Verdens råb

Røgens sløvende røg, inhaleres af sødmens mund, som fænger din hjerne og tankegang.
Du opfatter ikke din verden, som Din mere, men styret af intet.
Røgen slører det du ser, men ikke hvad du mener.
Du ønsker at se din frelser, som endnu engang kan redde dig, fra facadens løgn om godhed.
I sidste ende krakelerer du og du trækkes med ned i dybet.
Du trækkes og trækkes i, og der er ingen vej tilbage.
kan dine råb høres, kan dine tanker høres?
Du indser at du ikke er dig selv længere.
Den koldes hånd tager fat om din strube og dine lunger, din hud bliver kold.
Kold som is.

Måske du du bag disede tågeslør, blot skimter en smal stribe usikker vej, over ishavets frådede troublewater. En bro til at bringe dig helskindet frem, til de levendes land.