, med os og han har også forpligtede sig på at arbejde med ham og os. Mere kan vi ikke gøre lige nu. Vi har for at få ro endvidere sørger for at børnene bliver passet i nogle faste dage. For at vi kan få ro til at mærke efter og tale i dybden om de ting som er sværer lige nu. Det er rigtig godt og det næste skridt bliver når vi har fået mere ro på vi skal i parterapi.
Jeg kan udfra dit indlæg se at I er i terapi og jeg vil egentlig med dette bare sige at du står ikke alene med følelsesom svigt, had, savn og sorg. Det sværeste synes jeg er at hade de handlinger en som man elser højt har begåpet det er det værste dilemma, for mig.
Håber at du finder frem til den beslutning som er bedst for dig. Jeg har altid sagt en engangs affære kunne jeg håndtere, men ikke bedrag over måneder... nu må vi se om jeg ikke kan klare det alligevel. Så selvom man er sikker på at det er noget man ikke vil finde sig i må både du og jeg gøre op med os selv om det er kampen, tårene og tiden værd og det er kun noget man hver i sær skal forholde sig til, det er der desværre ingen terapi eller andre folke erfaringer som kan hjælpe med at få klar lagt det er kun os selv. Om vi vil og om vi kan byde os selv et så stort arbejde og om det betyder nok for os til at vi vil.
Håber det bedste for dig og din familie hvad det så ender med .
Knus fra endnu en...

engang utro ALTID utro... sorry men jeg har også prøvet at han var mig utro og han tude og tiggede om tilgivelse og jeg tilgav ham 200 % 3 mdr efter var han sammen med en anden....
men hvis du virkelig tror på ham så sats på det, men sats med hele hjertet ellers hjælper det ikke og husk på alle mænd er ikke ens....
men når det er sagt så tror jeg ikke på ham, for det var jo ikke kun engang han gjorde det, men gennem flere år...

good luck

og valget er om du vil frem eller tilbage!
forstår gangske udemærket dit behov for at gennemgå alt og grave i alle detaljer osv. STOP DET! - du skader dig selv på en måde du ikke har drømt muligt og det vil fremme din kriger og skabe endnu mere had - der er intet godt i graveriet eller din kriger.
forstår også godt at det ikke stopper af jeg skriver det til dig. da jeg i november kom ind på disse sider 1. gang var alle gode råd til mig - hold op med at grave - jeg tog ikke imod - det kunne jeg ikke - jeg ved alt og det er ikke rart! - jeg ved ting som forhindre i nærhed osv - det er så lagt oven i hatten til en kamp for at skubbe billeder væk og være nær. - tro mig det er en kamp! - og ved du hvad den er sgu bare ikke værd at kæmpe.
jeg kan se mig i dig - jeg kan se hvordan det vil være godt for jer at starte terapi inden du når at blive opfyldt af den mængde vrede jeg var - jeg var nødt til at bede om at vi gik i terapi for at få hjælp til vreden- jeg havde 2 mdr hvor vrede var min følelse - jeg var bare vred og det hele var hans skyld.
jeg er stadigt vred over mange ting men når jeg fjerner vreden er jeg ked af det - rigtigt hjerteskærende hulketudende ked af det.
hvad vil jeg så helst? - putte mig ind til ham og tude til det føles som om mit hjerte brister igen og igen
eller
råbe og hade ham til vi begge er udmattede af tab og fortvivlelse?
men fordi jeg ved de ting jeg gør så er det så uendeligt svært at putte mig ind til ham.
Det sker mere og mere og jeg ved i mit hjerte han vil sætte pris på at læse dette.
Han fortalte mig alt og han gjorde det fordi han troede det ville hjælpe mig - det ved vi begge i dg at det gør det ikke.
Vi ved tilgengæld også at der må ikke komme nogen løgn mellem os uanset hvor lille den er uanset om det er for ikke at såre den anden sså må vi ikke holde tilbage.
hellere såre en smule i dag en at finde ud af at verden er brudt sammen i morgen!
jeg vil ham og vi har haft en fantastisk weekend - sluttet med en rolig morgen hvor jeg har været bange og vi har talt om det og jeg har tudet lidt og nu er vi stadigt ok.
vi har begge sorg og smerte fra hele vores liv som gør at vi er sårbare og det kan vi støtte hinanden i men kun hvis vi giver os lov.
jeg ønsker det bedste for alle - har i set - solen skinner - den sol der finder dit hjerte og giver dig lov til at syntes at verden er god lige det sekund fordi løgnen er holdt op. fordi fremtiden giver dig lov til at være åben ærlig og sårbar. den giver dig lov til at være dig uden slør.
Jeg vil gå ud i verden nu og vide at jeg har gjort lidt for mig selv der gør at jeg ser bedre ud i dag end i går - vide at i morgen bliver bedre end i dag og den vej vil det gå resten af mit liv også selvom folk vil såre mig eller ikke kan lide mig for den jeg er.
håber i alle for en fremragende dag. i har fortjent det!
knus Lotte

http://hometown.aol.com/saddonor1
,,,

Tak for dit indlæg, det kunne jeg bruge!!........
Da jeg for snart 2 år siden opdagede min mands utroskab, var min første reaktion, at nu skulle kortene på bordet, alt måtte jeg vide......for at kunne komme videre!!
Jeg fik ikke alt at vide, faktisk næsten ingen ting! men en del fandt jeg selv ud af, jeg havde ingen hæmninger eller moralske tømmermænd over at rode,snage,undersøge, tolke, gætte, tjekke, kontrollere......ved enhver lejlighed bragte jeg emnet på bane, prøvede at appellere, true, trygle, men han stod fast!! Det er ikke godt for dig, du forpester dit liv, lad fortiden hvile, tænk positivt, tænk fremad, tænk på fremtiden!! du skal ikke tilgive eller glemme..... men læg låg på!!
I dag er jeg mere og mere overbevist om, at det ikke var fejghed der fik ham til at stå fast......og faktisk risikere vores forhold, det var hans oprigtige mening, og jeg er i dag skånet for slibrige detaljer i mit sind, der er selvfølgelig dem jeg selv har tolket, gættet udtænkt, men de er "heldigvis" ikke bekræftede!! de er kun måske rigtige!!??
Her 2 år efter, kan der være timer hvor jeg ikke tænker på DET, jeg er ikke længere ulykkelig, ikke særligt vred.
Der var nogen illusioner der bristede, men livet går videre, på en måde er jeg styrket, ingen skal nogen sinde såre mig sådan igen! jeg ville turde at være alene, at tage konsekvensen næste gang.....

det er jeg bare super glad for at høre.

Jeg forstår din reaktion helt - jeg tror ikke der er nogen uanset hvad årsagen er der har prøvet at blive trådt på i denne stil der ikke har haft den - jeg havde den - jeg kan læse mig frem til at andre har den.
Jeg er rigtigt glad for at du kunne bruge mit indlæg.

Hav en rigtig god dag og lad solen skinne i dit hjerte
Lotte

hvor er det bare skønt at få positiv respons når man har åbnet sig for verden :0)
tusind tak
knus
Lotte