At overkomme sin social fobi

Hej.
Hvad gør man når man er 22 år, lider af social fobi og er total ensom?
Jeg har prøvet gennem arbejde og skole at skabe et socialt netværk - eller i det mindste holde kontakt med nogle som jeg finder interessante og sjove at tale med. Gennem skolen gik det godt i starten, men her 1 år efter uddannelsesstart er jeg faldet helt igennem. Det er det samme med arbejdet - jeg har ikke kontakt med nogen. Møder op, og tager hjem - sådan er det hver eneste dag.
Sjældne gange bliver jeg inviteret til café-hygge, men jeg finder altid en undskyldning for at blive hjemme. Det er helt sindsygt, for jeg gør det per automatik, og jeg tænker ikke rigtig over det. Jeg har virkelig vænnet mig til at søge tryghed herhjemme. Virkelig virkelig ynkeligt. Men sådan er min situation.
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Helt inderste inde finder jeg to sider af mig selv, den ene drømmer om livet uden at frygte mennesker, mens den anden nyder livet helt alene. Netop dette har stået på i mindst 7-8 år, og jeg kan virkelig mærke at vreden inde i mig vokser og vokser. Når jeg bliver sur over småting, så kan jeg blive rigtig gal, hvor jeg havde mere ro for nogle år siden. Jeg ved heller ikke hvilken ende det vil tage, jeg kan forestille mig bryde fuldstændig sammen på et tidspunkt. Et tidspunkt hvor alt går galt indenfor kort tid. Puha, det håber jeg ikke vil ske?!
Har I nogle gode råd folkens? Kunne være super hvis der er nogen som har været i min situation og er kommet sig.
For hver dag der går, føler jeg at endnu en dag er spildt af mit liv. [:|]
Mvh
EverBanega

Nemme løsninger hænger ikke på træerne - men ingen tvivl om at du kan arbejde dig ud af din ensomhed.
Jeg har selv i mange år haft svært ved sociale sammenhænge, men har alligevel været sammen med mennesker - det er også ensomt, fordi man skal ikke være sammen bare for at være sammen.
Da det gik op for mig, begyndte jeg at nyde mit eget selskab på en ny måde, hvilket har gjort mig bedre i stand til at være sammen med andre.
Hvad interesserer dig? Det er jo ikke nødvendigvis gennem skole og job, at du skal finde dine fritidsvenner?
Er du "troende" forstået på den måde: Er du et søgende menneske? Også måske uden helt at vide efter hvad?
Den eksistentielle ensomhed må vi alle leve med! Forstået på den måde, at alle mennesker har mange ting inden i, som kun de véd og har kontakt med.
Et godt råd: Lad være med at søge selskab bare for selskabs skyld.
Selv har jeg erkendt, at jeg på mange områder er lidt af en énspænder, men samtidig meget vellidt blandt mennesker. Så i nogle tilfælde kan det også "bare" være en indre modstand på at gå ud i verden og udforsk på godt og ondt.
Har du lidt nogle nederlag, som har været følelsesmæssigt hårdt for dig? Så kan man jo være tilbøjelig til at putte sig.
Hvordan er du kommet gennem puperteten?
Kan ikke se af dit indlæg om du er M eller K
Håber dette kan give dig inspiration ellers er du velkomme til at vende tilbage her - jeg står gerne til rådighed 😉
hjertelige hilsner [l][l][l]

- "Hvad interesserer dig? Det er jo ikke nødvendigvis gennem skole og job, at du skal finde dine fritidsvenner?"
Jeg har prøvet at finde venner gennem en sportsgren jeg elsker, men det bliver ikke til mere end "holdkammerater". Det er svært gennem dette at skabe kontakter.
- "Har du lidt nogle nederlag, som har været følelsesmæssigt hårdt for dig? Så kan man jo være tilbøjelig til at putte sig."
Det har alle vel. Også jeg, men jeg har haft en social angst siden børnehaven mere eller mindre. Jeg har det næsten som om at jeg er født med social fobi :-P
- "Hvordan er du kommet gennem puperteten? Kan ikke se af dit indlæg om du er M eller K"
Jeg er M. Jeg er kommet ok igennem puberteten. Indtil 15-16 års alderen har jeg altid haft 1-2 trofaste venner, som jeg havde det godt sammen med. Siden da er det gået rimelig ned ad bakke - derfra har jeg kun haft en skolekammerat at læne mig op ad stort set.
Teenageårene føles ikke så slemme når jeg kigger tilbage. Jeg har lænt mig op ad min granfætter som jeg er meget sammen med, og så har jeg brugt ualmindelig meget tid foran computeren. Det er mere nu, efter teenageårene, at jeg virkelig mærker den bundløse ensomhed. Jeg bliver mere og mere træt af computeren og er stoppet på min uddannelse, og får dermed "ekstra fritid" som mange sikkert ville misunde 😕

EverBanega, jeg kunne ikke lade være med at komplimentere dig for din åbenhed og din vijle til at gøre noget ved tingenes tilstand. Du nævner at det er sindsygt og ynkeligt... Men spørgsmålet er hvor motiveret du egentlig er for at skabe et socialt netværk?? Hvad skal du bruge det til?
...Ikke at frygte mennesker - ja og hvad vil du så med dem? Du nævner også den anden side af dig, der nyder livet alene... Hvad er så problemet? (Sagt med et smil.)
Min påstand er at den tid, som vi lever i er meget gruppebaseret og så længe du ikke rigtig tilhører en gruppe, har du også udfordringer med din egen identitet, da det er derignnem de fleste spejler sig selv.
Måske har allerede dét, at du har åbnet op og fået et par svar gjort, at du har ændret din adfærd.
Har du stadig brug for en forandring, vil jeg foreslå at benytte dig af mit tilbud (nævnt på en anden debatside)om, at få gratis coaching. Jeg har arbejdet med coaching/ NLP i et år (efter masteruddannelse), er ved at være færdig som coach fra Sofia Manning - ult. april 08 og er igang med at træne "udefrakommende" personer - så hvis du er modig, kan vi jo hjælpe hinanden.
Lyt efter din vrede og find dét der skal til for at du kan rumme og acceptere den.😉
Tanker. Lisa

...tilbud gælder stadig.
Mvh en.coaching@sol.dk

Hej EverBanega
Jeg er nysgerrig for hvor i DK du bor. Jeg har det på mange måder fuldstændig som dig. Jeg er 22, bor i Kbh og er godt træt af social fobi med de begrænsninger det har medført. På uddannelsen er det efterhånden også kun et fagligt fællesskab jeg har - jeg har en veludviklet evne til at holde distance til andre.
Så - hvor holder du til? Det kunne være super cool hvis du var fra Kbh og vi kunne iværksætte noget resocialiseringsstads. Hvis ikke du er Kbh'er, så lad os etablere kontakt på anden måde.
Mvh Lars

😃 Blev helt glad da jeg læste dit indlæg Lars. Det er netop det gode ved debatter, blogs eller anden cyperconnection, for der bliver faktisk skabt forbindelser og muligheder for at gøre noget ved livet.
Det er jo lige til. Gør noget og kom videre. 😉
Held og lykke til jer.
Lisa

Lyder faktisk som en god ide, for jeg bor også i kbh.

"Men spørgsmålet er hvor motiveret du egentlig er for at skabe et socialt netværk?? Hvad skal du bruge det til?"
Det samme spørgsmål har jeg stillet mig selv utallige gange. Efter så lang tid uden den store sociale samvær med andre, så begynder jeg selvfølgelig at tvivle. Hvad vil jeg bruge et socialt netværk til, vil jeg passe ind i længden osv...? Jeg ville ønske alt var godt, at jeg havde en del venner. Hvis det var sådan kunne jeg stensikkert bruge det til at udbygge min selvtillid og selvværd.
"...Ikke at frygte mennesker - ja og hvad vil du så med dem? Du nævner også den anden side af dig, der nyder livet alene... Hvad er så problemet? (Sagt med et smil.)"
'Mennesker er sociale væsener' - er det ikke sådan det er blevet sagt? I så fald, det samme synes jeg. Jeg har efterhånden vænnet mig en del til ensomheden, men ingen kan vænne sig helt til det, heller ikke jeg. Jeg har nogle fætre jeg er sammen med nogle gange om året, de er fantastiske og jeg sætter pris på den tid vi er sammen, så jeg ved hvordan det er at være i selskab med andre UDEN at have alle de bekymringer man har med socialfobi.
Tak for tilbuddet ellers, har noteret det ;o)

Uhadada, det tyder jo rigtig godt. Skal vi så ikke fortsætte samtalen per mail/MSN? Du kan tilføje mig på følgende adresse (som jeg både bruger til mail & MSN): ayorayor (snabel-a) gmail (punktum) com.
Andre som synes det relevant, er naturligvis også velkomne.
Med venlig hilsen
Lars

Og jeg bliver også glad for at læse dit indlæg. Du lyder til at have en energisk og positiv gejst! Det efterstræber jeg os.
Tak for det.
MVH Lars

Jeg er kvinde 27 år. Har i mange år lidt at social forbi, jeg har aldrig fået en læges vudering eller noget, men hvad jeg kan læse mig frem til, lider jeg af det i en eller anden grad.
Lige fra jeg var barn, har jeg været meget stille og genert, og det har påvirket mig op gennem folkeskolen. Jeg har aldrig været den som de andre sad med i frikvaterene, jeg var jo kedelig. Det føelte jeg mig i hvertfald.
På handelskolen blev det bestemt ikke bedre. Kom til timerne, sad inde i pauserne, gik hjem. Jeg deltog ikke i noget socialt, til sidte blev jeg ikke spurgt.
Jeg tror min væreste fjende har været mig selv, jeg har ikke haft nok selvtillid, har ikke stolet nok på mig selv. Har ikke følt jeg kunne bidrage med noget i en samtale, jeg viste ikke noget, havde en meget lille almen viden, jeg var bange for at sige noget forkert, jeg blev rød i hoved, hakkede og stammede mig frem, hvis jeg blev spurgt, svarede jeg i en stavelses ord.
Alle disse ting, er noget jeg stadig er bange for og det gør at jeg holder mig væk fra større forsamlinger.
Jeg savner lige som dig en vennekreds, som rækker ud over arbejdskollegaerne. Det sværreste i hele verden er at bevarer kontakten. Jeg kan ikke give dig svaret, for søger det stadig selv.
Men jeg er begyndt at sige til mig selv, "sådan er jeg, jeg bliver altså rød i hoved og får svedige hænder, når jeg snakker med folk jeg kender", jeg er hele tiden bange for, hvad mon de tænker om mig..... men hvis de ikke synes om mig som jeg er, er de ikke det vær.
Det er rart at læse at du har fundet en at skrive med over mns, det har jeg også selv over denne side. Jeg har været rigtig glad for det. Tror også du vil finde en glæde i det. Du kan komme ud med en masse tanker og holdninger, men stadig være i tryghed. Og det er en start i det med at omgåes mennesker, at tør sige sin holdning.
Man føler sig tit som palle alene i verden, men det kan jo tydelig ses at der er mange som os. Men det er stadig et stort tabu. Jeg tænker nogle gange på, om det ikke er nogle mødesteder... men ikke kun for ensomme unge.
Jeg fik i hvertfald lige luftet nogle tanker.
Tak for din tid.

Cool. Du er tilføjet.

Hej! : )
Har gået med dét samme problem i adskillige år.. og kan simpelthen ikke komme ud af denne her skal..
Er så frygtelig ensom.
Har den dejligste kæreste og er for nylig flyttet til Kbh(hvilket jeg troede og håbede på ku være en ny start på et nyt liv), men er stadig i denne her 'osteklokke' af angst.. kan ikke bryde dét(eller det føler jeg ihvertfald ikke)
Aner ikke på nuværende tidspunkt hvad jeg stille op.. for er bare stocked.. og har super svært ved at bryde den her 'vane' som det jo kaldes i daglig tale.. har heller ikke talt med andre end min mor om problemet, godt nok for nogle år tilbage.
Og ville så inderligt håbe på at jeg bryde det mønster .. og få talt med andre om dét.- Men inde i mig selv mener jeg ikke andre bør ta' ansvar for min selvmedlidenhed.. det er nok at jeg skal døje med det selv, men at andre så også skal sættes ind i mine personlige problemer er svært for mig at indse at det gøre noget gavnligt.
Alt det her har selvfølgelig også resulterede i at jeg for det første ingen uddannelse har.. kun 9.klasses afgangseksamen, i en alder af 20 år.. angsten har simpelthen taget overhånd i alle givende situationer hvor jeg har haft en mulighed(Og et pludseligt mod på at springe ud i dét) .. Tog 10.klasse på idrætsefterskole.. men endte med at jeg faktisk isolerede mig fra alle mennesker helt til sidst, låste mig inde på mit værelse og var helt afskåret fra i nærmest flere uger hvad der skete i livets gang for de ellers utrolig søde efterskolekammerater, som jeg kunne ha' fået et ellers langt og livsbekræftende venskab til.. jeg droppede ud og fuldendte ikke 10. Senere gik jeg så igang med beklædningsdesigner uddannelsen og efterfølgende frisør uddannelsen som jeg så heller ikke kunne holde fast i. Og gud hvor er jeg bare led og ked af det her.. ene og alene er angsten for ' den fulde kontakt med andre mennesker skyld i det her, og at jeg egentlig har været pisse 'bange'.. det er så igen et resultat af at jeg jo så har mistet troen på mig selv rigtig rigtig meget.
Det har stået på alt i alt 6 år nu.. og det er ganske forfærdeligt, føler mig fængslet og buret inde.. 'Med en tilbagevendende tro på livet, har det ikke gået nogle resultater for min videre fremtid'.. da jeg jo gerne vil blive til noget.
Drømmer om et liv hvor jeg kan slå mig løs og turde springe ud i en 'lille' ting som at tage en studentereksamen(Hf).. hvilket jo ville være det største skridt for mig overhovedet.
Det har jo været nederlag på nederlag.. og så er det da klart man drømmer om lys for enden af tunnelen.. Men hjælp til selvhjælp har altså ikke ku gøre dét.. jeg har levet i det samme helvede i så mange år nu, at det er svært at vende det til noget positivt og pludselig leve det der burde være et lykkeligt liv.. jeg KAN men VIL så frygtlige gerne med mig selv kunne leve i nuet.. og være positiv. Jeg snyder mig selv og alle andre med dét her.. det er EN stor løgn for mig selv.. når jeg gang på gang bilder min kæreste eller familie ind at jeg altså har det dårligt(er syg) eller har et andet ærinde .. i forhold til at vi altså skal til en familiefest eller lign.
Så jeg 'føler' i allerhøjeste grad med dig EverBanega.. Der er så meget i dig jeg kan genkende ved mig selv.
Mvh
Lady Croft

Hej Ladycroft
Du siger at du har en fantastisk kæreste, men har i ikke problemer sammen når du har det sådan eller har du ikke sagt noget til ham?
Jeg er selv kæreste med en pige som har det ligesom dig og jeg er tit og ofte i tvivl om hvad jeg skal gøre for at støtte hende mest muligt. Nogengange har jeg lyst til at skubbe hende ud i det, men jeg gør det aldrig.
Og er der ingen herinde som har haft socialt fobi som kan fortælle hvad de har gjort for at komme af med det? og får jer der har det sådan, hvordan forventer i at jeres kæreste skal reagere når i ikke har lyst til at tage med til familie, venner eller bare til nye steder med nye mennesker? Jeg giver ikke op med hende...
vi har prøvet at gå til hypnotisør og det har faktisk hjulpet en lille smule efter kun 2 gange, men nu er hun bange for alle de ændringer der sker i hendes liv og om det overhovedet er det hun vil. Hvad vil i gøre hvis hele jeres liv ændrede sig til det i har drømt om på mindre end en mdr? det er lidt rodet alt det jeg skriver men jeg håber det giver mening, men det er bare fra hovedet og ned på "papiret"

Hej alle !
Social fobi kan behandles, se www.allergibehandler.dk
Vil I vide mere så kan I skrive til mig på blaagul@live.dk
Bedste hilsner blaagul