Watchtowerisme v. kristendom
Jehovas vidner ynder at sammenligne sig selv og de første kristne, bl. a. ved deres gåen fra dør til dør. En blot kortfattet sammenligning viser dog, at sammenligningen er helt forskruet, da budskabet var og er helt forskelligt. Hvor i NT læser vi f.eks. udførligt om, at kristne snakkede med folk om vigtigheden af Guds navn? Og hvor er der vægtige vidnsbyrd om, at man i menighederne drøftede nødvendigheden af at gøre mennesker bekendt med navnet? Ingen steder, selvfølgelig, for kernebn i de kristnes budskab var den Jesus, som mange havde set, og mange andre hørt om, var opstået fra de døde, til trods for han havde lidt døden på et kors. DEet var den levende Jesus, de fortalte om med glæde og forventning, for ved hans døds overvindelse, var noget nyt blevet til m.h.t håb og frihed, og det indbød de alle til at tage del i. Watchtowerismen er optaget af helt andre ting.
Og når der efter trosoplevelsen fulgte dåb, var der da betingelser for den, som f.eks. først at gennemgå et kursus i de hebraiske skrifter, at gå fra dør til dør, at binde sig til den kristne troskreds ved at aflægge troskabsløfte til den? Selvfølgelig ikke. Da Peter besøgte den romerske officer, Kornelius (Ap. G. kap. 10) skete dåben hurtigt og uden betingelser ud over trosmodtagelsen, og derfor kunne Peter sige: "Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?"
Da Peter og Silas blev kastet i fængsel i Filippe (Ap.G. 16) skete der noget tilsvarende. Vi læser, at der indtraf et under, så at fængslets døre åbnedes. Fangevogteren var på nippet til at begå selvmord. Han kendte udmærket konsekvensen af en fangeflugt. Paulus beroliger ham, alle fanger er der stadig. Fangevogteren spurgte: "I herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Og Paulus svarede kort:" Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus. " Derefter fulgte så fangevogterens dåb, "og alle hans blev straks døbt." Straks, og udelukkende ved troen på Jesus. De kristne vidnede om Kristi opstandelse og frelsen ved troen på ham. Watchtowerismen lægger større vægt på andet og afkræver et afhængighedsløfte til organisationen ved deres dåbsritual.
"Thi så ofte, som I spiser dette brød og drikker vinen, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." Hvis Jsus er kommet igen usynligt, hvorfor bliver vidnerne da ved med at holde deres mindehøjtid, som de kalder nadvren, og som kun finder sted én gang om året? Hos kristne indbydes alle til at tage del i brød og vin; watchtowerismen lader kun de, der har et himelsk håb, tage del. Vidnerne mener jo, at 144000 skal regere sammen med Jesus (en ærkeengel efter desres målestok, til trods for bibelens klare afvisning af dette), mens der vil opstå en jordisk skare. Jeg har selv været med til en mindehøjtid, og det virkede temmelig mærkeligt, at brød og vin hele tiden blev rakt videre, uden at nogen smagte.
Raymond Franz, nevø til organisationens præsident for år tilbage, Fred Franz, sad 9 år i det styrende råd. Det blev en oplevelse, der fik katastrofale følger for hans livslange tro. Han plevede, hvordan man i rådet sjældent gjorde brug af bibelen for at søge åndelig indsigt i og svar på forskellige spørgsmål. I stedet holdt man sig til organisatioens regler og traditioner. Ydermere kom han under vejrs med foruroligende begivenheder i to lande, og hans bekymring og tvivl begyndte at blive vakt, da han hørte om de tilfælde, vidner havde kontaktet ham om. I ét land bestak Jehovas vidner embedsmænd til at udstede papirer på, at de havde gennemført militærtjeneste, hvilket de ikke havde. Fremgangsmåden med bestikkelse fik grønt lys fra ledelsen i Brooklyn. I et afrikansk land måtte mange vidner lade livet. Diktaturet dér krævede, at borgerne skulle bære et kort på sig. Vidnerne nægtede dette, da de jo ikke må være politisk. Følgen var, at tusinder af Jehovas vidner blev slået ihjel. De døde ikke for deres tro på Jesus Kristus, men på grund af et kort... Raymond Franz blev rystet over det, han hørte og forstod ikke, hvordan man kunne spille hasard mede folks liv på den måde. Det stemte ikke med den tro, han havde. Det hele endte med, at han blev udstødt, ikke kun af det styrende råd, men af organisationen. Derefter blev han groft sværtet til (Jesus: "Elsk jeres fjender"). Han var bl.a. blevet set med et eks-vidne, og det blev taget fortrydeligt op. De to havde ikke haft konspirationsovervejelser i tankerne, men havde blot mødtes over en kop kaffe, da de havde kendt hinanden i mange år. Franz skrev bogen "Samvittighedskrise", hvor han hverken hetzer mod eller nedgør vidnerne, men stille og roligt fortæller om overvejelserne, han gjorde sig, da han blev medlem af det højeste organ i organisatioen, sin begyndende tvivl og udviklingen af denne til bruddet. Den er meget læseværdig.
Randy Watters var ansat ved hovedkvarteret i omkring 6 år. Han brød med organisationen, da det gik op for ham, at kristen tro og watertowerisme var forskellige. Han og nogle kammerater havde læst Romerbrevet sammen, uden kommentarer fra Vagttårnet og opdagede til deres store glæde en hidtil ukendt frihed og lettelse. Han er i dag, såvidt jeg ved, baptist. Han har skrevet nogle glimende bøger og giver bl.a. eksempler på, hvor stor fortjeneaste selskabet har, da der er et stort svælg mellem fremstillingsomkostningerne og salgsprisen af deres litteratur. Han må vide noget om det, for han arbejdede i litteraturafdelingen, endog på en sådan post, at han af og til havde adgang til det styrende råd. Han nedgør heller ikke vidnerne, for, som han fortæller, mødte han mange dejlige mennesker blandt vidnerne. Men han afslører ledelsens hykleri og selvmodsigelser, da han mener, at almindelige vidner - og andre - bør have kendskab til, hvad der foregår på de bonede gulve i ledelsen. Han har også en glimrende hjemmeside på nettet, www.randytv.com, som er et besøg værd.
Dette er skrevet i håb om, at medkiggende menbnesker her på debaten, der overvejer at blive Jehovas vidner, vil tænke om en ekstra gang eller to og bl.a. sætte sig lidt ind i den på mange måder besynderlige historie inden for bevægelsen. Hvordan f.eks. den første præsident brugte pyramidernes mål til udregning af endetiderne, hcvorfor hans grav er prydet med, ikke et kors men, en pyramide, at Jehova engang mentes at residere i 7-stjernen, at man engang måtte fejre jul - der er udmærkede billeder af ledende vidner helt i toppen, til julefest - at et dyr i Jobs bog skulle symbolere damplokomotivet,
at præsidenten Judge Rutherford var dranker og fik smuglet spiritus hjem til sig under tørkelægningstiden i USA. Jeg vil på ingen måde nedgøre alkoholkere, selvfølgelig, men bare påpege, at forholdene inden for organisationen ikke altid er så retlinede, som man gerne vil give det indtryk af. Jehovas vidner er hverken værre eller bedre end vi andre.
Og spørg så jer selv om, hvorvidt Jesus er en engel, når det i Hebræerbrevet, kapitel 1, vers 5, hedder: "Til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: "Du er min søn, jeg har født dig i dag"?"
Og endelig: Watchtowerismens frelse er betinget af mange overflødige ting, der ikke har nogen væsentlig betydning. Kristendommen drejer sig enkelt om personlig frelse ved det, Jesus allerede har gjort, og tage imod det. For mange den rene galimatias, for mange andre en Guds kraft. Og sådan har det været lige, siden de første kristne gik rundt og fortalte om korset og den tomme grav.
Venlig hilsen Dirk.
Og når der efter trosoplevelsen fulgte dåb, var der da betingelser for den, som f.eks. først at gennemgå et kursus i de hebraiske skrifter, at gå fra dør til dør, at binde sig til den kristne troskreds ved at aflægge troskabsløfte til den? Selvfølgelig ikke. Da Peter besøgte den romerske officer, Kornelius (Ap. G. kap. 10) skete dåben hurtigt og uden betingelser ud over trosmodtagelsen, og derfor kunne Peter sige: "Skulle nogen kunne hindre disse i at blive døbt med vand, da de jo dog har fået Helligånden lige så vel som vi?"
Da Peter og Silas blev kastet i fængsel i Filippe (Ap.G. 16) skete der noget tilsvarende. Vi læser, at der indtraf et under, så at fængslets døre åbnedes. Fangevogteren var på nippet til at begå selvmord. Han kendte udmærket konsekvensen af en fangeflugt. Paulus beroliger ham, alle fanger er der stadig. Fangevogteren spurgte: "I herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?" Og Paulus svarede kort:" Tro på Herren Jesus, så skal du blive frelst, du og dit hus. " Derefter fulgte så fangevogterens dåb, "og alle hans blev straks døbt." Straks, og udelukkende ved troen på Jesus. De kristne vidnede om Kristi opstandelse og frelsen ved troen på ham. Watchtowerismen lægger større vægt på andet og afkræver et afhængighedsløfte til organisationen ved deres dåbsritual.
"Thi så ofte, som I spiser dette brød og drikker vinen, forkynder I Herrens død, indtil han kommer." Hvis Jsus er kommet igen usynligt, hvorfor bliver vidnerne da ved med at holde deres mindehøjtid, som de kalder nadvren, og som kun finder sted én gang om året? Hos kristne indbydes alle til at tage del i brød og vin; watchtowerismen lader kun de, der har et himelsk håb, tage del. Vidnerne mener jo, at 144000 skal regere sammen med Jesus (en ærkeengel efter desres målestok, til trods for bibelens klare afvisning af dette), mens der vil opstå en jordisk skare. Jeg har selv været med til en mindehøjtid, og det virkede temmelig mærkeligt, at brød og vin hele tiden blev rakt videre, uden at nogen smagte.
Raymond Franz, nevø til organisationens præsident for år tilbage, Fred Franz, sad 9 år i det styrende råd. Det blev en oplevelse, der fik katastrofale følger for hans livslange tro. Han plevede, hvordan man i rådet sjældent gjorde brug af bibelen for at søge åndelig indsigt i og svar på forskellige spørgsmål. I stedet holdt man sig til organisatioens regler og traditioner. Ydermere kom han under vejrs med foruroligende begivenheder i to lande, og hans bekymring og tvivl begyndte at blive vakt, da han hørte om de tilfælde, vidner havde kontaktet ham om. I ét land bestak Jehovas vidner embedsmænd til at udstede papirer på, at de havde gennemført militærtjeneste, hvilket de ikke havde. Fremgangsmåden med bestikkelse fik grønt lys fra ledelsen i Brooklyn. I et afrikansk land måtte mange vidner lade livet. Diktaturet dér krævede, at borgerne skulle bære et kort på sig. Vidnerne nægtede dette, da de jo ikke må være politisk. Følgen var, at tusinder af Jehovas vidner blev slået ihjel. De døde ikke for deres tro på Jesus Kristus, men på grund af et kort... Raymond Franz blev rystet over det, han hørte og forstod ikke, hvordan man kunne spille hasard mede folks liv på den måde. Det stemte ikke med den tro, han havde. Det hele endte med, at han blev udstødt, ikke kun af det styrende råd, men af organisationen. Derefter blev han groft sværtet til (Jesus: "Elsk jeres fjender"). Han var bl.a. blevet set med et eks-vidne, og det blev taget fortrydeligt op. De to havde ikke haft konspirationsovervejelser i tankerne, men havde blot mødtes over en kop kaffe, da de havde kendt hinanden i mange år. Franz skrev bogen "Samvittighedskrise", hvor han hverken hetzer mod eller nedgør vidnerne, men stille og roligt fortæller om overvejelserne, han gjorde sig, da han blev medlem af det højeste organ i organisatioen, sin begyndende tvivl og udviklingen af denne til bruddet. Den er meget læseværdig.
Randy Watters var ansat ved hovedkvarteret i omkring 6 år. Han brød med organisationen, da det gik op for ham, at kristen tro og watertowerisme var forskellige. Han og nogle kammerater havde læst Romerbrevet sammen, uden kommentarer fra Vagttårnet og opdagede til deres store glæde en hidtil ukendt frihed og lettelse. Han er i dag, såvidt jeg ved, baptist. Han har skrevet nogle glimende bøger og giver bl.a. eksempler på, hvor stor fortjeneaste selskabet har, da der er et stort svælg mellem fremstillingsomkostningerne og salgsprisen af deres litteratur. Han må vide noget om det, for han arbejdede i litteraturafdelingen, endog på en sådan post, at han af og til havde adgang til det styrende råd. Han nedgør heller ikke vidnerne, for, som han fortæller, mødte han mange dejlige mennesker blandt vidnerne. Men han afslører ledelsens hykleri og selvmodsigelser, da han mener, at almindelige vidner - og andre - bør have kendskab til, hvad der foregår på de bonede gulve i ledelsen. Han har også en glimrende hjemmeside på nettet, www.randytv.com, som er et besøg værd.
Dette er skrevet i håb om, at medkiggende menbnesker her på debaten, der overvejer at blive Jehovas vidner, vil tænke om en ekstra gang eller to og bl.a. sætte sig lidt ind i den på mange måder besynderlige historie inden for bevægelsen. Hvordan f.eks. den første præsident brugte pyramidernes mål til udregning af endetiderne, hcvorfor hans grav er prydet med, ikke et kors men, en pyramide, at Jehova engang mentes at residere i 7-stjernen, at man engang måtte fejre jul - der er udmærkede billeder af ledende vidner helt i toppen, til julefest - at et dyr i Jobs bog skulle symbolere damplokomotivet,
at præsidenten Judge Rutherford var dranker og fik smuglet spiritus hjem til sig under tørkelægningstiden i USA. Jeg vil på ingen måde nedgøre alkoholkere, selvfølgelig, men bare påpege, at forholdene inden for organisationen ikke altid er så retlinede, som man gerne vil give det indtryk af. Jehovas vidner er hverken værre eller bedre end vi andre.
Og spørg så jer selv om, hvorvidt Jesus er en engel, når det i Hebræerbrevet, kapitel 1, vers 5, hedder: "Til hvem af englene har Gud nogen sinde sagt: "Du er min søn, jeg har født dig i dag"?"
Og endelig: Watchtowerismens frelse er betinget af mange overflødige ting, der ikke har nogen væsentlig betydning. Kristendommen drejer sig enkelt om personlig frelse ved det, Jesus allerede har gjort, og tage imod det. For mange den rene galimatias, for mange andre en Guds kraft. Og sådan har det været lige, siden de første kristne gik rundt og fortalte om korset og den tomme grav.
Venlig hilsen Dirk.