bliver jeg nogensinde lykkelig/glad igen?

Ulykkelig, men er her stadig... hvorfor? du har været så ond og ligeglad.. måske det er det jeg bliver bange for?
at de 5 år har betydet så lidt for dig og du bare kan sige at du var ligeglad med mig?
vores 2 børn er grunden til jeg stadig er her, og huset! men er det grund nok?
jeg håber jo så inderligt at du bliver et godt menneske og får dit humør tilbage og bliver en glad fyr igen så
vi kan leve livet som glade forældre til de 2 mest pragtfulde børn!

det hårdt at være sammen med en som ikke kan se der er noget galt!! Hvad skal jeg gøre af mig selv?
er det virkelig normalt at skulle svine mig med diverse skældsord? eller true mig på livet "bare" fordi du er sur?
Skal det virkelig gå udover mig når din lunte er kort og børnene irreterer dig?
du siger du elsker mig, men dagen efter er du efter mig igen! HVORFOR?
du kan være så modbydelig og alligevel mener du at det er mig der skal sige undskyld, hvorfor?
du siger det er min egen skyld..
du er sur over min sexlyst er væk! men hvad regner du med? jeg har ikke lyst til at dyrke sex med en som
siger han elsker mig den ene dag, og den næste er jeg bare en masse skældsord og enda de værste af slagsen!
men vi dyrker alligevel sex 4-5 gange om ugen.. men du mener det er for lidt og at du aldrig får noget...
bare jeg skriver dagbog stjæler du den for at læse mine tanker!! og ikke nok med det, du skælder mig ud og sviner
mig for det jeg har skrevet om dig! det er MIN dagbog, hvordan kan du overhovedet få dig selv til at tage den fra mig
og læse den?
Jeg tør jo kun skrive dette her fordi jeg ved du sover!! og alligevel er jeg bange for du lige pludselig står
i døren og kommer gående hen til mig for at ville se hvad jeg skriver..
jeg har så mange tanker i mit hoved, men en af dem der fylder særligt meget er HVORFOR? hvorfor er du blevet sådan?
da vi mødtes havde du godt nok et stort temparamant og kunne kaste med ting, men det troede jeg jo ville blive bedre..
ja dum som jeg var/er troede jeg virkelig på det!!
jeg blev gravid og vi fandt ud af det ved at jeg tog en test og kaldte på dig, du kom ud og så de to streger og jeg sagde
jeg var gravid... det eneste du fik sagt var hvad og okay og så satte du dig ind og spillede videre.. jeg havde jo håbet
det skulle blive noget særligt, men nej!
er det hele slut nu? jeg forstiller mig allerede hvordan jeg vil indrette den lejlighed som jeg fantaserer om og hvordan
det hele skal løbe rundt!
Men mest af alt savner jeg at blive holdt om og en at snakke med som ikke bare begynder at svine mig!
Jeg savner en at holde af, elske og dele mine glæder og sorger med og så en som har lyst til at være glad sammen med mig og
som kan vise at han værdsætter mig.. forlanger ikke gaver, eller noget vildt..
Bare en fyr som kan elske mig og holde af mine børn!
Findes det? eller er det i virkeligheden det jeg søger i min kæreste?
Jeg beklager meget hvis det hele virker rodet, men sådan ser mit liv altså ud lige nu.. i er velkomne til at kommentere
eller spørge, jeg skriver tilbage.

hej
jeg tror på at man har det bedst når man bevæger sig mod sine drømme, og et lykkeligt forhold er når man kan drømme sammen og se fremtid sammen
du skriver selv:
"jeg forstiller mig allerede hvordan jeg vil indrette den lejlighed som jeg fantaserer om og hvordan
det hele skal løbe rundt! "
den drøm der ikke bare er lyserød - men en drøm om noget der er bedre - indrette lejlighed - lave ny rede, lave ny og bedre rede, og fantaserer om hvordan det skal løbe rundt. Når du begynder at fantaserer om hvordan det skal løbe rundt - så kigger man også realistisk på tingene, og det gør drømmen til et opnåeligt mål.
mht dit forhold - du håber at han bliver god igen og får et godt humør - tja - der er selvfølgelig godt at kunne håbe noget på andres vegne - men er det dét han drømmer om? - vil han være i godt humør igen? eller vil han noget andet? - lad ham finde ud af det selv - lad ham få ro til det, og hvis ro er lig med at du og ungerne flytter, ja så er det også et skridt i retning af din drøm
du skriver
"Men mest af alt savner jeg at blive holdt om og en at snakke med som ikke bare begynder at svine mig!
Jeg savner en at holde af, elske og dele mine glæder og sorger med og så en som har lyst til at være glad sammen med mig og
som kan vise at han værdsætter mig.. forlanger ikke gaver, eller noget vildt.. "
har du ikke nogle nære veninder der kan sove hos dig nogle nætter mens det hele står på? og familie - oftest vil ens familie strække sig langt og de gør det af kærlighed og omsorg, og de vil elske at du vil dele dine sorger og glæder med dem. Ens familiemønster behøver ikke være en kernefamilie, hvad med et bofællesskab hvor du kan bo med dine unger og dele hverdagen med andre voksne?
håber du kan bruge det til noget - find din indre girlpower frem og tror på dine drømme
Bibi

Kære ulykkelige pige,pak dig selv og dine børn sammen før bliver du ikke lykkelig,din kæreste er selv om det gør mig ondt at skulle ige det PSYKOPAT og han forandrer sig aldrig,du er hans dørmåtte og hans ydmygelser bliver bare mere raffineret som tiden går og du kommer helt ned og ligge,dine børn tager også skade af den stemning der præger jeres forhold,så ud af det forhold hurtigst mulig.
Der er krisecentre rundt omkring og der er du fuldt ud berettiget til at få et ophold og efterfølgende komme videre.
Alt det jeg her skriver har jeg selv prøvet,så jeg ved hvordan det er og du har det,det bliver på ingen måde let,for din kæreste vil ikke mist magten og vil bedyre dig at han elsker dig og vil ændre sig,hopper du på den engang til bliver hans verden endnu mere voldsom over for dig,for ingen sætter sig op mod en psykopat,så det kræver benhårdt arbejde og støtte fra alle sider,håber du har en familie og gode venner der kan hjælpe dig og dine børn videre,
Held og lykke til dig.

kom ud derfra før han ødelægger dig helt.
Du ønsker garanteret kun det bedste for dine børn og du ønsker at passe så godt på dem som muligt .... beklager meget klichéen men: du kan ikke passe på dine børn, hvis ikke du passer på deres mor!!
han ødelægger din selvtillid og dit selvværd!!
han råber af dig!!
hvad skal han gøre før du går fra ham??
er det nok han slår dig eller skal han slå dig ihjel, før du forstår, hvordan han er? eller er du en af de heldige få, der finder modet til at gå inden han slår?
Lyder jeg hård?? så er det nok, fordi jeg har været, hvor du er nu? Jeg mistede min søn ved at jeg ikke sagde stop i tide ... enten gav jeg faderen forældremyndigheden eller også ville min søn være moderløs.
Man kan få hjælp!!
Du og børnene SKAL ud derfra, inden det går helt galt. Jeg står gerne til rådighed med råd og vejledning ... og hjælp til at komme væk!! Men det kræver at DU er parat til det.
Hilsen Rina

Godmorgen, sikke en dejlig morgen!
Kæresten er taget på arbejde og jeg nyder stilheden...
kan se i undrer jer over hvorfor jeg stadig er sammen med børnenes far :-/
Altså, som en af jer skrev så venter jeg måske på de første tæsk? eller på han bliver god igen? men vores søn på lidt over 2½ år er så glad for ham at jeg ville føle jeg splittede dem ad og det ville jeg aldrig gøre!
forøvrigt står vi jo så med et hus der skal sælges.. og det går han ikke frivilligt med til!
Men ja drømmen om lejligheden og indretning og alt det der kunne blive virkelighed! men jeg føler mig afhængig af ham! ikke følesmæssigt, men jeg har ikke kørekort det har han, og uddannelse har jeg ikke noget af endnu da det er mig der har måttet passe vores søn hver gang han blev syg og skulle hjem fra dagpleje... så det er så slemt at jeg er på kontanthjælp.
så i mine øjne er der meget langt hen til den drøm om lejliheden! Jeg vil mine børn det bedste, ingen tvivl om det! Men jeg har ingen veninder jeg kan snakke med for hvis kæresten finder ud af vi har snakket så bliver han sur! Han ser helst at jeg går hjemme og passer hus mens han tjener penge... lige nu er jeg godt nok på barsel, men jeg savner virkelig det sociale netværk til andre mennesker!!
Det er så slemt så de 2 gange jeg har været på barsel, altså sidste og denne gang.. har jeg udviklet angst! Jeg kan ikke kigge andre i øjnene og er bange for hvad de tænker om mig.. det er frygteligt at have det sådan!
nogengange ville jeg ønske at der kom nogen og fik mig og ungerne væk inden han kom hjem fra arbejde og så vi kunne gemme os langt væk! men sådan ser virkeligheden jo desværre heller ikke ud :-(

er det ikke et passende tidspunkt at pakke i??????
Du skal ud af det forhold og det kan da ikke gå hurtig nok.
Hvor længe kan du holde til de ydmygelser??
Har du ikke en mor og far der kan hjælpe dig??
Kom så afsted....
Livet venter på dig og dine små,tro mig.Jeg har stået med tre små børn under armen.
Men jeg blev mig selv og vi fik et godt liv,også selv om pengene var små.
Få din stolthed bilbage,så skal du bare se hvordan du kan blomstre og blive glad og fri.
Kh.Drude

Nej,sådan ser din virkelighed ikke ud,kun du kan få den til at se bedre ud,ingen kommer og redder dig ud af kløerne på din kæreste.Hvis du bliver hos ham forsvinder du mere og mere fra overfladen og så kan du ikke være noget for din søn alligevel,huset er kun materielt og at han ikke vil sælge det frivilligt kan du da skide højt og flot på,du skylder ham ikke noget sådan som han behandler dig,at han gerne ser du bliver spærret inde hjemme er jo kun for at du ikke må snakke med nogen og at andre skal få øjnene op for hvordan han er,så mit råd er stadigvæk FLYGT hellere i dag end i morgen,når du bliver hos ham vil det gå ud over din søn,måske vil han ende med at foragte dig fordi du er/var så svag.

Hej...
Ked af at læse hvordan du har det. Jeg kan fuldt ud forstå dig, har lidt af samme problem, du kan eventuelt læse hvad jeg har skrevet. Har godt nok ikke børn som må gøre det meget sværre...
Psykisk vold og manipulation, frygt for at miste noget som er dårligt men i ens øjne er godt og trygt pga det vane... Og det værste er NEJ du får det aldrig bedre, hvertfald ikke med ham... Selvom vi håber på det mirakel der skal ændre det hele.
Vi ved det godt, men vi vil/kan ikke indse det, jeg føler virkeligt med dig. Og jeg kunne sidde og give råd om jeg synes du skal forlade ham, men det har jeg ikke ret til, kan ikke engang forlade min egen...
Jeg har igår prøvet at ringe til Dannerhuset i københavn. Nu ved jeg ikke hvor du bor henne, men der findes flere krisecentre i hele landet, og jeg synes du skal prøve at ringe. Man behøves ikke at komme derind og bo, men man kan ringe og snakke og få gode råd og vejledning. Om tirsdagen kan man få juridiske råd, til sådan noget som dine krav på hus og børn. Og hvis du endelig beslutter dig for det skal være du vil slutte dit forhold, men du er bange for ham eller du ikk har noget steder at flygte hen, så kan man komme og bo på et krisecenter. Der kan du få rådgivning hver dag, og snakke med en masse kvinder der har det på samme måde som dig, for vi er ikke i alene det må du huske, og det må jeg også huske.... Og børnene kan også bo der og det gratis eller kan koste 60 kr pr dag for mad kommer an på din situation...
Håber det kunne hjælpe, held og lykke... Hører meget gerne fra dig om hvordan det går, evnt på mail.
Mvh
Den skøre pige.
Her har du nummeret til Dannerhuset, de kan godt hjælpe dig selvom du ikke bor i nærheden af københavn, de kan altid give dig nummeret på et krisecenter tæt på dig..
Grevinde danner - Dannerhuset 3337 9060

kære ungQ23med2børnoghus
Du skal gøre følgende:
Drop diskussionerne og følg denne anvisning.
1. uge
I det omfang det er dig muligt, planlægger du din tid i en hel uge som om du var single. Du laver aftaler med veninder, går i fitnesscenteret, shopper, tager på bytur med veninderne...hvad fanden du nu ville gøre hvis du var singlepige. Det er af bydende vigtighed, at du forpligter dig selv til at yde en helhjertet indsats for at efterleve din indre singlepiges kald (selvsagt indenfor rimlighedens grænser).
2. uge
Du dyrker hjemmelivet med din mand og gør alle de ting du ville gøre, hvis overskuddet i hverdagen havde været der (fake it 'till you make it). Lækker mad, biografen, teater, sex på dit intiativ, familieaktiviteter med børnene - vær primus motor, koordinerende og den der kaster overskuddet ind i kampen og som ikke lader sig gå på af en vranten bedre halvdel.
3. uge
evaluér de to forløb og gør op med dig selv, hvilke af de to scenarier der appellerer mest til dig - Hvis du er i tvivl kan du blot starte forfra. Før eller siden vil nogle sandheder udkrystallisere sig. Det kan eksempelvis være, at din mand reagerer positivt på din proaktive indsats i det gode hjemmeliv....det kan være han er pisseligeglad. Det kan være, at din singlepige-livsstils-uge er så appellerende at han kan rende dig et, vist sted...det kan være du konkluderer at det ikke er lykken for dig...
Ps:
Jeg tror du har givet dig selv nogle "clues" når du begynder at forestille dig, hvordan du kunne indrette et liv uden ham...held og lykke med det.

Er du ude på at det skal slå helt klik for hendes mand eller hva,du kender ikke en dyt til en psykopat og hans væremåde,så drop dit fis.

- din metode kan ikke bruges på folk med psykopatiske træk. Den fiser simpelthen ikke ind!! 😃😃
Prøv metoden på nogle der fatter noget som helst. Jeg tror desværre ikke det er ham her.

...Den primære tanke er heller ikke at det er HAM et par sandheder skal fise ind hos, men derimod kvinden der skrev det oprindelige indlæg. En uge, hvor man handler og tænker (i det omfang det kan lade sig gøre) som om man ikke havde en partner, kan giver en et fingerpeg om hvad der føles bedst....eksempelvis i forhold til humøret....er det blevet bedre og har det givet mere energi bør man måske overveje om ikke det er dét man i virkeligheden vil have det bedst med...I den forstand kan man sagtens "teste" sider af sig selv.
...I forhold til de psykopatiske træk;
Jeg ville aldrig anbefale nogen at handle på en sådan måde, at det udløste vold. Jeg er med på, at ægtefællen lyder som om han kan være rigtig ubehagelig...men intetsteds siges der at han slår - heller ikke når han er vred.
Når jeg lægger op til, at hun kan "teste" de glæder der kan være ved at være alene er det fordi det flere steder skinner igennem, at hun aner et alternativ til det liv der er nu...eksempelvis:
"Men ja drømmen om lejligheden og indretning og alt det der kunne blive virkelighed!".
Og nogle gange er det sådan, at vi finder den bedste motivation til forandring i drømme om fremtiden...ved at tage en uge, hvor man gør flere af de ting man ville gøre som single får disse mere substans....bliver mere virkelige. Og jo mere virkelighedsnært det er, desto mere opleves det som indenfor rækkevidde....og jo nemmere kan det være at tage de første skridt mod det.
Jeg er med på, at det ikke ændrer på, at hun skal leve sammen med en humørsvingende, urimelig, dominerende mand der kontrollerer hende...Det er også derfor jeg lææger an til at forandring skal ske hos hende....ikke hos ham (når jeg alligevel lader en dør stå åben ifh. eventuelle positive reaktioner fra ham, er det ganske enkelt for at lade "tvivlen komme ham til gode" - ingen af os her ved reelt om han ville kunne forandre sig).
Giver mit indlæg mere mening nu? (ikke dermed sagt at du behøver være enig med mig..)
mvh
Mikkel

...hvis det er hvad man kan forvente af svar fra dig behøver du ikke kommentere flere af mine indlæg, da dine ideer/opfattelser/holdninger da vil være uden interesse for mig.

mvh
Mikkel

Det er meget mulig at mine svar ikke har din store interesse,det kan jeg godt leve med,men jeg har levet sammen med en psykopat i mange år,så jeg ved bedre end dit pædagogiske forsøg på et svar til den unge mor,men jeg skal nok lade være med at kommentere videre på dine indlæg,når du ikke kan klare den virkelige verden.

Kære mormor....Det handler ikke om indholdet af det du mener, men den form du serverer det i. Jeg kender dig ikke og du kunne snildt være jordens klogeste kvinde....Og det kan da sagtens være at ungQ23med2børnoghus's mand har psykopatiske træk, hvor dine erfaringer vil være værdifulde for hende....
Men det kan også være at han ikke har egentlige *psykopatiske* træk, men "bare" er en frustreret, temperamentsfuld, humørsvingende idiot med hang til at hidse sig op og dominere....ikke at det gør det nemmere at leve med ham. Men det betyder, at der er nogle andre muligheder for hvordan man kan gribe det an.
Den der i sidste ende bedst kan vurdere hvad der er "sikkert" at gøre eller prøve af....ja, det er jo ungQ23med2børnoghus - og hvis hun vurderer, at det ville være forbundet med reel fare for liv og helbred at følge mit forslag.....så er jeg ikke i tvivl om, at hun vil afholde sig fra at prøve det af.
Men som sagt, du kan selvfølgelig mene hvad du vil om det jeg skriver....jeg forklarer gerne hvorfor jeg skriver eller tænker som jeg gør....Man kan jo kun blive klogere af at andre stiller spørgsmålstegn ved ens holdninger eller udsagn.
Men jeg gider reelt ikke at bruge mere tid end højest nødvendigt på svar der grundlæggende set handler om at sige "fjols"......Din kommentar om mit forhold til den virkelige verden er et udmærket eksempel.
mvh
Mikkel

Hej Mikkel,har lidt svært ved at finde dit rigtige alias,men kan se at det har du også.Jeg har ikke skrevet fjols til dig,at du så opfatter det på den måde er jo bare beklageligt,og det viser endnu engang at det kun er det skrevne vi kan forholde os til,når der ikke er et kropssprog at aflæse også.
Men grunden til at jeg reagerer måske lidt kraftig er,at når ungmor er nået så langt som at lægge sine frustrationer ud på en debatside er det fordi alt er afprøvet,hun skal ikke prøve på at please ham i en uge,ligeså lidt som hun skal prøve at gå egen vej i en uge,hvis det overhovedet lykkedes hende at komme ud uden ham og børnene kan du være evig forvisset om at så er der god grund til at han optrapper og bliver voldelig,for er der noget en psykopat ikke kan tåle er det fornemmelsen af at man er/eller har mistet magten.
Jeg tolker dit svar som om du mener at hun skal prøve (er et eller andet sted i mit univers=lig med at det er ens egen skyld)at ændre i den daglige verden son hun lever i,men at hun sagtens kan nå ind til hendes kæreste med ændret opførsel og dette er ikke tilfældet,derfor skrev jeg og en anden FLYGT,og det er det der skal bruges hvis man skal ud af et sådan forhold,man kan ikke bare sige,som noget der burde være ganske naturlig at nu går den ikke mere,vi skal snakke om vores fremtidige liv sammen.

Kære mormor
Skiftet i alias skyldtes en tastefejl - beklager.
Jeg mener heller ikke at hun skal please ham. Hvis det er sådan du har læst det jeg skrev, kan jeg godt forstå din skarpe reaktion.
Det jeg lægger op til, er - ganske rigtigt - at hun kan prøve nogle ting af...men for sin egen skyld - ikke hans. Jeg kan godt forstå hvad du mener med, at det så kunne tolkes som, at hun bar en del af skylden. Men det slet ikke det jeg er ude i.
Det jeg ganske enkelt spiller bolden op ad, er den gamle sandhed om, at vi ikke kan forandre andre. Vi kan forandre os selv og så håbe det gør en forskel...Og det kan sagtens være det ikke vil ændre det mindste ved ham...men så kan hun tage stilling til det, og overveje om hun så stadig vil være en del af showet (hvis hun da ikke allerede er afklaret omkring dette)
Ligeledes det der med at have en mental "single-uge". Det betyder selvfølgelig ikke at man skal blæse den anden en lang march - Det betyder, at man overvejer hvad man ville gøre af sjove, stimulerende, underholdende, hyggelige ting, hvis man var alene...Og så GØR nogle af de ting. Skulle det vise sig, at man stortrives med dette....ja, så er der igen nogle overvejelser og valg der ligger til højreskøjten. Jeg tror at man nogle gange har lettere ved at pakke kufferten, når man har nogle konkrete billeder af, hvad en fremtid som eneforælder OGSÅ kunne indeholde.
Men igen - det kan sagtens være du har ret og hun bare skulle se at komme ud af vagten. I sidste ende bliver det hende selv der må afgøre hvilke overvejelser hun kan stå inde for og handle på...og hvis hun ikke mener mit forslag er noget for hende - jamen så har hun da givetvis ret.
mvh
Mikkel