At noget så katastrofalt kan ende så godt..
Hejsa allesammen 🙂
Jeg bliver bare nødt til at fortælle det her. Jeg har endelig fundet en fyr, der kan få mig til at føle mig tryg. Er I klar over hvilken fantastisk følelse det er? Tror generelt at mange tager lige netop den følelse forgivet i et forhold.
Hvorfor nævner jeg den så og gør så stort et nummer ud af den?
Jeg har levet i et voldeligt forhold gennem otte lange måneder. I starten var han det mest perfekte, kærlige, hjælpsomme og varme menneske, jeg nogensinde havde mødt. Efter den første måned, hvor vi var begyndt at komme sammen, ændrede han sig. Han blev uhyrlig jaloux, plus at han havde svært ved at styre sit temperament. Ikke en god kombi. Det skal siges, at jeg altid har haft mange drengevenner, da jeg nok altid har været en lidt drenget pige. Det var specielt disse venner, der var anledningen til kæmpe raserianfald fra min daværende kærestes side.
I starten virkede det uskyldigt, altså hans jalousi. Han ville hele tiden være sammen, jeg måtte ikke tage hjem til nogen, eller tage selv i byen. Han ringede ofte osv. osv. Det blev så mere og mere intenst, og jeg begyndte at konfrontere ham med det. For mig er det naturligt, at bruge tid med mine venner, om de så er af det ene eller det andet køn. Men jeg kunne da godt se det fra hans side, for jeg var jo meget sammen med mine drengevenner. Derfor prøvede jeg gang på gang at forklare ham, at sådan havde det altid været og at der virkelig ikke lå noget i det.
Jeg begyndte at følge hans forbud, så jeg til sidst ikke så mine venner eller veninder for den sags skyld mere. Han sagde, at det var fordi han elskede mig og bare ville passe på mig.
Jeg var nu meget afsondret fra omverdenen, men det beroligede ham ikke. To måneder inde i forholdet faldt det første slag og de næste mange måneder fulgte det ene efter det andet. Disse slag blev efterfulgt at undskyldninger, der lovede at det aldrig ville ske igen og at han elskede mig så utrolig højt. Fire måneder inde i forholdet var det at slå ikke længere nok. Han begyndte at brænde mig med cigarretter, skubbe mig ned fra trapper, kaste mig ind i væggen osv. Hvorfor forlod jeg ham ikke, sidder du nok og tænker nu. Men jeg kunne ikke.. Jeg havde følelsen af, at det var mig, den var gal med. At det var mig, der var en stor idiot, der bare ikke kunne gøre noget rigtigt og derfor var det min egen skyld, at han var nødt til at gøre det mod mig, som han gjorde.
Dumt.. Ja det lyder også fuldstændig ubegribeligt i mine ører nu, men da jeg stod i situationen, var det virkelig følelsen jeg havde. Jeg troede fuldt og fast på, at han elskede mig og kun ville mig det bedste.
Han begyndte at køre mig ned psykisk på mange måder. Har altid været meget sårbar på det punkt og det benyttede han sig af på den mest grusomme måde, man kan tænke sig.
Gennem alle månederne voldtog han mig. Jeg havde ikke lyst én eneste gang og bad ham stoppe, men dette fik ham til at flippe og gå helt amok på mig. Så med tiden lærte jeg at holde mund, når han tvang mig. Det var det letteste. Prøvede bare at drømme mig væk derfra og lukke mig ude af min krop.
Hvordan kom jeg så væk fra ham?
Det hele endte med, at det en aften gik helt, helt galt. Jeg røg en tur på sygehuset med to brækkede arme, fire brækkede ribben, en stærk hjernerystelse og en forstuvet fod. Her fik jeg endelig hjælp.
Jeg havde mistet troen på alt. Berøringer fra mine venner, som kram osv. kunne jeg ikke klare. Jeg kunne ikke være selv med en fyr mere og meget var ødelagt. Jeg fik så utrolig svært ved at stole på folk og føler stadig det er svært.
Der gik lang tid før alle de fysiske sår forsvandt, men det psykiske helede ikke.
Troede aldrig jeg skulle finde en fyr, jeg kunne stole på igen. En jeg kunne elske.
Men det ændrede sig, næsten uden jeg lagde mærke til det. Det er lidt svært at forklare, men en af mine venner, der havde hjulpet mig, kom tættere og tættere på. Han var der altid for mig, uden på nogen måde at overskride mine grænser.
Vi har nu været sammen i et halvt år, et helt ubeskriveligt halvt år [l] Der er absolut ingen som. Han respekterer mig virkelig og respekterer, at det bliver nødt til at gå i mit tempo. Det jeg var mest nervøs for de første gange, var om han ville presse/tvinge mig til sex, men det har han aldrig gjort. Vi har endnu ikke haft sex, fordi mine psykiske ar stadigt er for dybe, men han har ikke noget imod at vente. Han siger han har lyst til mig, men at han med glæde vil vente, til jeg føler, at jeg er 100% klar.
Og tænk engang, jeg føler mig tryg med ham. Den følelse jeg får, når jeg står med hans arme om mig, kan ikke beskrives. Tanken om ham kan få mit hjerte til at springe et slag over af glæde og det med at være sammen med ham, føles bare som en alt for god drøm.
Jeg kan ikke fatte, hvor heldig jeg er at have en som ham i mit liv 😖 Han har givet mig troen på livet og kærligheden tilbage [l]
Sorry at det blev så langt og det er nok de allerfærreste, der når det hele igennem, hvilket er forståeligt nok. Jeg havde bare brug for at fortælle det.
Hvis du har været med hele vejen, så mange tak fordi du ville bruge din tid på det 🙂
Husk at sætte pris på trygheden og giv aldrig op! Den rigtige findes derude [l]
(Beklager længden på indlægget, beklager hvis det er skrevet på en forvirrende måde og beklager mulige stavefejl.)
Jeg bliver bare nødt til at fortælle det her. Jeg har endelig fundet en fyr, der kan få mig til at føle mig tryg. Er I klar over hvilken fantastisk følelse det er? Tror generelt at mange tager lige netop den følelse forgivet i et forhold.
Hvorfor nævner jeg den så og gør så stort et nummer ud af den?
Jeg har levet i et voldeligt forhold gennem otte lange måneder. I starten var han det mest perfekte, kærlige, hjælpsomme og varme menneske, jeg nogensinde havde mødt. Efter den første måned, hvor vi var begyndt at komme sammen, ændrede han sig. Han blev uhyrlig jaloux, plus at han havde svært ved at styre sit temperament. Ikke en god kombi. Det skal siges, at jeg altid har haft mange drengevenner, da jeg nok altid har været en lidt drenget pige. Det var specielt disse venner, der var anledningen til kæmpe raserianfald fra min daværende kærestes side.
I starten virkede det uskyldigt, altså hans jalousi. Han ville hele tiden være sammen, jeg måtte ikke tage hjem til nogen, eller tage selv i byen. Han ringede ofte osv. osv. Det blev så mere og mere intenst, og jeg begyndte at konfrontere ham med det. For mig er det naturligt, at bruge tid med mine venner, om de så er af det ene eller det andet køn. Men jeg kunne da godt se det fra hans side, for jeg var jo meget sammen med mine drengevenner. Derfor prøvede jeg gang på gang at forklare ham, at sådan havde det altid været og at der virkelig ikke lå noget i det.
Jeg begyndte at følge hans forbud, så jeg til sidst ikke så mine venner eller veninder for den sags skyld mere. Han sagde, at det var fordi han elskede mig og bare ville passe på mig.
Jeg var nu meget afsondret fra omverdenen, men det beroligede ham ikke. To måneder inde i forholdet faldt det første slag og de næste mange måneder fulgte det ene efter det andet. Disse slag blev efterfulgt at undskyldninger, der lovede at det aldrig ville ske igen og at han elskede mig så utrolig højt. Fire måneder inde i forholdet var det at slå ikke længere nok. Han begyndte at brænde mig med cigarretter, skubbe mig ned fra trapper, kaste mig ind i væggen osv. Hvorfor forlod jeg ham ikke, sidder du nok og tænker nu. Men jeg kunne ikke.. Jeg havde følelsen af, at det var mig, den var gal med. At det var mig, der var en stor idiot, der bare ikke kunne gøre noget rigtigt og derfor var det min egen skyld, at han var nødt til at gøre det mod mig, som han gjorde.
Dumt.. Ja det lyder også fuldstændig ubegribeligt i mine ører nu, men da jeg stod i situationen, var det virkelig følelsen jeg havde. Jeg troede fuldt og fast på, at han elskede mig og kun ville mig det bedste.
Han begyndte at køre mig ned psykisk på mange måder. Har altid været meget sårbar på det punkt og det benyttede han sig af på den mest grusomme måde, man kan tænke sig.
Gennem alle månederne voldtog han mig. Jeg havde ikke lyst én eneste gang og bad ham stoppe, men dette fik ham til at flippe og gå helt amok på mig. Så med tiden lærte jeg at holde mund, når han tvang mig. Det var det letteste. Prøvede bare at drømme mig væk derfra og lukke mig ude af min krop.
Hvordan kom jeg så væk fra ham?
Det hele endte med, at det en aften gik helt, helt galt. Jeg røg en tur på sygehuset med to brækkede arme, fire brækkede ribben, en stærk hjernerystelse og en forstuvet fod. Her fik jeg endelig hjælp.
Jeg havde mistet troen på alt. Berøringer fra mine venner, som kram osv. kunne jeg ikke klare. Jeg kunne ikke være selv med en fyr mere og meget var ødelagt. Jeg fik så utrolig svært ved at stole på folk og føler stadig det er svært.
Der gik lang tid før alle de fysiske sår forsvandt, men det psykiske helede ikke.
Troede aldrig jeg skulle finde en fyr, jeg kunne stole på igen. En jeg kunne elske.
Men det ændrede sig, næsten uden jeg lagde mærke til det. Det er lidt svært at forklare, men en af mine venner, der havde hjulpet mig, kom tættere og tættere på. Han var der altid for mig, uden på nogen måde at overskride mine grænser.
Vi har nu været sammen i et halvt år, et helt ubeskriveligt halvt år [l] Der er absolut ingen som. Han respekterer mig virkelig og respekterer, at det bliver nødt til at gå i mit tempo. Det jeg var mest nervøs for de første gange, var om han ville presse/tvinge mig til sex, men det har han aldrig gjort. Vi har endnu ikke haft sex, fordi mine psykiske ar stadigt er for dybe, men han har ikke noget imod at vente. Han siger han har lyst til mig, men at han med glæde vil vente, til jeg føler, at jeg er 100% klar.
Og tænk engang, jeg føler mig tryg med ham. Den følelse jeg får, når jeg står med hans arme om mig, kan ikke beskrives. Tanken om ham kan få mit hjerte til at springe et slag over af glæde og det med at være sammen med ham, føles bare som en alt for god drøm.
Jeg kan ikke fatte, hvor heldig jeg er at have en som ham i mit liv 😖 Han har givet mig troen på livet og kærligheden tilbage [l]
Sorry at det blev så langt og det er nok de allerfærreste, der når det hele igennem, hvilket er forståeligt nok. Jeg havde bare brug for at fortælle det.
Hvis du har været med hele vejen, så mange tak fordi du ville bruge din tid på det 🙂
Husk at sætte pris på trygheden og giv aldrig op! Den rigtige findes derude [l]
(Beklager længden på indlægget, beklager hvis det er skrevet på en forvirrende måde og beklager mulige stavefejl.)