Baronens mand 16
Mandag formiddag var Jonathan godt i gang med at muge ud, da Florian kom ind i stalden til ham og hviskede: - Der er kommet to kvindelige betjente, som gerne vil tale med dig. Nu har du vel ikke gjort noget kriminelt?
- Mig? Nej, det har jeg godt nok ikke da.
- Det håber jeg så sandelig heller ikke, for i såfald må vi ophæve kontrakten omgående.
Jonathan blev ført over i hovedbygningen og ind i biblioteket, hvor en lidt ældre og noget yngre kvinde ventede: - Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?
- Jeg hedder Margit Strøm, og det er min kollega Paula Larsen. Og du er så Jonathan Wuggi Persson?
- Korrekt. Men venligst undgå det der Wuggi. Det er jeg blevet drillet ikke så lidt med i barndommen.
- Øh nå! Det drejer sig om, at du og din kæreste Henriette Drejberg i lørdags fandt Marlene Thulegaard bagbundet i et hus i Vejle. Er det korrekt?
- Rigtig ja. Men det har vi allerede forklaret alt om til politiet på politigården i Vejle.
- Joh men. Vores overordnede hæftede sig ved en detalje. Din kæreste udtalte, at den forurettede unge kvinde bar nogle klæder, som tilhører komtesse Josefine her på godset. Måske har det ingen relevant betydning, men det er vigtig for efterforskningen, at vi får alle enkeltheder afklaret. Så, hvorledes hænger det sammen?
- Josefine? Nej, det tilhører nu hendes kusine Lisbeth. Jeg gik tilfældigvis med det i en plasticpose, og noget skulle vi jo give hende på, da hendes eget tøj var blevet stjålet.
- Aha. Det vil altså sige, at din kæreste og dig fandt hende i ganske få klæder?
- Faktisk slet ingen, svarede Jonathan og kunne ikke undlade at komme med et lille smil, der smittede: - Det har vi forklaret hele tiden. Hvorfor er der pludselig draget tvivl om det?
- Ja, det ved vi ikke. Vi er først lige mødt ind her til morgen, Poula og jeg. I finder altså kvinden nøgen og bagbundet, hvorefter I befrier hende og giver hende komtesse Jos... nej kusine Lisbeths tøj på?
- Nu er den gal igen, indskyder Poula, der har forholdt sig tavs indtil nu, og tager sig til maven.
- Min kollega har lidt mavekneb. I skulle vel ikke have et toilet i nærheden, som hun må låne?
- Øh jo. Ude i korridoren går hun til venstre og så er det, lad mig se, tredje dør på venstre hånd.
Pigen forsvandt og Margit fortsatte: - Hvorfor gik du rundt med en plasticpose indeholdende komtesse Jos... øh kusine Lisbeths klæder? Og hvor er det så henne nu?
- Det første er en noget længere historie, men fuldstændig irrelevant for opklaringen af forbrydelsen, så den gider jeg næsten ikke fortælle. Og til det sidste, det ved jeg ikke. Marlene afleverer det vel til politiet i Viborg.
- Jeg vil nu alligevel gerne høre forklaringen, insisterede Margit, og Jonathan måtte igennem det hele, lige fra den sjove fugl fra Caribien til posens placering på flyttebilen.
- Udmærket. Nu har jeg noget at gå videre med, takkede Margit og begyndte at undre sig over, hvor Poula blev af. Hun gik hen til toilettet og kom tilbage, inden Jonathan nåede at forlade bygningen: - Øh undskyld. Men det ser ud til at min kollega kom for sent, således at hun ... ja du forstår vist, hvad jeg mener.
”Sked i bukserne”, tænkte han men svarede: - Nej, jeg forstår ikke.
- Kan du skaffe hende nogle rene trusser? dikterede ordensmagten striks.
- Øh jo. Jeg ved lige, hvor jeg skal finde nogle sådanne, svarede drengen og begav sig ned i kælderen.
Da han kom op igen, var Margit forduftet, så han bankede forsigtig på toiletdøren og hørte: - Kom ind. Han trådte ind og så den unge betjent stadig siddende på brættet: - Åh undskyld.
- Alt forladt, jeg troede, det var Margit, der bankede på, sagde hun og tørrede sig endnu engang bagi: - Kender du det? At lige meget hvor mange gange man tørrer sig, så kommer der hele tiden nogen brunt på papiret?
- Nej, det kender jeg ikke, svarede praktikanten forundret.
- Vil du ikke nok hjælpe mig med det? ... hvis du lige gider låse døren.
Jonathan drejede nøglen, og da han vendte dig om igen, stod pigen med hænderne på cisternen og røven lige i vejret.
- Tag noget papir og få det hele tørret grundigt væk.
Jonathan fik først gjort ballerne grundigt rene, dernæst gik han dybere ind i spalten og måtte give pigen ret, man kunne tørre igen og igen. Han rullede derfor et par ark sammen til en pind og stak den længere op i anus. Lækkert var det bestemt ikke, men det blev kompenseret af synet af hendes skamlæber.
Gerningen blev overstået, og hun fik de rene trusser på. Derefter gik de ud for at lede efter Margit. En etage højere oppe fandt de hende, i gang med at forhøre baronen: - Du indrømmer altså at have stjålet Henriette Drejbergs tøj?
Jonathan fortrød, at han havde fortalt sandheden helt uden omsvøb, trak på skuldrene og så beklagende på sin arbejdsgiver: - Det har i dybeste forstand intet med sagen at gøre, så benægt bare.
- Jeg fandt noget tøj ligge og flyde på min grund, og så tog jeg det med ind, da det ikke bare skulle ligge og flyde der. At der var en ude og bade i søen, det skulle jeg selvfølgelig have regnet ud. Men det gjorde jeg ikke.
- Jeg har det godt igen, indskød Poula: - Skal vi se at komme videre til den næste opgave?
- Øh ja, svarede Margit perplekst: - Jeg tror heller ikke, at disse herskaber kan bibringe med flere nyttefulde oplysninger i denne sag. Tak for denne gang. Vi finder selv ud.
- Hvad I alverden skulle al det her betyde? spurgte baronen vredt.
- Jeg forstår det heller ikke, svarede Jonathan nervøst og fortalte den lange historie om kvinden, som Henriette og han havde fundet om lørdagen.
- Uha, det var dog forfærdeligt. Nå ja, jeg skal ærligt tilstå, at jeg rent faktisk fjernede hendes tøj. Men det var kun fordi, at du skulle kunne komme hende til undsætning. Jeg så jo, hvor glad du var for hende, da du væltede på din cykel. Men nu kan jeg forstå, at I allerede er kærester. Så kunne jeg ligeså godt selv have reddet ud med den fugl.
- Det må være noget Henriette har sagt til politiet, at vi er kærester. Jeg ved ikke af det.
- Det håber jeg så sandelig, at hun så også mener, ønskede Florian og fortsatte lidt forlegent: - Hun er en virkelig smuk pige, og indrømmede dermed, at han selv havde gjort flittig brug af kikkerten fra værelset øverst oppe.
- Tja, det gør jeg vel så også, svarede Jonathan nøgtern: - Men jeg må vel hellere se at komme tilbage til Niels-Åge.
- Mig? Nej, det har jeg godt nok ikke da.
- Det håber jeg så sandelig heller ikke, for i såfald må vi ophæve kontrakten omgående.
Jonathan blev ført over i hovedbygningen og ind i biblioteket, hvor en lidt ældre og noget yngre kvinde ventede: - Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?
- Jeg hedder Margit Strøm, og det er min kollega Paula Larsen. Og du er så Jonathan Wuggi Persson?
- Korrekt. Men venligst undgå det der Wuggi. Det er jeg blevet drillet ikke så lidt med i barndommen.
- Øh nå! Det drejer sig om, at du og din kæreste Henriette Drejberg i lørdags fandt Marlene Thulegaard bagbundet i et hus i Vejle. Er det korrekt?
- Rigtig ja. Men det har vi allerede forklaret alt om til politiet på politigården i Vejle.
- Joh men. Vores overordnede hæftede sig ved en detalje. Din kæreste udtalte, at den forurettede unge kvinde bar nogle klæder, som tilhører komtesse Josefine her på godset. Måske har det ingen relevant betydning, men det er vigtig for efterforskningen, at vi får alle enkeltheder afklaret. Så, hvorledes hænger det sammen?
- Josefine? Nej, det tilhører nu hendes kusine Lisbeth. Jeg gik tilfældigvis med det i en plasticpose, og noget skulle vi jo give hende på, da hendes eget tøj var blevet stjålet.
- Aha. Det vil altså sige, at din kæreste og dig fandt hende i ganske få klæder?
- Faktisk slet ingen, svarede Jonathan og kunne ikke undlade at komme med et lille smil, der smittede: - Det har vi forklaret hele tiden. Hvorfor er der pludselig draget tvivl om det?
- Ja, det ved vi ikke. Vi er først lige mødt ind her til morgen, Poula og jeg. I finder altså kvinden nøgen og bagbundet, hvorefter I befrier hende og giver hende komtesse Jos... nej kusine Lisbeths tøj på?
- Nu er den gal igen, indskyder Poula, der har forholdt sig tavs indtil nu, og tager sig til maven.
- Min kollega har lidt mavekneb. I skulle vel ikke have et toilet i nærheden, som hun må låne?
- Øh jo. Ude i korridoren går hun til venstre og så er det, lad mig se, tredje dør på venstre hånd.
Pigen forsvandt og Margit fortsatte: - Hvorfor gik du rundt med en plasticpose indeholdende komtesse Jos... øh kusine Lisbeths klæder? Og hvor er det så henne nu?
- Det første er en noget længere historie, men fuldstændig irrelevant for opklaringen af forbrydelsen, så den gider jeg næsten ikke fortælle. Og til det sidste, det ved jeg ikke. Marlene afleverer det vel til politiet i Viborg.
- Jeg vil nu alligevel gerne høre forklaringen, insisterede Margit, og Jonathan måtte igennem det hele, lige fra den sjove fugl fra Caribien til posens placering på flyttebilen.
- Udmærket. Nu har jeg noget at gå videre med, takkede Margit og begyndte at undre sig over, hvor Poula blev af. Hun gik hen til toilettet og kom tilbage, inden Jonathan nåede at forlade bygningen: - Øh undskyld. Men det ser ud til at min kollega kom for sent, således at hun ... ja du forstår vist, hvad jeg mener.
”Sked i bukserne”, tænkte han men svarede: - Nej, jeg forstår ikke.
- Kan du skaffe hende nogle rene trusser? dikterede ordensmagten striks.
- Øh jo. Jeg ved lige, hvor jeg skal finde nogle sådanne, svarede drengen og begav sig ned i kælderen.
Da han kom op igen, var Margit forduftet, så han bankede forsigtig på toiletdøren og hørte: - Kom ind. Han trådte ind og så den unge betjent stadig siddende på brættet: - Åh undskyld.
- Alt forladt, jeg troede, det var Margit, der bankede på, sagde hun og tørrede sig endnu engang bagi: - Kender du det? At lige meget hvor mange gange man tørrer sig, så kommer der hele tiden nogen brunt på papiret?
- Nej, det kender jeg ikke, svarede praktikanten forundret.
- Vil du ikke nok hjælpe mig med det? ... hvis du lige gider låse døren.
Jonathan drejede nøglen, og da han vendte dig om igen, stod pigen med hænderne på cisternen og røven lige i vejret.
- Tag noget papir og få det hele tørret grundigt væk.
Jonathan fik først gjort ballerne grundigt rene, dernæst gik han dybere ind i spalten og måtte give pigen ret, man kunne tørre igen og igen. Han rullede derfor et par ark sammen til en pind og stak den længere op i anus. Lækkert var det bestemt ikke, men det blev kompenseret af synet af hendes skamlæber.
Gerningen blev overstået, og hun fik de rene trusser på. Derefter gik de ud for at lede efter Margit. En etage højere oppe fandt de hende, i gang med at forhøre baronen: - Du indrømmer altså at have stjålet Henriette Drejbergs tøj?
Jonathan fortrød, at han havde fortalt sandheden helt uden omsvøb, trak på skuldrene og så beklagende på sin arbejdsgiver: - Det har i dybeste forstand intet med sagen at gøre, så benægt bare.
- Jeg fandt noget tøj ligge og flyde på min grund, og så tog jeg det med ind, da det ikke bare skulle ligge og flyde der. At der var en ude og bade i søen, det skulle jeg selvfølgelig have regnet ud. Men det gjorde jeg ikke.
- Jeg har det godt igen, indskød Poula: - Skal vi se at komme videre til den næste opgave?
- Øh ja, svarede Margit perplekst: - Jeg tror heller ikke, at disse herskaber kan bibringe med flere nyttefulde oplysninger i denne sag. Tak for denne gang. Vi finder selv ud.
- Hvad I alverden skulle al det her betyde? spurgte baronen vredt.
- Jeg forstår det heller ikke, svarede Jonathan nervøst og fortalte den lange historie om kvinden, som Henriette og han havde fundet om lørdagen.
- Uha, det var dog forfærdeligt. Nå ja, jeg skal ærligt tilstå, at jeg rent faktisk fjernede hendes tøj. Men det var kun fordi, at du skulle kunne komme hende til undsætning. Jeg så jo, hvor glad du var for hende, da du væltede på din cykel. Men nu kan jeg forstå, at I allerede er kærester. Så kunne jeg ligeså godt selv have reddet ud med den fugl.
- Det må være noget Henriette har sagt til politiet, at vi er kærester. Jeg ved ikke af det.
- Det håber jeg så sandelig, at hun så også mener, ønskede Florian og fortsatte lidt forlegent: - Hun er en virkelig smuk pige, og indrømmede dermed, at han selv havde gjort flittig brug af kikkerten fra værelset øverst oppe.
- Tja, det gør jeg vel så også, svarede Jonathan nøgtern: - Men jeg må vel hellere se at komme tilbage til Niels-Åge.