Betydningen af de etniske forskelligheder
Flygtninge- og indvandrerproblemet drejer sig dybest set om Danmarks etniske status; skal Danmark være multietnisk eller ej. Men jeg kan så absolut ikke få øje på fordel ved et multietnisk samfund.
Ser man sig omkring i verden, kan man finde et utal af steder, hvor forskellige etniske og kulturelle grupper lever inden for den samme statsdannelse. Dette synes oftere at medføre voldelige konflikter i disse samfund end "berigelse", sådan som vore politikere ellers hævder i medierne.
Et godt eksempel på dette forhold er Cypern, hvor grækerne og deres naboer tyrkerne jo havde så store vanskeligheder med at leve sammen inden for den samme statsdannelse, at denne statsdannelse blev knust i 1974. Det spørgsmål, som jeg på denne baggrund kunne tænke mig at stille til vore politikere, er: "Når grækerne (og desuden kurdere og armenere) ikke kan leve fredeligt sammen med tyrkerne, hvilket grundlag er der så for at tro, at danskerne kan?"
Kun den nationale solidaritet kan give den sammenhæng, der er selve baggrunden for vort demokrati, og indvandringen fra Afrika og Asien med den deraf opståede unaturlige biologiske blanding af væsensforskellige folkeslag vil jo udvande denne sammenhæng. I historien kan der ikke gives et eneste eksempel på, at der kommer noget virkeligt godt ud af folkeblanding. Derimod er der masser af eksempler på det modsatte!
Man kan f.eks. se på de politiske og økonomiske forhold i de latinamerikanske lande, hvis folkeslag er en stor blanding af europæere, indianere og afrikanere. Politisk undertrykkelse og kaos, fattigdom og dårlige sociale forhold er her fremherskende, og dette kan meget nemt også blive Danmarks fremtid, hvis ikke indvandringen fra Asien og Afrika stoppes, og de allerede i Danmark bosatte indvandrere kan sendes hjem. For mig er vort lands fremtid og det danske folks interesser langt vigtigere end en næsten abstrakt og selvdestruktiv internationalisme.
Jeg bygger ikke mit syn på betydningen af de etniske forskelligheder på hverken nazismens tyske chauvinisme eller racismens påstand om en races "ret" til herske over andre racer.
Nej mit grundlag er derimod erfaringen fra historien, sund fornuft, logik og naturens evige love.
Benjamin Disraeli, der var premierminister i England fra 1872-80 og iøvrigt af jødisk afstamning, skrev følgende i sin bog Endymion (side 249-250):
"Man bør ikke gå let henover racespørgsmålet. Det er nøglen til verdenshistorien, og det er netop derfor, at verdenshistorien ofte mangler klarhed - den er skrevet af folk, der ikke forstår racespørgsmålet, og hvad der er forbundet med det. Sprog og religion betinger ikke en race. Det er der kun en ting, der gør, og det er blodet".
Den antiracistiske påstand om en medfødt og naturlig racelighed er ikke andet end en politisk doktrin baseret på ønsketænkning. Når det drejer sig om racespørgsmålet, glemmes det ofte, at sandheden om de racemæssige forskelligheder for de fleste mennesker er så tvingende indlysende, at bevisbyrden må påhvile dem, der proklamerer raceligheden - ikke omvendt.
Den første naturlov er selvbevarelse. Denne naturlov gælder også for nationer og etniske grupper.
Ser man sig omkring i verden, kan man finde et utal af steder, hvor forskellige etniske og kulturelle grupper lever inden for den samme statsdannelse. Dette synes oftere at medføre voldelige konflikter i disse samfund end "berigelse", sådan som vore politikere ellers hævder i medierne.
Et godt eksempel på dette forhold er Cypern, hvor grækerne og deres naboer tyrkerne jo havde så store vanskeligheder med at leve sammen inden for den samme statsdannelse, at denne statsdannelse blev knust i 1974. Det spørgsmål, som jeg på denne baggrund kunne tænke mig at stille til vore politikere, er: "Når grækerne (og desuden kurdere og armenere) ikke kan leve fredeligt sammen med tyrkerne, hvilket grundlag er der så for at tro, at danskerne kan?"
Kun den nationale solidaritet kan give den sammenhæng, der er selve baggrunden for vort demokrati, og indvandringen fra Afrika og Asien med den deraf opståede unaturlige biologiske blanding af væsensforskellige folkeslag vil jo udvande denne sammenhæng. I historien kan der ikke gives et eneste eksempel på, at der kommer noget virkeligt godt ud af folkeblanding. Derimod er der masser af eksempler på det modsatte!
Man kan f.eks. se på de politiske og økonomiske forhold i de latinamerikanske lande, hvis folkeslag er en stor blanding af europæere, indianere og afrikanere. Politisk undertrykkelse og kaos, fattigdom og dårlige sociale forhold er her fremherskende, og dette kan meget nemt også blive Danmarks fremtid, hvis ikke indvandringen fra Asien og Afrika stoppes, og de allerede i Danmark bosatte indvandrere kan sendes hjem. For mig er vort lands fremtid og det danske folks interesser langt vigtigere end en næsten abstrakt og selvdestruktiv internationalisme.
Jeg bygger ikke mit syn på betydningen af de etniske forskelligheder på hverken nazismens tyske chauvinisme eller racismens påstand om en races "ret" til herske over andre racer.
Nej mit grundlag er derimod erfaringen fra historien, sund fornuft, logik og naturens evige love.
Benjamin Disraeli, der var premierminister i England fra 1872-80 og iøvrigt af jødisk afstamning, skrev følgende i sin bog Endymion (side 249-250):
"Man bør ikke gå let henover racespørgsmålet. Det er nøglen til verdenshistorien, og det er netop derfor, at verdenshistorien ofte mangler klarhed - den er skrevet af folk, der ikke forstår racespørgsmålet, og hvad der er forbundet med det. Sprog og religion betinger ikke en race. Det er der kun en ting, der gør, og det er blodet".
Den antiracistiske påstand om en medfødt og naturlig racelighed er ikke andet end en politisk doktrin baseret på ønsketænkning. Når det drejer sig om racespørgsmålet, glemmes det ofte, at sandheden om de racemæssige forskelligheder for de fleste mennesker er så tvingende indlysende, at bevisbyrden må påhvile dem, der proklamerer raceligheden - ikke omvendt.
Den første naturlov er selvbevarelse. Denne naturlov gælder også for nationer og etniske grupper.