At tro på fornuft.
At tro på fornuft.
Hvis nogen giver mig et råd i en bestemt retning, så vil jeg, hvis dette råd lyder fornuftigt nok, forsøge at følge denne anvisning op med en konkret handling, direkte affødt af rådet. Og hvis det så viser sig at det var et godt råd, der løste den problemstilling, som jeg havde da jeg bad om, og fik dette råd, så vil jeg kunne sige at jeg var glad for at have fulgt dette råd, for det viste sig også at være fornuftigt i praksis og ikke kun i teorien. Man kan jo også blive rådført dårligt, men den, der rådfører er måske god til at få det til at lyde som om det er et fornuftigt forslag at følge denne dårlige anvisning. Det komme jo an på, hvordan dette "råd" er "pakket ind", så at sige. Men hvis jeg siger at jeg tror på een der giver mig et råd, så er det jo fordi jeg kan se det fornuftige i, at følge op på dette råd, og udføre den forslåede handling i praksis. Hvis jeg ikke ønskede at udføre dette i praksis, så ville jeg ikke være een der troede på denne person, der gav mig det råd. Og hvis jeg så påstod at jeg alligevel troede selv om jeg ikke havde tænkt mig at følge dette råd, så ville jeg være en løgner.
Jeg opfatter mange religioner på sidstnævnte måde. De påstår at de tror Gud, men de udøver ikke den kærlighed som Gud, i deres skrifter, byder dem at gøre i praksis. De siger det nok, men de gør det ikke. Det er at lyve, både overfor sig selv, men så sandelig også, måske i uvidenhed, overfor andre. De religiøse har opfundet en masse underlige historier om det at tro, men en tro er intet værd hvis den ikke udøves praktisk ud fra en moral inspireret af Guds kærlighed og retfærdighed; altså praktisk udøvelse af kærlighed og retfærdighed. Hvis man ikke gør kærlighed, i en vis grad, så gør man det kærlighedsløse, dvs. tomhed, i en vis grad. Det siger jo sig selv.
"Hvor kærligheden er lille, er alle handlinger ufuldkomne."(Manievangeliet Turfanfragmentet M801)
Hvis man siger at man tror Jesus og det han fortalte om kærlighedens lære fra Gud, om hvordan kærlighed og retfærdighed bør udøves i praksis, så er det vel fordi man kan se det fornuftige i at følge disse anvisninger som han kom med, og de eksempler på retfærdighed som han viste. Hvis man ikke forsøger at følge op på disse anvisninger i praksis, så tror man jo heller ikke på det jesus sagde og gjorde.
"Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det."(Lukas 8,21)
"Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære."(Joh. 12,26)
De fleste religiøse kristne siger at de tror på Jesus; altså at de tror på at personen Jesus har eksisteret, og stadig eksisterer. Så det de tror på er ikke det han siger, men at han har været, og stadig er, til. Men det han lærte os om retfærdighed det mener de ikke at nogle kan leve op til, og derfor mener de altså ikke at man skal overholde De Ti Bud, og hans uddybelse af disse i bjergprædikenen, hvilket er en meget dårlig undskylding for ikke at forsøge at blive retfærdige mennesker, der udøver kærlighed overfor sine medskabninger.
Men Jesus sagde jo netop:
"Vil du gå ind til livet, så hold budene."(Matt. 19,17)
De siger at de tror på Bibelen og i samme åndedrag siger de, at man ikke skal tro på Bibelen alligevel. Det er vel nok en selvmodsigelse af rang: "Tro, men tro ikke", synes de at sige. Så konklussionen er: De er løgnere og hyklere af værste skuffe, og der er ingen som helst fornuft i det de siger! For hvis man tror nogen, så er det fordi man forstår hvad de taler om og anser det, som de siger for fornuftigt. Så derfor bør ingen tro de religiøse, for de taler kun ufornuft og modsiger sig selv! For hvis de virkelig troede Jesus, så ville de forsøge at udføre det han lærte fra sig om kærlighed og retfærdighed; det som han fortalte om Guds sandhed. Men det lærer de andre, at man ikke skal. Det er dem som er de vildledte vildledere, for de lyver om Guds lære, og lærer også andre at lyve om den; og mange af dem fatter ikke engang selv, at de er mørkets og løgnens bærere. De er de falske profeter, som Jesus dengang advarede os, der søger sandheden, imod.
"Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri."(Lukas 11,52)
"I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt:
'Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.'"(Matt. 15,7-9)
"I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overleveringer, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I."(Markus 7,13)
At være tro overfor Guds lære er at være aktivt kærlig og retfærdig, både i det små og det store. Det er at forsøge at blive bedre til, at udøve kærlighed og retfærdighed i alt hvad man foretager sig.
"Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store."(Lukas 16,10)
Når man gør mod andre, hvad man gerne vil have, at andre gør mod een selv, og man undgår at gøre mod andre, hvad man ikke vil have, at andre skulle gøre mod een selv, så er man tro imod Guds lære.
"Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne."(Matt. 7,12)
Så det gælder altså for alle sider af livet, at man bør søge at blive et retfærdigt menneske, hvis man ønsker at "blive oplært af Gud", og få del i de guddommelige hemmeligheder, visdommen, som kun den som virkelig har fortjent det, gennem udøvelse af kærlighed og retfærdighed overfor sine medskabninger, får del i. Den, som er tro imod det gode og retfærdige.
"Og de skal alle være oplært af Gud.' Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig." (Joh. 6,45)
For den snu eller falske der kun gør dette for at opnå fordele til sig selv, vil ikke, før han ønsker at gavne andre af et uselvisk hjerte, finde noget som helst af den højere visdom.
"Visdommen tager ikke ind hos en snu og listig sjæl, ej heller tager den bolig i en lastefuld krop. Lærdommens Hellige Ånd skyr falskhed, den trækker sig bort fra uforstandige tanker og viser sit sande væsen, når uretten rykker nær."(Visd. Bog 1,4-6)
Så det afgørende er, at følge Jesus eksempel (Der findes andre, der har vidnet om sandheden, men Jesus er den som gjorde det bedst, efter min mening.), som han viste med sit liv og de handlinger han gjorde i kærlighed og retfærdighed, for at vise os hvad der menes med ægte retfærdighed; og det på trods af den modstand som man uundgåeligt vil møde fra de uretfærdige, for det lys man tænder vil afsløre deres handlinger i mørket, som de prøver at skjule for andre. For når lyset får plads, så må mørket vige. Og når retfærdigheden udøves, da vil det kærlighedsløse også vige. Og de uretfærdige vil kæmpe imod med alle de nederdrægtigheder som de kan finde på, for at få lov til at fortsætte deres ugerninger, dog vil denne "kamp" i sidste ende være forgæves, for lyset vil til sidst sejre over mørket. Men fordi disse mørkets gerninger bliver afsløret og "sat til skue", derfor vil disse uretfærdige hade den eller de, som blotlægger disse uretfærdigheder.
"Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses."(Markus 13,13 + Lukas 21,17)
"Ja, saglige er I,når mennesker hader jer og når de udstøder jer fra deres selskab og bebrejder jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer den dag,og spring højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himlen; for på lignende måde handlede deres forfædre mod profeterne."(Urevangeliet 25,4)
"Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."(Joh. 3, 19-21)
"Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd, men nu har de ingen undskyldning for deres synd."(Joh. 15,22)
Den, som ikke er en del af løsningen, er en del af problemet! Hvis man ikke er med til at opbygge, så er man med til at nedbryde! Så enkelt er det faktisk!
"Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder."(lukas 11,23)
Og jeg gentager: Dette er summen af kærlighedens lov/De Ti Bud/Jesus bjergprædiken m.fl.:
"I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke vil have, at andre skulle gør mod jer," og: "I skal gøre mod andre, hvad I gerne vil have, at andre gør mod jer".(Urevangeliet 46,15+21)
Og når disse to Bud søges overholdt, så er det det samme som at elske Gud af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med hele sit sind, for man viser dermed at man elsker Guds kærlighed og retfærdighed. Så det er udøvelsen af kærlighed og retfærdighed, der er det afgørende, det essentielle, det grundlæggende. Det var det der var Jesus' budskab til os fra Gud.
Kærligst, Lightsearch.
Hvis nogen giver mig et råd i en bestemt retning, så vil jeg, hvis dette råd lyder fornuftigt nok, forsøge at følge denne anvisning op med en konkret handling, direkte affødt af rådet. Og hvis det så viser sig at det var et godt råd, der løste den problemstilling, som jeg havde da jeg bad om, og fik dette råd, så vil jeg kunne sige at jeg var glad for at have fulgt dette råd, for det viste sig også at være fornuftigt i praksis og ikke kun i teorien. Man kan jo også blive rådført dårligt, men den, der rådfører er måske god til at få det til at lyde som om det er et fornuftigt forslag at følge denne dårlige anvisning. Det komme jo an på, hvordan dette "råd" er "pakket ind", så at sige. Men hvis jeg siger at jeg tror på een der giver mig et råd, så er det jo fordi jeg kan se det fornuftige i, at følge op på dette råd, og udføre den forslåede handling i praksis. Hvis jeg ikke ønskede at udføre dette i praksis, så ville jeg ikke være een der troede på denne person, der gav mig det råd. Og hvis jeg så påstod at jeg alligevel troede selv om jeg ikke havde tænkt mig at følge dette råd, så ville jeg være en løgner.
Jeg opfatter mange religioner på sidstnævnte måde. De påstår at de tror Gud, men de udøver ikke den kærlighed som Gud, i deres skrifter, byder dem at gøre i praksis. De siger det nok, men de gør det ikke. Det er at lyve, både overfor sig selv, men så sandelig også, måske i uvidenhed, overfor andre. De religiøse har opfundet en masse underlige historier om det at tro, men en tro er intet værd hvis den ikke udøves praktisk ud fra en moral inspireret af Guds kærlighed og retfærdighed; altså praktisk udøvelse af kærlighed og retfærdighed. Hvis man ikke gør kærlighed, i en vis grad, så gør man det kærlighedsløse, dvs. tomhed, i en vis grad. Det siger jo sig selv.
"Hvor kærligheden er lille, er alle handlinger ufuldkomne."(Manievangeliet Turfanfragmentet M801)
Hvis man siger at man tror Jesus og det han fortalte om kærlighedens lære fra Gud, om hvordan kærlighed og retfærdighed bør udøves i praksis, så er det vel fordi man kan se det fornuftige i at følge disse anvisninger som han kom med, og de eksempler på retfærdighed som han viste. Hvis man ikke forsøger at følge op på disse anvisninger i praksis, så tror man jo heller ikke på det jesus sagde og gjorde.
"Min moder og mine brødre, det er dem, som hører Guds ord og handler efter det."(Lukas 8,21)
"Vil nogen tjene mig, da skal han følge mig, og hvor jeg er, der skal også min tjener være; vil nogen tjene mig, ham skal Faderen ære."(Joh. 12,26)
De fleste religiøse kristne siger at de tror på Jesus; altså at de tror på at personen Jesus har eksisteret, og stadig eksisterer. Så det de tror på er ikke det han siger, men at han har været, og stadig er, til. Men det han lærte os om retfærdighed det mener de ikke at nogle kan leve op til, og derfor mener de altså ikke at man skal overholde De Ti Bud, og hans uddybelse af disse i bjergprædikenen, hvilket er en meget dårlig undskylding for ikke at forsøge at blive retfærdige mennesker, der udøver kærlighed overfor sine medskabninger.
Men Jesus sagde jo netop:
"Vil du gå ind til livet, så hold budene."(Matt. 19,17)
De siger at de tror på Bibelen og i samme åndedrag siger de, at man ikke skal tro på Bibelen alligevel. Det er vel nok en selvmodsigelse af rang: "Tro, men tro ikke", synes de at sige. Så konklussionen er: De er løgnere og hyklere af værste skuffe, og der er ingen som helst fornuft i det de siger! For hvis man tror nogen, så er det fordi man forstår hvad de taler om og anser det, som de siger for fornuftigt. Så derfor bør ingen tro de religiøse, for de taler kun ufornuft og modsiger sig selv! For hvis de virkelig troede Jesus, så ville de forsøge at udføre det han lærte fra sig om kærlighed og retfærdighed; det som han fortalte om Guds sandhed. Men det lærer de andre, at man ikke skal. Det er dem som er de vildledte vildledere, for de lyver om Guds lære, og lærer også andre at lyve om den; og mange af dem fatter ikke engang selv, at de er mørkets og løgnens bærere. De er de falske profeter, som Jesus dengang advarede os, der søger sandheden, imod.
"Ve jer, I lovkyndige! thi I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem, som ville gå ind, har I hindret deri."(Lukas 11,52)
"I hyklere! Med rette har Esajas profeteret om jer og sagt:
'Dette folk ærer mig med læberne; men deres hjerte er fjernt fra mig. Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.'"(Matt. 15,7-9)
"I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overleveringer, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I."(Markus 7,13)
At være tro overfor Guds lære er at være aktivt kærlig og retfærdig, både i det små og det store. Det er at forsøge at blive bedre til, at udøve kærlighed og retfærdighed i alt hvad man foretager sig.
"Den, som er tro i det små, er også tro i det store, og den, som er uretfærdig i det små, er også uretfærdig i det store."(Lukas 16,10)
Når man gør mod andre, hvad man gerne vil have, at andre gør mod een selv, og man undgår at gøre mod andre, hvad man ikke vil have, at andre skulle gøre mod een selv, så er man tro imod Guds lære.
"Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne."(Matt. 7,12)
Så det gælder altså for alle sider af livet, at man bør søge at blive et retfærdigt menneske, hvis man ønsker at "blive oplært af Gud", og få del i de guddommelige hemmeligheder, visdommen, som kun den som virkelig har fortjent det, gennem udøvelse af kærlighed og retfærdighed overfor sine medskabninger, får del i. Den, som er tro imod det gode og retfærdige.
"Og de skal alle være oplært af Gud.' Enhver, der har hørt og lært af Faderen, kommer til mig." (Joh. 6,45)
For den snu eller falske der kun gør dette for at opnå fordele til sig selv, vil ikke, før han ønsker at gavne andre af et uselvisk hjerte, finde noget som helst af den højere visdom.
"Visdommen tager ikke ind hos en snu og listig sjæl, ej heller tager den bolig i en lastefuld krop. Lærdommens Hellige Ånd skyr falskhed, den trækker sig bort fra uforstandige tanker og viser sit sande væsen, når uretten rykker nær."(Visd. Bog 1,4-6)
Så det afgørende er, at følge Jesus eksempel (Der findes andre, der har vidnet om sandheden, men Jesus er den som gjorde det bedst, efter min mening.), som han viste med sit liv og de handlinger han gjorde i kærlighed og retfærdighed, for at vise os hvad der menes med ægte retfærdighed; og det på trods af den modstand som man uundgåeligt vil møde fra de uretfærdige, for det lys man tænder vil afsløre deres handlinger i mørket, som de prøver at skjule for andre. For når lyset får plads, så må mørket vige. Og når retfærdigheden udøves, da vil det kærlighedsløse også vige. Og de uretfærdige vil kæmpe imod med alle de nederdrægtigheder som de kan finde på, for at få lov til at fortsætte deres ugerninger, dog vil denne "kamp" i sidste ende være forgæves, for lyset vil til sidst sejre over mørket. Men fordi disse mørkets gerninger bliver afsløret og "sat til skue", derfor vil disse uretfærdige hade den eller de, som blotlægger disse uretfærdigheder.
"Og I skal blive hadet af alle for mit navns skyld; men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses."(Markus 13,13 + Lukas 21,17)
"Ja, saglige er I,når mennesker hader jer og når de udstøder jer fra deres selskab og bebrejder jer og forkaster jeres navn som ondt for Menneskesønnens skyld. Fryd jer den dag,og spring højt af glæde; thi se, jeres løn er stor i Himlen; for på lignende måde handlede deres forfædre mod profeterne."(Urevangeliet 25,4)
"Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset; thi deres gerninger var onde. Thi enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud."(Joh. 3, 19-21)
"Var jeg ikke kommen og havde talt til dem, havde de ikke synd, men nu har de ingen undskyldning for deres synd."(Joh. 15,22)
Den, som ikke er en del af løsningen, er en del af problemet! Hvis man ikke er med til at opbygge, så er man med til at nedbryde! Så enkelt er det faktisk!
"Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler med mig, spreder."(lukas 11,23)
Og jeg gentager: Dette er summen af kærlighedens lov/De Ti Bud/Jesus bjergprædiken m.fl.:
"I skal ikke gøre mod andre, hvad I ikke vil have, at andre skulle gør mod jer," og: "I skal gøre mod andre, hvad I gerne vil have, at andre gør mod jer".(Urevangeliet 46,15+21)
Og når disse to Bud søges overholdt, så er det det samme som at elske Gud af hele sit hjerte og med hele sin sjæl og med hele sit sind, for man viser dermed at man elsker Guds kærlighed og retfærdighed. Så det er udøvelsen af kærlighed og retfærdighed, der er det afgørende, det essentielle, det grundlæggende. Det var det der var Jesus' budskab til os fra Gud.
Kærligst, Lightsearch.