Ulykkelig forelskelse .... et mareridt!
Skal lige have lidt luft, så det går ud over jer :-)
Jeg har forelsket mig håbløst i en sød pige, som jeg kom til at kende via arbejdet. Jeg ser hende næsten dagligt gennem mit arbejde, og kan simpelthen ikke få øje på andre piger. Jeg må tilføje desværre, idet hun har en kæreste og selv om jeg er ret sikker på jeg ville have en god chance, hvis hun ikke havde en kæreste, så er der ikke noget der tyder på, at hun ikke er glad, hvor hun er. Kort sagt en umulig forelskelse :-(
Det er jeg godt klar, og mit spørgsmål er bare, hvorfor h..... skal hun fare rundt i mit hoved 24 timer i døgnet, og hvorfor lader jeg det påvirke mit humør i negativ retning, når jeg ved at det er en umulig situation.
Jeg er lige fyldt 30 år og er egentlig godt tilfreds med mit liv, men denne forelskelse gør at jeg f.eks. har svært ved håndtere tiden alene hjemme uden at blive i dårligt humør, da jeg tænker på at jeg meget hellere ville være sammen med hende. Det irriterer mig at jeg f.eks. ikke længere blot kan nyde at se TV uden at hun "blander sig"?
Har jeg nået panikalderen og er jeg et håbløst tilfælde?
Jeg har forelsket mig håbløst i en sød pige, som jeg kom til at kende via arbejdet. Jeg ser hende næsten dagligt gennem mit arbejde, og kan simpelthen ikke få øje på andre piger. Jeg må tilføje desværre, idet hun har en kæreste og selv om jeg er ret sikker på jeg ville have en god chance, hvis hun ikke havde en kæreste, så er der ikke noget der tyder på, at hun ikke er glad, hvor hun er. Kort sagt en umulig forelskelse :-(
Det er jeg godt klar, og mit spørgsmål er bare, hvorfor h..... skal hun fare rundt i mit hoved 24 timer i døgnet, og hvorfor lader jeg det påvirke mit humør i negativ retning, når jeg ved at det er en umulig situation.
Jeg er lige fyldt 30 år og er egentlig godt tilfreds med mit liv, men denne forelskelse gør at jeg f.eks. har svært ved håndtere tiden alene hjemme uden at blive i dårligt humør, da jeg tænker på at jeg meget hellere ville være sammen med hende. Det irriterer mig at jeg f.eks. ikke længere blot kan nyde at se TV uden at hun "blander sig"?
Har jeg nået panikalderen og er jeg et håbløst tilfælde?