Åbnede jeg for meget op?
Åh jeg har det så pinligt lige nu. Jeg sidder med en grim smag i munden. Måske er det fordi jeg ikke kan se rigtig klart.
Jeg har fået en ny makker i badminton, som jeg spiller mixdouble med, sammen med en veninde og en af hendes venner.
I løbet af sommeren har han og jeg mailet lidt sammen, fordi han er ny i klubben og mangler noget materiale og lidt af hvert. Det blev ca. en mail engang om ugen, hvor vi snakkede om lidt og hvert.
Det er først nu her bagfter, at det rigtig slår mig, at de mails blev personlige.
En tæt på mig er alvorligt syg og det er det der har optaget mig hele sommeren. Jeg har befundet mig i en bobel, rent ud sagt. Da vi fik det endeligt konstateret, skrev jeg til ham min ne makker, at jeg måtte vente lidt med at aftale en tid til at spille (vi skulle have et par undervisningstimer sammen), da jeg ikke lige vidste hvad fremtiden ville bringe på daværende tidspunkt.
Han skrev at det var fint og at jeg bare kunne skrive igen og fortalte også om, at en i hans familie er syg og så gik de mails lidt slag i slag. Jeg skrev med en uges mellemrum og han svarede altid med det samme. Det var faktisk med vilje, at jeg ikke skrev tiere, da jeg ikke ville overdynge ham. Jeg kender ham jo ikke så godt.
Jeg prøvede at holde det på et forholdsvist sagligt niveau og ikke gå ned i for mange detaljer med følelser osv. Han spurgte fortsat indtil det hele og så svarede jeg og automatisk blev vores mails mere detaljerede.
Nu skrev jeg så en mail for et stykke tid siden. 3 mails i én, fordi jeg samtidig fik besked om, at behandlingen faktisk gik rigtig godt for min kære onkel, så jeg skrev efterfølgende at det hele så fint ud, at jeg godt kunne starte den og den dag og at jeg håbede det gik godt for hans familiemedlem.
Han svarer slet ikke på andet end, at det er fint den dag og siger ja til tidspunktet. Jeg bekræfter og så hører jeg ellers ikke mere.
Alle mails er samlet i en mail, så måske han bare har læst den sidste med tid og sted, men det skulle da undre mig.
Nå sagen er, at det ikke drejer sig om kæresteri, selvom det godt kan lyde ret teenage agtigt det her. Jeg har lige gjort det forbi med min kæreste gennem nogle år, så for mit eget vedkommende ihvertfald, er det slet ikke den vej jeg går...med nogen!
Sagen er, at jeg er normalt et meget privat menneske og jeg synes det er grænseoverskridende at åbne op, medmindre jeg kender folk. Derfor gjorde jeg det kun i en skrabet udgave her, så vidt det var muligt og nu synes jeg det er vildt pinligt og ubehageligt, hvis det bare har været for meget alligevel.
Han sidder med arbejde til op over begge ører, men har gjort det hele sommeren. Jeg ved ikke hvorfor han pludselig skar af, han spurgte selv ind til det hele. Jeg sidder med en rigtig dårlig smag i munden, fedt at starte et hold på den måde, håber sgu ikke jeg har gjort det anstrengt mellem os og dermed for os 4 der spiller. Crist!
Det er først nu jeg sådan rigtig er vågnet op af tågen, efter jeg har fået at vide, at det går godt med min onkel. Nu begynder jeg at kunne se det hele lidt udefra.
Jeg har ikke skrevet mere til ham. Lader den bare ligge der.
Er der ikke andre der har det som mig? Jeg kan gå helt i selvsving over, hvis jeg har åbnet for meget op, overfor folk jeg ikke kender. Jeg synes det er pinligt (og jeg ved oven i købet at det er dumt at synes det er pinligt, men jeg kan ikke fjerne følelsen).
Nu føler jeg bare jeg er belastende😮😃
Giv mig lige en hånd her...eller et spark i røven...whatever🙂
Jeg har fået en ny makker i badminton, som jeg spiller mixdouble med, sammen med en veninde og en af hendes venner.
I løbet af sommeren har han og jeg mailet lidt sammen, fordi han er ny i klubben og mangler noget materiale og lidt af hvert. Det blev ca. en mail engang om ugen, hvor vi snakkede om lidt og hvert.
Det er først nu her bagfter, at det rigtig slår mig, at de mails blev personlige.
En tæt på mig er alvorligt syg og det er det der har optaget mig hele sommeren. Jeg har befundet mig i en bobel, rent ud sagt. Da vi fik det endeligt konstateret, skrev jeg til ham min ne makker, at jeg måtte vente lidt med at aftale en tid til at spille (vi skulle have et par undervisningstimer sammen), da jeg ikke lige vidste hvad fremtiden ville bringe på daværende tidspunkt.
Han skrev at det var fint og at jeg bare kunne skrive igen og fortalte også om, at en i hans familie er syg og så gik de mails lidt slag i slag. Jeg skrev med en uges mellemrum og han svarede altid med det samme. Det var faktisk med vilje, at jeg ikke skrev tiere, da jeg ikke ville overdynge ham. Jeg kender ham jo ikke så godt.
Jeg prøvede at holde det på et forholdsvist sagligt niveau og ikke gå ned i for mange detaljer med følelser osv. Han spurgte fortsat indtil det hele og så svarede jeg og automatisk blev vores mails mere detaljerede.
Nu skrev jeg så en mail for et stykke tid siden. 3 mails i én, fordi jeg samtidig fik besked om, at behandlingen faktisk gik rigtig godt for min kære onkel, så jeg skrev efterfølgende at det hele så fint ud, at jeg godt kunne starte den og den dag og at jeg håbede det gik godt for hans familiemedlem.
Han svarer slet ikke på andet end, at det er fint den dag og siger ja til tidspunktet. Jeg bekræfter og så hører jeg ellers ikke mere.
Alle mails er samlet i en mail, så måske han bare har læst den sidste med tid og sted, men det skulle da undre mig.
Nå sagen er, at det ikke drejer sig om kæresteri, selvom det godt kan lyde ret teenage agtigt det her. Jeg har lige gjort det forbi med min kæreste gennem nogle år, så for mit eget vedkommende ihvertfald, er det slet ikke den vej jeg går...med nogen!
Sagen er, at jeg er normalt et meget privat menneske og jeg synes det er grænseoverskridende at åbne op, medmindre jeg kender folk. Derfor gjorde jeg det kun i en skrabet udgave her, så vidt det var muligt og nu synes jeg det er vildt pinligt og ubehageligt, hvis det bare har været for meget alligevel.
Han sidder med arbejde til op over begge ører, men har gjort det hele sommeren. Jeg ved ikke hvorfor han pludselig skar af, han spurgte selv ind til det hele. Jeg sidder med en rigtig dårlig smag i munden, fedt at starte et hold på den måde, håber sgu ikke jeg har gjort det anstrengt mellem os og dermed for os 4 der spiller. Crist!
Det er først nu jeg sådan rigtig er vågnet op af tågen, efter jeg har fået at vide, at det går godt med min onkel. Nu begynder jeg at kunne se det hele lidt udefra.
Jeg har ikke skrevet mere til ham. Lader den bare ligge der.
Er der ikke andre der har det som mig? Jeg kan gå helt i selvsving over, hvis jeg har åbnet for meget op, overfor folk jeg ikke kender. Jeg synes det er pinligt (og jeg ved oven i købet at det er dumt at synes det er pinligt, men jeg kan ikke fjerne følelsen).
Nu føler jeg bare jeg er belastende😮😃
Giv mig lige en hånd her...eller et spark i røven...whatever🙂