uretfærdigheden
gider ikke mere.. gider virkelig bare ikke mere!! har fået nok og overvejer på det kraftigste om det ikke bare ville være bedst om det var slut!
Kommer ud af en familie med 2 alkoholiske forældrer og en handikappet lillebror.
har aldrig haft nogen rigtig barndom.
synes hele mit liv har været en konstant kamp med (især min mors) misbrug. Det ansvar jeg skulle tage for min lillebror, for mine forældre og for mig selv.
Da jeg var helt nede og bunde.. overvejede meget selvmord. så meget at jeg begyndte at skærer mig selv på armene, for at se hvor hårdt jeg skulle preese for at få det til at bløde. Gemte piller, i en dosis jeg ville formode ville være nok til at dræbe mig.
Men så mødte jeg min kæreste og der kom lidt lys i mit liv, og jeg fik noget at leve for. Tror ikke at jeg ville være i live i dag hvis det ikke var for ham.
Han mistede desværre sit arbejde og det hele blev meget hårdt økonomisk.
Glæden forsvandt igen lige så stille ud af mit liv..
Derhjemme kunne jeg ikke finde glæde pga mine forældre, og hos kæresten var der fustrationer over manglende penge og arbejde...
Efter 1 1/2 år fik han arbejde og vi flyttede sammen.. og vi fik det virkelig skønt sammen igen.. næsten som at blive nyforelsket.. vi så lys forude og mulighed for at realisere en masse ting. Men lykken var kort. efter et halvt år blev han fyret pga omrokeringer på arbejdspladsen.
Med et havde vi meget mere at miste.. en lejlighed.
Vi har nu i ca et halvt år forsøgt at holde det ud..
men fustrationerne er vendt tilbage.. han bliver så vred på sig selv over at han ikke har et job og derved penge..
han forsøger virkelig at finde noget.. han søger og søger og søger og får hele tiden afslag samtidig med at han skal kæmpe med kommunen!!
nu er det kommet til det punkt hvor vi ikke længere kan beholde lejligheden.. jeg har udsigt til at skulle hjem til mine forældrer igen, og den tanke kan jeg ikke holde ud!
Jeg vil ikke være i stand til at fuldfører en uddannelse der.. det vil nedbryde mig psykisk.. og vil ikke tænke på hvad det vil gøre ved min kæreste, rent mentalt at skulle flytte hjem til sin mor igen (han er 31)
føler det hele har været en endeløs kamp hvor jeg/vi ikke bare kan få lov at være GLADE.. bare lidt.. en lille smule lykke.. har ingen krav om guld og grønne skove.. bare et almindeligt gennemsnitsliv med en gennemsnits økonomi osv.. men det kan vi bare ikke få.
Er træt af at kæmpe.. det fører jo ingen vejne. gider ikke mere. begynder at tænke at det måske slet ikke er det værd.. den sorg, den kamp de nederlag! gider ikke mere..
Måske skulle man bare afslutte det.. ligge sig ned og få noget fred og slippe for at skulle tænke på noget, nogensinde mere..
Kommer ud af en familie med 2 alkoholiske forældrer og en handikappet lillebror.
har aldrig haft nogen rigtig barndom.
synes hele mit liv har været en konstant kamp med (især min mors) misbrug. Det ansvar jeg skulle tage for min lillebror, for mine forældre og for mig selv.
Da jeg var helt nede og bunde.. overvejede meget selvmord. så meget at jeg begyndte at skærer mig selv på armene, for at se hvor hårdt jeg skulle preese for at få det til at bløde. Gemte piller, i en dosis jeg ville formode ville være nok til at dræbe mig.
Men så mødte jeg min kæreste og der kom lidt lys i mit liv, og jeg fik noget at leve for. Tror ikke at jeg ville være i live i dag hvis det ikke var for ham.
Han mistede desværre sit arbejde og det hele blev meget hårdt økonomisk.
Glæden forsvandt igen lige så stille ud af mit liv..
Derhjemme kunne jeg ikke finde glæde pga mine forældre, og hos kæresten var der fustrationer over manglende penge og arbejde...
Efter 1 1/2 år fik han arbejde og vi flyttede sammen.. og vi fik det virkelig skønt sammen igen.. næsten som at blive nyforelsket.. vi så lys forude og mulighed for at realisere en masse ting. Men lykken var kort. efter et halvt år blev han fyret pga omrokeringer på arbejdspladsen.
Med et havde vi meget mere at miste.. en lejlighed.
Vi har nu i ca et halvt år forsøgt at holde det ud..
men fustrationerne er vendt tilbage.. han bliver så vred på sig selv over at han ikke har et job og derved penge..
han forsøger virkelig at finde noget.. han søger og søger og søger og får hele tiden afslag samtidig med at han skal kæmpe med kommunen!!
nu er det kommet til det punkt hvor vi ikke længere kan beholde lejligheden.. jeg har udsigt til at skulle hjem til mine forældrer igen, og den tanke kan jeg ikke holde ud!
Jeg vil ikke være i stand til at fuldfører en uddannelse der.. det vil nedbryde mig psykisk.. og vil ikke tænke på hvad det vil gøre ved min kæreste, rent mentalt at skulle flytte hjem til sin mor igen (han er 31)
føler det hele har været en endeløs kamp hvor jeg/vi ikke bare kan få lov at være GLADE.. bare lidt.. en lille smule lykke.. har ingen krav om guld og grønne skove.. bare et almindeligt gennemsnitsliv med en gennemsnits økonomi osv.. men det kan vi bare ikke få.
Er træt af at kæmpe.. det fører jo ingen vejne. gider ikke mere. begynder at tænke at det måske slet ikke er det værd.. den sorg, den kamp de nederlag! gider ikke mere..
Måske skulle man bare afslutte det.. ligge sig ned og få noget fred og slippe for at skulle tænke på noget, nogensinde mere..