"barn" af hvem? Satan? eller Gud?
Satan? lysets engel?
Der har været skrevet meget om Satan; at han giver sig ud for at være ”en lysets engel”? Der har også været skrevet meget om hvordan det kunne gå så galt og hvordan man kan identificere Satan så man ikke kommer uforvarende til at gå hans ærinder.
Jesus udtalte engang:
Johannes Evangeliet kap. .8 vers 44:
”I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader”.
Citat slut.
Kommentar:
”der er ikke sandhed i ham”? Hvordan skal man forstå og tackle dette i hverdagen, i forholdet til andre troende og især i forholdet til de forskellige meninger og derfor trosopfattelser der er af Guds ord, som danner rammerne eller endog grundlaget for både en religion (eks. aflægger af Kristendommen) for ikke at tale om ”sekteriske” forgreninger af Kristendommen.
Hvor ender Gud og hvor begynder Satan?
Er Satan en virkelig person? Hvad nu hvis man opfatter Satan som ”det onde” og Gud som ”det gode”? Uanset om vi opfatter Satan som en virkelig person skal vi alligevel ud og identificere ”det onde” og efterfølgende ”det gode”.
Når vi taler om Satan som person taler vi både om ”ånd”, et åndeligt væsen / person, men vi taler vel for det meste om gerningerne; altså den adfærd vi tillægger en sådan ”person” ( hvis man kan bruge det menneskelige ord ”person”).
Vi taler ellers om ”hvad der kendetegner” en person og det kan vi også gøre når vi skal identificere Satan. Man er altså ikke ”barn af Satan” fordi man er uenig med ”de andre”.
-------------------------------------------------------------------------------------
Vi er pr. definition børn af Gud; vi tilægger ”skabelsen” af mennesket ”det gode”, altså Gud. Derfra er der så muligheder for at gøre hvad vi betegner for godt eller ondt. For at kunne identificere godt og ondt må vi jo ha en viden om hvad der er godt og hvad der er ondt.
I et fællesskab betyder det meget at man er enige om hvad der er godt og hvad der er ondt. Det handler om socialt samværd.
I hele menneskehedens historie har ”kampen” stået mellem det gode og det onde. Nogen har ment det gode samtidig med at de i misforståelse har gjort ondt. Jeg vil nævne nogle ”misforståelser”:
sårende ord, hårde ord, utidig indblanding, gruppepres, menneskefrygt, falskhed, sladder, (hvad værre er) bagtalelse, snyd og bedrag, manglende empati, selvhævdelse, pral, manipulation, had; …...
du kan se, at de ”misforståelser” nærmest er ”kødets lyst, kødets gerninger”; som vi kæmper mod. På den anden side er der ”åndens frugter”, som vi søger og forfølger og ønsker dersom vi er blevet oplyste.
I Johannes Evangeliet kap. 8 står der:
” ….. og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning. Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?"
Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden.
7 Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem:
"Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!"
Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.
Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende:
"Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?,"
Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"
Jesus talte da atter til dem og sagde:
"Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys."
Citat slut.
Kommentar:
Nu vil jeg gerne kæde dette sammen med følgende:
Johannes Evangeliet kap. 1
I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i Begyndelsen hos Gud. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er.
I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden.
Citat slut.
Kommentar:
Her ser vi så mørkets gerninger som kontrast til lysets gerninger. Synderen der ”fortjener” døden grundet ”mørkets gerninger” og ”lysets konsekvens”, Jesus reaktion og Ord.
Man skulle jo have troet, at når ”mørkets gerninger” blev afsløret af ”lyset”, så ville der ske noget forfærdeligt. Det gjorde der ikke set fra Kvindens synspunkt.
Altså ”de skriftkloge og Farisæerne” mente de gjorde ”lysets gerninger”, men Jesus viste at det gjorde de ikke. Sådan kan man altså åbenbart ikke bruge ”Bibelen” i dette tilfælde Moseloven.
Det har vi mennesker meget svært ved at finde ud af selv og derfor har vi brug for Jesus hele tiden til at vejlede os.
Lukas Evangeliet kap. 7:
Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv:
"Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde."
Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
"En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
--------------------------------------------------------------------------------
Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hår. Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.
Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet."
Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med Fred!"
Citat slut.
------------------------------------------------------------------------------
Vi mennesker er som disse kvinder alle sammen. Spørgsmålet er blot; hvordan reagere vi overfor hinanden og hvordan reagere vi overfor ja, hinanden?
Hvad er det nu så der karakterisere Guds børn og Satans børn?
Det er den måde vi reagere overfor hinanden på i en vanskelig situation. Her var en kvinde der var en grov synder. Ikke nok med det, men det var almindeligt kendt.
Vi kan lige så godt indrømme det; vi er ikke bedre end hende. Nu er så spørgsmålet om vi vil ”anklage” hinanden eller om vi vil ”helbrede” hinanden?
Den der er villig til at fortsætte med t gøre det onde ”gør sig altså til barn af ”det onde” medens den der gerne vil gøre det gode (defineret i Bibelen) ”gør sig altså til barn af ”den gode Gud”.
Så det er både rent afstamningsmæssigt, at vi er Guds børn, men det er også i et forløb af gerninger og handlinger der gør os til Guds børn og det er især Ånden der banker på vore hjerter og siger ”luk op” der kan overbevises os om at vi er Guds børn.
Altså, afskyer vi ”det onde” afskyer vi derved ”den onde”, Satan.
Elsker vi ”det gode” defineret i Bibelen af Jesus, elsker vi ”den gode” Jesus. Ånden fortæller os hvem vi er børn af, hvem vi er disciple af.
http://www.youtube.com/watch?v=1Y1wtgLAytA&feature=PlayList&p=29F56DC109DE559E&playnext=1&playnext_from=PL&index=68
Venlig hilsen
Ven af sandheden.
Der har været skrevet meget om Satan; at han giver sig ud for at være ”en lysets engel”? Der har også været skrevet meget om hvordan det kunne gå så galt og hvordan man kan identificere Satan så man ikke kommer uforvarende til at gå hans ærinder.
Jesus udtalte engang:
Johannes Evangeliet kap. .8 vers 44:
”I ere af den Fader Djævelen, og eders Faders Begæringer ville I gøre. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af, og han står ikke i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Når han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader”.
Citat slut.
Kommentar:
”der er ikke sandhed i ham”? Hvordan skal man forstå og tackle dette i hverdagen, i forholdet til andre troende og især i forholdet til de forskellige meninger og derfor trosopfattelser der er af Guds ord, som danner rammerne eller endog grundlaget for både en religion (eks. aflægger af Kristendommen) for ikke at tale om ”sekteriske” forgreninger af Kristendommen.
Hvor ender Gud og hvor begynder Satan?
Er Satan en virkelig person? Hvad nu hvis man opfatter Satan som ”det onde” og Gud som ”det gode”? Uanset om vi opfatter Satan som en virkelig person skal vi alligevel ud og identificere ”det onde” og efterfølgende ”det gode”.
Når vi taler om Satan som person taler vi både om ”ånd”, et åndeligt væsen / person, men vi taler vel for det meste om gerningerne; altså den adfærd vi tillægger en sådan ”person” ( hvis man kan bruge det menneskelige ord ”person”).
Vi taler ellers om ”hvad der kendetegner” en person og det kan vi også gøre når vi skal identificere Satan. Man er altså ikke ”barn af Satan” fordi man er uenig med ”de andre”.
-------------------------------------------------------------------------------------
Vi er pr. definition børn af Gud; vi tilægger ”skabelsen” af mennesket ”det gode”, altså Gud. Derfra er der så muligheder for at gøre hvad vi betegner for godt eller ondt. For at kunne identificere godt og ondt må vi jo ha en viden om hvad der er godt og hvad der er ondt.
I et fællesskab betyder det meget at man er enige om hvad der er godt og hvad der er ondt. Det handler om socialt samværd.
I hele menneskehedens historie har ”kampen” stået mellem det gode og det onde. Nogen har ment det gode samtidig med at de i misforståelse har gjort ondt. Jeg vil nævne nogle ”misforståelser”:
sårende ord, hårde ord, utidig indblanding, gruppepres, menneskefrygt, falskhed, sladder, (hvad værre er) bagtalelse, snyd og bedrag, manglende empati, selvhævdelse, pral, manipulation, had; …...
du kan se, at de ”misforståelser” nærmest er ”kødets lyst, kødets gerninger”; som vi kæmper mod. På den anden side er der ”åndens frugter”, som vi søger og forfølger og ønsker dersom vi er blevet oplyste.
I Johannes Evangeliet kap. 8 står der:
” ….. og årle om Morgenen kom han igen i Helligdommen, og hele Folket kom til ham; og han satte sig og lærte dem.
Men de skriftkloge og Farisæerne føre en Kvinde til ham, greben i Hor, og stille hende frem i Midten. Og de sige til ham: "Mester! denne Kvinde er greben i Hor på fersk Gerning. Men Moses bød os i Loven, at sådanne skulle stenes; hvad siger nu du?"
Men dette sagde de for at friste ham, for at de kunde have noget at anklage ham for. Men Jesus bøjede sig ned og skrev med Fingeren på Jorden.
7 Men da de bleve ved at spørge ham, rettede han sig op og sagde til dem:
"Den iblandt eder, som er uden Synd, kaste først Stenen på hende!"
Og han bøjede sig atter ned og skrev på Jorden.
Men da de hørte det, gik de bort, den ene efter den anden, fra de ældste til de yngste, og Jesus blev alene tilbage med Kvinden, som stod der i Midten. Men da Jesus rettede sig op og ingen så uden Kvinden, sagde han til hende:
"Kvinde! hvor ere de henne? Var der ingen, som fordømte dig?,"
Men hun sagde: "Herre! ingen." Da sagde Jesus: "Heller ikke jeg fordømmer dig; gå bort, og synd ikke mere!"
Jesus talte da atter til dem og sagde:
"Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys."
Citat slut.
Kommentar:
Nu vil jeg gerne kæde dette sammen med følgende:
Johannes Evangeliet kap. 1
I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Dette var i Begyndelsen hos Gud. Alle Ting ere blevne til ved det, og uden det blev end ikke een Ting til af det, som er.
I det var Liv, og Livet var Menneskenes Lys. Og Lyset skinner i Mørket, og Mørket begreb det ikke. Det sande Lys, der oplyser hvert Menneske, var ved at komme til Verden.
Citat slut.
Kommentar:
Her ser vi så mørkets gerninger som kontrast til lysets gerninger. Synderen der ”fortjener” døden grundet ”mørkets gerninger” og ”lysets konsekvens”, Jesus reaktion og Ord.
Man skulle jo have troet, at når ”mørkets gerninger” blev afsløret af ”lyset”, så ville der ske noget forfærdeligt. Det gjorde der ikke set fra Kvindens synspunkt.
Altså ”de skriftkloge og Farisæerne” mente de gjorde ”lysets gerninger”, men Jesus viste at det gjorde de ikke. Sådan kan man altså åbenbart ikke bruge ”Bibelen” i dette tilfælde Moseloven.
Det har vi mennesker meget svært ved at finde ud af selv og derfor har vi brug for Jesus hele tiden til at vejlede os.
Lukas Evangeliet kap. 7:
Men en af Farisæerne bad ham om, at han vilde spise med ham; og han gik ind i Farisæerens Hus og satte sig til Bords.
Og se, der var en Kvinde, som var en Synderinde i Byen; da hun fik at vide, at han sad til Bords i Farisæerens Hus, kom hun med en Alabastkrukke med Salve; og hun stillede sig bag ved ham, ved hans Fødder og græd og begyndte at væde hans Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hovedhår og kyssede hans Fødder og salvede dem med Salven.
Men da Farisæeren, som havde indbudt ham, så det, sagde han ved sig selv:
"Dersom denne var en Profet, vidste han, hvem og hvordan en Kvinde denne er, som rører ved ham, at hun er en Synderinde."
Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Simon! jeg har noget at sige dig." Men han siger: "Mester, sig frem!"
"En Mand, som udlånte Penge, havde to Skyldnere; den ene var fem Hundrede Denarer skyldig. men den anden halvtredsindstyve. Da de ikke havde noget at betale med, eftergav han dem det begge. Hvem af dem vil nu elske ham mest?"
Simon svarede og sagde: "Jeg holder for, den, hvem han eftergav mest?" Men han sagde til ham: "Du dømte ret."
--------------------------------------------------------------------------------
Og han vendte sig imod Kvinden og sagde til Simon: "Ser du denne Kvinde? Jeg kom ind i dit Hus; du gav mig ikke Vand til mine Fødder; men hun vædede mine Fødder med sine Tårer og aftørrede dem med sit Hår. Du gav mig intet Kys; men hun ophørte ikke med at kysse mine Fødder, fra jeg kom herind. Du salvede ikke mit Hoved med Olie; men hun salvede mine Fødder med Salve.
Derfor siger jeg dig: Hendes mange Synder ere hende forladte, eftersom hun elskede meget; men den, hvem lidet forlades, elsker lidet."
Men han sagde til hende: "Dine Synder ere forladte!"
Og de, som sade til Bords med ham, begyndte at sige ved sig selv: "Hvem er denne, som endog forlader Synder?"
Men han sagde til Kvinden: "Din Tro har frelst dig, gå bort med Fred!"
Citat slut.
------------------------------------------------------------------------------
Vi mennesker er som disse kvinder alle sammen. Spørgsmålet er blot; hvordan reagere vi overfor hinanden og hvordan reagere vi overfor ja, hinanden?
Hvad er det nu så der karakterisere Guds børn og Satans børn?
Det er den måde vi reagere overfor hinanden på i en vanskelig situation. Her var en kvinde der var en grov synder. Ikke nok med det, men det var almindeligt kendt.
Vi kan lige så godt indrømme det; vi er ikke bedre end hende. Nu er så spørgsmålet om vi vil ”anklage” hinanden eller om vi vil ”helbrede” hinanden?
Den der er villig til at fortsætte med t gøre det onde ”gør sig altså til barn af ”det onde” medens den der gerne vil gøre det gode (defineret i Bibelen) ”gør sig altså til barn af ”den gode Gud”.
Så det er både rent afstamningsmæssigt, at vi er Guds børn, men det er også i et forløb af gerninger og handlinger der gør os til Guds børn og det er især Ånden der banker på vore hjerter og siger ”luk op” der kan overbevises os om at vi er Guds børn.
Altså, afskyer vi ”det onde” afskyer vi derved ”den onde”, Satan.
Elsker vi ”det gode” defineret i Bibelen af Jesus, elsker vi ”den gode” Jesus. Ånden fortæller os hvem vi er børn af, hvem vi er disciple af.
http://www.youtube.com/watch?v=1Y1wtgLAytA&feature=PlayList&p=29F56DC109DE559E&playnext=1&playnext_from=PL&index=68
Venlig hilsen
Ven af sandheden.