Anslagene mod Guds navn
Hananja ben Teredion var en jødisk lærd der levede i det 2. århundrede (efter Kristus). Han var kendt for at holde offentlige møder hvor han underviste ud fra sefer torah, en bogrulle der indeholdt Toraen, de fem Mosebøger. Hananja var også kendt for at bruge Guds personlige navn og at lære andre om det. I betragtning af at Bibelens fem første bøger indeholder Guds navn mere end 1800 gange, hvordan skulle han da også kunne undervise i Toraen uden at lære andre om Guds navn?
Men Hananja levede på en farefuld tid for jødiske lærde. Ifølge jødiske historikere havde den romerske kejser gjort det forbudt under dødsstraf at undervise i og praktisere jødedom. Til sidst blev Hananja arresteret af romerne. Da han blev anholdt, havde han et eksemplar af sefer torah i hånden. Over for sine anklagere gjorde han det klart at han blot adlød Guds befaling om at undervise andre i Bibelen. Alligevel blev han dømt til døden.
Den dag Hananja skulle henrettes, blev den selv samme bogrulle han havde i hånden da han blev arresteret, viklet om ham. Derefter blev han brændt på bålet. Encyclopaedia Judaica siger: „For at forlænge hans lidelser blev uldtotter som var vædet med vand, lagt over hans hjerte så han ikke kunne få en hurtig død.“ Som en del af straffen blev hans kone også henrettet, og datteren solgt til et bordel.
Det var romerne der stod bag denne brutale henrettelse af Hananja, men ifølge Talmud blev han straffet med døden på bålet fordi han havde udtalt Guds navn i sin fulde form. Ja, jøderne betragtede det som en alvorlig overtrædelse at udtale Guds personlige navn.
Det var øjensynlig i løbet af det første og andet århundrede efter vor tidsregning at der blandt jøderne opstod en overtroisk frygt for at bruge Guds navn. Ifølge Misjna (en samling rabbinerkommentarer som blev grundlaget for Talmud) vil ’den der udtaler Guds navn som det staves’, ikke få del i det fremtidige jordiske paradis som Gud har lovet.
Hvad var årsagen til dette forbud? Nogle hævder at jøderne syntes at Guds navn var for helligt for ufuldkomne mennesker at udtale. Med tiden holdt man sig endda tilbage fra at skrive navnet. Ifølge én kilde skyldtes det faren for at det materiale som Guds navn var blevet nedskrevet på, kunne blive smidt ud som affald, hvorved det guddommelige navn blev vanhelliget.
Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlod at udtale navnet JHWH . . . beroede på en fejlagtig forståelse af det tredje bud.“ Det tredje af de ti bud som Gud gav israelitterne, lyder: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2 Mosebog 20:7) Guds forbud mod at bruge hans navn på uretmæssig måde blev altså forvansket til overtro.
Der er selvfølgelig ingen i dag som vil påstå at Gud ønsker at nogen skal brændes på bålet som straf for at have udtalt hans navn. Men inden for jødedommen findes der stadig overtroiske forestillinger om Guds navn. Mange omtaler fortsat tetragrammet som det uudsigelige navn. I visse kredse udtaler man bevidst alle betegnelser der anvendes om Gud, forkert for ikke at forsynde sig mod traditionen. For eksempel bliver Jah, en forkortelse af Guds navn, udtalt som Kah, og halleluja som halleluka. Nogle undlader endda at skrive ordet Gud helt ud idet de erstatter et eller flere af bogstaverne med en tankestreg og skriver for eksempel blot „G-d“.
Det er bestemt ikke kun inden for jødedommen at man har undladt at bruge Guds navn. I år 405 fuldførte Hieronymus, en katolsk præst og sekretær for pave Damasus I, sin oversættelse af hele Bibelen til latin, et værk der senere blev kendt som den latinske Vulgata. Hieronymus brugte ikke Guds navn i sin oversættelse, men fulgte det der var praksis på hans tid, nemlig at erstatte Guds navn med ordene „Herre“ og „Gud“. Den latinske Vulgata blev den første autoriserede katolske bibeloversættelse og dannede grundlag for oversættelser til mange andre sprog.
For eksempel er Douay-oversættelsen, en katolsk oversættelse til engelsk som blev fuldført i 1610, baseret på den latinske Vulgata. Det er derfor ikke så overraskende at denne bibel helt undlader at bruge Guds navn. Men Douay-oversættelsen var ikke nogen ubetydelig bibeloversættelse. Indtil 1940’erne var denne bibel den eneste autoriserede oversættelse for engelsktalende katolikker. Ja, i mange hundrede år blev Guds navn skjult for millioner af troende katolikker.
Så er der King James-oversættelsen. I 1604 gav Jakob (James) I af England en gruppe lærde den opgave at udarbejde en engelsk oversættelse af Bibelen. Cirka syv år senere udgav de King James-oversættelsen, også kendt som Authorized Version.
Også i dette tilfælde valgte oversætterne at udelade Guds navn, bortset fra nogle få steder. Tetragrammet blev for det meste erstattet med ordet „LORD“ (Herre) eller „GOD“ (Gud). King James-oversættelsen blev standardbibelen for millioner af mennesker. Opslagsværket World Book Encyclopedia siger at „der i over 200 år efter udgivelsen af King James-oversættelsen ikke blev udarbejdet nogen engelsk oversættelse af Bibelen af betydning. I al den tid var King James-oversættelsen den mest anvendte oversættelse i den engelsktalende verden.“
Her har vi blot omtalt nogle få af de mange bibeloversættelser udgivet i århundredernes løb som helt eller delvis har udeladt Guds navn. Det er intet under at størstedelen af dem der bekender sig som kristne, tøver med at bruge Guds navn eller slet ikke kender det. Gennem årene har nogle bibeloversættere ganske vist brugt Guds navn, men de fleste af disse oversættelser er fra nyere tid og har kun haft begrænset indflydelse på folks almindelige holdning til Guds navn.
At man i udstrakt grad har undladt at bruge Guds navn, skyldes ene og alene at man har fulgt menneskers traditioner, ikke Bibelens lære. Tracey R. Rich, som er en jødisk forsker og forfatteren til internetsiden Judaism 101, siger: „Intet i Toraen forbyder at man udtaler Guds navn. Det fremgår klart af Skriften at det var kutyme at udtale Guds navn.“ Ja, de der tilbad Gud på Bibelens tid, brugte hans navn.
Det er tydeligt at vi ved at kende og bruge Guds navn kommer nærmere den rigtige måde at tilbede Gud på, den som blev praktiseret på Bibelens tid. Det kan blive vores første skridt til at få et personligt forhold til Skaberen, hvilket er langt bedre end blot at vide hvad han hedder. Jehova Gud indbyder os ligefrem til at få et sådant nært forhold til ham. Han inspirerede nedskrivningen af denne varme tilskyndelse: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8)
Men Hananja levede på en farefuld tid for jødiske lærde. Ifølge jødiske historikere havde den romerske kejser gjort det forbudt under dødsstraf at undervise i og praktisere jødedom. Til sidst blev Hananja arresteret af romerne. Da han blev anholdt, havde han et eksemplar af sefer torah i hånden. Over for sine anklagere gjorde han det klart at han blot adlød Guds befaling om at undervise andre i Bibelen. Alligevel blev han dømt til døden.
Den dag Hananja skulle henrettes, blev den selv samme bogrulle han havde i hånden da han blev arresteret, viklet om ham. Derefter blev han brændt på bålet. Encyclopaedia Judaica siger: „For at forlænge hans lidelser blev uldtotter som var vædet med vand, lagt over hans hjerte så han ikke kunne få en hurtig død.“ Som en del af straffen blev hans kone også henrettet, og datteren solgt til et bordel.
Det var romerne der stod bag denne brutale henrettelse af Hananja, men ifølge Talmud blev han straffet med døden på bålet fordi han havde udtalt Guds navn i sin fulde form. Ja, jøderne betragtede det som en alvorlig overtrædelse at udtale Guds personlige navn.
Det var øjensynlig i løbet af det første og andet århundrede efter vor tidsregning at der blandt jøderne opstod en overtroisk frygt for at bruge Guds navn. Ifølge Misjna (en samling rabbinerkommentarer som blev grundlaget for Talmud) vil ’den der udtaler Guds navn som det staves’, ikke få del i det fremtidige jordiske paradis som Gud har lovet.
Hvad var årsagen til dette forbud? Nogle hævder at jøderne syntes at Guds navn var for helligt for ufuldkomne mennesker at udtale. Med tiden holdt man sig endda tilbage fra at skrive navnet. Ifølge én kilde skyldtes det faren for at det materiale som Guds navn var blevet nedskrevet på, kunne blive smidt ud som affald, hvorved det guddommelige navn blev vanhelliget.
Encyclopaedia Judaica siger: „At man undlod at udtale navnet JHWH . . . beroede på en fejlagtig forståelse af det tredje bud.“ Det tredje af de ti bud som Gud gav israelitterne, lyder: „Du må ikke bruge Jehova din Guds navn til noget som er uden værdi, for Jehova vil ikke lade den ustraffet som bruger hans navn til noget som er uden værdi.“ (2 Mosebog 20:7) Guds forbud mod at bruge hans navn på uretmæssig måde blev altså forvansket til overtro.
Der er selvfølgelig ingen i dag som vil påstå at Gud ønsker at nogen skal brændes på bålet som straf for at have udtalt hans navn. Men inden for jødedommen findes der stadig overtroiske forestillinger om Guds navn. Mange omtaler fortsat tetragrammet som det uudsigelige navn. I visse kredse udtaler man bevidst alle betegnelser der anvendes om Gud, forkert for ikke at forsynde sig mod traditionen. For eksempel bliver Jah, en forkortelse af Guds navn, udtalt som Kah, og halleluja som halleluka. Nogle undlader endda at skrive ordet Gud helt ud idet de erstatter et eller flere af bogstaverne med en tankestreg og skriver for eksempel blot „G-d“.
Det er bestemt ikke kun inden for jødedommen at man har undladt at bruge Guds navn. I år 405 fuldførte Hieronymus, en katolsk præst og sekretær for pave Damasus I, sin oversættelse af hele Bibelen til latin, et værk der senere blev kendt som den latinske Vulgata. Hieronymus brugte ikke Guds navn i sin oversættelse, men fulgte det der var praksis på hans tid, nemlig at erstatte Guds navn med ordene „Herre“ og „Gud“. Den latinske Vulgata blev den første autoriserede katolske bibeloversættelse og dannede grundlag for oversættelser til mange andre sprog.
For eksempel er Douay-oversættelsen, en katolsk oversættelse til engelsk som blev fuldført i 1610, baseret på den latinske Vulgata. Det er derfor ikke så overraskende at denne bibel helt undlader at bruge Guds navn. Men Douay-oversættelsen var ikke nogen ubetydelig bibeloversættelse. Indtil 1940’erne var denne bibel den eneste autoriserede oversættelse for engelsktalende katolikker. Ja, i mange hundrede år blev Guds navn skjult for millioner af troende katolikker.
Så er der King James-oversættelsen. I 1604 gav Jakob (James) I af England en gruppe lærde den opgave at udarbejde en engelsk oversættelse af Bibelen. Cirka syv år senere udgav de King James-oversættelsen, også kendt som Authorized Version.
Også i dette tilfælde valgte oversætterne at udelade Guds navn, bortset fra nogle få steder. Tetragrammet blev for det meste erstattet med ordet „LORD“ (Herre) eller „GOD“ (Gud). King James-oversættelsen blev standardbibelen for millioner af mennesker. Opslagsværket World Book Encyclopedia siger at „der i over 200 år efter udgivelsen af King James-oversættelsen ikke blev udarbejdet nogen engelsk oversættelse af Bibelen af betydning. I al den tid var King James-oversættelsen den mest anvendte oversættelse i den engelsktalende verden.“
Her har vi blot omtalt nogle få af de mange bibeloversættelser udgivet i århundredernes løb som helt eller delvis har udeladt Guds navn. Det er intet under at størstedelen af dem der bekender sig som kristne, tøver med at bruge Guds navn eller slet ikke kender det. Gennem årene har nogle bibeloversættere ganske vist brugt Guds navn, men de fleste af disse oversættelser er fra nyere tid og har kun haft begrænset indflydelse på folks almindelige holdning til Guds navn.
At man i udstrakt grad har undladt at bruge Guds navn, skyldes ene og alene at man har fulgt menneskers traditioner, ikke Bibelens lære. Tracey R. Rich, som er en jødisk forsker og forfatteren til internetsiden Judaism 101, siger: „Intet i Toraen forbyder at man udtaler Guds navn. Det fremgår klart af Skriften at det var kutyme at udtale Guds navn.“ Ja, de der tilbad Gud på Bibelens tid, brugte hans navn.
Det er tydeligt at vi ved at kende og bruge Guds navn kommer nærmere den rigtige måde at tilbede Gud på, den som blev praktiseret på Bibelens tid. Det kan blive vores første skridt til at få et personligt forhold til Skaberen, hvilket er langt bedre end blot at vide hvad han hedder. Jehova Gud indbyder os ligefrem til at få et sådant nært forhold til ham. Han inspirerede nedskrivningen af denne varme tilskyndelse: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jakob 4:8)