Billigere psykologbistand

Hvorfor skal psykologbistand være så pokkers dyr, at almindelige mennesker faktisk ikke har råd til at søge den hjælp?
Vi kan få tilskud til så mange ting efterhånden og bliver endda henvist gratis til psykiatere, mens vi selv skal betale for psykologerne, der koster op til 600-700 kr. pr. time. Udover at prisen er fuldstændig overdreven i mine øjne og burde sænkes (og en max.pris fastsættes), så har jeg svært ved at fatte samfundets måde at anskue begreber som forebyggelse og helbredelse. Så meget af det, vi behandles for med dyr og ofte lige så usund medicin, kunne være klaret eller forebygget med terapi og psykologbistand. Alle de penge, der i samme moment blev sparet på tilskudsmedicin og behandlinger, kunne passende blive overført til en tilskudspulje øremærket til psykologbistand.
F.eks. fedme, der er et stigende problem i landet, begrundes mest med manglende viljestyrke, selvdestruktiv levevis og usund kost. Alt dette er selvfølgelig også stort medvirkende (og ja, i nogle tilfælde alene årsagen), men jeg vil mene, det alt for ofte ”bare” er symptomer på en meget mere alvorlig sygdom – nemlig psykisk traume eller uligevægt.
Går man i dybden med overvægtige folk finder man som regel dårligt selvværd, trøstespisning, ensomhed, traumer fra fortiden osv. osv. – alt sammen noget der ofte kan udredes ved terapi og one-on-one psykologbistand. Men i stedet vælger vi at proppe folk med piller, slankepulvere, psykisk nedbrydende (sulte)kostplaner og sender dem fluks til diætister og motionscentre.
Når det så ikke virker og følgesygdommene begynder at vise sig, så opererer vi og behandler med anden medicin. Hvorfor ikke gribe ind der, hvor problemet virkelig er, nemlig i hovedet på folk? Find ud af HVORFOR folk er blevet overvægtige, ikke hvordan, så vil man også opnå en større ”helbredelses”procent.
Hjernen er det mest komplekse ved mennesket, og det organ vi ved mindst om trods utallige års forskning. Men vi ved, at samtale, og en der lytter, kan helbrede eller i hvert fald lukke op for mange ting, der ellers kan sætte sig fast som en kræftsvulst og gøre os mere og mere syge i kroppen så vel som sindet.
Hjernen styrer ikke kun vores kroppe, men også vores selvopfattelse og livsanskuelse, så det kunne endda være, at mange andre problemer i verden kunne løses ved simpel terapi? Depressioner, andre former for spiseforstyrrelser, mobning (om man så er offeret eller mobberen selv), voldelig og destruktiv adfærd, stress, samkvemsproblemer efter forliste forhold (der igen skaber dårligt fungerende børn og senere hen voksne), alkoholisme, stofmisbrug – ja, listen er meget længere, og jeg vil mene, at mange følger af disse problemer kunne være undgået, hvis psykologbistand blev en mere legal og støttet behandling og forebyggelse.
Det er ikke en mirakelkur, det ved jeg godt, men gør vi ikke tingene meget mere komplicerede for os selv på den måde, det ”fungerer” nu?

Der er noget om det.
Min mand og jeg, gik til parterapi, det var dyrt og det hjalp intet, kun blev vi hurtigt 4-5.000 kr. fattiger. Øv
Sønnen har gået over kommunen regning og det gik ok.
Desværre har han i sine snart 9 år, haft 5 forskellige og det er jo ikke just smart at skulle skifte igen og igen.

Psykologer kan hjælpe meget, og garanteret også til at tabe sig.
Men det der med at tabe sig er nu ikke så svært. Find hvad jeg har skrevet om det i SOL
Brug avanceret søgning her i debatten, i skribent skriv oldaker under debat du vil søge i Helse & Sundshed og så vil du måske finde et godt råd.
Du er også velkommen til at skrive til mig på oldbaker@sol.dk
Har du forresten læst min artikel om min fantastiske tandkæge i Stettin.
Gå ind debatten/rejser/europa
Mange hilsener
the old baker

KAN KUN VÆRE 100 % enig med dig

jeg mener, at de fleste psykologer har så mange klienter, at de tillader sif at være højrøvede og ikke særlig forstående når man ringer for at få en tid hos dem.
I øvrigt, burde mange flere benytte sig af, at psykiater-hjælp er gratis. det er nemlig sådan, at en psykiater godt kan udføre psykologbistand - og tilmed gerne gør det.
Så tag dog at benytte jer af den gratis ydelse

det skal jeg ikke bestride, Old Baker, men essensen i det hele er vel egentlig, at man skal helbrede "sygdommen" og ikke kun "symptomerne"? Mange får måske tabt sig og tager så det hele på igen kort efter, fordi de ikke har fået afklaret HVORFOR, de i første omgang blev overvægtige. Mens jeg har gået arbejdsløs her de sidste uger, har jeg fået smugkigget på et par Dr.Phil-shows, og selv om jeg tager alt med et gran salt i sådanne tilfælde, så lyder han altså ret fornuftig, når han netop arbejder ud fra samme teori. Der er en årsag til at vi bliver syge, overvægtige, depressive osv., og det er langt fra altid en fysisk årsag.
Og for dem, der IKKE finder det nemt at tabe sig, så kunne det vel være en gevaldig hjælp at få ryddet op i spindelvævene på første sal?
Jeg har set dine tandlæge-indlæg, men nu er jeg jo en af de heldige mennesker, der (7-9-13) har så stærke tænder, at jeg har haft eet hul i alle mine 36 år. ;O) Så jeg er nok ikke den bedste aftager til sådan en rejse. Men ideén lyder da kanon-god. ;O)
Mvh. Deci

for det vidste jeg ikke, Catwoman. ;O) Men er der ikke stadig et stort skel mellem psykiatere og psykologer? Har hørt så meget om, at de arbejder ud fra vidt forskellige synsvinkler og studiemæssige teorier, når det gælder den menneskelige adfærd og at førstnævnte har en stærk tendens til at udskrive medicin fremfor at benytte samtaleterapien som redskab? Og så er vi tilbage ved udgangspunktet igen, eller hva?
Jeg har ikke selv nogen erfaring indenfor det felt, så jeg vil meget gerne korrigeres, hvis jeg har opfattet det helt forkert, ok? ;O)
Mvh. Deci

Der er ret stor forskel på en psykolog og en psykiater. Ofte høre man, at det bare er retten til at give medicin ud, der er forskellen, men den holder altså ikke! Det er rigtigt, at en psykolog skal vide noget om medicinering, men ikke må give den til en patient/klient! Det må en psykiater derimod. Men der er også store uddannelsesmæssige forskelle på de to professioner. En psykiater har medicinuddannelsen og en 4-årig overbygning på, hvor han specialiserer sig. En psykolog har psykologiuddannelsen og har langt hen af vejen fokuseret på forskellige samtaleteknikker, måder at hjælpe folk på og hvordan mam skal nå visse grupper i samfundet og er bagefter under supervision af allerede uddannede psykoloer i nogle år.
Medicinuddannelsen som sådan tager ikke særlig meget højde for, hvordan sjælen bag fysikken fungere og de lærer oftere om fysikken, frem for hjælp til selvhjælp til en klient/patient.
Derudover betyder det selvfølgelig noget hvilken psykiater eller psykolog man kommer til, da hvert individ med tiden kommer frem til sin egen måde hjælpe på.. uafhængig af om man er det ene eller det andet!
Men psykologer er først af alt uddannet til at tage sig af terapien og ved psykiateren er det en mere eller mindre biting..alt efter hvilken psykiater vi har med at gøre!

Ser man på de to uddannelser, er psykiatrilægen blot en der har bestået sin medicin studie, og kommer på turnus på de psykiatriske afdelinger. Her bliver deres meget mangelfulde uddannelse på psykiatrifeltet blot suppleret med turnuser, hvor de ikke gives kompetente forelæsninger i tilstrækkeligt omfang.
Jeg har diskuteret deres uddannelser med dem, nogle af dem er nogenlunde normale at høre på, og sådanne normale typer har en vis selverkendelse i behold. Under denne diskussion erkendte lægen, at de ikke er rustet til, at stå på egne ben på de psykiatriske afdelinger, de har stort set ingen erfaring, men skal desuagtet diagnotisere og skrive rapporter på deres klienter og lade som om de ved hvad de diagnotiserer.
Vedkommende erkendte så; jeg ved ikke hvad det indebærer, når jeg skriver og påhæfter en diagnose. Den kan være helt forkert, men det drøftes ikke med andre kollegaer, og jeg har ikke fået nogen kompetencer, der kan begrunde mine faglige kompetencer i mit virke her, vi skønner så en diagnose, og giver medicinering. Uden at vide om det er helt hen i vejret.
Først efter 5-6 års praktisering begynder man, at få en fornemmelse af hvornår man tidligere har skønnet forkert, og det er kritisabelt. Det har været drøftet på personalemøderne, men blev hurtigt affærdiget af den fungerende overlæge, hvor man ikke må stille spørgsmål ved om kompetencen er tilstede i uddannelsesforløbet. Der gives ingen uddannelse i samtale terapier, her famler vi os frem, og modsiges vi af patienterne, skal vi blot stemple dem som kværulant forrykt…
En psykologi uddannelse er langt mere målrettet og specialiseret, da man under hele studieforløbet på 5 år er fuldtidsbeskæftiget med de faglige teorier og terapiformer. Der efterfølgende suppleres under praktiseringen heraf, under vejledning af erfarne psykologer. Man kan sammenholde de to uddannelser med følgende forenklinger:
Psykiatrilægen: Har kun den almene medicin uddannelser, der så suppleres med 3-4 års praktisering på basis af en ufuldstændig medicinsk uddannelse. Dette indebærer, at kvalifikationerne er mangelfulde, og praktiseringen vil afføde tilsvarende inkompetencer i behandlingerne.
Man kan her konstatere, at psykiatrilægens egentlige uddannelse kun er de 3-4 års praktisering ved turnus på afdelingerne, baseret på en ufuldstændig medicinsk uddannelse. Hvilket er under al kritik, derfor kan disse psykiatrilæger ikke gøre andet end give medicin, mod psykoser. De er ikke uddannet til overhovedet, at kunne praktisere terapier for f.eks. angst fobier. Derfor gives der kun medicinering uden kvalificeret opfølgning.
Psykologernes har deres 5½ års studier hvorpå der skabes en overbygning ved turnus hos psykologerne på optil 2-3 år, altså samlet er der her 7-8½ års uddannelser i teorier og terapier.
Der er en skyttegravskrig mellem de to uddannelser, hvor psykiatrien har saboteret psykologernes naturlige samspil på de psykiatriske afdelinger, ved deres magtfuldkommenhed, der i sig selv er en psykiatrisk diagnose…

Jamen tak for den info, både Chakal og Dr. Metafor, det er jo ret interessant at læse, især fordi det egentlig giver et billede af langt større arrogance og inkompetence indenfor faget og behandlersystemet generelt, end de selv vil være ved. Man kan sidde og blive virkelig bekymret, hvis dette er reglen mere end undtagelsen, for så underbygger det også den tese, som flere og flere har fået øjnene op for, nemlig at vi bliver mere sygeliggjort rent medicinsk, end det er nødvendigt.
Der er flere gange rejst spørgsmålstegn ved nødvendigheden og berigtigelsen af at sætte så mange mennesker på lykkepiller. Står det virkelig så slemt til med befolkningens almene mentale sundhedstilstand, eller er det ressourcerne og systemet, der ikke kan eller vil se andre helbredelsesmetoder?
Flg. er taget fra www.leksikon.org.dk, skrevet af H. W:
"Disse definitioner tildækker imidlertid en række problemer. For det første at psykiatrien netop arbejder med menneskers følelser, tanker og handlinger. Det er ingen selvfølge, at dette er fænomener som naturligt falder indenfor medicinens arbejdsområde.
I normal sprogbrug opfatter de fleste medicinen som læren om forstyrrelserne i kroppen og de lidelser og funktionsproblemer, som følger af dette.
For det andet viser brugen af ordet «afvigende», at psykiatrien har indbyggede værdistandpunkter. Afvigelse giver kun mening som afvigelse fra noget, fra det gennemsnitlige, fra det accepterede, fra det naturlige. Eftersom medicinen arbejder med sygdomme betyder det, at psykiatrien definerer, hvilke afvigende handlinger, tanker og følelser som skal kaldes for sygelige.
Et tredje problem rejser sig, hvis vi i tråd med den snævrere, «borgerlige» opfattelse af medicinen prøver at forstå og behandle lidelserne/sygdommene, som om de opstår i enkeltmennesker. Psykiatrien kan da føre til, at de samfundsmæssige problemer - som hænger sammen med et menneskes livsproblemer - forbliver skjulte. Den enkeltes problemer bliver til svagheder i «egen psyke» - til den enkeltes svigt."
For mig at se kan det næsten være farligt at overgive sig til systemets helbredelsestilbud - altså psykiatrien - når problemerne dukker op, for der er tilsyneladende større risiko for at blive stemplet som svag, afvigende, psykisk syg og derved aldrig finde vejen tilbage til "normalen", end der er chance for at få den rette behandling og blive hjulpet, endda helbredt?
Eller er det en grov mistolkning og generalisering?

Psykologen og psykiateren er universitetsuddannede. Psykologen har studeret psykologi og Psykiateren er uddannet læge.
Universitetsuddannelsen : Psykologuddannelsen er meget frit struktureret, sådan at forstå, at den studerende selv kan sammensætte uddannelsen ud fra forskellige delelementer, alt efter interesse. - Derimod er lægeuddannelsen meget stramt struktureret, sådan at alle læger har været igennem de samme eksamener og det samme uddannelsesforløb. - Psykologens uddannelse vil selvfølgelig være koncentreret om mennesket psykologi, specielt normale psykologiske reaktioner. Lægen derimod lærer både om legemlige sygdomme, psykiske sygdomme og noget om normale reaktioner. De lærer dog langtfra så meget om normale reaktioner og i så mange detaljer, som psykologerne. - Det er imidlertid en vigtig pointe, at hverken den nyuddannede læge eller psykolog er i stand til at udøve samtaleterapi. Dette kræver nemlig en yderligere uddannelse, som er obligatorisk, hvis man skal være psykiater, og som man må forvente, at de psykologer, der vil beskæftige sig med psykoterapi, også gennemfører. Imidlertid er der ingen kontrol med, om en person, der arbejder som psykolog, også har været igennem en egentlig psykoterapeutisk uddannelse.
Efter universitetet : Efter universitetsuddannelsen, som varer 6 – 7 år, skal man igennem yderligere 5 – 6 års uddannelse, før man bliver psykiater. Denne uddannelse foregår samtidig med, at man arbejder på psykiatriske afdelinger. På tilsvarende måde vil nogle psykologer uddanne sig til det, der hedder klinisk psykolog, hvilket tager ca. 4-5 år og også foregår på psykiatriske og lignende afdelinger.
Både psykiateruddannelsen samt uddannelsen til klinisk psykolog sikrer således, at den pågældende er fortrolig med også sværere psykiske sygdomme. Det har stor betydning, specielt for depressionsbehandlingen, fordi depressioner jo kan forværres, og det er så vigtigt, at man går hos en behandler, som har set den slags før, og som er i stand til at håndtere det forsvarligt.
Man kan ikke blive speciallæge i psykiatri, hvis ikke man dels har været igennem teoretiske kurser om psykoterapi, dels har praktisk erfaring, som er blevet superviseret af en mere erfaren kollega. Supervision betyder, at båndoptagelse med patientsamtaler lyttes igennem for at sikre, at man ikke har overset vigtige ting eller misforstået noget. Det er jo nemlig sådan, at alle mennesker har blinde pletter, og det er det, man skal lære at blive opmærksom på under supervisionsforløbet.
Medicin : En anden forskel på psykologer og psykiatere er, at psykiatere har ret til at udskrive medicin. Dvs., de har mulighed for at kombinere samtalerne med medicinsk behandling, noget der som tidligere nævnt ofte er mere effektivt, end når behandlingerne gives hver for sig. Psykiateren kan så være mere eller mindre interesseret i samtaleterapi, hvilket man jo passende kan spørge ham om, før han indleder en behandling. Både psykiateren og psykologen kan have forskellige interesser og psykoterapeutiske teknikker, som de foretrækker. Hertil er der at sige, at det selvfølgelig er utroligt vigtigt, at terapeuten benytter en teknik, som han eller hun er fuldstændig fortrolig med og har gode erfaringer med, men særlig de terapiformer, der hedder kognitiv terapi og interpersonel psykoterapi, er også afprøvet i videnskabelig sammenhæng. I modsætning til andre terapiformer har de vist sig meget effektive, undtagen over for de allersværeste depressioner og andre psykiske lidelser, hvor man ikke kan undgå eller undvære den medicinske behandling.
Hvad skal man så vælge? : Det kan være meget svært at vælge, fordi dels er de faglige forudsætninger for de to former for terapeuter som nævnt forskellige, men herudover er det jo også meget vigtigt, at den personlige kemi passer sammen med den terapeut, som man nu har valgt. - Generelt vil jeg sige, at lette til moderate depressioner udmærket kan behandles af psykologer, hvis de vel at mærke mestrer kognitiv eller interpersonel psykoterapi. Hvis det derimod drejer sig om moderate til svære tilstande, mener jeg bestemt, man bør psykiatrisk vurderes. Psykiatere er de eneste, der er uddannet til at stille diagnoser, og som kan håndtere svære psykiske lidelser, fx med selvmordsfare eller lignende. Desuden er psykologer (undtagen nogle få) heller ikke uddannet til at genkende og behandle psykotiske symptomer. Det kan være ekstremt farligt, hvis man ikke forstår at sætte sådanne symptomer ind i den rette sammenhæng.
Problemet er selvfølgelig, at det er umuligt selv at vurdere, hvor slem ens depression er, men da mener jeg, det er meget vigtigt, at man drøfter det grundigt igennem med ens egen læge, som jo ofte kender en på forhånd samt kender ens sociale baggrund. Han kan så henvise videre i systemet.
KILDE Poul Videbech 9. aug. 1999

Jg er fuldstændig enig med dig😕