Afdøde er fejlfrie

Hvordan kan det være, at de fleste mennesker sætter de døde op på en piedestal. ?
Nu har jeg gang på gang langt mærke til, at når nogle mister én de kender, bliver personen lige pludselig til det mest fantastiske menneske, der nogensinde har levet.
Og det er selv om, man aldrig har hørt dem sige noget positivt om personen, eller talt om vedkommende da de var i live.
Men døde personer bliver åbenbart til levende helgender efter deres død. ?
På facebook har jeg set flere minde grupper over en afdød person.
Det er fantastisk hvad der kan skrives om den afdøde. "Jeg kendte dig kun fra min søn´s børnehave, men du var den bedste mor i hele verden, du havde det største hjerte på denne jord" osv osv..
Der er ikke grænser for, hvor store personligheder de afdøde havde og hvor smukke de var.
Ingen afdøde har åbenbart lavet nogle fejl da de levede. ?
Men hvor mange har egentlig fortalt det til dem da de levede, hvor himmelske de syntes de var.❓
Hvorfor højner vi folk på den måde når de dør.❓Er det så folk kan forstå at man har lidt et stort tab og gerne vil være lidt i offerrollen.❓
Jeg har også lært at man ikke skal tale dårligt om de døde, men jeg har ikke lært at skulle fremstille dem som noget de ikke var.
Når jeg engang er død, må mine pårørende da meget gerne mindes noget godt og positivt, men de skal ikke tale om mig, som én person jeg ikke var.
Og helt ærligt, så er der ingen der er gået igennem livet uden at fejle.
Mine efterladte må gerne tale om hvor irriterende det var, at jeg altid kom for sent til en aftale, f.eks. det var jo bla. sådan jeg var.
Og så behøver de ikke at tale om mig som en mother Teresa person med et Helena Christensen udseende, for det var ikke sådan jeg var.
Efter min far døde, var der nogle der blev forargede over, at jeg kunne sige noget negativt om ham efter hans død. Men det var jo sådan han var, hvorfor ændre hans historie fordi han er død. Så er det vel ikke ham man mindes. ?

altså at sige en masse pænt om afdøde, ellers får du pøbelloven at føle.
Jeg kendte en der for et års tid siden gik bort.
Tre af vore (hans og mine) kom uafhængigt af hinanden og fortalte, at han var stået af ræset. Ingen af dem satte ham, mens han levede, særlig højt, snarere stik modsat. Alligevel skulle de absolut hælde vand ud af ørerne, der skulle samles ind til krans og alt det der med begravelse.
Selv sagde jeg til dem, at jeg ikke ville være med til at foregive nogen sorg og at han jo som tilfældet var ikke havde været særlig pæn overfor nogen af os, så jeg ville ikke komme til at savne ham og hvis jeg gik med i en krans ville det virke hult, så den måtte de selv sponsere.
Nu har jeg to mindre i min omgangskreds, vi har ikke talt sammen siden, de blev så sure på mig, at de ikke vil vide af mig. I må endelig ikke tro det er synd for mig, for det første kunne jeg jo bare have holdt min mund, for det andet er jeg ikke sikker på jeg gider omgås dem længere. Hvis de havde ment noget med deres pæne ord, skulle de have sagt dem, i stedet for det de ellers sagde om ham, mens han levede og ikke først når han var væk.

Jeg ville aldrig finde dårlige eksempler frem hvis jeg skulle holde en tale ved begravelse af en jeg kendte.
Dels fordi jeg finder det upassende og dels fordi afdøde ikke kan forsvare sig selv.
Jeg vil mene at det er unødvendigt at finde den afdødes dårlige sider frem, for de der kendte personen ville alligevel kende dem.
Derimod har jeg ikke samme forbehold hvis det drejer sig om afdøre politikere.
Dels fordi jeg ikke kendte dem personligt og dels fordi alle vil kende personens dårlige sider.
Det er så ikke sikkert at de vil dele min mening om personen men det er noget helt andet.

Behøver man ikke finde de dårlige sider frem når det er ovre, men at svine folk til mens de lever og blive poeter når de er døde, det er ikke mig. På mig virker det ærlig talt lidt dumt at rose afdøde i en grad at vedkommende ligger i kisten med krummede tæer og roterer, blot fordi afdøde ikke ved hvad han skal gøre af sig selv over den megen ros der pludselig er blevet ham tildels. Det havde været bedre med de pæne ord i livet og så holde mund i døden.

Både på omdømme og pengepung. Hvad gavn man så har af det, kan være svært at få øje på. Så giv mig en blomst mens jeg lever. [f]
Det er vel også en trøst til dem, der synes jeg er en dum kælling nu.

er det de positive, sjove og kærlige ting der er mest fremtrædende i sorgen.
Selv nogen der ikke har har haft kontakt til en far i mange år kan få de tanker, det er jo trods alt ens eget kød og blod
Når en person dør er den sidste chance for at få talt negative ting ud af ham eller hende røget, og så tager man den derfra, enten ved at ønske flere år efter at personen er i helvede, eller efter begravelsen sige at nu er det slut, jeg glemmer helt personen.

Nu tænker jeg ikke så meget på selve begravelsesdagen, men efterfølgende når folk taler om afdøde. Man behøver ikke at sige noget grimt, men hvorfor gøre personen bedre end han/hun var, efter de er døde. ?

Giv mig en blomst imens jeg lever, istedet for først at værdsætte mig når jeg er død. 😉

Jeg kan godt forstå, at man finder de gode ting frem, når en person er død.
Det gør jeg da også selv, husker en sjov episode osv..
Men hvorfor omtale personen som det bedste menneske der nogensinde har levet, når man alligevel ikke kunne se det, da personen var i live, eller ihvertfald ikke givet udtryk for det.
Lige pludselig bliver den afdøde sat op på en piedestal, hvor ingen mennesker hører til.
Jeg kender ihvertfald ikke nogen..har mange jeg holder af, men sætte dem op på en piedestal..arhh.
Men alt ved en person bliver åbenbart rosenrødt efter deres død. Og det er vel egentlig synd. De fejltrin man laver og dårlige sider man har, er vel en del af ens personlighed og tegn på hvordan man har levet sit liv. Skal det bare glemmes..?

Jeg er bange for spøgelser, lidt underligt eftersom jeg aldrig har mødt et, men alligevel.
Der fik du så en person frem som de fleste ikke taler godt om efter hans død (gudskelov) og der findes selvfølgelig flere eksempler. Men gad vide hvordan hans familie og venner talte om ham, efter hans død.❓🙂

må de sgu gerne svine mig til....
Bare de lover ikke at grave en politiker ned ved mine knogler når gravfreden udløber 😕

vil jeg sige farvel til, ved graven. Alle de som jeg ikke kan lide, holder jeg mig fra, så er chancen for der ryger en finke af panden ikke så stor, hvis ikke man er der. Desuden ville det da også være synd, at hans/ hendes kære skulle udsættes for netop det den sidste dag, de har vel nok at tænke på i forvejen.

Jeg ved alt for godt hvad du mener.....
For over et år siden har min mand begået selvmord og efterlod mig med 3 børn, et kæmpe gæld og en masse andre problemer. Vi har været sammen i 14 år og jeg kendte ikke særlig meget andet end det forhold vi havde og det liv vi har levet.
Derefter skulle jeg bestemt ikke have en anden mand fordi der var ingen som ham....
I dag er jeg i et forhold igen, et helt andet forhold. Et der fungerer langt bedre, med meget mere tillid og respekt. og selvfølgelig nyforelskelse..
Jeg vil altid have minmand i mit hjerte, men han er i dag også "kun" et menneske med fejl. Noget gang skal man komme på afstand og har noget til lign sammen med, før man kan dømme....