adoptivbarn sammen med ægte?

Jeg tænker på at når jeg engang skal have børn vil jeg gerne have "mit eget" (hvis jeg kan) men sammen med "mit eget" vil jeg også gerne adoptere ét eller to børn. Jeg synes med den overbefolkning vil jeg ikke sætte flere børn i verden men i stedet hjælpe til med at give dem der allerede ér sat i verden en chance for et godt liv. Derfor mit motiv for at adoptere (og fordi jeg synes det er skide spændende) Nu er det ikke fordi det står lige for døren, men har bare tænkt meget over det. Kan man godt "blande" børnene.
Tror I at man automatisk vil komme til at holde mere af det barn man selv har sat i verden eller vil begge børn blive betragtet ens og hvordan vil et adoptivbarn mon have det med at vokse op med et "hjemmeproduceret" barn? Kunne det mon give komplikationer mellem børnene. Nu ved jeg godt det er forskelligt fra mor til mor, par til par osv, men jeg er meget interesseret i, at høre nogle bud.

du opdrager dem ens og gir dem ens opmærksomhed, tror jeg sagtens det kan lade sig gøre

"og fordi jeg synes det er skide spændende" Helt ærligt - det er jo ikke en dukke, vel???

jeg formulerede mig forkert, det blev opfattet forkert. Det er jo meget naturligt på skrift. Men jeg synes det er spændende og jeg vil gerne sætte mig ind i det. Jeg interesserer mig meget for den slags og der er 100 andre grunde til at jeg har tænkt på at gøre det. Og nej, jeg er nok ikke så moden eftersom jeg ikke er så gammel. Men jeg bliver jo heller ikke klogere af, at blive svinet til og at folk taler ned til mig.
Jeg vil bare gerne have nogle neutrale synspunkter

for elendige til i en sober tone at diskutere et emne der ikke er særlig svært. Håber I får mere ud af at se grand prix !!!
I Guder !

Jeg synes det er den bedste måde at viste menneskekærlighed på, det du her skriver om at adoptere et barn, selv om I selv godt kan få jeres egne.
Det er imponerende at der er mennesker der har overskud til det, og tager sig den tørn her i livet. Det er sgu noget andet end bare købe Julemærker og Ulandskalenderen, og så følge at man har reddet verden...
Med jeres indstilling til at adoptere et barn, så elsker I jo barnet i forvejen, og det kan kun få de bedste betingelser.
Ang. spørgsmålet om det kan lade sig gøre at opdrage og elske børn uden at gøre forskel, kan jeg ikke svare på. Jeg tror det kommer meget an på jer som personer.
Jeg gik engang i klasse med en dreng der havde en lillebror, begge var de "naturlig" børn af deres forældre. De havde også en lillesøster fra Korea. Så længe de var børn gik det fint, men jeg ved at hun senere fik mange problemer, hun vidste ikke rigtigt hvad hun ville, og hun blev uvenner med familien. I dag ser de ikke længere hinanden.
Jeg ved egentlig ikke hvad baggrund for deres problemer har været, men det er nok en god idé at søge råd og vejledning hos nogle af de foreninger der findes for adoptive forældre. Der må være nogen dér der har prøvet det før.
Jeg ønsker jer ihvertfald held og lykke med det.

det var rart med et seriøst svar og én der satte sig ind i mit indlæg.
Det lyder som en god idé at søge råd et proffesionelt sted. Det var desværre ikke så mange råd jeg fik herinde fra :-l
Tak for dit svar. Hav en rigtig god aften :-)

Dit indlæg satte en masse tanker i gang!
Personligt kender jeg bedst til adoption gennem et af mine forældres vennepar, hvor mellemste barn blev adopteret (fra Sri Lanka). Hun er i dag voksen, og jeg hører sjældent om/til hende. Men når jeg som barn var på besøg hos parret, virkede familjen til at fungere fint - hele familjen, med mor, far, to biologiske og et adopteret.
Derudover havde jeg et (desværre?) kort forhold til en adopteret fyr fra Korea. Ham & hans søster var biologiske søskende, og blev adopteret sammen. Som jeg kendte fyren, havde adoptionen ikke haft nogen negativ virkning.
Alligevel sendte dit indlæg mig på jagt efter "pro et contra" adoption, og her er et par links (søg evt. efter flere; det er et spændende emne!):
PRO: http://kina.adoption.dk/
(linket indeholder osse gode links med mere information)
OBS: http://ida.dk/NR/rdonlyres/626D54E0-A420-4294-91F3-11FE27751212/0/IDAvisen040604.pdf
(et link med en avisartikel, der mere eller mindre opfordrer til at sørge for at være lovgivningsmæssigt dækket godt ind.. Dog er der osse gode oplevelser; min tidl. chef adopterede en dreng fra Rumænien, og han blev vores alle sammens kæledægge..)
CONTRA: http://www.depnet.dk/diaryitem/3087/15336/default.aspx
(en adopteret pige fortæller om identitetsproblemer ift. biologiske & adoptiv-forældrene)
Held & lykke, Rave! :)
Knus fra Hera

Jeg synes ikke du er det fjerneste barnlig eller umoden. Jeg ved at man sagten kan have både egne børn og børn som er adopterede. Nogle kvinder vil hævde at når man har født sit barn, så strømmer moderfølelserne ned over en. Det er ikke min oplevelse, kærligheden opstår i det tempo man lære sit barn at kende, og det er jo nøjagtig det sammen med et adopteret barn, men elsker det i takt med kendskabet til barnet. Så tillad dig selv at føde et eget barn og find så et barn som i den grad trænger til et hjem, kærligheden er den samme. Drude