Virksomhedsejeren
Kvindelig leder
For 17 år siden startede jeg et mindre gartneri, som siden er vokset sig større og større. Men nu er vi som så mange andre løbet ind i krisetider. Og for første gang kom jeg i den penible situation at skulle afskedige en medarbejder, for at få økonomien til at løbe rundt. Valget var ikke nemt, men det blev en mand på 32 år, som jeg skønnede havde gode forudsætninger for at gå ud og finde et andet job. Alligevel pinte selve seancen mig i lang tid, og aftenen før betroede jeg nervøsiteten til en veninde.
Hun foreslog, at jeg klædte mig lidt udfordrende ud, i modsætning til min sædvanlige tildækkethed. Først mente jeg, at det kun ville gøre situationen endnu værre. Men i nattens løb tænkte jeg, at det måske kunne henlede hans opmærksomhed på noget andet end den tunge gang, som hun havde forudset.
Jeg tog derfor en meget nedringet bluse på om morgenen, med en solid sweater udover. Og først da jeg havde bedt min sekretær om at hente manden ind, tog jeg sweateren af. Han satte sig i stolen på den modsatte side af mit skrivebord, og jeg begyndte på de tørre kendsgerninger om vigende markeder osv.
Han fastholdt sit blik i mine øjne, så længe jeg gjorde det samme til ham. Men når jeg lænede mig frem for at tage diverse papirer på bordet, faldt hans blik ned på min velproportionerede barm, som tilmed blottedes yderligere ved den foroverbøjede stilling, til meget tæt på selve vorterne.
Samtalen varede over en halv time, mens vi diskuterede pension og alt muligt andet. Til sidst blev vi lidt uenig om anciennitetens varighed, og vi måtte finde dokumentation for hans præcise ansættelsesdato. Meget belejligt befandt svaret sig i et ringbind, som var placeret på øverste hylde. Jeg måtte derfor have en tretrinsstige til hjælp.
Da jeg stod deroppe på øverste platform i min lårkorte kjole med g-strengs-trusserne indenunder med bagdelen vendt direkte mod hans siddeplads, lod jeg som om, at jeg ikke lige vidste, hvilket ringbind det var i, og tog derfor nogle forkerte ud i første omgang. Givetvis til stor fornøjelse for min snart forhenværende medarbejder.
Det kunne ikke forsætte i det uendelig, og jeg satte mig tilbage i stolen og slog op på den rette side. Jeg kunne vise, at jeg havde ret, og han kunne ikke få en måneds ekstra aftrædelse. Egentlig desværre.
Samtalen blev overstået, og han virkede ikke særlig nedslået. Til min store lettelse. Da han gik hen til døren og låste op, bevægede jeg mig om bag en stor gulv til loft plante og kiggede ud af vinduet fra første sal, hvor kontoret lå. Da jeg hørte døren smække, skyndte jeg mig hurtig hen og låste den på ny, inden jeg gik over til stumtjeneren.
Jeg afførte alle mine klæder, til jeg stod i den skinbarlige ingenting. Med let spredte ben bukkede jeg mig ned og fandt mit sædvanlige arbejdstøj i sportstasken - med nogen besvær, da de almindelig trusser havde forputtet sig mellem tennistøjet til brug efter fyraften - tog det på og gik ud i produktionen. Min netop fyrede mand var ikke at se, men det slog jeg hen med, at han sikkert var gået helt udenfor for at fordøje afskedigelsen. Hvilket naturligvis var acceptabelt.
Da jeg en times tid senere kom tilbage til forkontoret, fik min sekretær henkastet midt i noget andet snak spurgt, hvordan det kunne være, at Thomas kom ud fra mit kontor, efter jeg havde forladt det.
”Han skulle lige sunde sig,” fik jeg spontant svaret og gik ind til mit domænerum og lukkede bag mig. Da jeg sad og sorterede diverse bilag, slog jeg pludselig hovedet op og kiggede over på skænken i det ene hjørne. Underneden lå noget, der ikke plejede at være der. Jeg gik derover og fik bakset det ud. Det var en tommestok.
Min tanker gik omgående tilbage til, da jeg stod foroverbøjet over sportstasken. Først faldt tanken mig gruopvækkende, men efter at have vænnet mig til, at det var sket, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile over det, og jeg blev faktisk lidt lun og fugtig i skridtet.
Sidst på dagen gik jeg ned til Thomas i det lille drivhus og spurgte ham, om han ikke savnede sin tommestok.
”Nå der var den,” svarede han nøgtern og lod som ingenting. Men da jeg fastholdt blikket i hans øjne, brød vi begge til sidst ud i en fornøjelig griner.
For 17 år siden startede jeg et mindre gartneri, som siden er vokset sig større og større. Men nu er vi som så mange andre løbet ind i krisetider. Og for første gang kom jeg i den penible situation at skulle afskedige en medarbejder, for at få økonomien til at løbe rundt. Valget var ikke nemt, men det blev en mand på 32 år, som jeg skønnede havde gode forudsætninger for at gå ud og finde et andet job. Alligevel pinte selve seancen mig i lang tid, og aftenen før betroede jeg nervøsiteten til en veninde.
Hun foreslog, at jeg klædte mig lidt udfordrende ud, i modsætning til min sædvanlige tildækkethed. Først mente jeg, at det kun ville gøre situationen endnu værre. Men i nattens løb tænkte jeg, at det måske kunne henlede hans opmærksomhed på noget andet end den tunge gang, som hun havde forudset.
Jeg tog derfor en meget nedringet bluse på om morgenen, med en solid sweater udover. Og først da jeg havde bedt min sekretær om at hente manden ind, tog jeg sweateren af. Han satte sig i stolen på den modsatte side af mit skrivebord, og jeg begyndte på de tørre kendsgerninger om vigende markeder osv.
Han fastholdt sit blik i mine øjne, så længe jeg gjorde det samme til ham. Men når jeg lænede mig frem for at tage diverse papirer på bordet, faldt hans blik ned på min velproportionerede barm, som tilmed blottedes yderligere ved den foroverbøjede stilling, til meget tæt på selve vorterne.
Samtalen varede over en halv time, mens vi diskuterede pension og alt muligt andet. Til sidst blev vi lidt uenig om anciennitetens varighed, og vi måtte finde dokumentation for hans præcise ansættelsesdato. Meget belejligt befandt svaret sig i et ringbind, som var placeret på øverste hylde. Jeg måtte derfor have en tretrinsstige til hjælp.
Da jeg stod deroppe på øverste platform i min lårkorte kjole med g-strengs-trusserne indenunder med bagdelen vendt direkte mod hans siddeplads, lod jeg som om, at jeg ikke lige vidste, hvilket ringbind det var i, og tog derfor nogle forkerte ud i første omgang. Givetvis til stor fornøjelse for min snart forhenværende medarbejder.
Det kunne ikke forsætte i det uendelig, og jeg satte mig tilbage i stolen og slog op på den rette side. Jeg kunne vise, at jeg havde ret, og han kunne ikke få en måneds ekstra aftrædelse. Egentlig desværre.
Samtalen blev overstået, og han virkede ikke særlig nedslået. Til min store lettelse. Da han gik hen til døren og låste op, bevægede jeg mig om bag en stor gulv til loft plante og kiggede ud af vinduet fra første sal, hvor kontoret lå. Da jeg hørte døren smække, skyndte jeg mig hurtig hen og låste den på ny, inden jeg gik over til stumtjeneren.
Jeg afførte alle mine klæder, til jeg stod i den skinbarlige ingenting. Med let spredte ben bukkede jeg mig ned og fandt mit sædvanlige arbejdstøj i sportstasken - med nogen besvær, da de almindelig trusser havde forputtet sig mellem tennistøjet til brug efter fyraften - tog det på og gik ud i produktionen. Min netop fyrede mand var ikke at se, men det slog jeg hen med, at han sikkert var gået helt udenfor for at fordøje afskedigelsen. Hvilket naturligvis var acceptabelt.
Da jeg en times tid senere kom tilbage til forkontoret, fik min sekretær henkastet midt i noget andet snak spurgt, hvordan det kunne være, at Thomas kom ud fra mit kontor, efter jeg havde forladt det.
”Han skulle lige sunde sig,” fik jeg spontant svaret og gik ind til mit domænerum og lukkede bag mig. Da jeg sad og sorterede diverse bilag, slog jeg pludselig hovedet op og kiggede over på skænken i det ene hjørne. Underneden lå noget, der ikke plejede at være der. Jeg gik derover og fik bakset det ud. Det var en tommestok.
Min tanker gik omgående tilbage til, da jeg stod foroverbøjet over sportstasken. Først faldt tanken mig gruopvækkende, men efter at have vænnet mig til, at det var sket, kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile over det, og jeg blev faktisk lidt lun og fugtig i skridtet.
Sidst på dagen gik jeg ned til Thomas i det lille drivhus og spurgte ham, om han ikke savnede sin tommestok.
”Nå der var den,” svarede han nøgtern og lod som ingenting. Men da jeg fastholdt blikket i hans øjne, brød vi begge til sidst ud i en fornøjelig griner.