Præstationsangst overfor mænd

Hvor ville jeg dog ønske at jeg ikke havde den her form for præstationsangst overfor mænd. Jeg står i et luksusproblemved jeg. Der er mange søde, gode, sjove mænd der gerne vil have mig og jeg vil gerne have sådan en kæreste som jeg snakker rigtig godt med og som alle mine venner kan lide osv, men det er som om, at når jeg når til stadiet hvor vi skal være kærester, så blokerer jeg ligesom og bakker ud. Jeg kan bedre overskue mænd jer bare er tiltrukket af og som er mere tilbageholdende i deres fremfærd overfor kvinder, men der kommer naturligvis aldrig nogle stabile forhold ud af det, da jeg kun er tiltrukket af dem men ikke mere.
Jeg ville ØNSKE at jeg vidste hvorfor jeg laver den blokering overfor de mænd der er interesseret og som jeg sådan set også selv er interesseret i. Det er som om jeg har præstationsangst overfor dem. Måske er jeg bange for ikke at kunne leve op til deres forventninger af mig. Men det er kun et bud, for jeg ved det faktisk ikke.
Har andre været i samme situation❓Hvad gjorde I❓Jeg kan ikke forstå hvad der er i vejen med mig...

for engangs skyld forstår jeg simpelthen ikke noget som helst. Hvorfor er kæresteemnerne ikke nogen du er tiltrukket af - jeg troede det var omvendt.
Hvad er det du vil bruge en kæreste til - udover indlemring i vennekredsen?

Hej med dig
Som jeg læser dig, så er præstationsangst ikke det der først falder mig ind. Ellers definerer vi præstationsangst forskelligt. Jeg tror snarere at du har bindingsangst. At du føler du skal opgive for meget af dig selv, ved at binde dig til én bestemt.
Venligst Harry

da jeg læste dig indlæg, faldt det mig ind at du måske var bange for kærlighed, bange for at miste kontrollen over dine følelser.
For at blive forelsket skal vi som mennesker turde at give slip, komme derud hvor der er de højeste bølgetoppe og de laveste bølgedale.
Du skal turde at han ser dig, du skal opleve at du svæver på en lyserød sky og er helt nede i kulkælderen, bare fordi han 5 minutter efter et aftalt tidspunkt ikke har ringet.
Kærlighed er ikke nemt, men man går glip af en stor bid af livet hvis man ikke prøver at opleve den.
ha en god dag

Måske du i virkeligheden ikke stoler på dem.. og altså ikke har mistillid til dig selv sammen med dem.
Sådan fandt jeg ud af at det var for mig.
Jeg blev klar over at jeg skulle åbnes på en speciel måde, neop fordi jeg er en kompleks person med mange facetter, og dybde.
Mange mænd magter simpelthen ikke at ''se'' mig fordi mænd er mere ligetil...
Derfor ''gad'' jeg på et ubevidst plan ikke netop fordi jeg intuitivt vidste vi var på forskellige planer.
_men til trods for det kan du godt føle det sådan, da du vil føle dig hæmmet på ''deres'' plan.
Du må gerne skrive til mig privat hvis du synes at kunne bruge det jeg skriver til noget.
alletiders123@yahoo.dk

jeg udtrykte mig forkert. Altså jeg mener, når jeg endelig står overfor en rigtig sød fyr jeg godt kan lide og er tiltrukket af, så blokerer jeg. Selvom jeg inderst inde godt ved at vi vil passe rigtig godt sammen. Det var ikke for at indlemme ham i en vennekreds. Men bortset fra det er det altid hyggeligt når ens kæreste kommer dogt ud af det med vennerne. Men han er absolut ikke ment som et udstillingsobjekt, det må du ikke tro

det undelrige er, at jeg ellers ikke føler mig sådan. Det er aldrig det der ville falde mig ind ved en beskrivelse af mig, for kan egentlig godt være i et forhold, er det bare med de forkerte mennesker, fordi jeg bakker ud når jeg endelig møder én hvor kemien virkelig passer...

det er svært at give slip. Ved ikke engang hvor jeg skulle starte. Når jeg er i et forhold har jeg svært, meget svært ved at åbne mig op overfor modparten. Jeg vil sådan set gerne men kan ikke. Jeg er sjovt nok vældig god til at give masser af kærlighed men jeg giver aldrig af mig selv som person. Der er nogle ting der skal ændres, men jeg ved ikke hvordan jeg skal begynde.
Har også det problem at jeg er 27 og har ikke lyst til at byde en fyr i min alder om at vente...i den alder vil de sikekrt gerne have én der er lidt mere udadvendt omkring forhold og følelser

og din mail. Det er ikke udelukket at jeg vil skrive. Her er endnu et paradoks for jeg synes de mænd jeg gerne vil have, som jeg kommunikere godt med og som jeg derefter blokerer for, de virker som nogen man kan stole på. Og så alligevel så stoler jeg bare generelt ikke på nogen mænd når det kommer til stykket. Vil gerne men tør måske ikke...

den man elsker, må man elske den man får. Spøg til side, jeg forstår gnisten mangler. Når det er den rette går det af sig selv. Det er jer to, det er ikke vennerne det gælder. Hvis du er sikker på, det skal være ham, hjælper en flaske vin.

det er ikke vennerne det gælder, det var en forkert formulering jeg brugte i mit indlæg :-)
Måske hjælper en flaske vin. Kender du det at mna kan mærke at noget kriblende og krablende i maven er på vej men man er ligesom bange for at slippe det løs...og hvad hvis det er flask alarm, så bliver han skuffet og såret, selvom man jo ikek kna gå et helt liv uden at såre nogen...men stadigvæk.

Hej igen.
Jeg kender det alt for godt...
Jeg står i samme situation og mange gange når jeg har de her blokeringer over for mænd, er det netop mænd der tænder noget i mig.
det er ofte mænd jeg ser som indsgts fulde, kloge, gode, stabile osv.
Jeg fik ikke udtrykt mig til fulde, for ikke mindst handler det ikke om at stole på'' som man oftes forbinder dette begreb.
det kan lige så godt handle om at man er bange for den anden(mændene) ikke kan rumme en, at de modvilligt misforstår den man er.
Jeg synes ofte ikke at jeg kommer rigtigt til udtryk i mange situationer, hvilket piner mig, og hæmmer min handle evne/præstation.
Jeg ved desværre ikke hvad jeg skal gøre, og ved faktisk heller ikke om jeg bare er genert? selvoptaget og skøbelig..
eller hvad der er galt.Jeg synes jeg har et ret godt selvværd og er relativ selvbevidst.
Måske handler det simpelthen om øvelse i at være ''på'' og fokusere mere på sig selv fra en ydre vinkel så man føler mere sikerhed og kontrol i hvordan man virker på andre mennesker set udefra....