AV AV AV eller hvad?

Hey.. Jeg er en nysgerrig uvidende pige på kun 17 år.. :-P
Jeg elsker børn og babyer.. De er simpelhen noget af det kæreste der findes og en kæmpe velsignelse for forældrene...
MEN JEG SKAL ALDRIG HAVE ET BARN SELV! Og hvorfor...!?
-Fordi det må gøre biip ondt.. har jo logisk nok ikke prøvet at føde endnu, men har hørt skræk-historier om smerter og død og uudholdelige veer!
Elsker babyer og vil mega gerne have én ENGANG, med hvem jeg end bliver gift med, men jeg tror ikke jeg ville turde... ville nok sige nej til min mand, hvis han apurgte om vi skulle have et barn, af frygt for smerten!
Så til alle jer der har prøvet at føde.. gør det virkelig så skrækkeligt ondt.
Er det virkelig totalt umuligt at føde hurtigt og smertefrit.. PLEASE sig at det er muligt...
Det er min store frygt når jeg tænker på fremtiden.. FØDSLER!
Some one, please... Sig det ikke gør så ondt...!
Hilsen Baby-lover

som de smerter du har, når man brækker et ben...så fik hver kvinde, sikkert også kun eet barn. Men smerten selvom, man føler et jordskælv indvendig så gør man det igen...og mange kvinder gør det mange gange, for det er en helt anden slags smerte...
Der er noget forunderligt fantastisk ved, at grunden til at man gør det...det er den lille klump, der ligger dér, og er 100% afhængig af dig!
Du kan med sådan et indlæg nok få de første 500 beretninger om smertefulde fødsler folk har haft...men det interessante i det...og det har jeg så først fundet ud af EFTER, jeg har født...det er den følelse, man fyldes af bagefter, som er så stor og uforklarlig...og helt unik i hvert enkelt tilfælde.
Nogen gange forklares ting bedre ved at man beskriver det modsatte...og det er jo kontrasterne der gør storheden i det begribelig. Når folk gør sig umage med at forklare og beskrive detaljerne i det forfærdelige...så er den vidunderlige følelse bagefter så meget desto lettere at beskrive....
Men mange især unge kvinder, der ikke har født, forholder sig til beskrivelsen af smerten. De kan af gode grunde ikke i deres tanker flytte sig videre, til det der sker bagefter, for det ligger jo ikke i deres personlige erfraingsmateriale. Og begrebet fødsler det betyder MEGET for dem...for mange står nemlig selv overfor at skulle opleve det....
Jeg siger bare, at det er igennem at føde og give liv, at man bliver i eet med universet...og jeg er helt ligeglad med om, det er forståeligt eller ej...for det er en følelse, som ikke lader sig forklare.
Det ER meget svært at beskrive 21 timers indre jordskælv, som noget guddommeligt...men det er egentlig det, jeg vil vil beskrive den måde min datter kom til verden på...Bagefter oplevede jeg noget fantastisk...det var ligesom jeg blev, fyldt af en styrke, som i et øjeblik gjorde mig udødelig, og min daværende mand sad ved siden af og brød grædende sammen og sage "Du skal aldrig mere sige til mig, du er svag!"

Min mor fik fire børn uden brug af smertestillende midler. Jeg er selv lidt nervøs så jeg spurgte hende om, hvor ondt det gjorde, og hun svarede at det slet ikke var så slemt, bla. fordi kropper begynder at producere sit eget smertestillende middel, så snart fødslen går i gang. Hendes fødlser var ellers ikke helt nemme, da et af hendes børn lå forkert og derfor skulle ud med kroppen først. Et andet af hendes børn tog næsten et døgn om at komme ud.
Historierne om kvinder der ligger og skriger af smerte i 24 timer er rygter, lavet af pylrehoveder der vil have lov til at bruge statens penge på at få et helt unødvendigt kejsersnit.
Hvis bare moren og barnet er sunde og raske, hvis moren ikke er overvægtig og hvis fødslen ikke går galt, skulle det ikke være så stort et problem.
Jeg tror usikkerheden er værre end smerten, og den naturlige fødsel er nu engang bedst for barnet.

Jeg har altid hadet de der læger og sygeplejersker, der siger: det gør ikke spor ondt, før du ved af det, så er det overstået....OG SÅ gør det bare %&¤#¤"*^¨ (sæt selv et passende bandeord ind) ondt.
Så jeg vil ikke lyve og sige, at det ikke KAN gøre det. For mit vedkommende gjorde det så skide ondt, at jeg råbte og skreg under hele processen og blev uvenner med jordemoderen. *Gg*
Hvorfor skriver jeg så, når det nu er fortrøstning, du søger? Jamen det kommer lige her...:
Jeg lå nemlig samtidig på stue med en kvinde, der havde født i ambulancen. Hun var fuldt og fast overbevist om, at NU skulle hun altså sk...! og de havde bare at køre ind til siden og lade hende træde af på naturens vegne. Næh nej, lille frøken, var svaret, for hovedet er allerede halvvejs ude...!
For hende var det altså ikke være end en gang seriøs mavepine efter en druktur med for meget krydret mad. ;O)
Så min pointe er, at lige som vi alle er forskellige, så vil smerten også være det. Nogle smutter mandler, andre nå ja, noget lidt større end mandler, og det vigtigste er, at du ikke kan vide det på forhånd. Så at frasige sig glæden ved at få det barn, du så åbenlyst i forvejen drømmer om, det ville være en synd af format.
Som en anden skriver, så får du også igen i tusindfold, når du har den lille klump i armene og et par forundrede øjne stirrer op på dig. ;O)
Så på med vanten og hop ud i det, når det er tiden til det, UDEN alle disse sorger på forskud - dem kan du tids nok tage dig af, hvis du i det hele taget får brug for det. SKulle du så få brug for det, er der jo også indtil flere smertestillende metoder, der kan afhjælpe det værste. Det kan lægen sikkert fortælle dig alt om. ;O)
Knus og smil
Deci

Kære Lillepige,
Min frygt for at lide smerte var så stor, at jeg var tæt på at beslutte at gå ud i skoven og lægge mig ned i frosten og dø.. og frygten var blandet med frygt for en slags umyndiggørelse/fornedrelse: hvis alle omkring mig ville prioritere barnet frem for min krop (smerte), mine følelser, min oplevelse. Ser du, barnet var næsten en slags fjende..
Jeg var så bange for at opleve at andre 'håndterede' min krop (og smerte) uden indføling og omsorg over for mig, at jeg besluttede at føde hjemme - være den, der kommanderede. Men så ville der jo ikke være mulighed for smertelindring..
Ved du, jeg talte under graviditeten i tankerne meget til mit lille barn, ikke direkte om min frygt, men jeg beroligede det og sagde, at dets mor nok skulle klare det hele og passe på det. Og det forpligtede jo lidt. Langt hen i graviditeten ledte jeg på biblioteket efter bøger om naturlig fødsel og fandt én af en amerikansk fødselslæge, husker ikke hans navn, men titlen var noget som "naturlig fødsel, og bogen var fra 60'erne eller 70'erne. Imens jeg læste i den, fandt jeg en halv side hvor han forklarede hvordan en kvinde skulle gøre, hvis det hændte, at hun af en eller anden grund kom til at skulle føde alene...
Og dét índprentede jeg mig, og sagde til mit lille barn, at jeg kunne klare alt, og at det skulle komme sikkert og roligt ud i verden (til mig).
Min fødsel gik i gang efter pludselig vandafgang, og to timer efter havde jeg en lille pige i armene, og oplevede miraktlet: at hun så mig ind i øjnene! Hvor kom hun fra, hvad tænkte hun? Havde hun hørt alt, hvad jeg havde sagt?
Det næste barn fødte jeg på grund af ulykkelige tilfældigheder (uønskede) helt alene, det blev født efter kun en times veer, også hjemme. Og det tredie barn fødte jeg som 39-årig næsten uden smerte, igen hjemme og igen uden smertelindring. Jeg kan sige dig, at min hemmelighed var at trække vejret meget overfladisk og øverst oppe i lungerne, og slappe maximalt af nederst i kroppen, og under veerne tale til det lille barn (i tankerne) og sige, at det ikke skulle være bange, selv om det lige nu blev mast helt sammen..
Kun den midterste fødsel var svær (meget smertefuld), men det ved jeg var på grund af min store angst for, at navlesnor ell. lign. var i klemme og at barnet ville blive skadet.. jeg var jo alene. Og den sidste fase af udvidelsen varede minutter og må derfor have været meget komprimeret, da råbte jeg: åh-nej-åh-nej-åh-nej - men også fordi jeg ønskede at holde fødslen tilbage af frygt for barnet og ikke kunne..
En meget, meget stor del af din smerteoplevelse vil være betinget af frygten. Og den har du lang tid til at tænke på - og lægge en strategi, så din frygt ikke også griber det lille bare, der kan læse dine tanker...
Sådan klarede jeg det, og det vil også du. Og som mig vil du bagefter og hele resten af dit liv føle en ubeskrivelig stolthed og styrke og forundring over, at din krop kan præstere dette og blive fuldstændig som før i løbet af ganske kort tid!!
Varme hilsner om søgen og lykke for dig
en kvinde

I dag er det sådan, at hvis man er frygtelig bange for at føde naturligt, så kan man få tilbudt rygmarvsbedøvelse og det vil sige, at man bliver følelsesløs fra navlen og nedefter - og derved mærker man jo ikke smerten, - så frygt ikke lillepige og lad ikke frygten forhindre dig i at få et barn hvis du ønsker det.
Selv har jeg født 5 børn uden nogen form for smertelindring. Efter min første fødsels svor jeg at jeg aldrig ville gøre det igen og alligevel gjorde jeg det 4 gange mere - værre var det trods alt ikke.

Der findes mange smerter som er meget værre, feks. tandlægen eller prostata eller nyresten har jeg hørt skulle være tæt på den *lille død*.
Så fød du trygt, kvinder elsker jo at spille martyre så fødslen er blevet noget helt vildt forfærdeligt de sidste 10 år...sjovt nok så rørte det ikke kvinder før og de fødte enda hjemme.

hejsa
Takker for alle de opmuntringer...
Det lyder faktisk ret beroligende! -Skal skam nok klare det ;-) Jeg er jo en kvinde :-)
Men kan man ike få kejsersnit? kan man så mærke det? Men ødelægger det glæden ved fødslen?
-Det er det jeg har hørt og jeg er interesseret i om det er sandt!!!
Venlige hilsner babylover

Du kan få en rygmarvs bedøvelse, så er du faktisk fri for smerter, men selve bedøvelsen kan også gøre lidt meget ondt.

og vil ikke forsøge at pakke andre unge piger ind i vat, det gør fandens ondt at føde, men det er et mirakel der kommer ud.
da jeg ventede min første bad jeg min mor om en sammenligning der var til at tage at føle på, hun kom med følgende, du skal presse noget på størrelse med en vandmelon ud gennem et hul på størrelse med en citron, et hul der er omgivet af megamange nerver og følelspunkter! Ja, DET GØR ONDT! og nej man glemmer det ikke bagefter, men det lille vidunder der kigger på dig med sine dejlige blå øjne, og er helt afhænging af dig, gør at smerten glider i baggrunden.
Jeg kan også fortælle dig at ved et kejsersnit får du også smerter, ikke under selve fødslen, men bagefter og i lang tid efter, jeg delte stue med en der havde fået kejsersnit samme dag som jeg fødte min første, hun kunne ikke engang gå på wc selv p.g.a. smerter, og hver gang barnet græd bad hun mig løfte det over til sig, for det trak i stingene hver gang hun forsøgte at bevæge sig.

Aaargh, tør altså ikke!

Jeg var selv så ræd for fødslen, så jeg var overbevist om, at jeg heller aldrig skulle opleve glæden ved at blive mor. Men da jeg så blev gravid, som 23-årig, snakkede jeg med min jordemoder, og hun sagde til ; der er 2 måder at føde på. Vaginal Fødsel, OG Kejsersnit.
For at gøre historien kort, vil jeg bare fortælle dig, at du KAN bede om at få et kejsersnit, og har du en forstående jordemoder, så vil hun give dig lov. Det svier godt nok et par uger efter, men det er det hele værd ... held og lykke.

det er så forskelligt fra kvinde til kvinde, nogen føler kun en lille smerte andre store smerter, men man kan jo få noget mod smerterne.
jeg havde meget ondt, men ville ikke have noget mod mine smerter, jeg kom igennem det på 43 min. men lige efter hovedet var kommet ud gjorde det ikke ondt mere.
det er slet ikke så skrækkeligt at føde.
der er bare så mange der elsker at komme med skræk historier, jeg fik dem også da jeg ventede mig, jeg blev selvfølgelig meget nervøs men da jeg så havde født, fandt jeg ud af det slet ikke var så slemt.

det gør ondt i 1 uge til 2 hvis man får kejsersnit, og fødslen er det kun mens det står på, så vil fraråde dig kejsersnit, det er kun hvis der er noget galt man skal have det..

hejsa..
jeg er en ung pige på 21 år og har været meget i tvivl om jeg skulle have kejsersnit eller føde normalt, når min mand og jeg skal have børn, i lang tid har jeg tænkt og snakket om at få taget kejsersnit men har faktisk kun fået dårlig respons... jeg har fået at vide at når man føder normalt er man, hvis alt går vel, hele tiden vågen og ved hvad der sker men via kejsersnit er man bedøvet og vågner op når alt er overstået og dette kan give fødselsdepresioner... det er hvad jeg har hørt.
og når jeg tænker over det... hvad skal man fortælle sine børn hvis de en dag spørger, som unge kommende forældre hvordan mine fødsler gik... hvad skulle man så svarre hvis det skete ved kejsersnit???!!!... at det var en sød baby der lå ved sidenaf en da man vågnede!!!???
ej vel...
jeg har i hvert fald besluttet at føde naturligt hvis der ikke kommer komplikationer!
men så er der bare dukket et nyt problem op.....
nu er jeg i tvivl om det skal være en hjemme eller hospitals fødsel...???
er her nogen som kan give mig nogle facts om begge dele både negativt og positivt...
og så overvejer jeg også at føde i vand fordi jeg tror at det kan lindre den eventuelle smerte...
nogen der ved noget om dette?

MVH Katja

Jeg har født én gang. Det var en kompliceret fødsel, og det var virkelig godt og grundigt rædselsfuldt. Jeg fik ikke lov til at bevæge mig omkring, om jeg skulle lige på den side, der gjorde allermest ondt, fordi de måtte overvåge barnets hjertefrekvens hele tiden.
Efter 13 timer (de første time, hvor alt var normalt var helt ok!), hvoraf de 5 var de rædselsfulde blev jeg så forløst ved kejsersnit. De bad mig nemlig detaljeret om at beskrive de smerter, som jeg havde, og det blev hurtigt klart, at kejsersnit var den eneste løsning, fordi barnet kunne ikke komme ud ad naturlig vej.
Bagefter fortale jordemoderen mig, at det er almindeligt, at komplicerede fødsler er mere smertefulde end normale fødsler.
Man kan ikke gøre det store for at undgå komplikationer. De plejer at sige, at det er godt at gå lidt rund omkring hellere end at ligge, men som i mit tilfælde, så skal barnet overvåges konstant, hvis der er mistanke om, at noget kan går galt.
Men frygt ikke, de fleste fødsler går OK. Den første fødsel varer i gennemsnit 18-24 timer. Det er de færreste, der føder på 6 time og sådan.
Tandpine er peanuts i forhold til i hvert fald mine fødselssmerter. Nyresten er peanuts i forhold til mine fødselssmerter. Jeg kender ikke prostata, fordi jeg ikke har en.