unge der skærer i sig selv

Jeg har en søn, der er faldet hovedkuls for en dejlig sød pige. Da jeg mødte hende første gang, synes jeg hun var en dejlig pige med begge ben på jorden, og en psyke der kunne hamle op med min søns.
Kort tid efter fandt jeg ud af at hun var "selvdestruktiv" og snakkede med hende om det. Hun vil gerne snakke om det og jeg fik hende skubbet til - sammen med min søn - at opsøge en psykolog, og finde ind til hvad der udløste dette.
Det er gået galt for dem et par gange, hvor jeg har måttet få fat i en læge til at snakke med hende. Og har nu endelig fået hjulpet dem til at få psykologbehandling.
Min ængstelse går på at hun bliver aggesiv, uden nogen særlig grund, og slår min søn - før hun skærer sig!
Er der nogen i dette forum, der kender til dette fænomen, og hvordan man evt kan tackle det, og hjælpe - som udenforstående ?
hilsen

længere er den ikke, for de ønsker ikke at blive reddet.
Og tro det eller ej, men dette er et meget seriøst indlæg efter en som har haft det meget tæt på livet, indtil vedkommende tog det af sig.

Hej indoory
Det er vist en hård omgang du der beretter om..
Jeg har ikke kompetance til at råde dig til det rigtige, men har du forhørt dig ved egen læge om den pågældene pige kan komme i behandling ved distrikt psykriatrien.. Måske en indlæggelse..
Pigen har det åbenlyst rent ud sagt det ad helvede til med sig selv.. Hun bærer en indre smerte som hun ikke kan komme af med.. Dette har jeg læst mig til..
Jeg tror på det er voldsomt svært for jer som holder af hende, men tror ikke helt på hun ikke kan reddes som per skriver..
Hvis hun vil hjælpes så kan hun hjælpes, men hun er hovede ansvarlig for at det kan lykkedes... Vil hun ikke indse hun har et problem ja så står i magtesløse..
Men prøv at forhør dig om distrikten.. de er der for det samme..
Og kommer hun igennem dem, og modtager og er moden til hjælp kan hun sagtens få et godt liv trods svag psyke.. her taler jeg så om egen erfaring...

Godt hun har dig / jer...*SS*
hilsen ung mor

kære dig
jeg er selv en 19 årig pige og har prøvet denne selvdestruktive adfærd.
Du skal have ros for at du har vist den omsog og kærlighed og taget fat i problemet.
jeg vil ikke selv kalde det et problem for mig, for har kun gjort det et par gange, hvor min verden har været hård. Men jeg kender følelsen hvor angsten kommer og man ender med at gøre skade på sig selv!!
jeg kan ikke sige præcis hvad du skal gøre men du skal bare vide, at det at du bare har givet omsog og hjulpet hende på vej, er en begyndelse og en stor ting.
Mange tør ikke konfrontere en med det! Har selv gået med sår på håndledene, og hvis et menneske har set dette,har den taget afstand.
Som du beskriver bliver hun aggesiv inden, det er måske en måde at råbe om hjælp på.
Jeg håber virkelig at hjælpen kommer!!
Alt held og lykke!!
Mange hilsen T

Tak for jeres svar,
Jeg har haft kontakt til pigens læge og snakket med den lokale psykiatriske skadestue, men de kunne ikke gøre noget andet end at henvise mig til den langsommelige vej :egenlæge/kommune/psykolog.
Hun betegnes som psykologisk og ikke psykiatrisk - derfor kan hun ikke indlægges!
Det skal indskydes at pigen har gjort det i 10 år, uden at nogen har råbt vagt i gevær!
Hun kan ikke tale med sin mor om problemet, selvom moderen godt kender det - så hun har ikke så mange at vende sig til.
Men jeg panikker lidt over hendes aggressive adfærd, da jeg jo ikke ønsker at hverken min søn eller hun selv kommer til skade.Derfor har jeg mest lyst til at bede min søn om at løbe langt væk. (Men ens børn bliver jo voksne og kan ikke dikteres *s*)
hilsen Indoory

Hvad har du så tænkt dig at gøre???

Alt efter hvor I bor, er der måske hjælp at hente.
Har du prøvet at ringe til Børne telefonen? De har også rådgivning til forældre (ved godt du ikke er, men situationen er jo så alvorlig)
Eller skolepsykologen?
Alternativt, hvis I bor i Kbh., kan du skrive til mig på sirie@sol.dk for muligt forslag.

Det er et enormt svært emne, især for mig, at tage fat om.
Jeg har selv et selvdestruktivt sind, ikke fordi jeg gerne vil skade mig selv, men fordi jeg føler min egen eksistens gennem smerten.
Jeg kan desværre ikke råde dig til hvad du skal gøre, for jeg føler at jeg selv har gjort alt. Jeg synes ikke at psykologer er til særlig stor hjælp, min egen fortalte mig bare at jeg løj overfor mig selv. Så det eneste jeg sådan set venter på er at mit eget selvdestruktive sind tager over og mit allerede temmelig ødelagt liv møder sit endelige...
Jeg håber for alt i verden at din søns kæreste ikke kommer så langt ud som jeg er nået, for her er der ingen kære mor, og der er ingen hjælp at hente. Man er alene og der er kun én skæbne som venter her. Så hun skal prise sig lykkelig om at hun har dig, for du har opdaget hendes råb om hjælp, og du gør hvad du kan for at hjælpe.
Jeg håber at i finder ud af det og løser problemerne.
Med de bedste hilsner
Carsten

At være selvdestruktiv - at man skærer sig - stopper med at spise m.m.kræver psykiatrisk bistand. Det er altid et kraffuldt signal om store svigt.
Selvfølgelig kan man ikke indlægges - det er ret svært at blive dette - men opsøg egen læge og få en henvisning til praktiserende psykiater.
Der er lang ventetid - så i mellemtiden kunne den unge dame få hjælp i nogle af de selvhjælpsgrupper som kører rundt omkring i landet - mærk dig dog at det er proffesionelle folk som er tovholder ellers gør det mere skade end gavn.

Svar til Per,
Det er for langt ude at svare på den måde, du har ingen forudsætning for udtale dig på den måde. At sige at folk der skære sig selv ikke kan hjælpes holder jo ikke, men handler om at få fat i sine indre følelser, selvom det kan være svært i den tid vi lever i. Jeg kender ikke personligt nogle skære sig selv, ved at nogle gør det men det er ikke noget de råber op om. De fleste med spise forstyrelser kan jo ses, men folk der skære sig selv kan skjule det for omverden længe.
Personligt har svært ved at forholde mig til det, for jeg forstår ikke hvorfor nogle gør det, men det er netop problemet man har svært forholde sig at nogle ikke bare vil spise noget mad, når de nu er ved at sulte sig selv ihjel, og sådan har jeg det også lidt med mennesker der skære sig selv, for jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke bare stopper igen.
Men fordi noget virker så meningsløs betyder jo ikke at det ikke skulle have en mening at kunne forstå.
Men ellers Per vil jeg fraråde at blive rådgiver for nadre mennesker.
Mvh

Hej fgh,
Ja det er jo det som jeg håber der er nogen der kan fortælle mig - HVAD jeg skal gøre. Mit håb er, at nogen i dette forum har været igennem det og kan hjælpe mig med at hjælpe på den rigtige måde. For som June skriver :"så er det værre at gøre noget forkert".
hilsen indoory

Hun bor i Århus og jeg på Fyn. Skolepsykologen hjælper nok ikke da pigen er 22 år gammel.
Men jeg kan ikke finde nogen rådgivning i Århus, andet end selvmordsklinikken.
hilsen indoory - men tak for dit svar *s*

Hej June,
Det kunne jo også være en der havde gjort det selv, fordi du har læst meget om spille fodbold er du ikke nødvendigvis en god spiller. System bør i meget højre grad gørne brug af mennesker der selv er kommet igennem det. Da vi bruger hinanden som spejle, og det lære man mange gange mere af, end ved at høre på de proffesionelle.
Mvh

Hej Carsten
Hvor længe har du skåret i dig selv, inden du fik psykologhjælp ?
(hvis ikke jeg er for personlig altså, så kan du bare lade være at svare)
kærlige tanker indoory

Hej June,
Jeg vil jo netop gerne gøre det rigtige her, men jeg synes det er svært når jeg ikke kan "komme videre" ved hjælp af det etablerede system.
hilsen indoory

Hej Indoory`
Håber i finder nogle der kan hjælpe jer, så i kan komme igennem det. Jeg udmærket læse imellem linierne, at du skriver her af ærlighed. Så jeg håber du kan finde nogle i Århus at snakke om problemet med.
Mvh.

Hejsa,
Ja det kan du have helt ret i, jeg tror heller ikke altid på at de proffesionelle er bedre end folk der har prøvet det på deres egen krop!
Men et er, at hun ikke selv kan sætte fingeren på hvorfor - så derfor tror jeg det er nødvendigt at hun får en "proff" til at hjælpe med at åbne op.
OG - hvor finder man lige en der har været igennem det og vil sætte sig og snakke med hende ?
hilsen indoory

Hej Indnnory,
Det jeg snakke om var selvhjælps grupper, da man jo ikke får en optimal psykologisk hjælp i dagens samfund. Da det er jo en dyr behandling, og jeg tror at selvhjælps grupper for mange kan være god ting at komme i. Og kan opleve at der andre der gør det samme som en selv.
Jeg tror det hårdt ikke at kunne finde ord for hvorfor man gør noget som bare virker så dumt på andre, og så kan det godt finde sammen med andre som har det på samme måde, og hvor man ikke skal forklare sig hele tiden.
Men derfor tror jeg også det vil godt med nogle samtaler med psykolog, vel at mærket hvis psykologen kan hjælpe med give et sporg for den indre smerte, som en selvskære har.
Mvh

Hej Claes,
*s* Sommetider blander jeg mine egne ideer ind i andres forslag - og forstår det forkert, sorry.
Men problemet er jo netop at jeg HAR prøvet at finde noget i Århus til hende, men bliver henvist til en selvmordsgruppe, som siger det ikke er der hun hører hjemme.
Hvis nogen kender til nogen steder i Århus, hvor hun/jeg og min søn kan tage hen og snakke om dette - så vil jeg blive forfærdelig glad for adressen.
knus indoory

...og er efterhånden ved at komme over det!
Så man KAN komme over det!!!
Andet end at snakke med hende, at få hende til en god psykolog og få din søn med engang imellem, så han evt. lærer hvordan han skal tackle givne situationer.
Synes det er flot af dig, at du ikke bare afviser det!!
Mvh. Anna

Hej Indoory,
Jeg er fra Vejle, og ved ikke så meget om hvad i har i Århus her i Vejle har vi centre hvor man kan få information om psykiskelidelser. Adr er www.psyinfo-vejleamt.dk jeg ved ikke om i har noget tilsvarende i Århus, ellers i den bruger organnation jeg medlem af kender, jeg ikke nogle med dette problem, og jeg er ikke sikker nok på mig selv til ville komme med masse forslag, i/hun ikke ville kunne bruge til noget.
Ellers er mit ønske for den organasition jeg medlem af at vi får et emne opdelt diskutionsforum, som her på sol.dk men det liger ud i fremtiden. Men jeg tror altid det vigtigt, hvis folk skal vidre de får nogle de spejle sig i, og som de kan lære af på en positiv måde.
Mvh Claes og ønsker jer held og lykke.

Tak for dit svar - vil du fortælle mig hvor længe du gjorde det ?
(Hvis det er FOR personligt lader du bare være at svare)
Jeg ville gerne løbe fra det, men min søn elsker jo pigen, så det kan jeg ikke *s*, Jeg vil desuden også nødigt have en svigerdatter der går rundt og har det skidt *s*
Kan du fortælle mig hvorfor du stoppede❓Hvad var det der fik dig til at stoppe ?
knus indoory

Skar mit omkring 3 kvart år ... det sidste halve år var voldsomt og til sidst konstant - næsten hver time eller mere i vågen tilstand ..
Mine forældre/lærere/læge/skolepsykolog/sundhedsplejerske tog hånd om det... Ja, har været hele systemet igennem! (Havde en svær depression og har haft anoreksi)
Der blev tilkaldt et akutteam fra Augustenborg (als) psyk. omkring efterårsferien for et år siden og jeg kom i ambulant behandling, men mine forældre valgte at indlægge mig 10. dec. efter flere mislykkede selvmordsforsøg.
Kom i 'behandling' og 'afvænning', hvilket det destruktive bliver. Lidt som en alkoholiker, der drikker for at glemme.
Fik fast vagt på til de værste 'bivirkninger' og 'abstinenser' var væk og så blev jeg ellers parkeret på en afd. hvor de drev psykisk voldtægt på de indlagte!!
Jeg kunne have siddet dernede endnu - parkeret - hvis jeg ikke havde haft en hest der nær mistede livslysten fordi jeg ikke var ved ham mere. Ham besluttede jeg mig for at leve for - Nu kan jeg leve for både ham og min familie fordi jeg har givet dem lov til det!
Jeg kan ikke leve for mig selv, fordi jeg stadig hader mig selv, men kan leve for dem der ikke kan undvære mig :)
Det har hjulpet mig op af grøften trods de såkaldte 'eksperter' har forsøgt at holde mig i dybet ...
Hvis der er noget specielt, så bare skrive på hyppers@sol.dk :)
Mvh. Anna

Nu er det jo ikke alle unge der ikke vil reddes hvis de skær i sig selv. Jeg skær migselv når det hele bliver for mørkt for mig, men hvis det nu var at andre folk var mere forstående overfor dette såkaldte "problem", så kunne det jo være at man med tiden kunne stoppe!
Jeg er sgu glad for, at jeg har en rigtig god ven som forstår mit "problem" og kan hjælpe mig når det bliver lidt for "mørkt" for mig...

Hej, det er noget skidt at din søns kæreste har det så dårligt.
Jeg fandt en adresse på nettet, prøv at kontakte dem og hør hvad I ellers kan gøre for at hjælpe hende.
Fyns Amtskreds
SIND Telefonrådgivning Odense
Jernbanegade 24 B
5000 Odense C
Telefon: 66 12 39 90
Telefonrådgivning for sindslidende, pårørende og mennesker med psykiske problemer.
Åbent hver dag kl 19-23 bortset fra lørdag.
Der er anonym åben rådgivning i samme tidspunkt, hvor man kan møde op på adressen.
Held og lykke.
Christina

Jeg vil sige at det næsten er umuligt at afhjælpe, før personen selv vil hjælpes.
Der er en grund til man skjuler det - man kan ikke kommer af med følelser på andre måder end bladet mod huden, så man ser det ikke selv som negativ ting når man har det dårligt. Man ser det som hjælpen! Og så vil man ikke have at andre "blander" sig.
Jeg kan forestille mig fra min egen situation at hun slår din søn af et par grunde. Hvis han har nævnt for hende at "han ved hun kan hjælpes" bliver hun agressiv fordi hun enten ikke vil hjælpes, eller fordi hun opfatter det som "han tror han ved bedre end hende".
Folk der prøver at hjælpe folk der gør dette, virker "klogere" i deres valg af samtale. Folk der lider af "SI" (englænderne har dette ord for det, og står for "self injury" - selvskade) føler at de snakker somom de kender mere til det end personen selv.
Lad være med at sige "du kan hjælpes" men sig istedet "er der noget du mener der kan hjælpe dig?" - blandt andet ved at lade personen selv finde grunden og bearbejde det.
- Sandie

Jeg må vedkende mig jeg bygger min opfattelse af formodninger, og tager udgangs punkt i det er måde at søge opmæksomhed på, eller aflede indre følelser man ikke kan bære i sig selv eller give udtryk for.
Men en vrede man har indvendig er jo mange gange skuffelser og svigt i forhold til ikke at hørt eller set som menneske.
Men ellers stiller jeg ikke spørgsmål til mennesker med store psykiske problemer som du foreslår, problemet er jo de ikke har en indre bevidst måde at bearbejde deres følelser på, så dit spørgsmål vil være det samme at sige til en person der ikke kan svømme at han/hun skal springe i vandet. Man kan stille den slags spørgsmål til folk med en større selvbevidsthed om deres egen indre følelses liv.
Man skal finde tilbage til de holde punkter en person har haft i sit liv hvor vedkommende har været glad og finde ro om personnen til at vedkommende kan få sit indre liv til fungere igen.
Så stil spørgsmålet på hvilken tidspunkter i dit liv har du været glad og hvad har gjort dig lykkelig/tilfreds i livet, og mange gange bære disse personner på en dyb sorg indvendigt, med gråd/vrede/fustrationer/ensomhed, som kan være meget svær at have en indre kontrol over, og vedkommende kæmper med at holde nede.
Ellers www.freudselskabet.dk
Mvh

Så længe du ikke selv står i situationen, tror jeg ikke du er i stand til at forstå hvad personen ønsker, tænker eller føler. Jeg lider selv af det, så jeg fortæller hvad jeg selv ville ønske.

Der er ikke noget vejen med at have ønsker, det mener jeg skulle have sagt i nogen sammenhæng.
Problemet er bare, når man har psykisk dårligt, kan det være svært at holde sig selv ud.
Jeg tror ikke på at du er voldlig af natur, jeg tror bare, du til tider kan have svært holde dig selv ud. Derfor foretager du handlinger, som på mange virker absurte. Når du siger, andre ikke skal fortælle dig hvad du skal gøre, så er det min opfattelse, at du netop mangler det indre rum, hvor du kan skabe dig selv. Derfor skrev jeg også, det vigtigt at finde tilbage til det, man har være glad for i livet. Det nytter ikke at stille for store krav, når man det for dårligt med sig selv.
Men nogle gange tager man ikke skade af at høre på andre, men nogle gange er det noget med at finde de rigtige personer, selv om det kan være svært.
Men som da to persone gik og snakkede om at den ene ikke ture, at gå over Rådhuspladsen på grund af duerne, og den ene sagde, det var der da ingen grund til være bange for, og den anden sagde, hvis du var mig, var du også bange for duerne på Rådhuspladsen.
Eller vil jeg foreslå dig læse Tor Nørretranders bog. (Mærk Verden) >En beretning om bevidsthed<.
Du kan låne den biblioteket, og den kan læses i afsnit, så du behøver ikke læse helle bogen.
Men bogen vil kunne give dig en større viden omkring ,at kunne fri gøre dig lidt fra dig selv.
Ellers håber jeg du finder nogle mennesker, du kan støtte dig til, og som bare prøver at forstå dig.
Mvh

Jeg har selv haft skåret i mig selv pga. depression og angst mm. Vi kan reddes. Nogen af os kan altså. Det er ikke så sort og hvidt. De fleste der skærer i sig selv, kalder i virkeligheden på HJÆLP!!!!!!
...men ønsker man inderligt døden, er den jo ikke så meget at gøre...
Andet end at hjælpe folk, og se om det virkelig er det de ønsker.

Hej Indoory.
Jeg kan godt forstå at du føler dig magtesløs, overfor den selvdestruktive adfærd som din søns kæreste har gang i. Jeg har selv været "cutter", hvor man skærer sig på kroppen, med samtlige skarpe genstande der findes, og der er kun én ting du kan gøre, som vil hjælpe, forhåbentlig. Lyt til hende. Pres på med at få hende til at snakke om det der går hende på, og den dag hun endelig åbner op, så vær sikker på, at du kan sætte dig ned og lytte, bare lytte, uden at I bliver forstyrret. Og når I er ved at nå til vejs ende med at snakke og lytte, så giv hende et kram. Ikke bare et hvilket som helst kram, men et kram der virkelig betyder noget. Tryk godt til, læg dit hoved på hendes skulder, og sig så :" Jeg hører dig."
Det lyder ikke af meget, men for mig gjorde det en kæmpe kæmpe forskel, da min veninde gjorde det ved mig.
Håber I klarer det.

Hvad hedder den form for "Sygdom"??

Du kan kun hjælpe folk der ønsker hjælp, for ellers falder de tilbage i de gamle vaner. Hvis personen ikke ønsker hjælp, er der intet man kan stille op, (skær selv i mig selv, så ved alt til det)

hey vis hun slår din søn så tror jeg ikk hun gør det for at gøre ham ondt men for at give et tegn til at hun mangler hjælp!!!! de fleste piger har svært ved at vise at vi har brug for hjælp !! så vi kan godt finde på at slå men det ikk fordi vi mener det ondt men fordi vi har det så dårligt !!!

når folk skære i sig selv er det råb om hjælp hos de fleste. De føler en stor smerte psykisk og når den bliver for stor, skær de i sig selv for at føle en anden smerte. Jeg skære selv i mig så jeg ved hvordan det er...'

Jeg syntes bare det er totalt uacceptabelt hun slår din søn. Jeg kræver Erastatning på 670 kr. ! OM ÅRET!

Hvad er det for en holdning du har til emnet "at skære i sig selv" Jeg har en datter på 15 som i godt et år har skåret sig. Hun ønsker sig og får alt den hjælp hun har brug for og tro mig, hun skal nok overleve!
Selvfølgelig kan de reddes (for at bruge dit udtryk), men det kræver at de bliver taget alvorligt, at man lytter, hjælper og støtter.
Hvis vi alle havde samme holdning som dig, ja så kunne INGEN REDDES!

Jeg har ikk læst alle indlæg, men kommer med min forklaring på hvorfor jeg frks skærer i mig selv...
Jeg var en af dem der syntes det var lavt at nogen kunne finde på at gøre det mod sig selv, men det var så indtil min verden "ramlede" sammen.. Jeg føler en smerte så stor indeni at jeg ikke ved hvordan det skal gå væk.. det gør det når jeg skærer i mine håndledde..
Jeg reagere også ved at blive agresiv.. men jeg gør det enlig ikke med vilje... jeg gør det fordi jeg ikke aner hvordan jeg skal reagere eller gøre af mig selv.. Man behøver ikke tage livet af sig selv fordi man skærer, for nogen er det et råb om hjælp..
For mit vedkommende var det fordi jeg ikke kunne se nogen løsning på tingene og det hele skulle stoppe med at gøre ondt... Det føltes som om man brænder op indeni til tider.. også er det at det går galt.. ihvertfald for mig...
Jeg er selv underbehandling hos psykiater, desværre er der ikke så meget at gøre for nogen som "os"..
Ta din svigerdatter med til lægen.. det gjorde min mor, og det er jeg taknemlig for... Hun skal helt klart ha nogle piller så hun kan få andre tanker, da det er tankegangen der sætter det hele igang... også kontakt en psykiater.. de ved lidt mere på området end psykologen... For tager i ikke hånd om det nu, så ødelægger hun ikke kun sit liv, men også din søns.... Det vigtigste er at få hende til at give et svar på hvorfor hun gør det.. det får måske også forståelsen for det til at være lettere...

Det er forståeligt at du er bekymret over hvad din søns kæreste kan finde på. Men jeg har selv været cutter og kender andre der også har gjort det og for det meste gør man det fordi man har så meget smerte indeni at det eneste der hjælper er en ydre smerte, det kan tage tankerne lidt væk fra det..
At være cutter er ikke det samme som at være psykotisk, aggressiv. Det er noget der kun handler om den der skærer i sig selv.
Jeg har ikke selv mødt cuttere der lige pludselig bare er gået amok og har skadet andre..
I min erfaring er den største fare i virkeligheden om cutteren kommer til at skade sig selv på en uoprettelig måde..