Abort = et forhold at kæmpe for.
Fik en abort for ca. 2 måneder siden. Men det startede for ca 6 mdr siden (nogle dage før juleaften) det kørte lidt af lort i forvejen, men jeg blev spurgt om vi ikke skulle have en lille bebs. Det siger man ikke nej til, og så når det ligefrem er manden som spørg. (Jeg hører altid at det kommer fra kvinden) Jeg var glad og det var han osse. vi snakkede om hvornår det så skulle være, ca termins måned. Det blev ændret 3 gange og vi nåede ind i det nye år. Jeg havde tjek på, hvornår jeg havde ægløsning 5jan-10 jan, så vi kunne holde øje med det. Jeg startede i min 2 skoleperiode, som sosu-hjælper. Jeg begynder at blive mere og mere træt, og render på toilet i tide og utide. Men der er ingen alarmklokker som ringer.
Men det viser sig så at torsdag d 28 januar 10 ude på skolen, finder jeg ud af at jeg er gravid. Chokket og samtidig glad ringer til kæresten og fortæller nyheden. Da jeg kommer hjem snakker vi om det og er glade begge 2. Men glæden stopper brat dagen efter nyheden. Vi kommer op at tottes, pga at han mener at der ikke er råd til det. Jeg kommer med mine argumenter, for at hvis man skal gå og tænke over, at der skal være råd nok til at få et barn, så så får man jo aldrig børn. Jeg blev så sur og gal, at jeg hel uden at tænke over det, bare siger -Jamen så må det jo blive en abort. Ja svare han - og så var det løb kort. (Ja jeg var nok selv ude om det.)
Han var ikke til at hugge eller stikke i... Overhovedet. [:*(] Jeg tog så til lægen torsdag d 6 feb og hun kunne godt se at det ikke var det jeg ville, og hun rådede mig til at komme tilbage en uge efter hvor vi så kunne snakke om en beslutning. Men jeg stod fast fordi kæresten ikke var til at hugge i. Så det gav genlyd i mit hovedet da jeg "selvbevidst" sagde at det blev en abort. Hun tøvede og sagde okay hvis det er det du vil og hun gav mig de papir som man jo skal udfylde (Kender dem godt så hun behøvede ikke at snakke om dem, jeg ville bare skrive under og så ta hjem og grave mig ned i et hul.)
Jeg fik brev fra sygehuset om dato for en forundersøgelse Men selve den dumme dag var onsdag d 3marts (dagen efter min fødselsdag.) jeg skulle ta 2 piller 2timer før jeg skulle møde på sygehuset, for at blødgøre motoren, så det var nemmere for lægen. Jeg gik i bad og gik derefter ind for at spørge kæresten om han var helt sikker?? Ja det var han, så jeg gik ind for at proppe de 2 piller op.
Vi kommer til tiden den pågældende dag og jeg er ude igen kl 9.30. Siden den dag har vores forhold gået helt ad helvede til.
Samme dag som vi kom hjem havde jeg lyst til at knalde ham sådan én at han aldrig ville glemme det. Men vi snakkede om det hele og har gjort det meget siden. Men man bliver lidt træt af det samme emne hele tiden.
Men jeg sidder stadigvæk med følelsen af røvrendt-hed og udnyttelse, tillid som er forsvundet, følelserne er ikke på 100% mere, men på en ukendt %sats.
Øjne kan smile,
Munde kan le,
Men sorg i hjertet
Kan ingen se.
Vi har 3 delebørn, 2 fra hans side og 1 fra min. Og vi holder meget af dem.
Men det viser sig så at torsdag d 28 januar 10 ude på skolen, finder jeg ud af at jeg er gravid. Chokket og samtidig glad ringer til kæresten og fortæller nyheden. Da jeg kommer hjem snakker vi om det og er glade begge 2. Men glæden stopper brat dagen efter nyheden. Vi kommer op at tottes, pga at han mener at der ikke er råd til det. Jeg kommer med mine argumenter, for at hvis man skal gå og tænke over, at der skal være råd nok til at få et barn, så så får man jo aldrig børn. Jeg blev så sur og gal, at jeg hel uden at tænke over det, bare siger -Jamen så må det jo blive en abort. Ja svare han - og så var det løb kort. (Ja jeg var nok selv ude om det.)
Han var ikke til at hugge eller stikke i... Overhovedet. [:*(] Jeg tog så til lægen torsdag d 6 feb og hun kunne godt se at det ikke var det jeg ville, og hun rådede mig til at komme tilbage en uge efter hvor vi så kunne snakke om en beslutning. Men jeg stod fast fordi kæresten ikke var til at hugge i. Så det gav genlyd i mit hovedet da jeg "selvbevidst" sagde at det blev en abort. Hun tøvede og sagde okay hvis det er det du vil og hun gav mig de papir som man jo skal udfylde (Kender dem godt så hun behøvede ikke at snakke om dem, jeg ville bare skrive under og så ta hjem og grave mig ned i et hul.)
Jeg fik brev fra sygehuset om dato for en forundersøgelse Men selve den dumme dag var onsdag d 3marts (dagen efter min fødselsdag.) jeg skulle ta 2 piller 2timer før jeg skulle møde på sygehuset, for at blødgøre motoren, så det var nemmere for lægen. Jeg gik i bad og gik derefter ind for at spørge kæresten om han var helt sikker?? Ja det var han, så jeg gik ind for at proppe de 2 piller op.
Vi kommer til tiden den pågældende dag og jeg er ude igen kl 9.30. Siden den dag har vores forhold gået helt ad helvede til.
Samme dag som vi kom hjem havde jeg lyst til at knalde ham sådan én at han aldrig ville glemme det. Men vi snakkede om det hele og har gjort det meget siden. Men man bliver lidt træt af det samme emne hele tiden.
Men jeg sidder stadigvæk med følelsen af røvrendt-hed og udnyttelse, tillid som er forsvundet, følelserne er ikke på 100% mere, men på en ukendt %sats.
Øjne kan smile,
Munde kan le,
Men sorg i hjertet
Kan ingen se.
Vi har 3 delebørn, 2 fra hans side og 1 fra min. Og vi holder meget af dem.