Hvordan er Jeres kære kommet på et behandlingscenter?

Hej!
Er der ikke nogen, der vil dele deres erfaringer med mig. Vil I fortælle mig, hvordan Jeres pårørende er kommet på et behandlingscenter. Hvad førte til beslutningen? Skubbede I på eller var det alkoholikerens egen beslutning/ønske. Jeg vil rigtigt gerne vide, hvordan man kommer så langt, at en Minnesotabehandling bliver en mulighed.
Årsagen til mit spm. er, at jeg gruer for, at min mor aldrig nogensinde når dertil, hvor man kan sige, at hun er klar....hvad det så end vil sige. Hun har drukket i rigtig mange år og efterhånden går vi vel bare og venter på, hvornår hendes krop siger fra. Ja, det lyder kyniskt, men det er det slet ikke. Der ligger mange tårer og stor smerte bag. Det længste vi er nået er til antabus behandling, som kun varer ganske kortvarigt, så mener hun at hun har helt styr på det igen. Vi har kæmpet i mange år, men har efterhånden givet op, for hun mener ikke selv, at hun har noget problem - kun en sjælden gang imellem, hvor verden vælter fuldstændig, og så har vi et par gange kunnet lokke hende til at tage antabus. Pt. har hun drukket tæt i 6-7 uger og efter sigende har hun ikke fået fast føde overhovedet i den tid. Det er sørgeligt men sandt. Kan det virkelig være rigtigt, at vi er nødt til at opgive? Hun har før været lagt på "is" i en længere periode, for at beskytte os selv i en periode, hvor det var rigtig slemt, men ikke engang det satte sine spor!
Hilsen
datteren

Hvor gør det mig ondt at læse dit indlæg.

For at gøre en lang historie kort: Jeg synes, du bør henvende dig til Al-Anon Denmark. De har desværre lige lukket, men du kan ringe i morgen med alle dine spørgsmål. De kan hjælpe dig og/eller hjælpe dig videre. Ikke her på et debatforum.
Læs lidt på deres hjemmeside, så vil du opdage, du er ikke alene.
Der er møder for pårørende i hele landet
http://www.al-anon.dk/
Vagttelefon: 70 20 90 93. Åben mandag - fredag kl. 10 - 13 og 18 - 21.
Mail: al-anon@al-anon.dk

Havde du forventet det? Hvem er hendes eneste og sande ven? Hvem er altid hos hende, når hun har brug for? Det er FLASKEN - og det efterlader ikke noget indtryk at I holder Jer væk, højest lettelse over ikke at have det ansvar også.
Min bror tog selv beslutningen, men da den kom havde han drukket non-stop i mere end tre måneder. Han stod op om natten, gik "på tanken" efter en flaske gin, drak halvdelen, sov til kl 8-9 stykker, så vækkede den faldende promille ham igen. Ud af sengen. Brække sig, slæbe sig i køkkenet og forsøge at ramme glasset. Drikke det første halve glas næsten rent velvidende at det kostede en bræktur mere. Tilbage til køkkenet glas nr. 2, så var der styr på det og der kunne laves kaffe. Når den sidste halvdel af flasken var drukket, var han så meget menneske at han kunne gå i Alta og købe de to-tre flasker, der skulle konsumeres inden for de næste 24 timer.
Han holdt ikke op fordi han kravlede, sked i bukserne, brækkede sig eller faldt og slog sig - m e g e t. Han holdt da han ikke havde mulighed for at skaffe flere penge til den næste flaske.
Han ringede og sagde at nu ville han gerne afsted. I forvejen havde vi en stående aftale med et Minesotabehandlingssted, som vi havde været i kontakt med jævnligt gennem det sidste halve år. Jeg hentede ham. Standsede på den først tank og købte en flaske gin og en enkelt sodavand. Hældte "toppen" af gin´en så der var plads til sodavanden og kørte ham de 150 km til behandlinghjemmet. Vi holdt lidt udenfor, mens han drak resten, da han ikke kunne bære at hælde det ud i rallet.
Han blev tilset af en sygeplejerske. Fik målt promillen, puls, blodtryk osv. Lagt i seng til afrusning. Det hjalp de ham igennem på fornemmelste vis. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre. Det er bare de offentlige hospitaler, der tror der skal være "morale" i en afvænning. De gav ham resolid nok og derforuden akupunktur, så han faktisk slet ikke var abstinet i de 4 dage selve afrusningen tog. Dette skriver jeg til dig, fordi alle alkoholikere frygter abstinenserne, hvis de én gang har oplevet dem. Det var hans virkelige skræk for at sige ja tak til tilbuddet. Han var simpelthen bange for, hvor dårligt han skulle have det, inden han var igennem.
Han var tørlagt i 4 år. Så havde han det første tilbagefald. 2 år senere det næste og er nu gennem og ude på den anden side efter det 3. Jeg ved ikke, om han aldrig drikker mere, men jeg tror mere på det denne gang end de tidligere gange, for denne gang har han virkelig ramt bunden. Han har mistet alt. Hans job, hans bolig, hans kæreste. Det skulle måske altsammen have været skrottet første gang, men blev det ikke og efterbehandlingen har ikke været tilstrækkelig. Det er ikke andres skyld, mere end hans egen - så skyld er ikke overhovedet et emne, der kommmer sagen ved. Vi se på hvad der hjælper. Længere er den ikke.
Antabus er fandens opfindelse og hjælper ikke en alkoholiker til noget som helst fornuftigt. Bivirkningerne er langt mere omfattende end vi aner - og de holder ikke abstinenserne væk, gør dig blot dødsyg, hvis du drikker - for det meste. Lad være med at tvinge det i nogen du holder af.
Har du muligheden, så find ud af, hvorfor hun drikker og behandel den side af sagen, når og hvis hun kommer tilbage fra en afvænning - ikke før. Send hende ikke afsted før hun er klar. Det er spild at gode 70.000 kr.

Hej Maria!
Tak for dit svar og tak for råd.
Det er nu ikke første gang, at jeg søger hjælp vedrørende min mor, og jeg har selv gået til møder hos Al-anon og til psykolog for at hjælpe mig selv igennem en stor sorg. Jeg er selv nået langt i denne proces, men det er min mor ikke! Vi har efterhånden været meget igennem i vores familie, og har efterhånden mistet troen på, at det nogensinde bliver anderledes med min mors alkoholisme. Måske er dette en sidste krampetrækning i håbet om, at det kan bliver anderledes, så jeg søger bare andres erfaringer.
Hilsen
datteren

jeg har været i en ligende periode i mit liv havde en kæreste der drak han ville ikke hjælpes. så jeg sagde kort og godt det er slut eller du søger hjælp, det gjorde ha så men det var desværre for sent han klarede den ikke han døde desværre så nu er jeg alene og har været det i 10 år mere eller mindre tør nemlig ikke at bindemig for alvr mere[:*(][l]

Hej anonyme!
Jeg ved godt, at flasken er en stærk modspiller - det har jeg skam oplevet mange gange! Jeg ved også godt, at antabus ikke er løsningen, men det var hvad hendes læge syntes var den rigtige løsning, og vi har nu flere gange konstateret, at det er det ikke!
Jeg er glad for at høre, at din bror tilsyneladende er kommet ud på den anden side. Jeg håber for Jer at det holder denne gang.
Jeg bliver dog temmelig modløs, når du siger, at hun selv skal være klar til det, for det kommer vi vist aldrig til. Hun er drukket i over 20 år og erkendelsen er langt væk. Din bror mødte en økonomisk grænse, men den løber min mor ikke ind i. Hun er økonomisk sikret resten af livet, arbejder ikke og har et hus, der er betalt, så der er ikke noget, der truer hende der.
Kan det virkelig være rigtigt, at behandling kun nytter, hvis hun selv beder om det? I så fald føler jeg mig overbevist om, at hun dør, før vi når så langt! Det kan bare ikke være rigtigt!
Datteren

Kære anonyme!
Det gør mig rigtig ondt at høre! Det må være så rædselsfuldt at miste en af sine nære på den måde. Jeg er ret overbevist om, at det også vil ske for os, hvis der ikke snart sker en ændring i min mors måde at leve på.
Jeg håber, at du har gjort eller vil søge hjælp for at få bearbejdet de ar som det har givet dig. Det lyder som om, at du stadig lider under det! Lad ham ikke styre dig resten af dit liv!
Hilsen
datteren

- hvad er det egentlige problem?
- Hvis det passer hende at være let til moderat alkoholisk og hun har rigelig råd til det, hvorfor vil du så at "det skal hun lade være med"? Er hun pinlig? Kommer hun til skade? Tumler hun rundt i byen og blamerer sig?
- Hun har holdt den gående i 20 år, hvorfor så ikke 20 år mere på samme beskub, hvis det er HENDES valg?

hjælpe en alkoholiker, som ikke har erkendt sit alkoholproblem...
Og man kan jo spørge; Hvis problem er det?
Min egen far drak temmelig tæt i en lang periode. Der skulle 3 hjerneblødninger til før forbruget blev sat ned; men prøves det skulle det. Jeg elskede min far for hans væsen, og hadede ham for hans alkoholproblem. Jeg prøvede på mange måder at få ham til at forstå.
Men hans sind var så skrøbeligt, at flasken desværre blev hans flugtvej,,
Har mødt flere alkoholikere i mit liv, som ikke havde noget problem - det var os andre. Glem hjælp her...
De skal SELV nå til erkendelse...
Man kan ikke "fryse" en alkoholiker til at stoppe. Resultatet kan i værste fald blive det modsatte af det ønskede: Alle har forladt mig - så kan jeg lige så godt slå et ordentligt hul i jorden...
Når dette er skrevet, så er det at være barn/pårørende en belastning i DEN grad, som man har brug for hjælp til.
Opdagede selv meget sent i mit liv, hvilke følelsesmæssige skavanker, jeg havde fået ud af det... Er ok nu og har et helt afklaret forhold til min nu afdøde far...

Hej Dulkis!
Det egentlige problem er, at jeg engang havde en mor, der var intelligent og velfungerende, dejlig at være sammen med og som ville noget med sit liv. Idag har jeg en mor, der næsten er gået til grunde, og som, hvis hun fortsætter, ender med at dø af det her, og jeg nægter at tro på, at det virkelig er det hun gerne vil!
Hun har ikke et let til moderat problem - det er efterhånden blevet temmelig massivt.
Hendes berusede adfærd er meget langt fra hendes ædru jeg, og hun er snart Palle alene i verden med sine problemer. Familien orker hende snart heller ikke mere. Det er da for sørgeligt bare at være tilskuer til. Hvis ikke, der sker en ændring, så bliver hun ladt alene tilbage til en sørgelig død, og hvordan skulle jeg som datter synes, at det bare er i orden??? Jeg tvivler på det rigtige i, at man bare kan sige, at det er HENDES valg! Jeg tror ikke, at valget om at ville stoppe er så simpelt for en alkoholiker. Det er nok den mest umulige opgave man overhovedet kan tænke sig, når man befinder sig nede i et hul og har en krop der skriger efter mere alkohol!
Hvis vi opgiver hende nu, hvad vi snart har gjort alle sammen, så er hun da først fortabt og har ingen udvej.
Måske tager jeg fejl!?
Hilsen datteren

Hej!
Min mor er ikke et elskeligt væsen, når hun har det rigtig skidt, hvad hun har oftere og oftere. Hun er et meget elskeligt væsen, når hun er ædru!
Som jeg netop har svaret i længere oppe, så er jeg bange for, at familien incl. mig selv efterhånden er nået dertil, hvor vi står helt af. Det er bare blevet for meget.....for nummer 158 gang! Konsekvensen af dette bliver meget nemt, at vi alle bakker ud og efterlader hende, og så vil hun forsumpe og gå til grunde. Det kan sgu da ikke være rigtigt, at der ikke er andre veje!? Derfor mit spørgsmål. Kan det virkelig ikke nytte, at vi presser hende i behandling? Jeg tror desværre at det er sidste mulige løsning, hvis vi andre skal orke det her mere.
Hilsen
datteren

- Jeg forsøgte egentlig at få dig til at beskrive, hvad det var, der skete når hun drak for meget.
- Når jeg skriver "let til moderat" så er det sikkert hendes udlægning. De andre ting du skriver er stadig hvad du og den øvrige familie har af ubehag og afstandtagen. Du her endnu ikke fortalt noget som helst om din mors situation ellers udover at hun ikke arbejder mere. Kunne man forestille sig at hun keder en vis det ud af bukserne og har fundet en beskæftigelse, der også bedøver at hun ikke længere regnes for "intelligent og velfungerende". Hvor meget ser du din mor i hverdagen? Hvad får hun sine dage til at gå med?
- Hvis hun har haft et drikkemønster i 20 år og skal aflægge det nu, så skal der i hvert fald en temmelig stor motivation til det. Du må forstå, at du ikke bare kan "afvænne" hende og så sætte hende tilbage, hvor hun plejer at sidde - men uden alkohol. Den metode virker simpelthen ikke.
- Du skriver at hun har fået antabus, men ikke at hun er abstinent og så længe hun ikke er det, kan du lige så godt glemme at sende hende på afvænning. Der kommer intet ud af det. Hun vil drikke igen - og som jeg skrev tidligere, så er ca 70.000 vel så mange penge selv for hende at der ikke er nogen grund til at hælde dem i kloaken.
- Hun skal ikke bare samtykke for at få ro. Hun skal være særdeles motiveret. Hvad kan du forestille dig, kunne motivere hende?
- Jeg har ikke sagt at det her er noget hun VIL, men det ser heller ikke ud som om, det er noget hun IKKE VIL, vel?

- hvilke forslag har du så? Tvangsindlæggelse?
- Tag ikke vi andres ord for gode varer (selvom vi har været der) tal med nogle af behandlerne på behandlingsstederne.

Hej igen Dulkis.
Tak for dine spørgsmål, som jeg ikke oplever som fordømmende, men som får mig til at reflektere over tingene, og det er fint!
Jeg ved ikke, om jeg sådan ganske kort kan fortælle, hvad der sker, når hun drikker, men jeg kan da forsøge. Det første og det vigtigste er selvfølgelig, at hun bliver en anden person, som ikke er den mor, som jeg elsker eller har elsket eller hvordan det efterhånden hænger sammen. Hun bliver vrøvlende og usammenhængende og man gider ikke at høre på hende. Jeg bliver flov over hende, hvis der er andre til stede og vil helst bare have at hun tier stille. Hun dingler rundt og bliver dårlig med den evige undskyldning om, at nu er den gal med henes sarte mave igen, og så skal vi alle sammen have ondt af hende. Hun isolerer sig og mister lysten til alt - magter ingenting og kan slet ikke overskue noget som helst. Når det så bliver rigtig slemt, så bebrejder hun os andre en masse og fortæller os, hvor utaknemmelige og forfærdelige vi er og spiller os ud imod hinanden. Og når det så bliver rigtig rigtig slemt, så truer hun med selvmord og vil have at hendes børn skal komme og redde hende, men hun ved ikke hvad det er hun vil have at vi skal gøre og vi må ikke hjælpe hende til at få hjælp af professionelle. DET er bare for hårdt og for opslidende og især når det gentager sig igen og igen.
Ja, du har ret I at min mor keder sig selvom hun er beskæftiget derhjemme i mandens firma. Han er en del af problemet - ingen tvivl om det, men heller ikke det er hun i stand til at gøre noget ved trods mange års beklagelser og tilbud om støtte og hjælp fra hendes børn til at komme videre. Hun har ikke været i stand til at arbejde uden for hjemmet i mange år pga. hendes "sarte mave". Hendes dage går med nogle timers kontorarbejde om formiddag (når hun magter det), os så er hun husmor resten af tiden. Hun har nogle dejlige børnebørn, som hun kunne være en masse for, men det magter hun ikke.
Jeg ved godt, hvad jeg synes, at der skulle til. Hun skulle blive skilt, finde en lille lejlighed og så skulle hun i behandling. Jeg ved ikke i hvilken rækkefølge, der er smartest, men jeg er sikker på, at det ville give hende troen på livet og selvtilliden tilbage. Jeg kan jo bare ikke tage sådan en beslutning for hende - men hun ville få sit liv igen på den måde. Hun vil også gerne disse ting, men har ikke mod til det trods massiv opbakning fra børnenes side. Hun er panisk angst for at skulle være alene - altså uden mand.
Jeg forstår ikke helt din sætning med, at det ikke nytter at sende hende på afvænning, hvis hun ikke er abstinent - hvad vil det sige?
Mht. motivation så ved jeg, at hun hader at befinde sig i det hul, som hun ryger ned i, og når det er slemt nok, så vil hun gerne have hjælp, men kun vores hjælp, og den løser bare ikke problemerne. Så motivationen er der, når hun er langt nok ude. Derudover, så har hun 2 børnebørn, som hun sjældent ser, men som hun gerne vil se. Hun har også 2 børn, som trækker sig længere og længere væk, og det ved jeg er skræmmende for hende, og hun er panisk angst for at miste os. Derudover kan jeg jo håbe på, at hun stadig tror på et liv, hvor nogle af de drømme hun har kan udleves.
Din sidste sætning om, at det her ikke er noget hun IKKE VIL. Nej, det er det ikke, så længe hun kan holde det på et rimeligt plan, men når hun vipper ud over kanten, så vil hun det ikke længere, men har ikke mod/styrke til at kæmpe imod det.
Det blev vist ret usammenhængende, men mit bedste forsøg på et svar.
Du foreslår, at jeg taler med nogle behandlere. Jeg har i går aftes talt med et behandlingssted for at få deres råd. De synes ikke, at vi skal vente til at hun måske en dag selv ønsker at gå i behandling, men at vi snarere skal melde ud at enten går hun i behandling eller også går vi. Så må det være knald eller fald. Jeg ved ikke, hvad der er rigtigt, jeg ved bare, at alt det vi har gjort indtil nu ikke har virket.
Hilsen
datteren

- nu har jeg en meget bedre idé om hvor hun er henne i verden.
- Ser du, den historie du ser længere oppe i tråden, kunne næsten være min. Det kunne i store træk have været min bror og en del af det der beskrives, har jeg også oplevet med ham. Han er tørlagt igen igen i dag, men det har ikke været (var heller ikke forventet) gjort med én afvænning. Han har været afsted to gange plus det løse som afrusning i både hospitals- og privatregi m.m.
- Når jeg taler om abstinenser, så er det fordi jeg har oplevet, det var den eneste virkelig virkningsfulde motivationsfaktor. Hvis du har en aktiv alkoholiker, der ikke er motiveret og så oven i købet heller ikke har erkendt et problem, så er det mere end svært at få dem til at først at gennemgå og især efterfølgende at bevare tørlægningen. Derimod er det at være abstinent så rædselsfuldt at de kun ønsker at dø. Prøv selv at forstille dig, hvordan det er, at sidde med et glas rent spiritus, som du næsten ikke kan holde ved på grund af rystelser, men som du SKAL drikke for at komme ganske rædselsfulde fysiske symptomer til livs SAMTIDIG MED du ved - sikkert som ammen i kirken - at du brækker dig i stænger, når du har slugt det. Når du er færdig med at brække dig, skal du drikke et glas mere, brække dig igen og så fremdeles til så meget af det bliver nede at de fysiske symptomer er næsten - og kun næsten væk. Anderledes kan du ikke gøre det og det er den eneste mulighed for at kunne komme til at stå på benene. Du begynder nemlig projektet i knæhøjde ved wc-kummen.
- Hvis jeg kigger i bakspejlet på ham jeg kender bedst til, så kan jeg da se nu, at han nok var glad for at være ædru, men på den anden side, så vidste han bagefter, hvor han kunne "rende hen" hvis det gik galt igen, og med den "tryghed" i ryggen, skulle det da lige forsøges..... og han havde endda selv bedt om hjælp! Han bookede selv pladsen.
- Jeg havde en meget kær veninde, hvis mand pressede hende (som I er blevet foreslået) til at tage på en Minesota. 12 timer efter hun var udskrevet (efter 6 ugers behandlingsforsøg), var hun skidefuld og på rulleskøjter. Året efter døde hun i en blodstyrtning, fordi hendes årknuder på spiserøret, som iøvrigt giver kraftige mavesmerter, sprang.
- I forbindelse med min brors første behandlingsforsøg, var jeg tilmeldt til "pårørende kursus" Det kursus har til formål at give de nærmeste pårørende nogle værktøjer, der dels kan være medvirkende til at støtte en forsat ædrulighed hos alkoholikeren, men også så man lægger det egentlige ansvar for drikkeriet fra sig. Med andre ord, at man lærer ikke at være alkoholikerens dårlige samvittighed, kontrollant, bskytter, stødpude eller "forælder". Det har så også det tilbud indbygget at man kan udveksle erfaringer med andre med samme problemstilling. Man er jo ofte medmisbruger men reelt uden indflydelse. Man kan udveksle erfaringer om, hvad der er forsøgt med held og især uden held.
- Som jeg oplever det, er der ikke én af dem, der har været presset afsted, det er lykkedes med. Mindst to af dem, ved jeg er døde inden for de første 3 år, efter behandlingen. Det var iøvrigt alle kvinder, hvad jeg da også har spekuleret noget over årsagen til. Jeg er ikke kommme til en endelig konklusion endnu.
- Iøvrigt, hvis jeg ser på gruppen (12 personer) og hvordan det er gået, så har jeg en rigtig klam fornemmelse af, at nogen lyver om succesraten. Jeg kan kun få øje på to, der ikke har haft tilbagefald. Den ene af dem fungerer tilsyneladende nogenlunde normalt i det daglige, men deltager sjældent eller aldrig i sociale sammenhænge. Den anden lider af dybe drepressioner i perioder og har erklæret, at hvis det her ikke snart bliver bedre, så gider han overhovedet ikke være ædru. Alkoholen giver ham trods alt et frikvarter fra befinde sig i et sort hul, - omend kort tid.
- Når jeg siger til dig, som jeg gør, er det ikke fordi jeg sidder med de vises sten (så var jeg nok rig på den konto),men udfra de erfaringer jeg har gjort med en alkoholiker gennem - tjaa tæt ved 20 år, hvor de sidste 10 har meget tilfælles med det du beskriver. Men der er lige en anden ting også med personlighedsforandringerne. Jeg syntes, han var en fuld idiot, når han var fuld og forventede at se min lillebror i vanlig stand, da han blev ædru. Den gik altså ikke. Det forandre simpelthen personligheden at drikke i årevis, så jeg endte bare op med en ædru idiot - og hvad stiller man op med sådan en, når årsagen til idiotien er fjernet - eller det man troede var årsagen? Det er ikke altid nemt at gennemskue, om det er hønen eller ægget, der kom først.
- Jeg kunne fristes til at sige, at hvis jeg, dengang det hele startede, havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde jeg grebet tingene anderledes an, men jeg ved også at det ikke havde kunnet lade sig gøre. Det er ren teori. Det er som om et drikkeforløb har helt sit eget liv.🙁
- Jeg har hørt flere tørlagte alkoholikere sige, at de aldrig kunne drømme om at presse nogen til at holde op med at drikke, for det lortliv der ligge bagefter rusen, er så svært at få på skinner, at det kræver overmenneskelige kræfter. Ikke mindst fordi det kræver en revolution som minimum. Så er vi vel ved at være derhenne, hvor din mor befinder sig. Som du beskriver hendes liv og hendes skræk for at være uden mand, men dårligdommene ved at være sammen med ham, så er det måske her hunden har gravet sig ned?? Skal hun tilbage efter - hvad der vel kun kan være en tørlægnigen - til sin sædvanlige dagligdag, så er jeg overbevist om, at hun ikke vil lade være med at drikke som hun plejer, når hun skal leve som hun plejer. Der er ikke andre efterbehandlingsmuligheder end at rende til AA-møder, der - som jeg har oplevet dem - ikke indeholder andet end dårligdomme om, hvor meget den ene har det værre end den anden og hvem pokker synes det er opbyggende at indlede alle samtaler med "Go´dav jeg hedder Doris, jeg er alkoholiker"??? Erkendelse er en god ting og i nogle tilfælde en nødvendighed - men helt ærlig!!!!
- Min bror har nu grebet tingene helt anderledes an, han har vendt fuldstændig op og ned på sit liv og tro det eller lad være, men idiotien er forsvundet. Han har oven i købet fået sin humoristiske sans tilbage. Hele verden er sågar heller ikke efter ham, og vi modarbejder ham ikke alle længere. Den kovending han har foretaget, tror jeg godt kan tages i en mindre ekstrem udgave og alligevel med den ønskede virkning, for det har jeg også set. Jeg vil gerne fortælle dig om den mulighed han har fundet, men ikke herinde.
- Du er velkommen til at smide mig en mail på dulkis@sol.dk, så kan jeg fortælle dig, hvad jeg tror, du kan gøre ved situationen med hendes manglende erkendelse og motivation. Ligesom jeg også gerne vil præcisere, HVORFOR jeg tror det kan være en løsning for at komme videre med det her uden og inden hun dør af det.
- Jeg skal nok holde øje med min mailboks.

Hej datter,
Måske kan jeg hjælpe. Vi er i gang med udviklingen af en tvdokumentar, hvor vi kan tilbyde et behandlingsophold. Jeg vil opfordre dig til at kontakte mig. Om ikke andet så for en hel uforpligtet samtale hvor du kan få mere at vide.

maria.b.holst@koncern.dk

Jeg har læst det indslag og vil prøve at vejlede dig så godt jeg nu kan med min erfaring som ædru alkoholiker.
Jeg ser problemet med din mor, da jeg selv har været der hvor hun er nu, du skriver hun ikke selv kan se, hun har et problem og ja det kan hun sikkert heller ikke, hun vil nok slet ikke se det selv, mange gange er det også fordi man som aktiv alkoholiker ikke kan se en vej ud af det helvede som man sidder i, tanken om at slippe sit "stof" er ikke til at overskue og så er det letteste at bilde sig selv ind at man ikke har et problem. En aktiv alkoholiker er MEGET egoistisk!!!
Jeg kan foreslå dig at søge hjælp i allanon, Anonyme alkoholiker har en hjælp linine du kan ringe til og få oplyst hvor der bliver holdt allanon møder i dit område, der sidder helt sikkert nogen der har været eller er i samme sted som du er nu.
Du kan også tale med dem i anonyme alkoholiker og få dem til at komme og tale med din mor.
Jeg kom selv i en Minnesota behandling for 5 år siden og det skete ved at jeg fik kontakt med nogen i anonyme alkoholiker.
Det eneste svære der kan være ved at komme i sådan en behandling, er at det er meget dyrt, så jeg vil da tage imod det tilbud som jeg har læst du har fået.
Håber det bedste for din mor og dig og ja det er en vej ud af det helvede,jeg lever i dag et dejligt liv sammen med min kæreste og børn og skal giftes her til sommer, de ga,ver jeg har fået igennem de sidste 5 år ville jeg aldrig ha haft i dag hvis jeg ikke holdte mig fra flasken og begynder jeg igen, så kan jeg miste det hele på meget kort tid.
Mange kram og tanker fra nordjylland