Blodtransfusionens lange kontroversielle historie
I VINTEREN 1667 blev en galning ved navn Antoine Mauroy bragt hen til Jean-Baptiste Denis, kong Ludvig XIV af Frankrigs fremragende læge. Denis havde den helt rigtige behandling mod Mauroys vanvid — transfusion af kalveblod. Efter Denis’ opfattelse ville det have en beroligende virkning på hans patient. Men det gik ikke så godt med Mauroy. Ganske vist blev hans tilstand bedre efter transfusion nummer to, men der gik ikke lang tid før denne franskmand igen blev grebet af vanvid, og kort efter var han død.
Selv om man senere fastslog at Antoine Mauroy i virkeligheden døde af arsenikforgiftning, gav Denis’ forsøg med dyreblod anledning til en ophedet debat i Frankrig. Til sidst, i 1670, blev behandlingen forbudt. Med tiden fulgte det engelske parlament, ja, selv paven, dette eksempel. I de næste 150 år var blodtransfusion et næsten ukendt fænomen.
I det nittende århundrede fik blodtransfusion et comeback. James Blundell, en engelsk fødselslæge, førte an. Ved hjælp af en forbedret teknik, mere avancerede instrumenter og ved at insistere på at man kun anvendte menneskeblod, fik Blundell bragt blodtransfusion tilbage i rampelyset.
Men i 1873 fik F. Gesellius, en polsk læge, bremset blodtransfusionens renæssance med en skræmmende opdagelse: Over halvdelen af de udførte transfusioner var endt med patientens død. Denne oplysning fik fremtrædende læger til at fordømme behandlingen. Endnu en gang dalede blodtransfusionernes popularitet.
I 1878 fandt den franske læge Georges Hayem frem til en saltvandsopløsning som han hævdede kunne fungere som erstatningsmiddel for blod. I modsætning til blod havde saltvandsopløsningen ingen bivirkninger. Desuden koagulerede det ikke, og det var nemt at transportere. Det er forståeligt at Hayems saltvandsopløsning blev brugt i vid udstrækning. Men mærkeligt nok varede det ikke længe før man igen foretrak blod. Hvad var grunden?
I 1900 fandt den østrigske patolog Karl Landsteiner ud af at der fandtes forskellige blodtyper, og at en bestemt blodtype ikke altid er forligelig med de andre. Det var ikke mærkeligt at så mange af datidens blodtransfusioner var endt med en tragedie. Det kunne man nu ændre på ved at sikre sig at donorens blodtype var forligelig med modtagerens. Denne viden medførte at lægerne i perioden op til den første verdenskrig fik ny tillid til blodtransfusion.
Under Første Verdenskrig gav man i vid udstrækning blodtransfusion til sårede soldater. Blod koagulerer hurtigt, og tidligere ville det praktisk taget have været umuligt at transportere det til slagmarken. Men i begyndelsen af det 20. århundrede havde Richard Lewisohn fra Mount Sinai Hospital i New York udført nogle vellykkede forsøg med stoffet natriumcitrat som antikoagulerende middel. Dette spændende gennembrud blev af nogle læger betragtet som et mirakel. „Det føltes næsten som om man havde fået solen til at stå stille,“ skrev dr. Bertram M. Bernheim, en dengang meget anerkendt læge.
Den anden verdenskrig øgede efterspørgselen efter blod. Overalt var der opsat plakater med slogans som „Giv blod nu“. „Han gav blod. Vil du gøre det samme?“ „Dit blod kan redde ham.“ Anmodningerne gav resultat. Under den anden verdenskrig blev der afgivet 13.000.000 portioner blod i USA. Man anslår at der i London blev tappet og distribueret mere end 260.000 liter blod. Men som det snart skulle vise sig, var blodtransfusion forbundet med flere sundhedsrisici.
Efter den anden verdenskrig gjorde de store lægevidenskabelige fremskridt det muligt at udføre kirurgiske indgreb som før havde været utænkelige. Der opstod derfor en global industri med en omsætning på mange milliarder dollars, da der gik forretning i at levere blod til de transfusioner der af mange læger efterhånden blev opfattet som standardbehandling i forbindelse med operationer.
Men det varede ikke længe før bekymringen for transfusionsrelaterede sygdomme begyndte at gøre sig gældende. Under Koreakrigen, for eksempel, udviklede næsten 22 procent af dem der fik plasmatransfusioner, hepatitis. Procentvis var det næsten tre gange så mange som under den anden verdenskrig. I 1970’erne anslog USA’s Center for Sygdomskontrol antallet af dødsfald som følge af hepatitis der kunne relateres til blodtransfusion, til 3500 om året. Ifølge andres vurdering var tallet ti gange højere.
Som følge af bedre screening og en mere omhyggelig udvælgelse af donorerne skete der et fald i antallet af patienter som blev smittet med hepatitis-B via blod. Men derefter begyndte en ny og i nogle tilfælde fatal form for hepatitis-C-virus at kræve mange dødsofre. Man anslår at fire millioner amerikanere har pådraget sig dette virus, og for flere hundredtusinders vedkommende er det sket gennem blodtransfusion. Strengere test har ganske vist efterhånden reduceret forekomsten af hepatitis-C. Mange frygter imidlertid at der i fremtiden vil vise sig nye farer ved blodtransfusion, og at man først vil blive klar over dette når det er for sent.
I 1980’erne fandt man ud af at blod kan være inficeret med hiv, det virus der fører til aids. I begyndelsen var blodbankernes repræsentanter meget utilbøjelige til at tro at deres blodforsyninger kunne være inficerede. Mange af dem udviste skepsis over for hiv-truslen. Ifølge dr. Bruce Evatt „var det som om en eller anden var kommet tilbage fra ørkenen og havde sagt: ’Jeg har set et rumvæsen.’ De lyttede, men de troede ikke på det.“
Det ene land efter det andet har ikke desto mindre oplevet skandaler efter at oplysninger om hiv-inficeret donorblod er kommet frem. Det anslås at 6000-8000 mennesker i Frankrig blev inficeret med hiv via blodtransfusioner i perioden fra 1982 til 1985. Man regner med at blodtransfusion er årsag til 10 procent af hiv-infektionerne i Afrika og 40 procent af aids-tilfældene i Pakistan. Som følge af bedre screeningsmetoder er det i dag sjældent at hiv overføres via blodtransfusion i de velstående lande. Men i udviklingslandene, hvor det ikke er muligt at foretage sådanne screeninger, er hiv-infektion fortsat et problem.
Forståeligt nok har der i de senere år været en voksende interesse for medicinsk og kirurgisk lægebehandling uden blod. -> http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=650378
Selv om man senere fastslog at Antoine Mauroy i virkeligheden døde af arsenikforgiftning, gav Denis’ forsøg med dyreblod anledning til en ophedet debat i Frankrig. Til sidst, i 1670, blev behandlingen forbudt. Med tiden fulgte det engelske parlament, ja, selv paven, dette eksempel. I de næste 150 år var blodtransfusion et næsten ukendt fænomen.
I det nittende århundrede fik blodtransfusion et comeback. James Blundell, en engelsk fødselslæge, førte an. Ved hjælp af en forbedret teknik, mere avancerede instrumenter og ved at insistere på at man kun anvendte menneskeblod, fik Blundell bragt blodtransfusion tilbage i rampelyset.
Men i 1873 fik F. Gesellius, en polsk læge, bremset blodtransfusionens renæssance med en skræmmende opdagelse: Over halvdelen af de udførte transfusioner var endt med patientens død. Denne oplysning fik fremtrædende læger til at fordømme behandlingen. Endnu en gang dalede blodtransfusionernes popularitet.
I 1878 fandt den franske læge Georges Hayem frem til en saltvandsopløsning som han hævdede kunne fungere som erstatningsmiddel for blod. I modsætning til blod havde saltvandsopløsningen ingen bivirkninger. Desuden koagulerede det ikke, og det var nemt at transportere. Det er forståeligt at Hayems saltvandsopløsning blev brugt i vid udstrækning. Men mærkeligt nok varede det ikke længe før man igen foretrak blod. Hvad var grunden?
I 1900 fandt den østrigske patolog Karl Landsteiner ud af at der fandtes forskellige blodtyper, og at en bestemt blodtype ikke altid er forligelig med de andre. Det var ikke mærkeligt at så mange af datidens blodtransfusioner var endt med en tragedie. Det kunne man nu ændre på ved at sikre sig at donorens blodtype var forligelig med modtagerens. Denne viden medførte at lægerne i perioden op til den første verdenskrig fik ny tillid til blodtransfusion.
Under Første Verdenskrig gav man i vid udstrækning blodtransfusion til sårede soldater. Blod koagulerer hurtigt, og tidligere ville det praktisk taget have været umuligt at transportere det til slagmarken. Men i begyndelsen af det 20. århundrede havde Richard Lewisohn fra Mount Sinai Hospital i New York udført nogle vellykkede forsøg med stoffet natriumcitrat som antikoagulerende middel. Dette spændende gennembrud blev af nogle læger betragtet som et mirakel. „Det føltes næsten som om man havde fået solen til at stå stille,“ skrev dr. Bertram M. Bernheim, en dengang meget anerkendt læge.
Den anden verdenskrig øgede efterspørgselen efter blod. Overalt var der opsat plakater med slogans som „Giv blod nu“. „Han gav blod. Vil du gøre det samme?“ „Dit blod kan redde ham.“ Anmodningerne gav resultat. Under den anden verdenskrig blev der afgivet 13.000.000 portioner blod i USA. Man anslår at der i London blev tappet og distribueret mere end 260.000 liter blod. Men som det snart skulle vise sig, var blodtransfusion forbundet med flere sundhedsrisici.
Efter den anden verdenskrig gjorde de store lægevidenskabelige fremskridt det muligt at udføre kirurgiske indgreb som før havde været utænkelige. Der opstod derfor en global industri med en omsætning på mange milliarder dollars, da der gik forretning i at levere blod til de transfusioner der af mange læger efterhånden blev opfattet som standardbehandling i forbindelse med operationer.
Men det varede ikke længe før bekymringen for transfusionsrelaterede sygdomme begyndte at gøre sig gældende. Under Koreakrigen, for eksempel, udviklede næsten 22 procent af dem der fik plasmatransfusioner, hepatitis. Procentvis var det næsten tre gange så mange som under den anden verdenskrig. I 1970’erne anslog USA’s Center for Sygdomskontrol antallet af dødsfald som følge af hepatitis der kunne relateres til blodtransfusion, til 3500 om året. Ifølge andres vurdering var tallet ti gange højere.
Som følge af bedre screening og en mere omhyggelig udvælgelse af donorerne skete der et fald i antallet af patienter som blev smittet med hepatitis-B via blod. Men derefter begyndte en ny og i nogle tilfælde fatal form for hepatitis-C-virus at kræve mange dødsofre. Man anslår at fire millioner amerikanere har pådraget sig dette virus, og for flere hundredtusinders vedkommende er det sket gennem blodtransfusion. Strengere test har ganske vist efterhånden reduceret forekomsten af hepatitis-C. Mange frygter imidlertid at der i fremtiden vil vise sig nye farer ved blodtransfusion, og at man først vil blive klar over dette når det er for sent.
I 1980’erne fandt man ud af at blod kan være inficeret med hiv, det virus der fører til aids. I begyndelsen var blodbankernes repræsentanter meget utilbøjelige til at tro at deres blodforsyninger kunne være inficerede. Mange af dem udviste skepsis over for hiv-truslen. Ifølge dr. Bruce Evatt „var det som om en eller anden var kommet tilbage fra ørkenen og havde sagt: ’Jeg har set et rumvæsen.’ De lyttede, men de troede ikke på det.“
Det ene land efter det andet har ikke desto mindre oplevet skandaler efter at oplysninger om hiv-inficeret donorblod er kommet frem. Det anslås at 6000-8000 mennesker i Frankrig blev inficeret med hiv via blodtransfusioner i perioden fra 1982 til 1985. Man regner med at blodtransfusion er årsag til 10 procent af hiv-infektionerne i Afrika og 40 procent af aids-tilfældene i Pakistan. Som følge af bedre screeningsmetoder er det i dag sjældent at hiv overføres via blodtransfusion i de velstående lande. Men i udviklingslandene, hvor det ikke er muligt at foretage sådanne screeninger, er hiv-infektion fortsat et problem.
Forståeligt nok har der i de senere år været en voksende interesse for medicinsk og kirurgisk lægebehandling uden blod. -> http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=650378