Vil ikke have de skal passe min datter

Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvorvidt jeg vil lade min far og stedmor passe min datter. Eller jo, jeg vil ikke have det, men hvordan skal jeg sige det?
Jeg vil ikke gå i detaljer, men sige så meget, at jeg IKKE stoler på, at de kan passe hende. Mest fordi jeg ikke selv havde det godt hos dem som barn. Min stedmor er bl.a. meget ustabil og jaloux, og min far voldelig... De har bevidst haft sex foran mig, og tilmed fået mig til at røre min fars lem en enkelt gang (jeg er stadig ved at brække mig ved tanken!).
Men de er jo HELT VILDE med min datter. De vil hele tiden se hende, og snakker tit om alle de ferier, de vil have hende med på, når hun bliver større. Min stedmor nævner tit, at hun meget gerne vil passe hende, og vi bare skal ringe. Men jeg kan bare ikke ha' det! Alle mine instinkter siger mig, at de IKKE skal have lov at passe hende alene.
Indtil videre har jeg lurepasset lidt, og krøbet uden om problematikken. Men det lader sig snart ikke udskyde mere, især fordi vi nu lader både min mor og min svigermor passe hende med overnatning.
Hvordan skal man dog sige til sin egen far og stedmor, at man ikke mener, de er egende til at tage sig af sit eget barn, uden at det ender i kæmpe drama, som splitter hele den del af familien? Ingen andre i familien ved hvordan jeg har haft det hos dem, kun min mand og mine nærmeste veninder ved det. Jeg er bange for, at familien vil dømme mig som værende hysterisk. Jeg kan ikke lige overskue hvordan jeg skal gribe det an.

...hvordan de har været over for dig, og så skulle der vel ikke være nogen problem med at sige til dem, at du ikke gider at din datter skal opleve det samme hos dem som du har oplevet....? Sig det rent ud til dem.....og hvis de ikke vil forstå, så "bare" sig til dem at du hellere må snakke med din mor om problemet, og se så om de ikke kan forstå en fin hentydning.
Hjælper den heller ikke, så kom helt ud at busken med HELE problemet. Vi taler jo i den sidste ende om et barns, dit barns, velbefindende her, ikke sandt....?

Efter hvad du fortæller er det da helt sikkert, at de ikke skal have lov til at passe din datter! Jeg må sige at jeg slet ikke forstår hvorfor du stadig har kontakt med dem. Jeg ved godt og forstår også at det kan være svært at tage afstand til en forældre selv om de har gjort en ondt tusindvis af gange. Men det de har udsat dig for er incest og ulovligt. Vi snakker ikke bare om almindelig svigt, men om et seksuelt overgreb.
Min far er alkoholiker og har svigtet mig mange gange i løbet af min barndom, og gør det stadig. Og selvom han aldrig har slået mig eller misbrugt mig på nogen måde, ville jeg stadig aldrig nogensinde lade ham passe mine fremtidige børn. Heller ikke selvom han var ædru.
Jeg synes du skal minde din far og stedmor om the little incidence og simpelthen forklare at du på ingen måde vil overlade din datter til dem. Når det kommer til ens børn bør man aldrig gå på kompromis med sin mavefornemmelse eller tro på hvad der er rigtigt for ens barn.
Men hvis det er sådan at du efterhånden har fået et godt forhold til din far og stedmor, kan du jo prøve at sige det på en pæn måde. Men SIG det!

passe din datter eller have hende på ferie.
De har bevist at de ikke er ansvarsbevidste nok til at passe din datter.
Tag IKKE hensyn til hvad den øvrige familie tænker og siger til din beslutning. Det er DIN datter det drejer sig om og det er DIG der skal beskytte hende.
Min egen mor var alkoholiker og hun fik aldrig lov at passe mine børn eller have dem på ferie.
Håber du får mod til at sige fra over for din far og stedmor.
knus fra en der forstå dig

Har ikke et specielt godt forhold til dem, men et tåleligt forhold, hvor jeg lige kan holde ud at se dem en enkelt aften nogle gange om året. Men efter jeg har fået min datter, ringer de ofte og vil ses. Dog bliver det (heldigvis) max en gang om måneden. Og jeg burde nok have sagt fra.
Men jeg bliver så usikker og svag, selvom jeg normalt plejer at være rimelig hardcore og kontant i andre situationer. Jeg kan f.eks. heller ikke finde ud af, om jeg synes det er decideret incest, det jeg var udsat for. Jeg var i karbad med dem, ca. 10 år gammel, og de sagde bare at jeg skulle røre min far "for at se hvad der skete", efter at min stedmoder havde rørt ved den og gjort den stiv foran mig. Rigtigt klamt og mærkeligt, og jeg er totalt flov over at jeg gjorde det, men jeg tænkte ikke på det som noget sexuelt dér tror jeg - men sidenhen kan jeg ikke ha' tanken om det. Men det skete jo kun den ene gang, og det var ikke sådan at min far kom eller noget (adr, adr, adr). Synes I virkelig det er incest?

Ja, det er bare så svært at finde modet. Især fordi jeg faktisk ikke synes, min mand støtter mig så meget i beslutningen. Han siger at "de jo bare er nogle gamle tosser", og at de nok ikke vil gøre vores datter noget nu. Jeg forstår ikke han kan have det så afslappet, når han ved hvad de gjorde mod mig. Men det tog ham også et års tid, før han virkelig troede på, at min stedmor var så ustabil, som jeg sagde. Han skulle åbenbart opleve hende gå amok selv, før han troede det. Jeg synes min mand har svigtet lidt på det punkt, fordi han ikke stolede på mig med det samme, men på alle andre områder er han altså en rigtig god mand.
Jeg har også prøvet at snakke lidt med min mor og stedfar om det, og de synes også at jeg da godt kan lade min far og stedmor passe min datter. Men jeg har heller ikke fortalt dem præcis hvad der skete da jeg var barn (jeg har ikke lyst til at fortælle om det, da jeg synes det er så ubehageligt, flovt og grænseoverskridende). Jeg har bare sagt, at jeg virkelig ikke har det godt med det. Og så siger min mor og stedfar bare "at det jo er for min datters skyld, hun skal da have lov at være sammen med hendes bedsteforældre". Det irriterer mig, hvis jeg bliver nødt til at fortælle dem om alle ubehagelighederne, før de støtter mig. Burde det ikke være nok, at jeg siger jeg ikke vil have det? Burde de ikke stole på, at jeg ikke siger det for sjov?
Nå, skulle lige have lidt bitterhed ud ;-/ Du har nok ret I, at jeg ikke skal tage hensyn til resten af familiens tanker. Min datter er selvfølgelig det vigtigste.

bude være klogere end det....hun burde da vide hvorfor du siger fra over for din far og stedmor. Hun har været gift med din far.
Som du skriver det, tror jeg desværre ikke du kommer uden om at rode op i hvad du har været udsat for. Det kan ikke bare fejes væk med at din far og stedmor bare er nogle tosser.
Stol på dine egne fornemmelser. Hvis du lader din far og stedmor passe din datter og der sker noget, vil du aldrig tilgive, hverken dig selv eller de andre der overtalte dig.
Din mand er sørme nødt til at stå ved din side og støtte dig. Det mønster din far og stedmor har fulgt vil aldrig ændre sig. De vil gøre det samme mod din datter.
Kære lulujensen....lad dem ikke passe din datter, det går kun galt.
månen

Hvordan skal din famile kunne vide noget, når du ikke fortæller det. Det mener jeg lyder som noget vrøvl.
Jeg ville sige det til min far og stedmor, at det var grunden. Jeg kan overhovedet ikke forstå du betænker dig, hvis du ellers er sikker på, det ikke er noget du har drømt.
Jeg ville aldrig, aldrig overlade mine børn til nogen, jeg var usikker på.
Jeg ville sikkert ikke fortælle andre det. Jeg mener det lyder lidt mærkeligt, at det kun er sket en gang.

Jeg har tilladt mig at klippe lidt fra dit svar.
Læs hvad du selv har skrevet og forestil dig det var en andens indlæg du læser. Hvad vil du så råde til?
Jeg kan f.eks. heller ikke finde ud af, om jeg synes det er decideret incest, det jeg var udsat for. Jeg var i karbad med dem, ca. 10 år gammel, og de sagde bare at jeg skulle røre min far "for at se hvad der skete", efter at min stedmoder havde rørt ved den og gjort den stiv foran mig. Rigtigt klamt og mærkeligt, og jeg er totalt flov over at jeg gjorde det, men jeg tænkte ikke på det som noget sexuelt dér tror jeg - men sidenhen kan jeg ikke ha' tanken om det. Men det skete jo kun den ene gang, og det var ikke sådan at min far kom eller noget (adr, adr, adr). Synes I virkelig det er incest?
månen

Det vil jeg uden tøven kalde incest! føj. også selv om det kun er sket en gang.
Når man er 10 år gammel, så kan jeg bestemt ikke se, hvad man skal gøre i et karbad, med sin far og stedmor, det er jo elt indlysende, at de har haft bagtanker, inden de tog dig med i badet.
Det er også langt fra normlt, at vise sin sexualitet, foran sin 10 årige datter, jeg vil kalde det sygeligt, i den alder, skal man ikke se sådan noget. at du så oven i købet blev bedt om at røre den, det er fandeme for klamt( hans egen datter ). Godt nok har han ikke gjort noget videre, men du kan aldrig være sikker på, at dette ikke også vil ske for din egen datter, når de passer hende, de har gjort deres sygelige lyster til virkelihed en gang, så hvorfor skulle de ikke kune finde på det igen, måske deres lyster, er blevet udvidet til mere, det kan du heller ikke vide.
Må ærligt indrømme, at jeg ville have cuttet kontakten, mage til sygelige mennesker skulle mit barn ikke opleve.
Syntes også at det virker sært, du siger at du ikke har haft kontakt med dem, andet end et par gange om året førhen, og nu vil de pludselig have masser af kontakt, fordi du har fået en datter.... Allerede der, ringer mine alarmklokker.
Håber du tager mod til, at sige til dem, at du ikke vil have, at de passer hende, ikke for din, men for din datters skyld!

Selvfølgelig er det ikke noget jeg har drømt! Ville det være mere sandsynligt at det var sket, hvis de havde ladet mig røre min fars p** 10 gange? Og endnu mere sandsynligt hvis det var sket 1000 gange?!?
Jeg forstår til gengæld ikke, hvorfor du ikke forstår, at jeg ikke har lyst til at lade resten af min familie vide noget. Jeg har ikke lyst til, at de skal vide jeg har rørt ved min fars lem! Jeg har svært nok ved selv at acceptere, at det er sket. Jeg mener bare, at min familie burde tage mig seriøst, når jeg fortæller dem, at jeg ikke har lyst til at lade min datter passe. Hvorfor skal de vide hver en detalje, før at de stoler på mig? Jeg er altså ikke typen, der er hysterisk, finder på løgne, eller går rundt og har vrangforestillinger!

Jeg kan godt se at det er sygeligt, det de har gjort. Men jeg har bare aldrig kaldt det incest oppe i mit hovede. Måske fordi jeg ikke har lyst til at være "incestoffer". Jeg synes helt sikkert ikke det er ok, det de har gjort. Men ligefrem at kalde det incest, når nu jeg aldrig har været fysisk involveret i samlejer eller sex, det ved jeg bare ikke om man kan. Jeg er ikke engang sikker på, at det ville være ulovligt, hvis jeg meldte dem til politiet?
Jeg har faktisk også forsøgt at cutte kontakten til dem flere gange... Men efter et stykke tid, har det været jul eller fødselsdag, og så har jeg tænkt, at det kan jeg da godt lige dukke op til, i kort tid. Det er jo trods alt min far, og selvom han på mange måder er en idiot, så har han også været god og hjælpsom på andre måder.
Jeg tror seriøst ikke, at grunden til at de pludselig tager så meget kontakt, er at de vil misbruge min datter. Jeg tror bare, at de er glade for at have fået et barnebarn.
Men nej, jeg vil ikke have at de skal passe hende alene, nogensinde. Spørgsmålet er i virkeligheden mest, hvordan jeg skal tage konfrontationen med dem. Jeg er vildt bange for det - hvorfor ved jeg ikke helt. Frygter at de enten vil gøre mig til grin i hele familien, og påstå jeg lyver, eller at min far måske ville kunne finde på at gøre skade på sig selv og konen. Eller mig. Jeg ved det ikke helt, men bange er jeg.

Min mor har kronisk depression og har et mindre alkoholproblem. Derfor har hun aldrig rigtigt støttet mig så meget, fordi hun ikke har haft overskud til det. Nok derfor, at hun ikke rigtigt forholder sig til det. Jeg har faktisk forsøgt at tale med hende om det som voksen, men hun lukker ligesom af.
Jeg ville også ønske, at min mand støttede mig lidt mere, for jeg kommer virkelig i tvivl om, om det bare er mig der overreagerer, når han siger, at der sikkert ikke vil ske noget ved, at de passer vores datter.
Jeg må nok bare indstille mig på, at det er et opgør, jeg må tage på egen hånd. Der er virkelig rodet op i det, efter jeg er blevet mor i år. Kan ikke holde ud, at skulle fejre jul med min far og stedmor, og give gaver, og lade som om alt er fryd og gammen.

kommer du nok ikke uden om.
Hvor meget du vil fortælle resten af familien for at begrunde din beslutning, det er op til dig, og folk er forskellige - jeg f.eks.ville ikke begrunde min beslutning, jeg ville bare gøre "far og stedmor" HELT klart, at der ALDRIG ville blive tale om, at de var alene med mit barn.
Det lader sig formentlig ikke gøre at undgå en konfrontation. Og de vil sikkert være helt uforstående over for dit valg. Måske har de endda glemt den episode, der har præget sig så dybt i dit sind. Måske har de slet ikke opfattet den som "noget særligt". Men det er ligegyldigt, hvordan DE modtager din beslutning. Det er DIG og DIT BARN, der skal beskyttes her, og det kan nok ikke undgås, at der bliver gråd og tænders gnidsel, men der er ingen vej udenom.
Som jeg ser det, er du nødt til at gøre det HELT klart for ALLE parter (også din mor og stedfar), at der ALDRIG kan blive tale om, at din far og stedmor kan være alene med dit barn. Hvis ikke ALLE parter er HELT klar på det, vil der blive forsøg på "snigløb" på din beslutning, og det er bedre at tage den slags i opløbet.
Mine bedste ønsker om, at du må finde kræfter til at stå det igennem.
[l][s][s][l]

Du har ret, og jeg ved det også godt. Det er mest HVORDAN jeg skal tage den konfrontation, og hvilke konsekvenser det vil få. Tror det ender med, at jeg vil betale en psykolog til at hjælpe mig videre i den proces, for har brug for noget støtte, når nu jeg ikke føler andre i min nærhed kan give den støtte.
Det er i øvrigt ikke kun pga. den episode med min fars p**, at jeg ikke vil have de passer min datter. Det er blot en dråbe i havet, i forhold til al det andet lort, der også er sket dengang (dog ikke incest).

Du skal lytte til dine instinkter men det ved du også godt selv. Jeg kan ikke give dig nogen "opskrift" på hvordan du får det sagt til dem, men du er nok nødt til at tage en dyb indånding og få det overstået. Du kan fortælle dem, at du ganske enkelt ikke tør overlade dem din datter, for du har aldrig nogensinde glemt det de udsatte dig for dengang de tog dig med i bad. Du må gøre dem klart, at det de gjorde dengang var et overgreb på dig og du stoler ikke på, at din datter ikke kan blive udsat for det samme hvis hun bliver passet af dem.
Hvis du har behov for at tale med andre, der har været udsat for det samme som dig og som kan sætte det på plads i dit hoved, kan du prøve at kontakte denne forening: http://www.incestramtevoksne.dk/default1.htm det hjælper tit, at tale med andre om det, få ord på dine følelser og måske en ide om, hvordan du skal tackle dit nuværende problem.
Vær stærk Lulu - din datter skal ikke udsættes for det samme som dig og du skal ikke gå og være bange hver gang hun er hos dem.
Held og lykke [l]

Næ, ved du nu hvad. Det er dig, der ikke forstår. Du skriver jo selv, at din familie skulle kunne gætte sig til der er noget galt. Det kan de da ikke.

Jeg skriver jo netop, jeg ikke ville sige noget til familien. Så hvad er det for noget vrøvl, du skriver. Det forstår jeg jo godt.!!!!
Nej, jeg kender dig ikke. Jeg ved ikke noget om du digter eller ej. Jeg er ingen årsunge, der tror på alt.
Du kan jo være ligeglad om jeg tror eller ej, hvis du ved med dig selv det er sandt.
Du kender vel dig selv. Jeg kender dig ikke.

Var lidt hurtig før, læste det som at du mente jeg skulle fortælle min mor og stedfar det (også forvirrende med alle de sted-/pap-/osv. forældre). Men jeg blev provokeret af, at du mente jeg måske kunne have "drømt det"! Jep, jeg ved selv det er sandt, og behøver ikke din tiltro. Men jeg kan forsikre dig, at det ikke er noget jeg har drømt - har ingen problemer med at kende forskel på drøm og virkelighed.

Selvfølgelig er det ulovligt det de gjorde mod dig, og enhver form får sexualitet("stort, eller småt") vil blive taget alvorligt af politiet, især når det omhandler børn.
Du siger, de bare er glade for, at have fået et barnebarn, og hvis du absolut ikke tror, at de kunne finde på noget sexuelt, hvad er det så du er bange for, med henblik på at de passer din datter? hvis de er så glade for hende, som du siger, tror du så hun ville tage skade af at blive passet af dem?
der må jo være lidt, om det der skete da du var barn, der spiller en rolle, ellers ville du vel ikke nævne det her?

Jeg blev lidt sur, farer hurtigt op og falder hurtigt ned.
Selvfølgelig tror jeg da på dig. Faktisk mente jeg det reelt, at man jo kunne drømme noget, hvis man er udsat for en form for vanrøgt. Eller dårlig pasning.
Jeg ville absolut sige til dem, at grunden er jeg ikke tror de passer hende godt nok. Og spørge om ikke de kan huske, hvordan de behandlede dig. Du behøver jo ikke at nævne det med at røre din far. Det er de sikkert selv flove over og håber du har glemt det.
Derimod ville jeg ikke sige det til de andre, der er jo ingen grund til at skabe uvenskab. 😉

Selvfølgelig vil frygten for at de kunne finde på at gøre det mod min datter altid sidde i mig. Ligemeget hvor mange gange de eventuelt ville sige, at det ville de ikke. Jeg vil ganske enkelt ikke tage den risiko, i forhold til min datter. Ikke så meget pga. badekarepisoden, men også pga. alle de gange de havde samleje foran mig, og de gange hvor min stedmor kaldte mig de værste navne, og de gange min far tævede min stedmor. Selvfølgelig er der folk, der har været udsat for værre ting i deres barndom, men jeg vil alligevel ikke risikere, at min datter skal udsættes for det. Også selvom de er blevet til gamle "hyggelige" bedsteforældre.
I virkeligheden går det op for mig, nu da jeg læser alle jeres svar, og tænker lidt mere over det, at spørgsmålet nok mere er, om jeg overhovedet har lyst til at de skal være en del af mit liv. Jeg vil egentlig gerne se min far engang imellem, især fordi han først blev sådan, dengang han mødte min stedmor, da jeg var 10. Min stedmor kan jeg bare ikke tilgive, kan jeg mærke (det var også hende der opfordrede mig til at røre min far, der i badet).

Jeg forstår godt din bekymring. Jeg havde en onkel der havde sine hænder og tunge steder på mig hvor de ikke hørte hjemme. Men så heller ikke mere. Aldrig har det været på tale at han skulle passe mine børn, men hvor har jeg været nervøs for at han skulle få muligheden for at blive alene med dem, bare fem min. Nu er manden død, og jeg må da ærligt indrømme at mit "familieliv" er blevet nemmere.
Jeg synes du skulle tage og overleve julen. Altså ikke lade din pige ude af øje ved besøg hos dem osv. Og efter jul og nytår tager du og skriver et brev til dem. Du skriver at du godt kan huske at de gjorde nogle ting foran dig som de ikke skulle have gjort, at du godt kan huske badet osv, og at du derfor på INGEN MÅDE vil have at de er alene med din datter og vil gøre hvad du kan for at undgå at andre børn (evt. nevøer/niecer) er alene med dem...og forhåbentlig er de pinlige nok til så at lade det ligge. Hvis de laver en familiescene ud af det, er det dem der kommer til at stå med sorteper. Og bliver de ved med at tigge dig om at passe barnet, cutter du forbindelsen helt.
Det er din datter. Hendes krav på tryghed er større end din frygt...husk det.

Det lader til, at du er helt afklaret med, at du bare føgler din intuition, og ikke lader fin Far og Stedmor passe din datter - Supert 🙂
Jeg kan godt forstå at du føler dig alene med problemet i forhold til din mand. Uanset hvor godt du forklarer og beretter om din barndom, så er det ikke sikkert, han kommer til at forstå din situation, og derfor nok aldrig kommer til at bakke dig op så meget som du ønsker det. Men det, du kan være sikker på er, at han nok ville blive ulykkelig, hvis han opdager, at noget er sket med jeres datter, hvis hun bliver passet hos din far og stedmor. Og det kommer han nok aldrig til at vide (forhåbentlig ikke - siden du virker fast besluttet på, at hun ikke overnatter der, og derfor at der aldrig kommer til at ske noget). Men det kan du så gå og glæde dig over, at du har gjort for din datter og for jeres lille familie... siden du ikke får den ønskede opbakning.
...hvad skal jeg sige... hvis jeg vil have at skraldet kommer ud, og min mand ikke gør det, så må jeg jo gøre det - det er jo lige nu og her mig der ønsker, at skraldet skal ud... Hvis du ikke ønsker en overnatning, så bare sørg for at det bliver sådan og vær glad for din viden.. Find din styrke hos dig selv, og tag imod med kyshånd, når den kommer fra din mand, mor eller andre 🙂
Hvordan du får det sagt... hu! Tja.. næste gang det kommer på tale sammen med dem, så sig ganske enkelt, at du ikke har lyst til at din datter skal have samme utrygge rammer hos dem som du selv har haft. Det kommer de da nok til at brokke sig over - stille spørgsmålstegn ved - og ja, så er der nok brudt hul på en bobbel. Trøst dig med, at du VED at du ikke ønsker det. Du kan derfor med god grund bare erklære at "sådan bliver det", hvis det bliver for svært at tale om sammen med dem. Og bede dem om, at hvis de elsker dig (eller hvordan I nu formulerer den slags i din familie 😉) og hvis de virkelig holder af deres barnebarn, så beder du dem respektere din beslutning. Og at den for øvrigt er som den er lige indtil du siger noget andet.
Jeg har en veninde, der sidder lidt i samme knibe. Hos dem er det Farmoren, der ryger som en skorsten og har hytten fuld af hunde (fint nok) og af gammel hundelort (IKKE fint nok). Barnebarnet er i den alder, hvor alt bliver pillet ved. Veninden og hendes mand øsnker ikke, at deres barn roder rundt i gamle askebægre og hundelorte. Så de har ganske enkelt sagt, at barnebarnet er der sammen med forældrene. Så selv om de bor liiige i nærheden af hinanden, så er det ikke Farmor, der passer barnebarnet, når noget brænder på og der skal en hurtig pasning til.
Hun er selvfølgelig rigtig ærgelig over det, men hun har fået årsagen at kende. Så må man jo mene, at det er op til den voksne kvinde at vise, at hun kan ændre sin adfærd - om ikke andet, så da i det mindste når barnebarnet skal passes. Og ellers må hun jo føle konsekvensen af det.
På samme måde må din far og stedmor jo føle konsekvensen af din beslutning. Måske er der intet de kan gøre ved det, da begrundelsen virker til at være dine egne oplevelser med dem. Men der er en konsekvens ved at skide i bukserne, der er en konsekvens ved at give sit eget barn utrygge rammer. Nogle gange får man konsekvensen med det samme - andre gange kommer den - SMAK tilbage i hovedet, når du ikke regner med det... Skidt er sket og det er der så en konsekvens ved... idag.
Jeg synes dit dilemma er noget lort, men ganske enkelt. Vær fast i din holdning. Det er da vel for hunne voksne mennesker - måske man kan appellere lidt til dén side hos dem😉?
Pøj med det 🙂