Bekendkulør eller vis stolt mangel på samme
DOBBELMORAL føj for satan- nationalstatens forkæmpere, har gennem blod og tåre givet os et land med frihed og lighed - men dette er venstrefløjen igang med at fortæret og pantsætte til en flok fremmed elementer i godhedens navn- fy for en dobbel moral.
Et aktuelt eksempel på denne dobbeltmoral var sagen om den amerikanske statsborger Gary Lauck i 1995. Han rejste til Danmark for at udøve sin politiske virksomhed, som også er garanteret af den dansk grundlov. Som amerikansk statsborger kunne han regne med, at han i USA havde ret til at give udtryk for sine synspunkter. Men i stedet for blev han arresteret i Danmark af det danske politi og udleveret til retsforfølgelse i Tyskland - ikke fordi han havde begået noget ulovligt i Danmark men fordi det tyske politi var på sporet af ham.
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen for alvor protesterede imod denne udlevering, endskønt det Hr. Laucks eneste "forbrydelse" var at ytre sig negativt om jøderne og betvivle holocaust. Hvis det havde været enhver anden end ham, havde man helt sikkert oplevet et ramaskrig fra medierne og menneskerettighedsorganisationerne.
Men i denne sag var man tavs, fordi man mente at personens synspunkter var så forkerte, at det ikke længere var et spørgsmål om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Gary Lauck havde i modsætning til flere af venstrefløjens "politiske fanger" ikke kastet bomber eller skudt mennesker men blot udnyttet sin ytringsfrihed.
Den lektion man må drage af denne og andre sager er, at ytringsfrihed for denne del af venstrefløjen er frihed til at sige det "rigtige." Vi vil alle godt sige det "rigtige" om samfundspørgsmål, men da vi ikke er enige indbyrdes om, hvad der er "rigtigt" accepterer vi afvigende meninger. Men for nogle må meninger blot ikke afvige for meget, før tankepolitiet bliver inddraget. Jødiske interesseorganisationer har sjovt nok spillet en aktiv rolle i mange af disse tiltag. Man skulle ellers tro, at jødernes erfaringer med totalitære styreformer ville gøre dem agtpågivende over for krænkelser af ytringsfriheden, da det er den bedste garanti imod gentagelse.
Men skinnet bedrager. I utallige retsager har jødiske grupper forsøgt at bringe dissidenter til tavshed enten på grund af deres syn på holocaust eller skepsis overfor uproportional jødisk indflydelse i massemedierne. I Canada forsøgte jøderne at få den kendte politiske aktivist Ernst Zundel dømt for at "udbrede falske nyheder" i en pamflet, der kritiserede det etablerede syn på holocaust og gaskamrene. Skønt den canadiske højesteret erklærede den lovbestemmelse, under hvilken han blev forsøgt retsforfulgt for forfatningsstridig var dette dog kun en foreløbig sejr for ytringsfriheden.
The Holocaust Remembrance Association har forsat chikanen imod Ernst Zundel alene på grund af hans Internet-hjemmeside The Zundelsite. Et andet canadisk offer for denne kampagne var Jim Keegstra en skolelærer, der fortalte sine elever det han mente var sandheden om holocaust.
I Storbritannien har Labour Partiet under pres fra jødiske interessegrupper erklæret, at de vil gøre det strafbart at "benægte holocaust," hvilket i praksis vil betyde, at trosfriheden vil blive afskaffet.
I Sverige og Australien har jøder netop introduceret retslige skridt imod Internet-hjemmesider, de hævder er "antisemitisk" og "benægter holocaust."
I USA har man ikke dette problem i samme omfang. Men den britiske historiker David Irving har alligevel måttet opgive at få udgivet en af sine bøger på et forlag som resultat af pression fra jødiske interesseorganisationer over for udgiveren.
I Frankrig sagsøgte en fransk jødisk studenterforening en Internet-udbyder, fordi kunder udenfor udbyderens direkte kontrol kunne hente materiale, der ikke bekræfter den etablerede historieskrivning vedrørende holocaust.
I anledning af det såkaldte racisme-år bør disse udviklingstendenser nok give grund til bekymring hos alle tilhængere af retsstaten, da historien har vist, at censur ikke i længden kan begrænses til en dæmoniseret minoritet.
Kun eftertiden vil vise, om disse begivenheder var begyndelsen til noget langt værre nemlig demokratiets faktiske afskaffelse eller ligesom det såkaldte holocaust blot en "detalje i historien" for at citere den franske Jean-Marie Le Pen.
Et aktuelt eksempel på denne dobbeltmoral var sagen om den amerikanske statsborger Gary Lauck i 1995. Han rejste til Danmark for at udøve sin politiske virksomhed, som også er garanteret af den dansk grundlov. Som amerikansk statsborger kunne han regne med, at han i USA havde ret til at give udtryk for sine synspunkter. Men i stedet for blev han arresteret i Danmark af det danske politi og udleveret til retsforfølgelse i Tyskland - ikke fordi han havde begået noget ulovligt i Danmark men fordi det tyske politi var på sporet af ham.
Det er bemærkelsesværdigt, at ingen for alvor protesterede imod denne udlevering, endskønt det Hr. Laucks eneste "forbrydelse" var at ytre sig negativt om jøderne og betvivle holocaust. Hvis det havde været enhver anden end ham, havde man helt sikkert oplevet et ramaskrig fra medierne og menneskerettighedsorganisationerne.
Men i denne sag var man tavs, fordi man mente at personens synspunkter var så forkerte, at det ikke længere var et spørgsmål om ytringsfrihed og menneskerettigheder. Gary Lauck havde i modsætning til flere af venstrefløjens "politiske fanger" ikke kastet bomber eller skudt mennesker men blot udnyttet sin ytringsfrihed.
Den lektion man må drage af denne og andre sager er, at ytringsfrihed for denne del af venstrefløjen er frihed til at sige det "rigtige." Vi vil alle godt sige det "rigtige" om samfundspørgsmål, men da vi ikke er enige indbyrdes om, hvad der er "rigtigt" accepterer vi afvigende meninger. Men for nogle må meninger blot ikke afvige for meget, før tankepolitiet bliver inddraget. Jødiske interesseorganisationer har sjovt nok spillet en aktiv rolle i mange af disse tiltag. Man skulle ellers tro, at jødernes erfaringer med totalitære styreformer ville gøre dem agtpågivende over for krænkelser af ytringsfriheden, da det er den bedste garanti imod gentagelse.
Men skinnet bedrager. I utallige retsager har jødiske grupper forsøgt at bringe dissidenter til tavshed enten på grund af deres syn på holocaust eller skepsis overfor uproportional jødisk indflydelse i massemedierne. I Canada forsøgte jøderne at få den kendte politiske aktivist Ernst Zundel dømt for at "udbrede falske nyheder" i en pamflet, der kritiserede det etablerede syn på holocaust og gaskamrene. Skønt den canadiske højesteret erklærede den lovbestemmelse, under hvilken han blev forsøgt retsforfulgt for forfatningsstridig var dette dog kun en foreløbig sejr for ytringsfriheden.
The Holocaust Remembrance Association har forsat chikanen imod Ernst Zundel alene på grund af hans Internet-hjemmeside The Zundelsite. Et andet canadisk offer for denne kampagne var Jim Keegstra en skolelærer, der fortalte sine elever det han mente var sandheden om holocaust.
I Storbritannien har Labour Partiet under pres fra jødiske interessegrupper erklæret, at de vil gøre det strafbart at "benægte holocaust," hvilket i praksis vil betyde, at trosfriheden vil blive afskaffet.
I Sverige og Australien har jøder netop introduceret retslige skridt imod Internet-hjemmesider, de hævder er "antisemitisk" og "benægter holocaust."
I USA har man ikke dette problem i samme omfang. Men den britiske historiker David Irving har alligevel måttet opgive at få udgivet en af sine bøger på et forlag som resultat af pression fra jødiske interesseorganisationer over for udgiveren.
I Frankrig sagsøgte en fransk jødisk studenterforening en Internet-udbyder, fordi kunder udenfor udbyderens direkte kontrol kunne hente materiale, der ikke bekræfter den etablerede historieskrivning vedrørende holocaust.
I anledning af det såkaldte racisme-år bør disse udviklingstendenser nok give grund til bekymring hos alle tilhængere af retsstaten, da historien har vist, at censur ikke i længden kan begrænses til en dæmoniseret minoritet.
Kun eftertiden vil vise, om disse begivenheder var begyndelsen til noget langt værre nemlig demokratiets faktiske afskaffelse eller ligesom det såkaldte holocaust blot en "detalje i historien" for at citere den franske Jean-Marie Le Pen.