Ufrivillig abort...

For ca. 3 måneder siden fandt jeg ud af at jeg var gravid.... jeg kunne ikke være mere lykkelig, for det var jo det min kæreste og jeg ville...
Men så skete der det der ikke måtte ske. For ca 2 uger siden begyndte jeg at bløde meget og jeg fortalte min kæreste det, men han slog det bare hen...
Jeg fik kontaket min læge som sagde at jeg burde ligge mig og ikke rejse mig for andet end toilet besøg, og blev det værre skulle jeg tage på skadestuen!
Om aften tog tog min kæreste så i byen og lovede at jeg kunne få fat på ham og han ville komme tidligt hjem...
Da det blev hen ad ved en 01 tiden begyndte jeg at bløde meget og jeg blev bange og prøvede at få fat på ham, uden held...
Ringede til hans venner som han skulle være sammen med, men de vidste ik hvor han var.
Han kom først hjem kl 06 om morgen og gik ind og sov brandert ud til kl 17 om eftermiddagen...
Jeg var så bange at jeg fik fat på en af mine venner til at køre mig på Rigshospitalet Akut gynækologisk modtagelse, hvor jeg sad i tre timer før min kæreste dukkede op og jeg spurgte ham hvad og hvor han havde været, hvorpå jeg fik afvide at det var vigtigere for ham at være i byen og tage/sælge stoffer med hans ukendte ven... jeg blev dybt chokeret!
Alt i alt sad jeg i 7 timer på Riget, før der kom en læge, som måtte gå igen for så at komme tilbage. Hun udspurgte mig om div. ting og undersøgte mig... jeg blev scannet og lægen sagde intet i lang tid, for så at sige at hun ikke kunne se min baby´s hjerte slå.
Der kom en læge til for at bekræfte det og jeg kunne ikke holde tårene tilbage.
Jeg fik afvide at jeg skulle vælge mellem en udskabning eller medicinsk behandling.. jeg valgte en udskrabning, og skulle møde op dagen efter på samme afdeling.
Da jeg mødte om morgen var jeg hunderæd og tudede hele tiden, min kæreste og hans mor var med.
Alt gik som det skulle og senere på dagen kunne jeg tage hjem.
Det har alt i alt taget min kæreste ca. en uge at komme videre, jeg har haft det svært indtil nu... er ked og græder hver dag, og min kæreste bliver ved med at sige at vi skal lave en ny hurtigst muligt og brokker sig hele tiden over hvor lidt sex vi har!
Jeg begyndte på arbejde igen 3 dage efter, og alle har enten lige fået børn eller er gravide... det er hørt at høre på og især når jeg skal hjem til ham efter og høre på at han får for lidt!
Jeg har prøvet at snakke med ham men det ender i et skænderi hver gang, han er ligeglad og siger bare at jeg skaber mig... gik så vidt at han sagde engang at det var min egen skyld fordi jeg ikke kunne bære den, hvilket gjorde mig utrolig ked!
Jeg er små bitter og jaloux over at mine kollegaer er lykkelige gravide, men ønsker dem virkelig en sund gravilitet og raske børn.
Jeg føler det er min skyld og jeg har utroligt svært ved at være i nærheden af mine kæreste efter det som er sket, som allerede render i byen igen som intet er sket, jeg føler mig meget ensom og ved ikke helt hvad vej jeg skal dreje!
Er jeg den eneste der har det sådan eller er det en alm. ting?
Hilsen
En meget ked pige :(

Helt ærligt, hvorfor er du stadig sammen med denne idiot, det kan da ikke være første gang har har opført sig sådan mht et eller andet?? jeg synes godt nok han er for meget, og kan sku godt forstå du har det sådan, du har været udsat for noget meget ubehageligt, og har nærmest gået igennem det alene... Og at han så kommer og siger at han synes det er vigtigere at sælge stoffer end at være sammen med dig, han er intet værd overhovedet, han skal bare fise af... Dog er jeg meget skuffet over lægernes reaktion, de har vel vidst du var gravid, al blødning som ikke er meningen burde være alarmerende for dem, og at de slår det hen på den måde gør mig godt nok gal, det er for meget...
Jeg ved det er svært mht din kæreste, men helt ærligt, prøv at læs dit eget indlæg igennem og se hvad det er han gør ved dig? Han træder på dig hele tiden, og at du lader ham gøre det får ham bare til at blive ved, hvor svært det end er bliver du nødt til at sige fra, sige du ikke vil finde dig i hans behandling af dig mere, og i det at han sælger stoffer, ellers skal han smutte, så kan det være han kan indse hvor stor en idiot han er... Ellers så stop det forhold, du fortjener så meget mere, hvis du bliver i det får du det bare dårligere, han ved jo han bare kan træde på dig uden du gør noget ved det...
Kom ud af det mens du stadig kan...
Held og lykke med det hele og en stor krammer herfra:-)

Jeg kan kun tilslutte mig det forrige indlæg.
Din kæreste er jo slet ikke parat til at være far, og til det ansvar der følger med, så jeg er 100% sikker på, at får i et barn sammen, så ender du som enlig mor.
Så hellere lave ønskebarnet sammen med en fyr der behanlder dig ordentligt, og som er helt parat til det.
Det har både du, og dit kommende barn fortjent.
Ham du har nu, har jeg svært ved at forestille mig som en god far ....

Jeg har prøvet det selv, og det tog mig 3 måneder at komme igennem alle de følelser, der dukker op, når man aborterer ufrivilligt. Det er hormonændringer, og det er helt almindeligt. Jeg fik dog siden mit barn, og det får du også.
Dit brev lyser langt væk af, at du er skuffet over din kæreste, og at du egentlig ikke er tilfreds med, hvordan han opfører sig. Tænk på at du har et valg. Du kan vælge at flytte fra ham. Du kan i stedet for vælge at give dit kommende barn en far, der elsker dig højt og vælger dig og vælger at være hjemme hos dig.
Som du ser din kæreste nu, sådan vil han også være, når du får et barn. Når du får et barn, bliver tilværelsen hård, fordi du bliver enormt træt, men pludselig skal du klare endnu flere opgaver og samtidig give dit barn ro, harmoni, tryghed, glæde.....
Din kæreste vil ikke ændre sig. Ikke for noget i verden.
Men dit barn vil tage skade af at vokse op med den far og i et hjem, hvor mor ikke trives.
Du skulle overveje at finde en anden far til dit barn, så du får ro og glæde og lykke ind i din tilværelse.

hej
nu skal du høre
prøv lige at tygge på denne
en person der er så lidt empatisk og emotionelt
involveret fortjener han at bliver far
en person som ikke an overholde aftaler generelt
fortjener han at bliver far
en person der tager sælger stoffer fortjener han at blive far.....

det at blive far kræver virkelig meget medfølelse forståelse tålmodighed loyalitet og frem for alt kærlighed
i store doser.......
det at blive far er en gave men en gave med ansvar.
hvis du vil høre min mening synes jeg ikke du skal give ham sådanen flot gave!!!!
med venlig hilsen
Evil homer

Du er sammen med den forkerte mand. Du spørger om det er normalt. NEJ DET ER DÆLEME IKKE NORMALT. Hvis du vil have børn - søde - skal det ikke være sammen med den mand.
Det kræver ikke meget at blive far, men det kræver rigtig meget af VÆRE far.

over jeg ikke indledningsvis skrev, at jeg virkelig føler med dig. Det gør mig ondt for dig at du skulle gennem en ufrivillig abort
Se sådan på det; naturen er viseligt indrettet. Vi udstøder graviditeten, hvis den ikke er som den skal være. Det har intet at gøre med noget som helst andet. Måske har hans stofindtag lavet noget ravage, men naturen kan jo også være lunefuld.
Du får lige et knus
Dulkis

Hør her...det er forfærdeligt at miste et barn. Jeg har fået 2 men mistet 4 børn. Det ene barn mistede jeg på den måde, som du oplever nu....Det er hårdt, men ikke umuligt at komme videre.
Jeg forstår, hvad du både fysisk og emotionelt er igennem og du fortjener meget mere støtte og forståelse end du tilsyneladende får. Du virker meget alene i din situation, og det er der ingen der kan holde til. Det kan være du er sund fysisk set og kommer dig hurtigt, men psyken tager længere tid...og et barn, er ligeså forbundet med moderens psyke som med hende fysik. Det tager tid for dig at blive alene i din egen krop igen....det gør det også når man har født.
Det er jo heller ikke muligt for dig at leve op til umulige krav....Det eneste den type krav din kæreste stiller for dig giver dig mulighed for, at at føle utilstrækkelighed endnu tydeligere...Hvem har dog glæde af det?
Men man kunne godt forestille sig at han også lider et tab...At han også har mistet sin drøm og sit mål om at blive far. Man må respektere, at det også er hans barn, der er dødt.
Som du fremstiller ham, har du formidlet et indtryk af en imponerende egoistisk idiot. Men hvem er det, du havde planlagt et barn med? Er det nogle andre sider af den mand, du har beskrevet, som også har nogle tiltrækkende og interessante sider? Det tror jeg et eller andet sted ihvertfald...for hvorfor er du egentlig kæreste med ham?
Jeg tror du er helt nede på bunden af et hul, at du ser tingene i den lille bitte smule lys, der er her...og det ER meget sort. Jeg tror, du, fordi det forholder sig sådan, har svært ved at se, de gode sider, der også er i tilværelsen, men som bare er helt usynlige lige nu.
Når du siger, du hører og ser gravide og babyer alle vegne, så er det fordi dit fokus er på det. Dengang min far døde, så jeg ham i flere måneder efter overalt i gadebilledet...Så ihvertfald andre mænd, der bar samme slags tøj, briller frisure som ham...Var egentlig forundret over, der var SÅ mange, der havde valgt at gå med en SÅ grim skindjakke ;o) Men anyways...det var fordi det havde fokus i mit hoved. Min datter ser barnevogne overalt...hun har en søn på 1 år og venter en mere...klart hun har sit fokus der....Men min søn ser sgu aldrig barnevogne....han interesserer sig ikke for det...han ser til gengæld hunde allevegne, for han elsker hunde....Nå lidt snak...håber du forstår hvor jeg vil hen....
Dit fokus er meget på din ulykkelige situation...for at kunne håndtere den, må du væk fra den, for at få den på afstand...
Bring dig selv i nogle andre omgivelser, omstændigheder, for at få distance til tingene. Så kan du anskue dem og håndtere dem bedre.
Prøv at flyt over til en ven/veninde, familie, vandrerhjem...og betragt det som en art rekreation. (Det var jo oprindeligt også en af idéerne med rekreationsophold, at man også fik mulighed for at restituere sig mentalt...lidt svært, når man er i det samme søle, som har bragt en derud!) Og lad være at tage nogle endelige beslutninger, før du er klar til det.
Hvis ikke du kan vinde respekt for det...så skal ham din kæreste ud af klappen så hurtigt, det overhovedet kan lade sig gøre, for så er der kun plads til HAM i jeres forhold, og hverken dig eller en lille ny bæbs.
Men I skal bare begge to have en chance for at bringes i en tilstand, hvor I bliver givende mennesker og har fokus på jeres lille familie.
Det kan også være at han vil have sex med dig for at få både tryghed og gøre dig gravid igen...fordi HAN måske føler sig pisse mislykket. Man skal ikke udelukke, at tingene kan ses fra en anden vinkel end din.
Når du fortæller at din kæreste og hans ven tager nogle stoffer du ikke ved hvad er...hvad er så dit budskab egentlig?
Alle ved, ar når man bliver hooked og hamrende afhængig af stoffer, så er det en sygdom, der går ind og overtager ens personlighed fuldstændig...og man tænker kun på sit stof. Man skubber alle de mennesker fra sig der har betydet noget for en, og der er utallige eksempler på narkomaner, der både har bestjålet og overfaldet deres forældre og mager....Men er det DER han er? Er det din frygt for det, og det det kan betyde for jeres drøm om den lille hyggelige familie, der fylder hele dit indre?
Hvis det er det, så vil jeg bare sige, jeg godt kan forstå det, og din angst er sandsynligvis velbegrundet....men betragt ikke din kæreste med had og afsky hvis han er narkoman. Han er sgu syg, hvis han er så afhængig, så hans stoffer kommer før dig!
Selvom han er evt. skulle være der, så skal du jo ikke ofre hverken dig eller et lille barns tilværelse for konsekvenserne af hans stofmisbrug...Du er nødt til at agere realistisk og ansvarligt, og stoppe dette forhold mens tid er.
Hvis kærligheden alligevel binder stærkere end rationel tænkning, så må du være klar over hvad DET valg indebærer...og tage de konsekvenser det bringer med sig. Det vil kræver meget af dig, som du skal være parat til at give....
Jeg tror dit indlæg i virkeligheden er en skildring af, at du lige nu står ved en korsvej, og er bragt i totalt forvirring af alle de konsekvenser mange valg har før dig til, og du nu er NØDT til at vælge mellem dem for at komme videre.
Du kan ikke blive ved at vælge at græde.....det er en gave vi mennesker har fået for at lindre smerten, men ikke en problemløsning.
Du skal spørge dit hjerte, hvad det ikke kan leve uden, vælge det, og tage konsekvenserne.
Jeg håber du kan bruge mine ord til lidt....de er venligt ment...men det FUCKING svært at give ret meget, når man ikke har folk foran sig....Håber det bedste for jer....
Kærligst
Halfevil333

Kære Mig
Jeg har lige læst dit brev og det gjore mig virkelig ked, ikke nok med at du skal gå i gennem en meget hård periode med din ufrivilige abort men også har en kæreste der ikke har det mindste forståelse for hvad du går igennem nu. min kæreste har selv været igennem noget ligne så jeg har en ide om hvor hårt det må være, og aligevel ikke da det jo ikke var min krop, og det er nok det din kæreste ikke fatter. jo længere jeg kom i dit brev jo mere håbede jeg på at du ville skifte fra kæreste til X-kæreste i løbet af brevet. du har fortjent meget bedre. han har faktisk kun bevist over for dig at han ikke er klar til børn og at han ikke er voksen nok til at støtte dig. Jeg er virkelig ked af hvad der er sket for dig men jeg håber du tager det til dig og ser at dette måske har hjulpet dig i stedet. du kan nu se hvilken mand du virkelig har og hvad han er villig til at gøre for dig, hvor meget han vil støtte dig og hvor meget han vil være der for dig. hvor meget du end elsker ham må du da kunne se at han ikke er den rette til at få dit ønske barn med. hvis er person kan være så kold over for den han "elsker med hele sit hjerte" og heller vil sælge stoffer og tage stoffer hele natten med en ukendt ven i stedet for at være hjemme hos dig og være din støtte i en tid hvor du havde aller mest brug for det, så må jeg ærlig sige at han ikke er noget værd. når han ikker er der for dig allerede nu hvor er han så om 2 år?
jeg er ufattelig ked af det på dine vegne og jeg håber at du snart ser solen smiler ned på dig fra en sky fri himmel = )

du vil ha børn med.
Den første graviditet, " tabte" jeg også. Og der havde man lige gået og " vænnet" sig til at blive mor, og så bliver det alligevel ikke til noget..Det er svært. Heldigvis blev jeg gravid en måned efter, og har idag 4 børn, sunde og raske.
Iman

Det er normalt at være ked af det og sørge over fosteret der ikke overlevede. Det tager tid at komme sig både fysisk og psykisk. Tag det roligt, det går over. Vi er mange der har prøvet dette, det er hårdt men du skal nok få dit lille barn i fremtiden. Men efter hvad jeg læser mig til skal det ikke være med din nuværende kæreste. Vælg faderen til dit barn med omhu. Husk I vil blive knyttet til hinanden resten af jeres liv via et fælles barn.
Mange varme hilsener fra mamalu

jeg er gravid med min kæreste . da vi andt ud af at jeg var gravid vil han ikke have den an vil have at vi fik en abort jeg græd i fler dage , til sidst sagde han at vi skulle beholde barnet så jeg tog til lægen og fik en gravititts undersøgelse og alt var som det skulle være . to dage efter blev min kæreste underlig han afviste mig og jeg spurte ham hvad der var galt , han sagde at der ikke var noget galt . sådan forsatte det næsten en uge så fik jeg det ud af ham hvad der var galt . Han ville ikke have barnet og han sagde at han ingentig føler for barnet . og det endte med at jeg skal have en abort nu . da jeg ikke kan klare at blive alene mor ,jeg havde lige købt rigtigt meget baby tøj havde været ude og se på barnevogn og glædet mig vldt meget til at få mit barn i armne. det gjore så ondt af få det af vide at han ikke føler noget for vores baby , jeg græder hver dag kan ikke rigtigt sove om natten spiser næsten ikke ønsker kun at dø . Det har aborten gjort imod mig den har total ødelagt min liv for evigt . et godt råd til jer som ønsker abort Tænk jeg grundigt om før i tager den beslutning da den forkerte beslutning kan ødelægge jer for altid . Lad aldrig jeres kæreste bestemme hvad i skal de kan ikke føle de samme som jer de mænd er total lige glade mig os piger når de kommer til gravititet og Abort . Min kæreste siger til mig at det er ikke så slemt at få en abort men havd ved han om det . han sagde at jeg ikke skulle græde at jeg skulle prøve at blive glad og han syndes at det er det bedste hvis vi ikke bliver forældre nu . Min kærste har n datter sammen med hans eks kæreste og det får ikke det helle til at blive bedre . hun var kun 17 da hun blev gravid og var næsten 18 da hun fødte . Med hende kunne han godt få et barn med men ikke med mig . de gør så ondt kan i tro . og ha har hans datter på 4 år hvar 14 dag fra onsdag til mandag det er hårdt . HILSEN DEN ULYKKELIGE

Jeg har selv været hele turen igennem for ca. 1 måned side, og tror aldrig nogensinde at jeg kommer over denne grusomme oplevelse.
Jeg sad med tårer i øjnene da jeg læste dit indlæg, for det var som om "jeg så min egen film" spille i min egen bevidsthed. Jeg mistede min lille pige, da jeg var 22 uger henne. Det blev opdaget ved en rutine scanning, hvor sygeplejesken ikke kunne se, at hendes hjerte slog længere. Jeg ville i første omgang ikke tro på det - tænkt,. at det da sikkert var deres dumme apperat, der ikke virkede, men begyndte så smut at opfatte at det var en realitetet - min baby var død!
Jeg brød ud i gråd, og var utrøstelig, men flere læger kom ind og bekræftede hændelsen. Fredag d. 25/11/05 blev jeg sat igang til at føde vha. stikpiller som blev sat op i skeden, men efter kun 1 time bløder jeg så kraftigt, at de blev nødt til at tage min lille pige ud ved akut kejsersnit...
Jeg har været igennem alle følelserne... der er ikke en eneste lille følelse som jeg ikke har følt, jeg har grædt, hadet mig selv (fordi jeg ikke kunne passe på hende) osv. Så jeg ved ganske godt hvad du går igennem lige for tiden:'-(
Jeg bebrejdede også mig selv mange ting, men jeg havde heldigvis min mand som jeg kunne "klamre" mig til. Han var/er virkelig en utrolig god støtte for mig!
Det tager langtid at komme igennem sådan en hård og dramatisk hændelse, men videre kommer du, for i enden af den mørke tunnel er der altid lys forude. Du skal bare give dig tid til at græde ud og sørge over dit tab. Tal med så mange som muligt om det - og for Gud's skyld giv din kæreste sparket, da han virker som alt andet en en god, kærlig, forstående kæreste - for slet ikke at tale om hans faderskab til dine evt. kommende børn.
Du er velkommen til at skrive til mig, hvis du gerne vil snakke om det (aborten).
Fred være med dig.
Samara

Drop dog den idiot man! Sådan en er ikk værd at samle på....

Ham skal du da droppe, han har ingen medfølelse, ham har du ikke brug for. Min mand var ved min side hele vejen, da jeg fik en ufrivillig abort og det er derfor jeg er sammen med ham. Sådan skal det da være! Det er utrolig hårdt at miste uanset hvor langt du er henne i gravividiteten og der har man brug for støtte. Det ved mænd også godt, så drop ham han er en egoist sådan at gå i byen og bare tænke på sine egne behov. Tænk hvordan det vil være at få børn med ham, når han allerede er sådan! Glem ham, det er mit råd.

Hej med dig:-) for ca tre mdr. siden oplevede jeg det samme som dig. jeg var lige gået ind i den sikre periode tre mdr. da jeg oplevede ufrivillig abort. jeg gennem gik det næsten på samme måde, med scanning og udskrabning. jeg er også stadigvæk meget ked af det. nogle dage er jeg bare trist til mode andre dage kan jeg ikke overskue noget. og så er der de dage hvor jeg får hysteriske anfald hvor jeg virkelig græder snot og råber at det hele er så uretfærdigt og at jeg vil have mit barn tilbage. jeg har i modsætning til dig. haft en meget søg og forstående kæreste. han har været ved min side hele vejen igennem. men det har dog ikke været nok til at hjælpe mig igennem. så nu skal jeg til min læge for at få prof hjælp. jeg kendte en fyr før og han mindre meget om din og jeg er i dag meget glad for at det ikke var ham jeg valgte at få børn med. for det havde jeg da slet ikke kunne klare. gør dig selv en tjenste spørg dig selv om det er den rette. jeg ved hvor stor betydning det har at ens fyr er ved ens side. kærlig hilsen nille

Jeg fik en abort for 2 måneder siden og nu er jeg gravid igen og bløder igen. Jeg ved alt om at være bitter. Det er så uretfærdigt. jeg er jaloux på alle dem som har det så nemt med at blive gravid. Jeg hader dem som giver mig gode råd og forklaringer på hvad JEG har gjort forkert.
Det er helt normalt. Det ved jeg, for jeg har en god veninde som også har været igennem det samme og hun kan fuldt ud kende følelserne. Den eneste trøst er, at en stor del af reaktionen skyldes hormoner og at bitterheden og sorgen dermed ligeså stille aftager i takt med at hormonerne stabiliserer sig.
Jeg ved godt det er svært at bedømme andres forhold - men slå op med din kæreste. Det lyder til at han hverken kan eller vil støtte dig i det her. Tænk så på hvordan han bliver som far!
Det er direkte ondt at skyde skylden over på dig og forlange sex af dig i den situation du er i nu. Du er meget sårbar, har brug for opbakning, tålmodighed og forståelse. Find dig hellere end mand som kan give dig det. De findes derude - tro mig. Min kæreste har også til tider været led og jeg har hylet og skældt ham ud, men han har altid vidst hvor grænsen gik til og respekteret den.
Jeg føler med dig - er pt også selv fuldstændig rundtosset af sorg, forvirring, bitterhed og magtesløshed. Men jeg har været igennem det før og jeg VED at det nok skal blive godt igen.
Alting bliver godt igen - Bare giv det tid og koncentrer dig om at stå fast ved dine behov og din måde at opleve virkeligheden på. Du har ret til at sørge i lige så lang tid du vil, og du har ret til at beholde din krop for dig - indtil du er klar til at dele den med en anden igen.
Kærligeste hilsner fra Maria

Hey
Jeg har som dig oplevet at miste et barn ufrivilligt. Den følelse der rammer en er ubeskrivelig og ikke mindst langvarig. Jeg var næsten 4 mdr henne før lægerne opdagede at der var noget galt. Jeg havde som dig også tydelige symtomer på at der var noget galt, men der var ingen læge der tog mig alvorlig. Så det gjorde utrolig ondt, da jeg fik at vide at det skulle fjernes. Jeg havde det du manglede, en kæreste der gjorde alt for mig. Han var der for mig, holdt mig gennem nætterne, lyttede til mig når jeg ville snakke om situationen, men det storste han gjorde var at græde med mig, vise sine følelser. Det var ikke kun mig der havde oplevet at miste et barn og det viste han. Har aldrig set så stærk en mand følelsesmæssigt bryde sammen.
Jeg er dybt rystet over din kæreste og håber virkelig du har en anden veninde/mor/ven som er hos dig gennem den svære tid. Du må også forstå at den oplevelse du har været igennem fortæller alt om din kæreste. Han vil hellere have sex med dig end lytte og vise omsorg, og derfor mener jeg du skal pakke dine ting og gå.. Du fortjener en bedre havldel og jeg håber du har indset at et barn med den mand absolut ikke vil hjælpe dig igennem den følelsesmæssige kamp du kæmper. kort sagt, han har ikke fortjent at få et barn med dig!!
Held og lykke i fremtiden

Hej...
Jeg læste det her indlæg, og jeg kan kun give de fleste af jer ret, drop den nar, du fortjener bedre og han fortjener, hverken dig eller et barn-
For 1 uge siden gik jeg igennem det samme som dog, fik af vide at mit barns hjerte ikke længere slog... Det gør satans ondt,,, og man har brug for støtte og forståelse,,,Din kæreste giver dig det modsatte... find dig ikke i det....
Min kæreste var der med det samme for mig, og var der hele vejen igennem, vi græd sammen, flere gange og han giver mig hvad jeg behøver, tryghed, og medføelse, og vi kan snakke sammen om det...
Du fortjener langt bedre end det.... jeg forstår godt hvis du ikke har lyst til at stå alene, uden en kæreste efter en abort,,, men jeg tror du vil klare det bedre den ham..

Andre der har prøvet ufrivillige aborter, må meget gerne skriv.....cv86_@hotmail.com

jeg har været inde og læse din tekset og kunne ikke lade være med at ligge mærke til at der er nogt om snakken....
For ca. 14 dage siden var jeg til den første skanning og der fik jeg af vide at der ikke var noget barn jeg var næsten 3 måneder henne og min krop havde ikke reageret så det var lidt af en overraskelse at få og jeg blev selvfølgelig meget ked af det, da man havde vende sig til tænken om at skulle til at være mor,det var min først graviditet og dem jeg havde og spørge kunne eller ville ikke svar, jeg havde godt nok ondt i underlivet og i mine ribbenen men der troede jeg jo bare at det var fordi at den voksede men det var det ikke, jeg fik af vide at jeg skulle have en udskrabning og at jeg skulle komme der ind næste dag fasten, da jeg kom der ind tænket jeg at nu vil jeg bare gerne have det overståret så jeg kunne komme vide, jeg blev hente og alt gik som det skulle, da jeg vången op var min krop bedøvet med nakose så der var ingen smater og det var dejligt, jeg kunne tag hjem samme dag. min mor havde sagt til mig at jeg ikke ville få nogle smarte da der ikke var nogle af dem da jeg vågne...
Da det blev næste dag skulle jeg til fødselsdag og jeg havde det ikke så godt men jeg tog med, da det så blev aften måtte jeg sige til min bror at vi var nød til at køre hjem af nu, da jeg næsten ikke kunne stå oprest længer, da jeg kom hjem var jeg meget ked af det for det gjord rigtig ondt jeg ringe til min mor og ville have hende til at gå en tur med mine hunde hun kom op og hun så hvordan jeg lå helt klåde sammen i en bold hun ville ikke havde at jeg skulle være alene, så jeg gik med hende hjem jeg havde ondt mange dage efter, og i dag har jeg det godt men er stadig ked af det og når jeg sidder og tænker over det er jeg lide bange for at blive gravid igen, bare tænken om at det skulle ske igen den smarte ville jeg kun opleve en gang....
hilsen tenna
hva angår sex så har jeg heller ikke så meget lyst til det men det er nok mere fordi jeg er bange for at det samme skal ske igen og min kæreste vil selvfølgelig gerne men han prøver på at sætte sig ind i mit sted...
det skal lige siges at faren til det barn jeg ikke fik var min x kæreste......

hej.
jeg aborterede i december sidste år, jeg var gået fra min kæreste, som begyndte at tage stoffer, ca. en måned før.
da jeg mistede ville han ikke se barnet og kom ikke til begravelsen. jeg græder stadig meget over min lille søn som jeg ikke lærte at kende. han skulle hedde pablo. jeg har lavet en mindebog til ham med billeder af min søn og fra begravelsen. når jeg er rigtig ked af det tager jeg den frem og kigger i den og mine tre børn kigger i den og mindes deres lillebror pablo.
jeg bliver meget ked af det når mine veninder fortæller at de skal have barn, jeg ønsker dem det bedste men hvorfor kan de når jeg ikke kunne.....
en god veninde som selv har været igennem det her flere gange, sagde til mig at det bliver lettere når man kommer over den dag hvor man havde termin så jeg ser frem til at få den dag overstået og håber på at jeg til den tid kan komme videre.
der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker på min lille søn pablo.
tænk over fremtiden du fortjener det bedste og børn fortjener det bedste af det bedste