Vild og Voldsom

Hej
Lever i "sammensat parforhold" - vi har begge en del børn hver for sig. Overordnet set har vi det rigtig godt.
Noget vi har som giver mig (manden) et stort "dilemma" er at min kæreste har en dreng på ca. 12 som nogle gange "går amok".
Jeg holder af ham og har det i øvrigt fint med ham. Han giver også udtryk for at have det fint med mig (når han ikke lige "går amok"). Han har talt med psykolog men har ikke nogen diagnose - udover et meget hidsigt temprament. "Eksplotionen" kan typisk ske ved uenighed med en af hans biologiske søskende, eller hans mor.
Han bliver så hidsig at han er tæt på at smadre alt omkring sig. I starten af vores (gode) forhold holdt hans mor ham fast for han ikke skulle gøre skade på sig selv, andre mennesker (typisk mor eller biologisk søskende) eller indbo.
Nu er han efterhånden blevet stor og stærk så hans mor simpelt hen ikke kan holde ham fast længere.
Det er blevet nødvendig at jeg holder ham fast (er en ret stor mand med god fysik - absolut ikke voldelig). Jeg holder ham altid så nænsomt som muligt - men det er altså nødvendigt at "ta´godt ved". Han slår, holder fast, råber og skriger. Typisk efter 5-10-15 min er han "faldet ned igen" - og atter den dejlige dreng som han jo er.
Vi plejer derefter at drøfte det skete og han siger at han godt kan forstå min handling.
MEN HOLD FAST HVOR HAR JEG DET DÅRLIGT BAGEFTER (og imens). Det at have fat i en andens dreng fysisk på den måde er VIRKELIG grænseoverskridende. Jeg er bange for han skal lide overlast eller jeg skal gøre noget som for andre finder krænkende(feks. den biologiske far som bor i udlandet og ikke deltager i noget, men som indimellem alligevel har kontakt med børnene - han er af anden kultur).
Som nævnt er -stort set - alt andet i forholdet velfungerende. Men dette giver mig stor uro indeni.
Er der andre som har lignende erfaringer ?

Du gør det helt rigtige,ved at holde ham fast og derefter tale med ham.
Tænk på,hvor ked af det,han ville blive,hvis han først fik slået nogen,eller ødelagt noget
Du hjælper ham! Det ved han!

Jeg sidder netop og læser en bog og kommer til at tænke på, jeg havde læst dit indlæg i formiddags.
Der står: Sukkerholikere opfører sig lidt på samme måde. Også her ser vi dem, der bliver rolige af sukkerindtagelsen og dem der bliver aggressive. Børn i dag har langt nemmere adgang til sukkerholdige ting end man havde for 50 år siden. Det har medført at der blandt vore børn findes et stor gruppe sukkerholikere og blandt dem en stor del, der af samme grund har adfærdsvanskeligheder.
De er urolige i skolen har ikke koncentrationsevne nok til at høre efter i timerne. Mangel på gode skolekundskaber giver manglende selvværd, som derefter omdirigeres mod deres omgivelser, som aggressioner mod alle dem, de føler, de ikke kan leve op til.
Kigger vi på vores børns spisevaner må vi nok konstatere at deres kost lider af en alarmerende mangel på livsvigtige næringstoffer. De mangler mineraler og vitaminer.
o.s.v.
Mit barnebarn led af hyppige forkølelser. Jeg sagde mange gange hun manglede vitaminer.
En læge sagde minsandten det samme en dag og hun blev troet. Barnet fik vitaminer og mineraler. Og forkølelserne forsvandt.
Jeg ved ikke om dette eventuelt kan bruges. Du kan da tænke over det.

Hvad med at I laver en kogebog med jeres livretter, og I voksne en menuliste og ser om der er nogen sammenhæng mellem anfald og den mad der er blevet serveret.

Det var måske en ide. Men man kan også tage en god vitaminpille og ellers sørge for det ikke er junk food.

Det kan have mange årsager, måske en blanding af arv og miljø, men tror også det kan have noget at gøre med at hans biologiske far måske ikke eksisterer i hans liv længere?
Her træder du jo til som en klippe, en far, men det kan måske ikke "lappe sårene"?
Bare nogle tanker.
Hvordan skiltes drengens mor og hans far? Hvis det var dramatisk, er det måske det han reagerer på stadigvæk.
Det er helt klart et symptom på en ubalance et eller andet sted, måske kan svaret også findes i generne? Læste en artikel om det engang, nogle mennesker er født med "kriger-gener", så det første de gør i konfliktsituationer er at slå fra sig og slås.
I dag har man så forskellige diagnoser for det, men tror altså svaret skal findes i ganske almindelig biologi og miljø/erfaringer.
Denne dreng har sikkert oplevet noget, der har hylet ham ud af den, og der er en balance inde i hans sind, der skal genvindes.
Det er nok en rigtig god ide med en psykolog til at se på tingene, det synes jeg I skal blive ved med.

Tak for ovenstående svar !
Jeg mener faktisk også selv at jeg gør det som er rigtigst for drengen (og de mennesker det evt. kunne gå ud over) Han er jo, som sagt en god og meget følsom dreng. Han ved også godt at jeg holder af ham.
At det har noget med skilsmissen at gøre er jeg enig i - ligeledes at der skal arbejdes med sagen sammen med psykolog. Da han tidligere har været i kontakt med en sådan og der ifølge denne ikke var "noget galt" er det desværre vanskeligt at arrangere sådanne samtaler (lang ventetid).
Personligt (uden at være specielt klog på området) tror jeg heller ikke at han er "syg" -men han har bare nogle følelser som driller ham og nogle ting som skal falde på plads i hans sind. Indtil dette er sket må vi blot "passe på ham".
Da jeg skrev startindlæg sad jeg og "faldt ned" efter en af de gange hvor jeg har været nødt til at "tage ved ham" - det var egentlig det som var anledningen - simpelthen fordi jeg føler en kæmpe "adrenalin-frustrations-forvirrings-bekymrings-chok" (ved ikke lige hvad jeg ellers skal kalde det) indeni mange timer efter.
Mine egne børn kan også kunne blive "hysteriske" (dog har jeg aldrig oplevet dem så hidsige - jeg tror virkelig at han - i de minutter det står på - taber forstanden)- men at tage fat i egne børn har været lettere.
Mht. fødevarerne tror jeg at det er rigtigt at visse madvarer kan "tricke" temperamentet, men i dette tilfælde lever drengen i en familie hvor der spises rimelig sundt - især hans mor er meget opmærksom på dette.

Mht. "tab af far" - har du ret i de ting du skriver - det er hårdt for drengen.
Når hans far (typisk ca. 3 - 4 gange årligt) kommer ind i hans liv er frustrationerne åbentlyst meget større lige inden - samt et godt stykke tid efter.
Underligt nok er det (næsten) aldrig mig han "flipper ud over" selv om jeg holder ham fast og jo egentlig har overtaget "hans fars plads". Jeg føler at vi har en god gensidig respekt.
Moderen har levet alene, samt i korterevarende forhold i ca. 4 år inden vi traf hinanden.Hendes samarbejde med faderen har ikke været godt. Det er givetvis derfra drengens frustration stammer.

Som du selv beskriver, har han været til psykolog, og der er umiddelbart ingenting galt med ham. Måske går tabet af hans biologiske far ham på...måske betyder det intet for ham.
Vi mennesker er meget forskellige i vores psyke, og ting der kan ødelægge nogle menneskre totalt, rør ikke andre. Der er som sådan ikke noget galt i nogle af reaktioner, man skal bare være opmærksom på at vi er meget forskellige.
En del drenge, har en periode i deres liv hvor de faktisk tænder totalt af, hvis der er noget der genere dem tilstrækkelig meget. Det er noget nemmere at håndtere, hvis drengen er 5-6 år gammel, end det som du oplever nu. Omvendt har din dreng en alder, hvor han begynder at kunne forstå betydning af ansvar, og tage metoder til sig - noget du ikke kommer langt med overfor din 5-årige søn.
Det er rigtig svært at komme med brugbare råd herinde, uden at kende jeres familie eller drengen. Helt overordnet set, mener jeg ikke i skal finde jer i den opførsel. Han skal ikke straffes eller have klø, men han er nødt til at forstå det ikke er acceptabel opførsel, og han skal til at lære at ligge bånd på sig selv.
Jeg lærte det selv, ved at tælle til 10. Når man kommer til 3-4 stykker føler man sig så åndssvag at fusen går af ballonen.
Om metoden virker hos jer, aner jeg ikke - men det er da forsøget værd.
Man skal nok ikke rive knoppen af ham, hverken verbalt eller fysisk, men at tage fat i ham, kort og godt smide ham ud af huset, indtil han er køet ned kan være et forsøg også. Om han så render rundt i underfræsere og bare tæer i sneen, eller bare føler sig åndssvag er som sådan ligegyldig.
Begge metoder virker, fordi man stopper op i sin tilstand og forholder sig til noget nyt - man når at lukke tilpas meget damp ud af kedlen, til at man får kontrol over sig selv.
Jeg ved ikke hvor meget du kan bruge til noget, og jeg håber i finder ud af en løsning der virker for jer. Jeg tror ikke du skal være alt for forskrækket over det, men i er nok nødt til at arbejde på at få ham til at geare lidt ned.
MvH
/Mikkel