Barn - skal/skal ikke?

Puha...
Har været sammen med en fyr i 3 måneder nu, og i går aftes spurgte han mig om jeg har lyst til at få et barn sammen med ham - nu...
Hvad skal man dog svare på et sådant spørgsmål, når nu man egentlig gerne vil, men man grubler altid utrolig meget over hvad andre mennesker mon vil sige til det?
Puha...

hejsa
jeg synes 3 mdr lyder af meget lidt. jeg vil sige at da jeg mødte min nuværende partner, vidste jeg allerede efter 3 mdr at det her var anderledes - et virkelig godt og balanceret forhold. måske har du det på samme måde? alligevel vil jeg nu nok sige at du burde vente lidt med beslutningen om et barn - måske et års tid, så kender du din partner bedre...

Hej
Hvis du virkelig gerne vil have barn med din kæreste, så skal du gøre det og du skal være ligeglad med, hvad andre mennesker siger for det er dit liv og ikke deres.
Men du skal være helt sikker på at du gerne vil have et barn med din kæreste nu for det er jo et stort ansvar og I har trods alt kun været sammen i 3 måneder, og jeg synes at det er tidligt at få barn sammen når man ikke har kendt hinanden i længere tid, men som sagt det er dit liv og din beslutning om du vil have et barn med ham nu.
Held og lykke med det.
Vh.

Jeg ser spørgsmålet lidt fra oven. Et barn beder jo aldrig selv om at blive født. Yes! - det er fedt at få børn, og for barnet, ligeså fedt at have samboende forældre - gift eller ej. Og det er her, du skal trække i nødbremsen!!!.
Der findtes intet bakegear, når først barnet er født.
Desværre ender mange forhold med, at parterne går fra hinanden før - eller for den sags skyld - når de er blevet gift. Og så kommer der et "barn imellem".
Forældreretten vil altid tilfalde moderen, med alle de fordele og ulemper dette indebærer (enlig mødre er ule sete på jobmarkedet).
Du skal nok nå at få børn. Succeskriteriet er ikke, om du når det før dine søstre eller veninder, men om du bliver den mest lykkelige mor. Giv tid, siger jeg bare - der er som sagt intet bakegear.
Al erfaring viser, at forhold der varer i syv år, som regel ender med både Guld-sølv og sågar diamantbryllup!!.

på hvad andre siger.
Næ, du skulle hellere selv kraftigt overveje om han nu også er den rette at få et barn sammen med.
Og jeg vil da sige at 3 måneder er altså ikke lang tid at lære en anden at kende.
I er jo sikkert begge 2 stadigvæk forelsket i hinanden.
Men hvordan går det når det så bliver hverdag...???
Personligt ville jeg ikke have barn med en det 6 måneder til 1 år jeg var sammen med en person.
For børn er jo også der de næste mange år. Og bedst er det jo når begge forældre har det godt sammen...også når barnet bliver 4-5-6 år...og så videre.
Men der igen. Vi er jo så forskellige.
Men ihvertfald ønsker jeg dig alt mulig held og lykke i fremtiden. Med eller uden børn.
De hjerteligste hilsner, Eyas.

...at jeg har en datter på 3 år fra et tidligere forhold.

hej igen
nu ved jeg ikke hvor langt tid du kendte din datters far inden i fik hende? var det også efter kort tid i valgte at få hende?
måske kan du drage erfaring fra dette forhold?

Jeg kendte ham i 2 år og 7 måneder. Jeg synes det er svært, for da vi fik barnet, så blev han gradvist mere og mere doven, for til sidst slet ikke at gide andet end at sidde ved sin computer og komme ud og spise når der var mad. Han havde ikke noget arbejde, var på kontanthjælp og var i aktivering 6 timer om dagen, og jeg tror egentlig aldrig den mand kommer videre i sit liv. Jeg blev så smaddertræt af ham, og sagde stop. Derefter fandt jeg en mand (ham, jeg er sammen med nu) Han fungerer fint i sammenhæng med min datter, ikke at det skal være hendes nye far, det er fint at de bare kan hygge sig sammen. Til daglig er han ved at uddanne sig til gartner og er færdig næste år til jul. Vi har stort set boet sammen fra dag et. Vi har lige købt bil sammen, som vi skal ud og hente idag. Vi blev forlovet 3 uger efter jeg havde mødt ham. Min sjette sans siger mig at jeg skal holde på ham, det er det jeg vil. Måske har jeg allerede besluttet mig for at jeg gerne vil have det barn, jeg tør bare ikke rigtig indrømme det og springe ud i det, måske netop fordi jeg ved præcis hvad det vil sige at have sådan en lille størrelse, der kræver opmærksomhed 48 timer i døgnet!
Damn, hvor er det svært og der er godt nok mange overvejelser...

hmmm... det lyder som et klogt valg du gjorde der, m.h.t. din tidligere partner.
jeg mener nu stadig du skal give det lidt tid med din nye mand. som du selv siger er en nyfødt meget opmærksomheds krævende - hvorfor ikke bare nyde hinanden og lære hinanden bedre at kende inden i begiver jer ud i at få børn?
Er du bekymret for aldersforskellen mellem din datten og en evt. søster eller bror? eller er der noget specifikt der gør at du ikke mener du kan vente et stykke tid?

Hvis det virkelig er ham du vil have, og det fornemmer jeg på dit brev, så betyder det ikke så meget, om det bliver nu eller om et år. Tal meget om, at det at være papfar, rædsomt udtryk, samtidig med at være "rigtig" far er en utrolig svær opgave, men vær klar over, at de forventninger du stiller til ham som far, kan få alvorlige hakker, hvis du bare på et enkelt punkt antyder, at "det er også fordi det ikke er dit eget barn." Eks: "Jeg forventer, at du behandler mit barn på samme måde, som vores fælles barn", men hvis der mellem linierne ligger en forventning om, at det skal ske på den måde, som du har tænkt dig, så går det galt.
Jeg ved ikke hvor meget kontakt, du har med dit nuværende barns far, for så kan der komme problemer som f.eks. jeg kan ikke være dit barns far, for han/hun har en far, men jeg kan være hans/hendes bedste ven, og det er bestemt ikke nogen dårlig rolle.
Gør nu ikke problemerne større end de er, men hvis I er forberedt på at de kan komme, er I jo meget bedre rustet.
Få talt om problemerne, lige så snart de opstår, børn opfatter lynhurtigt, hvis de er der.
Hilsen wik, som har været papfar i 25 år, til en "dreng", som i dag har 2 "far'er"

til dig der står i den vanskelige situation..
jeg har været sammen med min kæreste i 2 måneder og vi venter barn.. ved et uheld.. og nogen gange tænker jeg på hvad det er der sker.. ikke at jeg fortryder at jeg skal have barn men det bliver en kamp det ved jeg.. men om jeg nu også vil være sammen med ham og alt det.. så du skal tænke dig rigtig godt om..
held og lykke med det..
mange tanker
hende som står i situatioen..

Ja, det er bare et råd: Er du det mindste i tvivl så vent hellere...
Første gang man får et barn er der SÅ meget man skal lære, og støtte og opbakning fra sin elskede er kanon vigtig (bare min erfaring)

... Jeg har jo allerede et barn i forvejen. Det er så godt nok med en anden mand, men forholdet holdt ikke. Det var nu ikke fordi vi fik barnet tidligt i forholdet, det var ganske enkelt fordi han har ændret sig meget her i løbet af de sidste år, og det var ganske umuligt for mig at leve sammen med ham længere.
I øvrigt vil jeg da lige fortælle at jeg ikke længere er i tvivl om jeg ønsker det barn med min kæreste. Faktisk glæder jeg rigtig meget til den dag hvor jeg kan fortælle ham at han skal være far :-)