1 Mosebog 1:26 - Et svar til Multani

Blandt de gamle skrifter som jøderne i det første århundrede havde adgang til, var den bog som Guds profet Mika havde skrevet cirka syv hundrede år tidligere. Heri kunne man læse hvor Messias skulle fødes. „Du, Betlehem Efrata, for lille til at være blandt Judas tusinder, af dig skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel, en hvis udspring er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.“ (Mika 5:2) Som en opfyldelse af disse ord blev Jesus født i byen Betlehem i Judæa i det vi nu benævner som år 2 f.v.t. Men hvordan kunne hans udspring være „fra de tidligste tider“?
Jesus havde en førmenneskelig tilværelse. Apostelen Paulus omtaler ham i sit brev til de kristne i Kolossæ som „den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte“. — Kolossenserne 1:15.
Jehova, visdommens kilde, skabte sin første søn som sit ’tidligste værk’, for at bruge det udtryk kong Salomon blev inspireret til at nedskrive i Ordsprogenes Bog. Efter at Jesus havde opholdt sig på jorden og var vendt tilbage til himmelen, vidnede han selv om at han var „Guds skaberværks begyndelse“. Som den personificerede visdom erklærede Jesus i sin førmenneskelige tilværelse: „Da [Jehova] beredte himmelen, var jeg der.“ — Ordsprogene 8:22, 23, 27; Åbenbaringen 3:14.
Fra begyndelsen fik Guds søn den enestående opgave at være „værkmester“ ved sin Faders side. I Ordsprogene 8:30 står der: „Jeg var den han [Jehova] holdt af dag efter dag. Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt.“
Jehova indbød senere sin førstefødte søn til at være med ved menneskets skabelse. „Lad os frembringe mennesker i vort billede,“ sagde Jehova, „så de ligner os.“ (1 Mosebog 1:26) Dermed blev der noget nyt at glæde sig over. „Menneskenes sønner holdt jeg af,“ sagde Jesus i sin førmenneskelige tilværelse. (Ordsprogene 8:31) I begyndelsen af sit evangelium anerkender apostelen Johannes den andel Jesus i sin førmenneskelige tilværelse havde i skabelsen: „Alt er blevet til gennem ham, og uden ham er end ikke én ting blevet til.“ — Johannes 1:3.
Så når Gud i 1 Mosebog 1:26 siger: "Lad os gøre mennesket i vort billede, så de ligner os ...", taler han ikke til sig selv, men til sin søn Jesus Kristus. Jesus er den første Gud har skabt. Forud for universet. Navnet Jesus fik han først senere, da han blev født som menneske på jorden.
Tak fordi du ville høre mit svar.
Med venlig hilsen, ftg.

ftg prøver at forklare, hvorfor Gud i 1 Mos 1:26 ikke er flere personer, på trods af formen elohim (som kan være en flertalsform, men som også kan dække over majestætisk flertal). Jeg citerer fra trådstarteren:
---------------------------------------- CITAT FTG --------------------------------------
Så når Gud i 1 Mosebog 1:26 siger: "Lad os gøre mennesket i vort billede, så de ligner os ...", taler han ikke til sig selv, men til sin søn Jesus Kristus. Jesus er den første Gud har skabt. Forud for universet. Navnet Jesus fik han først senere, da han blev født som menneske på jorden.
---------------------------------------- CITAT SLUT ------------------------------------
Det første man skal forstå er, at Jesus tydeligt bliver identificeret med JHVH i NT. Vi kan eksempelvis se på, hvad Gud svarede Moses, da Moses spurgte, hvem han skulle sige havde sendt ham:
"Gud svarede Moses: »Jeg er den, jeg er!« Og han sagde: »Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer.«" 2 Mos 3:14
"Jeg Er" dannes af det hebraiske bogstav "hoveh" - eller HVH (indimellem blot H) på dansk. Bogstaverne er naturligvis et ordspil på gudsnavnet JHVH. Men dette, at gud havde sagt "Jeg ER" om sig selv er stadig så vigtig en erkendelse for jøderne, at man stadig i dag ikke bruger formen "Jeg er" på hebraisk om sig selv. Så en jøde vil stadig aldrig sige: "Jeg er lærer", men vil i stedet sige "Jeg lærer" (hvilket i og for sig er lige så forkert på hebraisk, som det er på dansk). I denne sammenhæng er det interessant, at Jesus i NT flere gange siger "Jeg Er" om sig selv - hvis han virkeligt har sagt det på hebraisk er det ikke så underligt at det fik jøderne til at forsøge at stene ham:
"Jesus sagde til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er, før Abraham blev født.« Da tog de sten op for at kaste dem på ham; men Jesus forsvandt og forlod tempelpladsen" Joh 8:58-59
Hvis vi nu lægger JV retorikken lidt væk, og forsøger at danne os et billede af, hvad teksten i virkeligheden betyder, er der nogle ting man skal forstå. For det første at ental/flertal på hebraisk ikke alene dannes af ordets form, men også af de udsagnsord/genstandsord ordet lægger sig til. Utallige gange bruges flertalsformen elohim om Gud, men de omkringliggende ord benyttes somom ordet er et entalsord. Dette viser, at elohim i det mindste på nyere hebraisk benyttes som et entalsord (majestætisk flertal). Spørgsmålet er så, om det er alt hvad der er at sige om dette forhold.
Lad os kigge på enkelte andre tekster fra GT. Vi lægger ud med denne:
"Og da Gud lod mig flakke om langt fra min fars hus, sagde jeg til hende:" 1 Mos 20:13
Her står Gud som elohim (hvilket som sagt i sig selv intet beviser om en flertalsform). Det interesante er at ordet "lod" også er i flertal på hebraisk, og så viser sammenhængen pludseligt tydeligt, at der i virkeligheden burde stå "guderne" i oversættelsen - altså Gud i flertal! Og der er flere af den slags steder:
"Dér byggede han et alter og kaldte stedet El-Betel, for dér havde Gud åbenbaret sig for ham" 1 Mos 35:7
Gud er her "ha-elohim" (flertalsform), men det er "åbenbaret" også ("niglu"), så egentligt var det "guderne" der havde åbenbaret sig for Jakob.
"For har noget menneske nogen sinde hørt den levende Gud tale inde fra ilden, sådan som vi har, og har bevaret livet?" 5 Mos 5:26
Den levende Gud er her "elohim hayyim". Det er altså både Gud og levende der står i flertal, så det var guderne de hørte inde i ilden. Eller hvad med dette sted, hvor flere guder udfrier israelitterne:
"Hvem er som dit folk Israel, det eneste folkeslag på jorden, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk" 2 Sam 7:23
"Gud kom" er her "elohim balku" - både Gud og kom er flertalsform, så det var i virkeligheden guderne der kom. Det anerkendte David også i kampen imod kæmpen Goliat. To gange pointerer han, at filistrene med Goliat i spidsen har hånet "den levende Guds slagrækker" (1 Sam 17:26+36). Men "levende Guds" er her "elohim hayyim" og der ved vi jo allerede, at begge ord er i flertalsform, så der er i virkeligheden tale om de levende guders slagrækker (hære).
Det faktum at sådanne steder af traditionelle årsager oversættes i ental ændrer ikke på, at stederne uomtvisteligt henviser til gud i flertal. Der kan ikke være nogen tvivl om, at Davis henviser til "sande guder", eller at det var "sande guder" der udfriede israelitterne fra afguderne.
Man kan ikke udaf grammatikken i 1 Mos 1:26 se, om det er guder, engle eller hvad det er Gud taler til, men det er heller ikke så væsentligt, for hele himmelens hær repræsenterer Gud for mennesket, så i gammeltestamenteligt sprog er der intet problem med at lade Gud være flertal. Det er jo netop derfor isarelitterne havde brug for "shemaet" til at fortæller dem, at Gud er en enhed:
"Hør, Israel! Herren vor Gud, Herren er én" 5 Mos 6:4
Der er kun en JHVH, nemlig israels Gud. Rart at få afklaret, når Gud sådan kunne være i flertal og mange guder kunne hånes, eller når Jakob kunne kæmpe med en engel og mene han havde set guderne. Men inden ftg nu læser shemaet og konkluderer, at så er JHVH alligevel kun en person, skal han nok lige vide en ting. Ordet "en" er her "echad", et ord der betegner enhed ligeså ofte som det betegner tallet en. Eksempelvis er "echad" her tydeligvis flere personer:
"Derfor forlader en mand sin far og mor og binder sig til sin hustru, og de bliver ét kød." 1 Mos 2:24
Et i "et kød" er også her "echad" - altså to personer der er et i kødet. Så at JHVH er en (echad) udelukker ikke, at JHVH kan bestå af flere personer - eksempelvis siger Jesus jo tydeligt, at han og Faderen er et - hvis Han har sagt det på hebraisk har han utvivlsomt sagt, at de to var "echad" - i overensstemmelse med shemaet's erklæring om JHVH's enhed:
"Jeg og Faderen er ét." Joh 10:30

Er der virkelig nogle, som tror på alt det sludder og vrøvl, som står i en gammel bog.
Der er jo i virkeligheden ingen, som ved noget som helst.
Selv om man henviser til gamle skrøner bliver det jo ikke mere rigtigt af den grund.
Religion er roden til alt ondt, det er jo beviseligt.

og så undrer jeg mig over at du selv kan tillade dig at blæse en masse løse påstande ud i luften uden så meget som en enkelt troværdig begrundelse.
Vi troende får tit at vide vi er hjernevaskede og ude af stand til selv at tænke, men sjovt nok ligner din post en typisk hadepost fra folk som kun har det ønske at kritisere uden andet mål end selve kritikken.
Religion kan være farligt i hænderne på visse mennesker, religion kan også være fantastisk i hænderne på andre.
Jeg kender nogle af de sødeste mennesker som har fået en fantastisk liv, efter at have fået troen ind i livet.
Blandt andet fordi troen har reddet dem ud af dårlige og belastede miljøer.
Hvorfor så egentlig beklage sig, når der BEVISELIGT er mange eksempler på gode hændelser i forbindelse med religion.
Lad os nu glemme fordomme og floskler, at have et konstant had mod religion, gør ikke denne verden til et bedre sted.
mvh multani