barn i sorg

på lørdag skal jeg til konfirmation
til barnet som i samme uge mistede sin far ( en voldsom død )... og nu kan jeg ikke længere overskue de muntre sange jeg har forfattet .... barnet har valgt at gennemføre konfirmationen ...
men hvad skal vi gæster gøre -- holde vores taler , synge vores sange . holde en tale om at vi godt ved at det her er en svær situation , eller hvad søren skal man gøre ...
nogen som har et rigtig godt råd - for jeg er søremig i vildrede

en efter omstændighederne glad dag.
Med plads til de følelser som den unge udtrykker
Men uha en væmmelig situation
håber nogen har et konkret råd
held og lykke
og tillykke

start ud med din medfølelse overfor det skete inden sangen. Giv ungen håb ved at være åben omkring det skete og fortæl historien om livets gang via din sang. Men lad IKKE som om intet er sket.

rigitg forfærdeligt og tragisk.
min kæreste mistede sin bror i en trafik ulykke to dage før hans konfirmation og fik derfor ingen fest el noget og kort tid efter mistede han sin mor.
og han siger idag, at det værste var at de fleste lod som ingen ting, nok fordi de ikke rigtig turde tage det op.
men hold hans konfirmation, som den ville være blevet holdt hvis hans far også var der.
lad hans far være en del af festen, selvom han ikke rigtig er der.
håber mit svar ku hjælpe lidt :)
god konfirmation og alt hel og lykke til drengen fremover !!!

Jeg vil stille mig tvivlende overfor, at gennemføre en planlagt fest i samme regi, som før ulykken. Den er jo lige sket. Taler, sange - det må da omredigeres. Jeg er ikke kompetent til at rådgive i en så vanskelig situation, men forstår godt, at du beder om råd.
Det kan være du får nogle flere i morgen, der er mange kloge råd at hente her på SOLen.
Ville bare vise min medfølelse, som jeg godt ved, du ikke kan bruge til noget. Men som alle øvrige indlæg anbefaler, og som du også selv ved, så må i ikke lade som ingenting.
Det er da ligefør du må vende tilbage og fortælle (læs: lære os noget) om hvordan i dog taklede et så stort problem.
jette-

hej
det er meget svært at miste og skulle videre, men
synes i skulle holde festen og taler og de sange.
Lav dem ikke om.
Det arme dreng har miste men lad ham få en dejlig dag uden alt for meget sorg.
DEt ville være meget synd hvis han skulle tænke tilbage på
sin fest som en fest hvor alle græd.
Efter min søsters begravelse hvor jeg var megt knust og havde græt meget.
var det næsten en befrielse at kunne komme hjem og snakke om andre ting og endda smile lidt
og for en kort stund "glemme" at jeg havde mistede den dejligste søster i verden.
Han vil sørge hver eneste dag i lang tid, lad ham få denne dag med en masse smile og glæde, men husk at støtte op om ham om feks 14 dage..

ja det er en svær en denne her så jeg læser med kyshånd jeres råd ... jeg tror jeg vurdere situationen når jeg ankommer, for jeg kan nemt følge det med at børn godt kan glemme lidt da de mere lever i nuet ... og så bare gøre alt for at det bliver den bedste konfirmation efter omstændighederne ...
til dig pige i sorg ... du har også været meget igennem og jeg håber også der var nogen for dig der fulgte op ... men jeg forstår godt du snakker om det pusterum hvor man kan tænke på noget andet ... den har jeg taget til mig tak ;0)
i vores familie taler vi meget åbent og ingen skal igennem sådan noget alene , så barnet får så meget støtte der behøves det er helt sikkert ...
jeg skal nok vende tilbage med hvordan det gik og hvordan det blev tacklet ;0)

prøv at tale med konfirmanden inden selve dagen - spørg ham/hende om der skal være sange, eller om han/hun helst er fri.
Som andre korrekt siger - det værste man kan gøre, er at tie.
Hvad med barnets mor - er hun fortsat i chock eller kan man tale med hende? Det kan være at hun også har nogle ideer.
Det er en svær situation - men kom lige i tanker om - hvad med præsten der skal konfirmere børnene? Der kan måske også hentes nogle ideer der.

- livet er jo tungt nok lige nu, lad ham få et frikvarter fra sorgen og en god fest. Tænk over den er resultatet af 1½ år forberedelse og forventningens glæde. Det ville være synd for ham, om den skulle gøres til en begravelsesdag mere.
- Man skal ikke være så optaget af de døde at man tilsidesætter de levende. Det er nemlig en rigtig synd.

Jeg synes, det er meget flot, hvis i har haft overskud til dette. Men et barn på 14 år er jo ikke kun barn længere. Hvordan man kan abstrahere fra, at ens far er brat død få dage før en stor fest og *glemme* det for en kort stund, er mig ubegribeligt.
Naturligvis mener jeg også, at dagen skal højtideligholdes, men jeg ville da være bekymret for, at det skulle komme til at virke lidt for kunstigt.
Men alle gode ønsker for det unge menneske på den store dag.

- Jeg tror du ville blive overrasket over, hvordan man kan tænke og føle, når man er 14. De tanker du gør dig, er noget vi bliver til med alderen, hvor overfladiskeheden overtages af noget andet. Men det er jo smart nok, vores sind er indrettet på den måde, ellers ville det nok blive for hårdt at komme gennem et helt livs fortrædeligheder.
- Som eksempel kan jeg da fortælle dig, at min bedste veninde i hele verden blev kørt ihjel på vej hjem fra skole da vi var 15. Vi havde en aftale den eftermiddag, så hendes bror ringede og fortalt mig at hun ikke kom. Da jeg fik den besked følte jeg det, som om jeg blev suget ned i et stort sort hul i gulvet og alt stod stille. Jeg var fuldstændig i chok. Jeg havde aldrig før oplevet noget, der gjorde mig så ked af det.
- Et par timer senere hvor jeg var gået igang med at pakke de ting væk, vi skulle have brugt om eftermiddagen udbryder min mor pludseligt "sig mig SYNGER du?" - og det gjorde jeg! Ganske uden at vide det, men jeg sang (jeg var selv rystet)
- Jeg sørgede over og savnede hende i flere år, men jeg sang to timer efter hun var død! Jeg var ikke nogen unormal teenager, men jeg teenager var jeg.

Nu forsvandt et længere svar, bedst som jeg sad og skrev. Aner ikke hvad jeg har trykket på. Er sket før.
Vender tilbage senere, da jeg får gæster til morgenkaffe om lidt, og lige skal have justeret køkkenet en smule.

Men jeg har fundet ud af, at når det sker, kan jeg "redde den" ved lige at trykke på <tilbage> øverst i værktøjslinien. Nogle gange har det vist været fordi jeg er kommet til at trykke på <fortryd indlæg> i stedet for <send indlæg>

Det har jeg også prøvet på, åh Gud ... i begyndelsen gik noget galt ved afsendelsen næsten hele tiden, og når jeg så trykkede på 'tilbageknappen' markeres der, at siden var forældet', eller ikke kunne vises eller noget tredje fantasifuldt. Nu har jeg lært at trykke på: 'gem midlertidig kladde'.
Men jeg var desværre ikke så nået langt i dag, så der er altså flere faldgrupper undervejs.
Jeg tror jeg hopper i dem alle, men jeg er meget taknemmelig for alle dens slags fif, da de falder på et tørt sted. Mange hilsner
jette-

Ja som sædvanlig, skal jeg lige varme op igen. Jeg strandede jo med et barnebarn, som du vist gjorde forleden under devisen, ikke kun bedste/far/mormor af navn, men også af gavn.
Hun bliver 4 år om en måned, og tager jo plads. Hun har danset breakdance for mig. Hun lå på sine korte arme og ben og stak det ene ben op i luften medens hun foventningsfuldt så på mig.Hun kunne også noget med hovedet ned i gulvet. Hun er så dygtig,jeg måtte jo lige høre om det var far eller mor, der... men, NEJ det er det ikke.Bare så i ved det!
Som 'altid' når jeg svarer dig, er det tidskrævende. 'Man', 'jeg' skal hele tiden tænke sig om.Tak for det- iøvrigt.
Det, det drejede sig om, var jo det det stakkels barn, som skal konfirmeres imorgen. Jeg må allerførst indrømme, at jeg ikke har mistet nogen nær beslægtet netop i teenage-alderen.
Jeg referede til min mors død og sygeleje, da jeg var 20 år (en væsentlig aldersforskydning, indrømmer jeg), både fra 14 års-alderen og fra min nuværende alder.
Jeg giver dig ret i, at årene indskrænker horisonten, men jeg mindes stadig, at det red mig som en mare, at miste en forælder,da jeg var omkring 13-14 år. Hvis de ikke så ud til at trække vejret, når jeg 'greb' dem i at sove til middag, eller lignende utilbørlig opførsel, var jeg ved at få hjertestop.
Det vanskelige ved min mors død, var at få diagnosen og prognosen. Og sygdomsforløbet. Selve døden, kom faktisk som en lettelse, så vidt jeg husker.
Men her, synes jeg jo ikke det unge menneske, har haft en chance for at sætte sig ind i situatíonen, distancere sig, og sang og taler, der er forberedt medens faderen levede, ja,- det behøver selvfølgelig ikke at influere på hinanden, men alligevel...
Din beskrivelse af, at blive suget suget ned i et sort hul, er yderst malende for mig.
Jeg tror, du har ret i, at sindet er mere plastisk , når man er teenager, og jeg har nok fortrængt en smule, en lille smule.
Jeg gør mig ikke absolut ikke professinel, men syntes, at denne debattør trængte til svar af en eller enden art efter det dilemma vedkommende stod i.
Nå Dulkis, klokken er mange og jeg har lige netop nu fået en mail fra en veninde, en meget yngre veninde, men som jeg er stolt af, og som er billedkunstner, at hun under store strabadser, har fået en søn!
Nu skal jeg da lige ud og have en Gammel Dansk og fejre det lidt med mig selv. (Har været alene i 3 år). Og mit lille barnenebarn, er ikke til megen opmuntring på dette tidspunkt af natten .Sover - beroligende for alle nerver.
Tak for dine svar, som jeg må indrømme, jeg altid imødeser, med stor forventning(!) Og som aldrig er kedelige. Jeg læser rup og stup.
Det kan selvfølgelig virke irriterende, som et kamufleret ønske, om at du bare har at blive ved. Og det har du så hermed-
Mange hilsner fra jette-
Jeg orker ikke at læse korrektur, hvad jeg plejer, men det forsvinder for mig...

Nu jeg har dig...
Min computer skriver,at min browser desværre ikke kan acceptere cookies, eller noget i den stil. Ved du hvad det betyde? Browser??? Det står med rødt og ser alarmerende ud.

gik det så?
Det kunne være lærerigt for mange, hvis du har mulighed, mod, for at fortælle din erfaring med konfirmationen efter så kort tid efter ulykken.

hej alle og allerførst mange tak for de gode råd der fulgte , dem var jeg rigtig glad for
lørdag morgen modtog alle gæster , en mail fra moderen om at konfirmanden ( som er en pige ) havde bedt om at vi ikke talte om det på selve dagen , hvilket vi alle kunne forstå .
jeg omformulerede mine sange lidt og ved at de øvrige gæster gjorde det samme ...
da vi ankom til konfirmationen , gav vi alle hende et godt kærligt kram , men ingen sagde noget som aftalt
det var på ingen måde forkert for moderen holdt en tale for sin datter, om at livet kunne være hamrende uretfærdigt og uforståeligt , det kunne hun spørge enhver om , men at de havde snakket meget om det , og at de havde aftalt at lægge lidt afstand til det bare for denne dag ...
Pigen ( gæv som hun var , rejste sig selv op og sagde at hun godt vidste at hun kunne komme til os alle og at hun sikkert også ville gøre brug af det , men at hun ikke havde flere tårer ej heller flere kræfter til at tænke på det lige nu , hun havde brug for nogle lidt muntre mennesker bare for en kort tid ... )
det lettede stemningen meget , for alle ville sikkert gerne have trøstet hende men kan godt forstå at hun ikke orkede 40 mennesker .
flere gange i løbet af dagen søgte hun lidt for sig selv , jeg spurgte hende om hun ville have selskab ... kunne godt være hun ville / havde brug for at snakke ( mener selv vi er meget tætte ) men hun havde brug for tiden alene ... når hun så kom tilbage , var hun ok igen ... så meget man nu kan være i den situation , hun fik nogen små klem i løbet af aftenen af rigtig mange af gæsterne , det bragte tårer i øjenene , men jeg tror alligevel det hjalp hende lidt ...
vi sang de sange der var og hyggede os allesammen ... og fornemmede også at pigen var glad for at vi var der ...
blå mandag blev det ikke til , der skulle faderen begraves ;0( og først der brød hun rigtig sammen ... i guder stakkels pige ...
ja det var status , ved ikke om i kunne bruge det til noget , men sådan valgte pigen sin konfirmation ...

sundt. Hun er da en fantastisk pige.
Andet formår jeg ikke at sige. Vi må håbe at hun i fremtiden vil huske det som en positiv dag på trods af alt det uretfærdige. PUHA. Vorherre er lidt utilregnelig ind imellem.