Stress!!

Jeg har lige hørt en sige at.. "man får kun stress af det man ikke når...".
Men er det ikke bare sådan at vi generelt vil mere end vi reelt kan??

....vi i en god mening vil mere end vi reelt kan, jo .....
Men vores samfund forlanger også meget af os alle .....på jobbet, privat o.s.v. .........og hvis vi "følger" den strategi, som visse mennesker, så gerne vil ha´ at vi gør .... ja, så blir´ vi stressede.
Man skal nok stoppe op indimellem ..... bare for at tage sig lidt ekstra af sig selv !

Jeg når aldrig det jeg gerne vil... Og det samme gælder vel også en del andre mennesker.
Men det er vel mest vores dagligdag der presser os til at nå en masse. Alt er jo et spørgsmål om tid.
Som Benny Andersen engang sagde:
"Vi har tolv ure i huset. Alligevel rækker tiden ikke".

sådan forekommer det mig i hvert fald? Hvis vi vover at indrømme, at vi ikke har lavet en døjt hele dagen (eller siddet på Sol-debatten *G*) kigger mange nærmest skævt til en, medmindre man kan bruge undskyldningen, at man endelig holder ferie eller er syg???
"Hvordan går det? Oh jo, jeg render rundt og prøver at nå det hele, men der er ikke timer nok i døgnet" er blevet en standardbemærkning, der skal vise, hvor travlt man har og hvor interessant ens liv er? Det er ikke populært at svare: "åh jo, det går fint, der sker ikke så meget for tiden", for så kan man jo ikke være en synderlig spændende person? Tænk, hvis vi i en jobansøgning skrev, at fritidsinteressen er at ligge på sofaen, for jeg er sgu for træt til andet? *G*
Nogle "tvinges" nærmest til at tage arbejdet med hjem og med på ferien, hvis de ikke vil bruge en hel dag til at besvare f.eks. mail, når de kommer tilbage til jobbet. Eller sidder ved pc'eren om aftenen, fordi arbejdsgiveren (eller en selv?) har en forskruet forventning derom! Vor grænse mellem arbejdsliv og fritid er blevet meget mere udflydende og medvirker netop til, at flere og flere bukker under for stress-relaterede sygdomme.
For ikke så længe siden kunne man i "19-direkte" høre en familie fortælle om deres teenagedatter, som havde fået et nervøst sammenbrud pga. en for travl hverdag med hver eneste dag/time besat af aktiviteter og projekter. De havde ikke selv haft mistanke om, hvor det bar hen, da de selv (og pigen) altid havde levet sådan og pigen selv foretrak det på den måde. Man giver simpelthen sit aktivitetsniveau videre til sine egne børn, der så ikke formår at sige fra, for de har aldrig prøvet andet og er ikke i stand til at sætte fingeren på, hvad der er galt. Når børnene bliver voksne, går det videre til deres børn osv. osv.
Det er sundt at kede sig, på mere end een måde, for udover fantasien tvinges i gang, giver man sig selv lejlighed til at lytte til kroppen, der så sandelig nok skal meddele, når det er for meget. Søvnproblemer, eksem og for megen mavesyre er bare nogle få symptomer.
Det er vel også tankevækkende, at mange dårlige spisevaner er affødt af stress, fordi man ikke orker at lave sund mad, når man kommer træt hjem fra jobbet? Måske en medvirkende årsag til at man oplever flere og flere overvægtige i vort samfund?
Jo, det er måske bare sådan, at vi generelt vil mere, end vi reelt kan, men så længe samfundet og dem, der styrer det (arbejdsgiverne m.fl.) ikke forstår at sætte farten og forventningerne ned, men tværtimod øger dem, er det svært at stille sig op i mod strømmen og sige nej, uden at det får vidtrækkende konsekvenser for såvel karriere som økonomi?
Mvh. D

er enhver gentagen påvirkning, som vi ikke kan eller kun vanskelig kan stille noget op imod.
Herved bliver gentagen mobning, spam, meget andet og selvfølgelig også den gentagen følelse af, ikke at have noget det man skulle til stress.

Det er ikke timerne vi bruger på jobbet som er mest ødelæggende og stressende for os, det er de timer vi tænker på jobbet derhjemme, fordi vi ikke kan slippe det for os alle forbandende job når vi kommer hjem.