4tilføjet af

Tydning af drøm?

Min datter har fået en lille pige for kort tid siden. Hun har en dreng i forvejen. Hun og kæresten er nogle meget kompetente og dygtige forældre, og de giver deres børn meget kærlighed. Det er meget tydeligt, for de fungerer enormt godt. Selvfølgelig er der småvanskeligehder, men ikke noget særligt. Det er meget lykkelig familie.
Mine børnebørn bliver ikke døbt. Der er ingen i familien, der er specielt kristne, så det gør ikke noget. (En oplysning til brug for tydning af denne drøm.)
For nogle dage siden drømte jeg, at hun fik trillinger. Tre piger. De var helt slatne og livløse da de kom ud. De blev født på et stort, hvidt, blødt flonnel underlag, og den sidste kom ud lige på hovedet og brækkede halsen. Men der var ingen blod eller fostervand eller noget. Jeg blev meget chokeret, men turde ikke sige noget.
Der var ingen sorg. Men en mærkværdig og stor ligegyldighed, som jeg havde en mening om, men respekterede, at jeg overhovedet ikke skulle blande mig.
Jeg hørte ikke mere fra familien, før jeg kom til barnedåb hos dem. Nu var det blevet sommer og min datter gik rundt i en grøn kjole i forskellige nuancer. Jeg kiggede på hende fra en afstand fra den ene ende af stuen til den anden, og i mellem os faldt en varm solstråle ind af vinduet og blændede lidt, sådan at det jeg så af hende var lidt "bluret" i kanten.
Så kiggede jeg rundt i stuen, hendes børn legede fredeligt (også den nyfødte). Jeg kunne ikke finde de to af trillingepigerne, der måtte være tilbage.
Min datter var fuldstændig ligeglad. Da jeg spurgte, hvor de var henne, sagde hun bare "Nåhh dem? Det ved jeg ikke. De er døde."
Jeg blev meget chokeret. Er det stadig. Hvorfor? Det var jo bare en drøm!
Hvordan ville I tyde den drøm?
tilføjet af

Den er vanskelig...

men nu er jeg heller ikke drømmetyder. Alligevel vil jeg gerne prøve at hjælpe.
Måske ligger der noget religiøst eller måske noget tradition i denne drøm, for det virker som om at du ikke er helt på det rene med at dine børnebørn ikke bliver døbt. Måske mener du din datter udviser en slags ligegyldighed overfor dette ritual, som du er vokset op med. Det kan endda være at du føler hun er ligegyldig overfor dine ønsker og føler dig tilsidesat på en måde. Enhver mormors drøm er vel at komme til sine børnebørns barnedåb? Det kan muligvis også forklare hendes ligegyldighed i drømmen over trillingernes død. Det kan også være at du af andre årsager føler dig tilsidesat af familien, hvilket kan fremkalde en sådan drøm.
Mangel på blod og fostervand, og den ene brækker halsen, og dit senere utydelige billede af din datter kunne antyde at noget i hendes måde at gøre visse ting på er fremmede for dig.
Jeg ved ikke hvor meget du går op i ritualer, men vi har det med at tillægge dem vi har stor betydning og ubevidst kan denne betydning påvirke os mere end vi er bevidste om. Det kan måske være tanker omkring den manglende dåb, som du mener dine børnebørn burde fortjene, og at lige netop dette ritual er meget grundfæstet i dig. Det er ikke forkert at have det sådan med dåb og andre kirkelige ritualer, for det er dem vi er vokset op med. Ganske vist har de ikke den store religiøse betydning længere, for de fleste adspurgte, men uanset betydning er de stadigvæk traditioner. Jeg tror du bør kigge på din datter og lade hende leve sit liv og nyde hende og hendes familie som de er. Det faktum at du ikke griber ind på noget tidspunkt i drømmen og kun stiller et spørgsmål kan være din underbevidstheds måde at fortælle dig at du ikke behøver at bekymre dig, din datter gør tingene på den måde hun føler er rigtig og det bør respekteres, selvom det kan være svært nogle gange.
Jeg vil lige sige at du ikke fortæller ret meget udover drømmen og jeg kan være forkert på den, jeg hæftede mig bare ved dåben.
Venlig Hilsen
-
Zap NPT
the one and only!
tilføjet af

Spændende fortolkning - mange tak

Det var ihvertfald tankevækkende, og det er jeg meget taknemelig for.
Du kunne selvfølgelig ikke vide, men jeg tager selv meget mere afstand fra traditionerne end hun gør. Vi er begge enige om at tage afsatnd fra dåbsritualet. Vi mener det er noget man skal finde inde i sig selv, så giver man børnene det bedste af sig selv. Men jeg kom først til den erkendelse eller indsigt længe efter jeg havde døbt mine børn.
Men måske ligger der alligevel noget og ulmer, jeg ikke kan se.
Jeg føler mig heller ikke spor tilsidesat. Min datter kan bruge mig på den måde jeg kan lide at være på. Det er forbavsende gnidningsløst. Måske er jeg lidt utryg over at det netop er så fint og pænt. Jeg tænker på det hyr jeg havde med at holde både med min mor, svigermor og svigerinde væk, dengang min datter kom til verden.
Min datter kan lide at snakke om alt det jeg kan lide at høre. Jeg kan ikke komme og besøge dem hele tiden, for vi bor lang fra hinanden og jeg har et job at passe.
Men det du siger her er interessant: "Mangel på blod og fostervand, og den ene brækker halsen, og dit senere utydelige billede af din datter kunne antyde at noget i hendes måde at gøre visse ting på er fremmede for dig."
Jo, det er rigtigt. Jeg kan ikke forstå at min datter ammer og ammer den lille pige i timevis, når det er så opslidende for hende. Hun har ammet sin søn i nogle måneder, men hun har aldrig rigtig haft så meget mælk. Men det får jo heller ikke lov at løbe til, når hun ikke får ro. Jeg synes, hun er meget hård ved sig selv. Den lille pige skal nok klare sig. Hun er sund og stærk og vokser pænt. Hun får hvad hun skal have, men det virker næsten som om min datter bliver tyranniseret, selvom det gør små babyer jo ikke. Jeg har sagt det til min datter, at hun er meget hård ved sig selv og at det gavner den lille pige mere, hvis hendes mor også får mulighed for at lade op. Hun siger at hun gerne vil lade op, men at det skal være på hendes egen måde, og at hun have gang i amningen først.
Det er kun hendeselv, der kan mærke, hvornår det er rigtigt og forkert, så jeg skal ikke fortælle hende mere end jeg har sagt. Men det er virker ret fremmed for mig, at hendes intuition siger hende at hun skal ødelægge sig selv ved hjælp af datteren. Hendes intuition plejer at være helt i top.
Det virker meget rigtigt på mig det du siger. Det bandt en knude op, nu kan jeg komme en lille smule videre ud af den følelse. Det var dejligt.
"Jeg vil lige sige at du ikke fortæller ret meget udover drømmen og jeg kan være forkert på den, jeg hæftede mig bare ved dåben."
Jamen det er også meget mærkeligt. For vi er ligeglade med dåben. Og det betyder ikke noget for mig ihvertfald, men nu er det jo deres børn, ikke mine, og jeg har intet behov for at bestemme noget, der ligger ud over det, de to forældre vil. Vi er ihvertfald ikke støt ind i det endnu. Det er da også derfor, det er meget mærkværdigt, at jeg drømmer om en dåb, der ikke skal være foregå.
Jeg husker nu, at den kirke, jeg ser for mig, dåben skal foregå i, det er den kirke min venindes barn blev døbt i. Jeg har et billede af det. En af mine allerældste venner fra ungdommen, er fadder og bærer hendes barn. Han døde et par år efter, som 36-årig af en nyresygdom. Han døde aftenen før den forfærdelige ulykke på roskildefestivallen under koncerten med Peal Jam, hvor min datter også var med. Hun var en af dem, der blev trampet ned i mudderet, besvimede og måtte til krisebehandling.
Det var ca. ligeså chokerende, som det at de tre små piger i drømmen bare var væk. Der er en kobling mellem den kirke, ham på billedet og de tre døde piger.
Sikke en oplevelse du der gav mig. Der er stadig et slør for, hvilke konklusioner jeg kan drage du af det her. Men den der sammenhæng, den var da imponerende at får klarhed over!
Mange tak! Er det noget du gør meget, det med at hjælpe folk på vej med at forstå deres drømme?
tilføjet af

Glad for at jeg kunne hjælpe :)

(undskyld at jeg først ser dit svar nu)(undskyld at jeg først ser dit svar nu)
Først vil jeg sige at det faktisk er første gang jeg har tydet en drøm for nogen andre end mig selv. Jeg skriver mine egne drømme ned og når der er gået noget tid kigger jeg på dem igen og ser hvad de kan have a symbolske betydninger for min nuværende situation. Det er meget lærerigt. Udover det har jeg gjort en del i tarot kort, som jeg har lagt for andre et par gange, hvor de er blevet meget glade, men lige efter lægningen og tolkningen eftertænksomme, følelsesladede osv. Et par stykker synes det var noget underligt ’hokuspokus’, men var senere målløse over hvor præcist jeg ramte plet via kortenes symboler. De har dog givet positiv respons måneder senere og sagt tak for hjælpen. Det er dejligt og det varmer.
Din datters besættelse af amning kan være mange ting. Hun er under pres, men måske for stolt til at bede om hjælp, er de tanker jeg får ud fra det du skriver. Hun kan selv og vil selv i visse situationer.
Du kan ikke gøre meget mere end det du gør, vi må alle indse at vi kun kan hjælpe hvis vi får lov, vi kan ikke presse vores hjælp nedover hovedet på nogen. Det er fint, det er som det skal være, men kan være svært at indse, specielt når det handler om ens egne børn, som man gerne går gennem ild og vand for.
Hvis hun vil have hjælp skal hun nok komme og spørge dig, det tror jeg i hvert fald.
Det er en voldsom begivenhed du skriver om. Jeg husker også den forfærdelige Roskilde ulykke og det at din datter var med og faktisk blev trampet ned i mudderet, kan ikke give dig andet end et stort chok. Det vil kunne gøre enhver mor til hønemor for eftertiden, jeg tænker her på min egen mor, som er en hønemor, og som stadig ville have snakket om det fra tid til anden, hvis det var mig der var ude for en sådan oplevelse. Det handler om at være bange for at miste.
Fadderen som døde på aftenen før ulykken på Roskilde Festivalen og din datters tilstedeværelse da det skete, kan have sat nogle ting i gang inden i dig, så du i drømme sammenblander ting, som faktisk har en form for forbindelse med hinanden. Måske er de tre piger, der bare forsvinder i drømmen, en såkaldt reminder om at vi kun har hinanden til låns og derfor må yde vort Aller bedste overfor og mod hinanden, mens vi har chancen. (får jeg andre tanker omkring det aspekt af drømmen skal jeg nok vende tilbage til det).
Dåben er underlig mht. drømmen, men er samtidig en meget indgroet tradition i vor kultur og derfor svær at fjerne fuldstændigt. Jeg kender en kvinde, hvis mor påtalte at hendes børnebørn aldrig var blevet døbt, endsige konfirmeret, det var moderen meget utilfreds med. Men det er ikke tilfældet hos dig, så vidt jeg forstår.
Dåben står for mange ting, den er en introduktion til Kristendommen, men den er også en forløser, en healer og en omsorgsdrager for det nye liv, som skal til at udfolde sig på godt og ondt i denne verden. Den er en verificering af det nye individ, som indtræder i vores måde at leve på og ikke mindst menneskeliggør den individet så det bliver en del af det store hele hvor det kan blomstre. Den er også skabt for at fylde det nye liv med kærlighed, og gøre det nye liv bevidst om sine åndelige aspekter, såvel som de fysiske aspekter. Det er derfor jeg fik så mange tanker omkring dåben, fordi den og ikke mindst vielsesritualet, er vigtige ingredienser videreført generation efter generation gennem århundreder i stort set alle kulturer i den ene eller den anden form.
Så er man religiøs eller ej, er ritualerne der stadigvæk.
Jeg er glad for at kunne hjælpe dig og give dig en form for klarhed over noget, som du synes din datter burde gøre på en anden måde. Det er ikke det at hun ammer meget du tænker på, det er hendes ve og vel, og det er godt af dig at tænke på det. Det er naturligt og meget kærligt og omsorgsfuldt.
Jeg håber du læser dette svar og jeg vil her til sidst sige at det var en hurtig indskydelse fra min side at forsøge at tolke din drøm. Jeg læste den og fik nogle tanker og bestemte mig for at prøve. tak for din respons, som jeg desværre var lidt sen til at læse.
-
Zap NPT
the one and only!
tilføjet af

Alle dele er aspekter af dig selv.

Kæreste Dig.
I min verden er det sådan, at alle personer i en drøm er aspekter af en selv. Du skal ikke lede udenfor men dybt i dig selv efter svaret.
Som jeg oplever det, har din datters fødsel af en lille pige trigget noget i dine dybe ubevidste lag, som gerne vil frem i lyset.
Jeg har derfor nogle spørgsmål som jeg vil prøve at stille dig, så du måske finder svarene selv:
På hvilke områder ignorerer eller er du ligeglad med dig selv?
Tillader du dig selv at fylde nok i dit eget liv, eller er du mest for andre??
Din egen lille indre pige (hende der er tilbage i drømmen) er stærk og levedygtig. Hun skal nok klare sig, men hvad med de to andre sider af dig? Den følsomme, sårbare, den der er lille og trænger til at få omsorg og Kærlighed?
HVor forsømmer du dig selv?
Prøv evt. at læse bogen "Drømme, bevidsthed og Selvudvikling" af Birgit Boysen. Den er meget god.
Har du brug for yderligere vejledning, er du velkommen til at maile eller ringe til mig for en tidsbestilling
Mine kærligste tanker
Helle nemborg
www.spiritlight.dk
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.