Buddhismen - en søgen efter oplysning uden Gud

BUDDHISMEN, der ved begyndelsen af det 20. århundrede næppe var kendt uden for Asien, har siden antaget karakter af en verdensreligion. Mange i den vestlige verden finder nu til deres overraskelse at buddhismen udøves i deres eget nabolag. Meget af dette er et resultat af den internationale flygtningestrøm. Store grupper af asiater er kommet og har slået sig ned i Vesteuropa, Nordamerika, Australien og andre steder, og har taget deres religion med sig. Derved har flere vesterlændinge for første gang stiftet bekendtskab med buddhismen. Og dette har, sammen med slapheden og den åndelige tilbagegang i de traditionelle kirker, fået nogle til at gå over til den „nye“ tro. — 2 Timoteus 3:1, 5.
2 Ifølge 1989 Britannica Book of the Year er der omkring 300 millioner buddhister i verden, heraf cirka 200.000 i Vesteuropa, 200.000 i Nordamerika, 500.000 i Latinamerika og 300.000 i Sovjetunionen. De fleste af buddhismens tilhængere findes dog stadig i asiatiske lande som Sri Lanka, Myanmar (Burma), Thailand, Japan, Korea og Kina. Men hvem var Buddha? Hvordan blev denne religion grundlagt? Hvordan er dens lære og skikke?
Kildernes pålidelighed
3 „Hvad man kender til Buddhas liv bygger hovedsagelig på de kanoniske tekster, hvoraf de længste og mest omfattende er dem der er skrevet på pali, et oldindisk sprog,“ siger bogen World Religions — From Ancient History to the Present. Det vil sige at der ikke findes noget samtidigt kildemateriale som fortæller om buddhismens grundlægger, Siddhartha Gautama, der levede i Nordindien i det sjette århundrede f.v.t. Dette frembyder naturligvis et problem. Værre er dog problemet med at fastslå hvornår og hvordan „de kanoniske tekster“ blev til.
4 Den buddhistiske tradition fortæller at 500 munke samledes kort efter Gautamas død for at afgøre hvad der var Mesterens autentiske lære. Buddhistiske lærde og historikere er stærkt uenige om hvorvidt dette møde overhovedet fandt sted. Det væsentlige som vi bør hæfte os ved, er imidlertid at selv buddhistiske tekster bekræfter at det der blev fastslået som den autentiske lære, ikke blev skrevet ned men lært udenad af disciplene. Der gik lang tid før de hellige tekster blev nedskrevet.
5 Ifølge srilankanske krøniker fra det fjerde og det sjette århundrede e.v.t. blev den tidligste af disse „kanoniske tekster“ på pali-sproget nedfældet skriftligt under kong Vattagamani Abhaya, der regerede i det første århundrede f.v.t. Andre beretninger om Buddhas liv forelå ikke skriftligt før omkring det første eller måske endda det femte århundrede e.v.t., næsten tusind år efter hans tid.
6 Opslagsværket Abingdon Dictionary of Living Religions siger i denne forbindelse: „’Biografierne’ er både af sen oprindelse og fyldt med legendarisk og mytisk stof, og de ældste kanoniske tekster er fremkommet ved en langvarig mundtlig overleveringsproces hvorunder der øjensynlig er foretaget visse revisioner og mange tilføjelser.“ En forsker har endog „hævdet at ikke et eneste ord af den nedskrevne lære med ubetinget sikkerhed kan tilskrives Gautama selv“. Er en sådan kritik berettiget?
Buddhas undfangelse og fødsel
7 Læg mærke til følgende uddrag af Jataka, som er en del af palikanon, og af Buddhacarita, en buddhabiografi på sanskrit fra det andet århundrede e.v.t. Vi læser først hvordan Buddhas moder, dronning Maha Maya, undfangede ham i en drøm.
„De fire verdensvogtere løftede hende op sammen med sengen og førte hende til Himalaya. . . . Derefter kom deres hustruer og førte dronningen til Anotatta-søen, hvor de badede hende for at fjerne menneskeligt snavs. . . . Ikke langt derfra ligger Sølvbjerget, hvor der er et palads af guld. Her redte de en himmelsk seng med hovedgærdet vendt mod øst og lagde hende på den. Ikke langt derfra ligger et Guldbjerg. Bodhisattva [den fremtidige Buddha], der var blevet til en pragtfuld hvid elefant, gik omkring her. Han steg ned derfra og besteg Sølvbjerget. . . . Han gik tre gange højre om sin moders seng, og idet han stødte mod hendes højre side, syntes han at indgå i hendes moderskød. På denne måde blev han undfanget på fuldmånedagen i asalha-måneden.“
8 Da dronningen fortalte kongen sin drøm, kaldte han 64 fremtrædende hindupræster til sig, bespiste dem, gav dem klæder og bad dem om at udlægge drømmen. De svarede:
„Vær ikke ængstelig, store konge . . . Du vil få en søn. Hvis han lever en familiefaders liv, vil han blive en verdenshersker; forlader han hjemmet og trækker sig tilbage fra verden, vil han blive en Buddha, en der fordriver forblindelsen i denne verden.“
9 Derefter skete der efter sigende 32 mirakler:
„Alle de ti tusind verdener rystede, bævede og skælvede. . . . Ilden gik ud i alle helveder; . . . sygdomme ophørte blandt menneskene; . . . alle musikinstrumenter lod deres musik lyde uden at der blev spillet på dem; . . . i det vældige hav blev vandet ferskt; . . . samtlige ti tusind verdener blev til en samling blomsterkranse af uovertruffen skønhed.“
10 Så fulgte Buddhas usædvanlige fødsel i en lystskov af salatræer kaldet Lumbinilunden. Da dronningen ville gribe fat i en gren på det højeste salatræ i lunden, bøjede træet sig ned så hun kunne nå den. Idet hun holdt fast ved grenen fødte hun stående.
„Han udgik af sin moders skød som en prædikant der stiger ned fra prædikestolen, eller som en mand der kommer ned ad en trappe; han strakte begge hænder og begge fødder frem, og de var ubesmittede af nogen urenhed fra hans moders skød. . . .“
„Så snart [den fremtidige Buddha] er født, planter han begge fødder solidt på jorden, går syv skridt mod nord, med en hvid baldakin båret over sit hoved, og besigtiger hvert verdenshjørne idet han udbryder med en uforlignelig røst: I hele verden er jeg den første, bedste og øverste; dette er min sidste fødsel; jeg skal aldrig fødes igen.“
11 Der findes lige så vidtløftige beretninger om hans barndom, hans møde med unge beundrerinder, hans vandringer og næsten enhver anden begivenhed i hans liv. Det er ikke overraskende at de fleste forskere afviser alle disse beretninger som sagn og myter. En forsker ved British Museum mener ligefrem at „den omfattende mængde sagn og mirakler“ har gjort det umuligt at „rekonstruere Buddhas historiske liv“.
12 Trods myterne findes der dog en traditionel beretning om Buddhas liv som har fået stor udbredelse. I en buddhistisk lærebog, A Manual of Buddhism, som er udgivet i Sri Lankas hovedstad, Colombo, finder vi følgende forenklede beretning:
„På fuldmånedagen i maj i år 623 f.Kr. fødtes i Nepalområdet en indisk Sakya-prins ved navn Siddhattha Gotama. Hans fader var kong Suddhodana, og hans moder dronning Maha Maya. Hun døde få dage efter barnets fødsel, og Maha Pajapati Gotami blev hans fostermoder.
Som sekstenårig blev han gift med sin kusine, den smukke prinsesse Yasodhara.
I næsten tretten år efter indgåelsen af sit lykkelige ægteskab levede han et liv i luksus, lykkeligt uvidende om de omskifteligheder der kendetegnede livet uden for paladsets porte.
Med tiden gik sandheden op for ham. I hans 29. år, som blev vendepunktet i hans livsløb, blev hans søn Rahula født. Han betragtede sit afkom som en hæmsko, for han indså at alle uden undtagelse var underlagt fødsel, sygdom og død. Idet han nu fattede at sorgen rammer alle, besluttede han at finde et universalmiddel mod denne menneskehedens almindelige sygdom.
Idet han forsagede de kongelige glæder drog han en nat bort fra sit hjem . . . klippede sit hår, iførte sig asketens simple klædning, og vandrede omkring for at søge sandheden.“
13 Disse kortfattede biografiske oplysninger afviger stærkt fra de fantastiske fortællinger der findes i „de kanoniske tekster“. Og bortset fra fødselsåret er de almindeligt anerkendte.
Oplysningen — hvordan han fandt den
14 Hvordan indtraf det nævnte ’vendepunkt i hans livsløb’? Det skete da han for første gang i sit liv så en syg mand, en olding og en død. Disse erfaringer fik ham til bekymret at grunde over livets mening — hvorfor menneskene blev født, når de blot skulle lide, ældes og dø. Det siges at han da så en hellig mand, en der havde forsaget verden for at søge sandheden. Dette fik ham til at opgive familie, ejendom og fyrstenavn og tilbringe de næste seks år med at søge svaret hos hinduiske lærere og guruer, men uden resultat. Beretningerne fortæller at han søgte gennem meditation, faste, yoga og den yderste selvfornægtelse, uden dog at finde åndelig fred eller oplysning.
15 Omsider nåede han til det resultat at hans selvplageri var lige så nytteløst som det liv i nydelse han før havde levet. Han valgte nu det han kaldte Middelvejen, og forkastede de yderligheder han før var gået til. Da han mente at svaret skulle søges i hans egen bevidsthed, satte han sig til at meditere under et indisk figentræ. Idet han modstod djævelen Maras angreb og fristelser fortsatte han med at meditere i fire uger (nogle siger syv uger) indtil han efter sigende erhvervede alvidenhed og nåede frem til oplysningen.
16 Ved denne proces blev han ifølge buddhistisk terminologi Buddha — den Vakte eller den Oplyste. Han havde nået det endelige mål, nirvana, en tilstand af fuldkommen fred og oplysning, uden lidelse og begær. Han er også blevet kendt som Sakyamuni (den vise af Sakyastammen), og han omtalte ofte sig selv som Tathagata (en der således kom [for at undervise]). Forskellige buddhistiske sekter opfatter ham dog forskelligt. Nogle betragter ham blot som et menneske der for sit eget vedkommende fandt vejen til oplysning og lærte sine disciple den. Andre betragter ham som den sidste i en række af buddhaer der er kommet til verden for at forkynde eller genoplive dharma (pali: dhamma), det vil sige Buddhas lære eller vej. Andre igen betragter ham som en bodhisattva, en der selv var blevet oplyst men som ventede med at indgå i nirvana for at kunne hjælpe andre i deres søgen efter oplysning. Men hvordan man end betragter ham, er denne begivenhed, Oplysningen, af central betydning for alle buddhistiske retninger.
Oplysningen — hvori består den?
17 Efter at have fundet oplysningen, og efter at have overvundet en vis tøven, begyndte Buddha at forkynde sin nyfundne sandhed, sin dharma, for andre. Hans første og sandsynligvis vigtigste prædiken blev holdt for fem bhikkuer — disciple eller munke — i en dyrepark i Benares. Deri fremholdt han at man for at blive frelst må undgå både et liv i sansenydelse og et liv i askese og følge Middelvejen. Man må derfor forstå og følge De Fire Ædle Sandheder (se rammen på modsatte side), der kort kan sammenfattes således:
1) Al tilværelse er lidelse.
2) Lidelse opstår af begær.
3) Når begæret hører op, ophører lidelsen.
4) Begæret bringes til ophør ved at man følger Den Ottedelte Vej, som går ud på at man får kontrol over tro, tanke og adfærd.
18 Denne prædiken om Middelvejen og De Fire Ædle Sandheder indeholder essensen af Oplysningen og betragtes som en sammenfatning af hele Buddhas lære. (Se i modsætning hertil Mattæus 6:25-34; Første Timoteusbrev 6:17-19; Jakob 4:1-3; Første Johannesbrev 2:15-17.) Gautama gjorde ikke krav på guddommelig inspiration men gav udtryk for at prædikenen var hans egne ord — „den middelvej, som Tathagata har fundet“. Det siges at han på sit dødsleje sagde til sine disciple: „Søg alene frelse i sandheden. Vent ikke hjælp hos nogen ud over jer selv.“ Ifølge Buddha kommer oplysningen altså ikke fra Gud, men gennem en personlig bestræbelse for at nå frem til en ret tankegang og en ret levevis.
19 Det er ikke svært at se hvorfor denne lære blev hilst velkommen i datidens indiske samfund. Den fordømte på den ene side brahmanernes, den hinduiske præstekastes, begær og korruption, og på den anden side jainernes og andre mysteriekulters strenge askese. Den tog også afstand fra ritualerne og offerhandlingerne, myriaderne af guder og gudinder, og det byrdefulde kastevæsen der trælbandt folk og dominerede hver eneste side af deres tilværelse. Kort sagt lovede buddhismen frigørelse til enhver som var villig til at følge Buddhas vej.
Buddhismen udbreder sin indflydelse
20 Da de fem bhikkuer godtog Buddhas lære, blev de de første medlemmer af sangha, den buddhistiske munkeorden. Dermed fuldførtes buddhismens „Tre Juveler“ (Triratna), det vil sige Buddha, dharma og sangha, som skulle lede folk ind på vejen til oplysningen. Således udrustet drog Gautama Buddha ud og forkyndte overalt i Gangesdalen. Folk fra alle sociale lag kom for at høre ham, og de blev hans disciple. Da han døde i en alder af 80, var han blevet kendt og anset. Det siges at hans sidste ord til sine disciple lød: „Alle sammensatte ting er forgængelige, stræb uafladeligt!“
21 I det tredje århundrede f.v.t., omkring 200 år efter Buddhas død, fremstod buddhismens største forkæmper, kong Asoka, der underlagde sig det meste af Indien. Bedrøvet over de myrderier og omvæltninger hans erobringer havde afstedkommet, gik han over til buddhismen og ydede den statsstøtte. Han rejste religiøse monumenter, indkaldte konciler og formanede folket til at leve efter Buddhas forskrifter. Han sendte også buddhistiske missionærer til alle dele af Indien og til Sri Lanka, Syrien, Ægypten og Grækenland. Hovedsagelig ved Asokas bestræbelser voksede buddhismen fra en indisk sekt til en verdensreligion. Nogle betragter ham med en vis berettigelse som buddhismens anden grundlægger.
22 Fra Sri Lanka bredte buddhismen sig mod øst til Myanmar (Burma), Thailand og andre dele af Indokina. Mod nord nåede den til Kashmir og Centralasien. Fra disse områder krydsede buddhistmunke så tidligt som i det første århundrede e.v.t. de ugæstfri bjerge og ørkener og bragte deres religion til Kina. Fra Kina nåede den ubesværet til Korea og Japan. Buddhismen blev også indført i Tibet, Indiens naboland mod nord. Den blev her blandet op med lokale opfattelser og fremstod som lamaismen, der kom til at dominere både det religiøse og det politiske liv i landet. Omkring det sjette eller syvende århundrede e.v.t. var buddhismen blevet grundfæstet i hele Sydøstasien og Det Fjerne Østen. Men hvordan gik det hjemme i Indien?
23 Mens buddhismens indflydelse bredte sig i andre lande, aftog den gradvis i Indien. Munkene engagerede sig dybt i filosofiske og metafysiske sysler og begyndte at miste berøringen med lægfolket. Tabet af kongelig støtte og antagelsen af hinduiske forestillinger og skikke var også med til at fremskynde buddhismens død i Indien. Selv buddhistiske helligsteder som Lumbini, hvor Gautama blev født, og Buddh Gaya, hvor han fandt „oplysning“, gik i forfald. Omkring det 13. århundrede var buddhismen så godt som forsvundet fra sit oprindelsesland, Indien.
24 Her i det 20. århundrede har buddhismen undergået endnu en forandring. De politiske omvæltninger i Kina, Mongoliet, Tibet og de sydøstasiatiske lande har rettet et knusende slag imod den. Tusinder af klostre og templer er blevet ødelagt, og hundredtusinder af munke og nonner er blevet fordrevet, fængslet eller dræbt. Buddhismens indflydelse er dog stadig stærk og præger i høj grad befolkningens tankegang og vaner i de lande.
25 I Europa og Nordamerika synes den buddhistiske tanke om at man skal søge „sandheden“ i sit eget indre at øve stor tiltrækning, og dens meditationsøvelser bruges som et middel til at koble af fra den vestlige livsforms stress og jag. I forordet til bogen Living Buddhism skriver Tenzin Gyatso, Tibets landflygtige Dalai Lama, interessant nok: „Måske kan buddhismen i dag være med til at minde vesterlændinge om den åndelige dimension i deres liv.“
Buddhismens forskellige veje
26 Skønt man normalt omtaler buddhismen som én religion, er den i virkeligheden opdelt i adskillige retninger eller skoler. Baseret på forskellige fortolkninger af Buddhas lære og hans natur, har hver skole sine egne skrifter, skikke og lærepunkter. Hver skole er desuden opdelt i talrige grupper og sekter hvoraf mange er stærkt påvirkede af lokale kulturer og traditioner.
27 Theravada- eller hinayanaskolen (henholdsvis De Ældstes Vej og Det Lille Fartøj) er udbredt i Sri Lanka, Myanmar (Burma), Thailand, Cambodja og Laos. Nogle anser dette for at være den konservative skole. Den lægger vægt på at man skal vinde sig visdom og arbejde på sin egen frelse ved at forsage verden og leve som munk, idet man hengiver sig til meditation og studium i et kloster.
28 I nogle af disse lande er det almindeligt at se grupper af glatragede og barfodede unge mænd i safrangule dragter komme gående med deres tiggerskåle i hånden for at få deres daglige underhold af lægfolk, som har pligt til at støtte dem. Normalt går mænd i kloster i hvert fald en del af deres liv. Det endelige mål med klosterlivet er at blive en arhat, det vil sige en der har opnået åndelig fuldkommenhed og er blevet frigjort fra de stadige genfødslers smerte og lidelse. Buddha anviste vejen; det er den enkeltes sag at følge den.
29 Mahayanaskolen (Det Store Fartøj) er mest udbredt i Kina, Korea, Japan og Vietnam. Den kaldes sådan fordi den lægger vægt på Buddhas lære om at „sandheden og frelsens vej er for enhver, hvad enten man bor i en hule, et kloster eller et hus . . . Den er ikke kun for dem der giver afkald på verden“. Grundtanken i Mahayana er at Buddhas kærlighed og medfølelse er så stor at han ikke vil forholde nogen frelsen. Den lærer at eftersom buddha-naturen er i os alle, har enhver mulighed for at blive en buddha, en oplyst, eller en bodhisattva. Oplysningen kommer ikke ved hård selvtugt, men ved tro på Buddha og medfølelse med alt levende. Denne skole appellerer naturligt nok mere til de praktisk anlagte masser. På grund af dens friere indstilling er der imidlertid opstået utallige sekter og retninger.
30 Blandt de mange mahayanasekter der har udviklet sig i Kina og Japan, er skolerne Det Rene Land og Zen. Ifølge den første af disse gælder det om at sætte sin lid til Amida Buddha, der lovede sine disciple at de ville blive genfødt i Renhedens Land eller paradiset i vest, et glædens og lykkens land som er beboet af guder og mennesker. Derfra er der kun et lille skridt til nirvana. Ved at gentage bønnen: „Jeg sætter min lid til Amida Buddha,“ undertiden tusinder af gange om dagen, renser tilbederen sig for at kunne nå frem til oplysningen eller til genfødselen i paradiset i vest.
31 Zenbuddhismen (Ch?an-skolen i Kina) kaldes sådan fordi den lægger vægt på meditation. Ordene ch?an (kinesisk) og zen (japansk) er variationer af sanskritordet dhyana, der betyder „meditation“. Denne retning lærer at studium, gode gerninger og ritualer har mindre betydning. Man kan opnå oplysning ved blot at grunde over sådanne umulige gåder som: ’Hvordan lyder det når man klapper med én hånd?’ og: ’Hvad finder man der hvor der ingenting er?’ Zenbuddhismens mystiske natur har sat sit præg på kalligrafi, tuschtegning, poesi, blomsterarrangement, havearkitektur og andre kunstarter, som er blevet positivt modtaget i Vesten. Der findes i dag zenmeditationscentre i mange vestlige lande.
32 Endelig er der den tibetanske buddhisme eller lamaismen. Denne form for buddhisme kaldes undertiden Mantrayana (Mantrafartøjet) på grund af den fremtrædende brug af mantraer, en serie stavelser med eller uden betydning, i lange recitationer. I stedet for at lægge vægt på visdom eller medfølelse, lægger denne form for buddhisme vægt på brugen af ritualer, bønner, magi og spiritisme i tilbedelsen. Bønner gentages tusinder af gange om dagen ved hjælp af rosenkranse og bedemøller. De indviklede ritualer kan kun læres ved mundtlig instruktion givet af lamaer, religiøse ledere, hvoraf de bedst kendte er Dalai Lama og Panchen Lama. Når en lama dør finder man et barn hvori lamaen siges at være blevet reinkarneret, og gør dette barn til den næste åndelige leder. Ordet lama bruges også om munke i almindelighed. Det anslås at munkene på et tidspunkt udgjorde omkring en femtedel af hele Tibets befolkning. Lamaerne var også lærere, læger, jordbesiddere og udøvere af politisk magt.
33 Disse hovedretninger inden for buddhismen er igen opdelt i mange undergrupper eller sekter. Nogle af disse følger en bestemt leder, som for eksempel Nichiren i Japan, som hævdede at det kun er mahayanaskolens Lotus-sutra der indeholder Buddhas endegyldige lære, og Nun Ch?in-Hai på Taiwan, som har mange tilhængere. I denne henseende er buddhismen ikke meget anderledes end kristenheden med dens mange samfund og sekter. Det er i øvrigt almindeligt at se mennesker som hævder at være buddhister, overholde skikke der hører hjemme inden for taoismen, shintoismen, forfædredyrkelsen eller endog kristenheden. Alle disse buddhistiske sekter hævder at deres tro og skikke bygger på Buddhas lære.
De Tre Kurve og andre skrifter
34 De læresætninger der tilskrives Buddha blev overleveret fra mund til mund og begyndte først at blive nedskrevet flere hundrede år efter hans død. De repræsenterer derfor i bedste fald kun hvad hans tilhængere i senere generationer mente at han havde sagt og gjort. Noget som øger usikkerheden er at buddhismen på det tidspunkt allerede var blevet opdelt i mange skoler. De forskellige tekster beskriver derfor vidt forskellige former for buddhisme.
35 Den tidligste af de buddhistiske tekster blev skrevet på pali, som siges at være beslægtet med Buddhas modersmål, omkring det første århundrede f.v.t. De anerkendes som autentiske af theravadaskolen. De består af 31 bøger som er ordnet i tre samlinger der kaldes Tipitaka (sanskrit: Tripitaka), hvilket betyder „Tre Kurve“ eller „Tre Samlinger“. Vinaya-pitaka (Disciplinkurven) omfatter hovedsagelig ordensregler for munke og nonner. Sutta-pitaka (Talernes Kurv) indeholder prædikener, lignelser og ordsprog som blev fremsat af Buddha og hans førende disciple. Og Abhidhamma-pitaka (Den Endelige Læres Kurv) består af kommentarer til buddhistiske lærepunkter.
36 I modsætning hertil er mahayanaskolens skrifter hovedsagelig affattet på sanskrit, kinesisk og tibetansk, og de er meget omfattende. Alene de kinesiske tekster består af over 5000 bind. De indeholder meget som ikke fandtes i de tidligere skrifter, for eksempel beretninger om buddhaer i et antal som sandskornene ved Ganges, buddhaer som hævdes at have levet i utallige millioner år og som hver har sin egen buddhaverden under sig. Det er ikke nogen overdrivelse at sige, som en skribent har gjort, at disse tekster „bærer præg af uensartethed, frodig fantasi, farverige personligheder og rodede gentagelser“.
37 Det er selvsagt kun de færreste der er i stand til at fatte disse yderst abstrakte afhandlinger. Følgen er at denne senere udvikling af læren har ført buddhismen langt bort fra det der var Buddhas oprindelige hensigt. Ifølge Vinaya-pitaka ønskede Buddha at hans lære ikke blot skulle forstås af de uddannede, men af alle slags mennesker. Derfor insisterede han på at hans tanker skulle fremholdes på det jævne folks sprog, og ikke på hinduismens hellige sprog, som var et dødt sprog. Når theravadabuddhisterne hævder at de senere bøger er ukanoniske, svarer mahayanatilhængerne at Gautama Buddha først underviste de simple og uvidende, men at han for de lærde og vise åbenbarede de læresætninger der senere blev nedskrevet i mahayanaskolens bøger.
Karma- og samsarakredsløbet
38 Skønt buddhismen i nogen grad frigjorde folk fra hinduismens lænker, er dens grundforestillinger overtaget fra hinduismens lære om karma og samsara. Den oprindelige buddhisme der blev fremholdt af Buddha, adskiller sig fra hinduismen derved at den fornægter eksistensen af en udødelig sjæl men beskriver individet som „en kombination af fysiske og mentale kræfter“. Men dens lære bygger alligevel på forestillingen om at alle mennesker går fra det ene liv til det andet gennem utallige genfødsler (samsara) og må bære følgerne af både tidligere og nutidige handlinger (karma). Selv om dens budskab om oplysning og frigørelse fra dette kredsløb kan virke tiltalende, er der nogle som spørger: Hvor sikkert er grundlaget? Hvilke beviser er der for at al lidelse skyldes handlinger man har begået i et tidligere liv? Og hvilke beviser er der for at man overhovedet har haft et tidligere liv?
39 En forklaring af karmaloven lyder:
„Kamma [pali for karma] er en lov i sig selv. Men heraf følger ikke at der skal være en lovgiver. Almindelige naturlove, som for eksempel tyngdeloven, kræver ingen lovgiver. Kammaloven forudsætter heller ingen lovgiver. Den virker inden for sit eget område uden nogen ydre, uafhængig styrende magts indgriben.“ — A Manual of Buddhism.
40 Lyder det rigtigt og logisk? Forudsætter naturlovene virkelig ikke nogen lovgiver? Raketeksperten dr. Wernher von Braun sagde engang: „Naturlovene i universet er så nøjagtige at vi ikke har svært ved at bygge et rumskib til en månerejse og at fastlægge tidsplanen for turen med en brøkdel af et sekunds nøjagtighed. Disse love må være fastsat af en eller anden.“ Bibelen omtaler også loven om årsag og virkning, idet den siger: „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) I stedet for at sige at denne lov ikke kræver nogen lovgiver, påpeger den at „Gud kan man ikke narre“, hvorved den angiver at denne lov er sat i kraft af en Lovgiver, Jehova.
41 Desuden siger Bibelen at „den løn synden betaler er døden“ og at „den der er død er blevet frikendt fra sin synd“. Selv verdslige domstole anerkender at ingen skal straffes to gange for samme forbrydelse. Hvorfor skulle en der allerede har betalt for sine synder ved at dø, da genfødes blot for på ny at bære følgerne af sine tidligere handlinger? Og hvordan kan man i øvrigt angre og forbedre sig, når man ikke kan huske hvilke tidligere handlinger det er man bliver straffet for? Kan det kaldes retfærdighed? Stemmer det med barmhjertigheden, som siges at være Buddhas mest fremtrædende egenskab? I modsætning til dette siger Bibelen, efter bemærkningen om at „den løn synden betaler er døden“, at „den gave Gud giver er evigt liv ved Kristus Jesus, vor Herre“. Ja, Bibelen lover at Gud vil fjerne både fordærv, synd og død og give alle mennesker mulighed for at opnå frihed og fuldkommenhed. — Romerne 6:7, 23; 8:21; Esajas 25:8.
42 Med hensyn til genfødselslæren forklarer en lærd buddhist, dr. Walpola Rahula:
„Et væsen er ikke andet end en forening af fysiske og mentale kræfter. Det vi kalder døden er det fysiske legemes totale ikkefunktion. Hører alle disse kræfter fuldstændig op med at virke når legemet holder op med at fungere? Buddhismen siger nej. Viljen til, ønsket om og tørsten efter at eksistere, at fortsætte, at blive mere og mere, er en umådelig kraft som driver hele liv, hele eksistenser, ja, som driver hele verden. Dette er den største kraft, den største energi i verden. Ifølge buddhismen holder denne kraft ikke op ved legemets ikkefunktion, som er døden; nej, den fortsætter med at manifestere sig i en anden form, frembringer en fornyet eksistens ved det der kaldes genfødselen.“
43 Ved undfangelsen får man 50 procent af sine gener fra hver af sine forældre. Man kan derfor umuligt blive 100 procent som en der har levet tidligere. Tanken om en genfødsel finder ingen støtte i noget videnskabeligt princip man kender. De der tror på genfødselslæren henviser ofte til eksempler på folk som hævder at kunne huske ansigter, begivenheder og steder fra en tidligere tid. Men beviser dét at de har levet før? Hvis man mener at en der kan berette om ting i forgangne tider må have levet på den tid, måtte man også sige at en der kan forudsige fremtiden — og dét er der mange som hævder at kunne gøre — må have levet i fremtiden. Og det er naturligvis ikke tilfældet.
44 Over 400 år før Buddha talte Bibelen om en livskraft. Idet den beskriver hvad der sker når et menneske dør, siger den: „Og støvet vender tilbage til jorden, hvor det var før, og ånden vender tilbage til den sande Gud, som gav den.“ (Prædikeren 12:7) Ordet ’ånd’ er her oversat fra det hebraiske ord ru´ach, som betegner den livskraft der gør alle skabninger, både mennesker og dyr, levende. (Prædikeren 3:18-22) En væsentlig forskel er imidlertid at ru´ach er en upersonlig kraft; den har ingen selvstændig vilje og bevarer ingen af den afdødes personlighedstræk eller andre særkender. Den går ikke fra ét menneske over i et andet ved døden, men „vender tilbage til den sande Gud, som gav den“. Det vil sige at personens udsigter til fremtidigt liv — hans håb om en opstandelse — helt ligger i Guds hånd. — Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 17:31.
Nirvana — opnåelse af det uopnåelige?
45 Dette fører os frem til Buddhas lære om oplysning og frelse. Ifølge buddhistisk tankegang består frelsen i frigørelse fra karma- og samsaralovene og i opnåelsen af nirvana. Hvad er så nirvana? Buddhistiske tekster siger at det hverken kan beskrives eller forklares, men kun opleves. Det er ikke en himmel hvortil man kommer efter døden, men noget som alle har mulighed for at opnå her og nu. Ordet siges at betyde „udslukkelse“. Nogle definerer derfor nirvana som alt begærs og alle lidenskabers ophør, en tilværelse der er fri for enhver sanselig følen som smerte, frygt, savn, kærlighed eller had, en tilstand af evig ro, hvile og uforanderlighed. Det siges i sit inderste væsen at være ensbetydende med den individuelle eksistens’ ophør.
46 Buddha lærte at oplysning og frelse — den fuldkomne nirvanatilstand — ikke kommer fra nogen Gud eller ydre kraft, men indefra, fra personen selv, ved de bestræbelser han gør sig for at gøre gode gerninger og tænke rette tanker. Dette afføder spørgsmålet: Kan der komme noget fuldkomment af noget ufuldkomment? Siger vores egen erfaring os ikke, ligesom den hebraiske profet Jeremias, at ’menneskets vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’? (Jeremias 10:23) Hvis ingen kan styre sine handlinger til fuldkommenhed i almindelige daglige anliggender, vil nogen da i egen kraft kunne udvirke sin evige frelse? — Salme 146:3, 4.
47 Ligesom en mand der sidder fast i kviksand og ikke kan redde sig selv op derfra, er hele menneskeheden fanget i syndens og dødens greb, og ingen kan i egen kraft frigøre sig fra det. (Romerne 5:12) Alligevel lærte Buddha at frelsen udelukkende afhænger af ens egne bestræbelser. I sin afskedsformaning til sine disciple sagde han: „Stol på jer selv, og regn ikke med hjælp udefra. Hold fast ved sandheden som en lampe. Søg alene frelse i sandheden. Vent ikke hjælp hos nogen ud over jer selv.“
Oplysning eller håbløshed?
48 Hvilken virkning har denne lære? Ansporer den tilhængerne til sand tro og hengivenhed? Bogen Living Buddhism fortæller at i nogle buddhistiske lande „tænker selv munkene ikke meget over det ophøjede i deres religion. Opnåelsen af nirvana regner de i vid udstrækning for at være en håbløst urealistisk ambition, og det er sjældent de mediterer. Ud over at studere lidt i Tipitaka helliger de sig den opgave at øve en gavnlig og harmonisk indflydelse i samfundet“. Og det japanske opslagsværk World Encyclopedia siger, som kommentar til den senere tids fornyede interesse for buddhismen: „Jo mere specialiseret studiet af buddhismen bliver, jo længere kommer religionen bort fra sin oprindelige hensigt — at lede folk. Under denne synsvinkel er den seneste tendens inden for det strenge studium af buddhismen ikke nødvendigvis ensbetydende med en genoplivning af en levende tro. Det må snarere siges at når en religion bliver genstand for en kompliceret metafysisk forskning, mister den sin kraft som en levende tro.“
49 Buddhismens grundtanke er at kundskab og forståelse fører til oplysning og frelse. Men de forskellige buddhistiske skolers indviklede lærepunkter har kun skabt førnævnte ’håbløst urealistiske’ situation; de har frembragt noget som overstiger de fleste troendes fatteevne. For flertallet er buddhismen blevet reduceret til dét at gøre godt og følge nogle få ritualer og simple forskrifter. Den giver ingen svar på livets vanskelige spørgsmål, som: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Og hvad vil fremtiden bringe for menneskene og for jorden?
50 Nogle oprigtige buddhister har indset hvilken forvirring og håbløshed de komplicerede lærepunkter og byrdefulde ritualer inden for nutidens buddhisme har afstedkommet. Buddhistiske grupper og foreninger har i nogle lande udført et humanitært arbejde som har lindret mange menneskers lidelser. Men har buddhismen opfyldt sit løfte om at bringe alle mennesker sand oplysning og frigørelse?
Oplysning uden Gud?
51 Det fortælles om Buddha at han engang opholdt sig i en skov sammen med sine disciple. Han tog da en håndfuld blade op og sagde til disciplene: „Det jeg har lært jer, kan sammenlignes med bladene i min hånd, og det jeg ikke har lært jer, kan sammenlignes med mængden af blade i skoven.“ Hermed mente han naturligvis at han kun havde lært dem en brøkdel af det han vidste. I hans lære var imidlertid udeladt en meget vigtig ting — Gautama Buddha havde så godt som intet at sige om Gud, og han gjorde heller ikke nogen sinde krav på selv at være Gud. Det hævdes endog at han sagde til sine disciple: „Hvis der er en Gud, er det utænkeligt at han skulle bekymre sig om mine dagligdags affærer,“ og: „Der er ingen guder som kan eller vil hjælpe menneskene.“
52 På denne baggrund er buddhismens rolle i menneskets søgen efter den sande Gud minimal. Værket The Encyclopedia of World Faiths bemærker: „Den tidlige buddhisme synes ikke at beskæftige sig med spørgsmålet om Gud; i hvert fald forkyndte eller krævede den ikke tro på Gud.“ Da den lægger vægt på at den enkelte må søge frelsen på egen hånd ved at rette opmærksomheden indad mod sin egen bevidsthed for dér at finde oplysning, er den i virkeligheden agnostisk, for ikke at sige ateistisk. (Se rammen på side 145.) I et forsøg på at afkaste hinduismens lænker af overtro og dens forvirrende mængder af mytiske guder, er buddhismen gået til den anden yderlighed. Den har tilsidesat den grundlæggende forestilling om et Højeste Væsen ved hvis vilje alt eksisterer og fungerer. — Apostelgerninger 17:24, 25.
53 Denne „frie“ og selvcentrerede tankegang har ført til en veritabel labyrint af sagn, traditioner, læresætninger og fortolkninger som er blevet udviklet af de mange skoler og sekter op gennem århundrederne. Det der skulle være en simpel løsning på livets komplicerede problemer er blevet til et religiøst og filosofisk system som overstiger de fleste menneskers fatteevne. Derfor går den almindelige buddhist blot op i at dyrke billeder og relikvier, guder og dæmoner, ånder og forfædre, og i at følge mange andre skikke og ritualer som kun har lidt at gøre med den lære Gautama Buddha fremholdt. Forsøget på at finde oplysning uden Gud er tydeligvis slået fejl.
Fra bogen: 'Menneskets søgen efter Gud', udgivet af Jehovas vidner.

problemet er, at efter troen kom til vesten, har en masse europæer prøvet at anylisere troen... dette er nærmest umuligt da buddha havde 10 liv.. man kan ikke forstå troen, medmindre man er vokset op med den.. sådan er det bare. Buddismen er en livs form, man går ikke så meget op i selve historien, men ligger vægt på hvordan man skal leve...
Buddister respektere alle andre tros retninger.
Vi prøver aldrig på, at få folk til, at konventere til vores tro, som andre religioner.
Buddister respektere alle dyr lige fra den mindste myre til den floteste tiger...
man må ikke slå ihjel, medmindre du skal have mad fordi du er sulten.
vi tror også på karma....

Men hvor vil du egentlig hen med det her? jeg forstår ikke helt..

Tak for indlægget, ftg.

der er blevet rettet imod os.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=499381

Hej ftg,
Måske skulle du også skrive om hvordan jeres sekt Jehovas Vidner blev til i USA, og om hvordan den har bredt sig, og om hvorfor nogle er imod den og andre for osv.
Måske kan det også give dig lidt viden om din egen sekt.
Jeg vil helst ikke høre noget om at Jehovas Vidner har eksisteret lige siden Gud skabte Adam og Eva! For det er ikke faktum! :o)

Hilsen
Suriyan

Jo, men det vil jeg da meget gerne, men det er jo et stort emne, ihvertfald hvis jeg skal have det hele med.
Det du mener er hvordan Jehovas organisation opstod her i nyere tid, ikke sandt? For selvfølgelig har Jehova haft vidner på jorden altid. Hvem skulle ellers have skrevet Bibelen?
Men Jehovas organisation i nyere tid, det vil jeg meget gerne fortælle dig.
Venlig hilsen, ftg.

Buddha fortalt af en Buddhist og ikke en forkvaklet syn af en JV som kun nedgør andre religioner og filosofier.
Forord

Buddha Shakyamuni var stifteren af én af verdensreligionerne, og derfor en skikkelse man ikke kommer uden om, hvis man vil beskæftige sig med hans lære, buddhismen. Imidlertid er forståelige tekster om hans liv ikke umiddelbart tilgængelige. Den biografi man oftest finder i biblioteksbøger og undervisningsmateriale, buddhalegenden, ligner et eventyr eller en religiøs, dogmatisk beretning.

Det er dog ikke besynderligt, at det forholder sig således. Buddha levede 550 år før Jesus; så lang tid siden at meget kan forvrænges, glemmes eller opdigtes. Ydermere blev buddhismen spredt til adskillige lande, hvor de forskellige buddhistiske traditioner blev integreret i overensstemmelse med landenes respektive kulturer. Således er der blevet lagt vægt på forskellige aspekter af buddhas liv og lære i f.eks. kinesisk-, tibetansk- og thailandsk buddhisme, der alle har forskellige udtryksformer.

Buddhas biografi og lære blev i de vestlige oversættelser ofte stærkt farvet. De første oversættere af buddhistiske tekster blev foretaget af kristne missionærer, der brugte ord som synd, gud og djævledyrkelse, upåagtet at sådanne begreber end ikke findes i buddhismen. Meget bedre blev det ikke med de akademiske oversættelser, der reducerede Buddhas lære til tør og nihilistisk filosofi. På det sidste er der kommet skolebøger, der er fagligt ukorrekte, og baserer sig på populærlitterære blandingsprodukter. De lægger vægt på tantriske emner, men behæftet med fejl og med forkert fokus.
Det skal dog nævnes, at inden for de sidste 30 år er der skrevet bøger, der går ud over kulturelle forskelle og præsenterer buddhismen i sin helhed.

Nedenstående beskrivelse af Buddhas liv, buddhalegenden, er skrevet indefra buddhismen af Karma Kadjy Skolen, der er én af fire tibetanske retninger. Siden 1960’erne kom tibetansk buddhisme til Indien og siden hen til vesten, hvor den nu har slået rødder. Håbet med denne beskrivelse af Buddhas liv er, at give den i en anden version end den gængse; en version , der er mere overskuelig og forståelig, og som repræsenterer diamantvejsbuddhismens syn.

Buddhas liv

Buddhalegenden

For 2580 år siden fik det aldrene fyrstepar Shuddhodana og hans kone Mahamaja af Shakya-slægten en sidste chance for at få en arving. Trods sin modne alder blev Mahamaja gravid, og fremtiden syntes sikker for deres rige, der lå ved grænsen mellem Nepal og Indien rundt om byen Kapilavastu, der i dag kendes som Lumbini.

Mahamaja havde flere specielle drømme i sit svangerskab, og tre hellige mænd blev hidkaldt. De sagde, at hun ville få en søn, der ville være noget helt særlig. Enten ville han blive en god leder for sit folk, der ville holde sammen på riget og besejre nabostammerne, eller også ville han gå helt nye veje, og bringe erkendte, åndelige sider frem til mange mennesker. Det afgørende for om deres søn ville vælge den ene eller den anden vej, var om han ville se forgængelighed og lidelse i verden. Hvis dette kunne skjules for ham, ville han vælge regentens vej, hvis ikke, ville han gå den åndelige vej.

Shuddhodana og Mahamaja vidste hvad de havde, men ikke hvad de kunne få og valgte at lave en god fyrste ud af Siddharta Gotama, som de navngav deres nyfødte søn. Siddharta blev født i krigerkasten, den næsthøjeste kaste lige under præstekasten. Han havde blå øjne, da hans slægt tilhørte en befolkningsgruppe, der for genererationer siden var udvandret fra Ukraine området.
Snart viste Siddharta sig at være en kraftfuld lille én, og de kaldte ham ”den mægtige Shakya”, Shakyamuni. Han havde de bedste lærere indenfor logik, filosofi og religiøse studier, sports- og krigerdiscipliner og nød et sundt samvær med kvinder. På alle områder havde han en umættelig interesse og evne til at lære.
De omgav ham med alt nydelsesfuldt og spændende, og fjernede alt, der pegede på sygdom, alderdom, død, og tab. Alle tjenere, der blev syge eller blomster, der visnede, blev fjernet og de første 29 år i sit liv, kendte Siddharta kun til glæde. Dette ændrede sig dog med ét totalt og fuldkomment. På tre på hinanden følgende dage så han en meget syg mand, en meget gammel mand og til sidst et lig, der var ved at blive ført til kremationspladsen. Siddharta blev dybt rystet, da han indså at alle nydelser, alle egendele og al berømmelse han havde, var underlagt forgængelighed; at intet han havde kendt til, var varigt. Imidlertid havde han også en fjerde oplevelse, da han så en mediterende yogi, der hvilede i sit sind, mere end i de oplevelser der kom og gik i sindet. Siddharta følte, at her var en forbindelse med noget ud over kommen og gåen, noget tidløst og varigt. En nat skar Siddharta sit lange hår af og sneg sig væk fra sit rige, ud i Nordindiens skove og bakker. Han havde ét mål; at finde noget, der gik udover sygdom, alderdom og død. Hermed forlod han sit ansvar som kommende fyrste og sin kone og barn. Han så først sin kone igen, da han som en erkendt buddha kom tilbage til Kapilavastu, hvor hun blev hans elev.

I seks år søgte Siddharta efter dette. Dengang var det, der nu er Nordindien, en højkultur, med adskillige sideløbende filosofier og en veludviklet medicinsk tradition, ayurveda, der stadig findes i nutidens Indien. Den herskende religion hinduismen, var med sine mere end 300 forskellige retninger, meget bredt favnende. Siddharta gik fra den ene mester til den anden. Med vanlig entusiasme og dygtighed blev han hos hver lærer, indtil han havde forstået alt hvad denne havde at byde på. Det blev dog en skuffelse hver gang, da alle traditioner blot gav flere oplevelser og evner i sindet uden at vise sindets tidløse potentiale bag oplevelserne; det han søgte efter.
Da han afprøvede askesens vej, var det ved at gå galt. Han havde sultet sig selv så meget, og var så afkræftet, at da han hentede vand i en å, faldt han, og var ved at drukne. Han indså, at denne ekstreme livsførelse ikke ville føre til nogen erkendelse, og han gik herefter middelvejen; at ekstremer af nogen form, ikke fører til noget. Til sidst slog han sig ned i Bodhgaya under et bodhi-træ og blev dér, indtil han nåede sit mål.

Han blev siddende indtil det 6. døgn, en fuldmånenat i maj på hans 45 års fødselsdag, hvor alle hans forstyrrende følelser og stive forestillinger faldt væk og han erkendte sit sinds tidløse og alvidende natur: han blev en fuldt erkendt Buddha – én der er vågnet op af uvidenhedens søvn. I de første 7 uger blev han siddende i Bodhgaya. Hans krop skulle vænne sig til den nye situation.


Buddha gav hinayana, det lille fartøjs belæringer

De første belæringer Buddha gav, var til hinduguderne Brahma og Indra, der kom for at få en introduktion til deres eget erkendte buddhapotentiale.

Herefter vandrede Buddha væk fra Bodhgaya, og mødte, på et sted tæt ved Sarnath kaldet Dyreparken, de asketer, han tidligere havde praktiseret sammen med. De havde været glade for Buddha, da han fulgte dem, men efter han forlod askesens vej, havde de taget afstand fra ham. De kunne dog se, at han havde et særligt lys omkring sig, og de blev nysgerrige efter at høre, hvad der var sket med ham.

De fik tillid til ham, og han fortalte dem, hvordan de kunne komme ud af besværligheder og frigøre sig fra verdens lidelse. Grundlæggende set sagde han, at hvis de ville have det bedre selv, måtte de ikke skade nogen levende væsener. Han belærte om de fire ædle sandheder, om årsag og virkning, at de ikke havde noget virkeligt eksisterende jeg, og om hvordan de kunne opleve denne ”jegløshed”.
Denne type belæringer blev meget udbredte, som Buddha vandrede omkring. Mange mennesker var interesserede i at høre om, hvordan de kunne slippe ud af deres besværligheder, og snart voksede en skare af elever omkring ham.


Buddha gav mahayana, det store fartøjs belæringer

Otte år efter de første belæringer ved Sarnath mødte Buddha folk med et større overskud. Det skete i Rajgir, lidt nord for Bodhgaya. Disse folk havde friheden og ønsket om også at gavne andre, og Buddha gav her forklaringer om medfølelse og visdom og metoder til at optræne dem.
Metoderne indbefattede meditation, såvel som de var praktiske. Meditationerne var kontemplation, hvor man via ens intellekt gradvist optrænede ubegrænset medfølelse og intuitiv indsigt. De praktiske råd, Buddha gav, var at være gavmild, leve bevidst til gavn for andre, være tålmodig, handle med glad energi, være nærværende og give slip på begreber. Samlet kaldes de for ”de seks paramita’er” – de seks befriende handlinger.
Omkring 500 år efter Buddhas død blev den store vejs belæringer populære og udbredte i Indien.


Buddha gav vajrayana, diamantvejens belæringer

De mest grundlæggende diamantvejsbelæringer gav Buddha i Shravasti og Vaishali, men ellers blev de ikke givet faste steder. Buddha gav dem spontant, hvor han mødte mennesker, der var åbne og havde umiddelbar tillid til deres egen buddhanatur. Her så folk Buddha som et spejl for deres eget tidløse sind, og Buddha kunne arbejde gennem meget virksomme metoder som identifikation, hengivenhed og omdannelse af forstyrrende følelser til visdom.
Kun ganske få elever brugte og holdte sådanne belæringer og de blev først udbredte efter det store fartøj var etableret.

Den store vejs og diamantvejens belæringer blev ikke set som adskilte fra den lille vejs buddhisme. Snarere var hver vej den nødvendige basis for den næste. Det ville ikke give mening, at se alle som buddhaer, hvis man ikke prøvede at gavne dem, og det ville ikke give mening, at gavne andre, hvis man ikke holdt op med at skade dem.

Sammenfattet kan ses at Buddha gav tre distinkte typer belæringer, afhængig af elevernes overskud og indstilling.
Disse tre kaldes også med ét udtryk, at Buddha drejede lærens hjul tre gange; første gang i Dyreparken, så i Rajgir og sidst flere forskellige steder.


Det sociale oprør

Buddha elever var hovedsageligt munke, der ernærede sig ved de donationer, folk gav dem, når de tiggede. På den vis fulgte de blot traditionen for hellige mænds opførsel på denne tid. Buddha bragte dog nogle vigtige fornyelser.
Han gjorde op med det meget grundfæstede kastesystem. Til trods for at hinduismen og buddhismen delte belæringerne om årsag og virkning, karma, blev de udlagt på forskellig måde. Hvis man i hinduismen havde karmaen til at fødes fattig og i en lav kaste, var hele ens liv hermed fastlagt. Buddha forklarede, at hvis én havde karmaen til at blive født fattig, var det andres pligt at hjælpe, og at man godt kunne ændre på sit liv.
Som følge heraf tillod han folk af alle kaster at blive hans elever. På linie hermed lod han også kvinder blive optaget i gruppen af ordinerede elever, hvilket var aldeles uhørt i hinduismens traditioner. I hinduismen var det kun mænd, der kunne blive ordineret. Buddha måtte dog gå forsigtigt til værks, så samfundet kunne acceptere denne forandring, og bestemte, at kvindelige nonner skulle være underlagt munkene.
Således gik Buddha en balancegang mellem at modernisere samfundet og forblive en accepteret del af det. Eksempelvis måtte Buddha og hans mange elever stoppe med at vandre omkring om sommeren, når der var regntid. De lokale bønder var ikke glade for, at de trampede kornet ned, der i regnskyllene ikke ville rejse sig igen. Som en fleksibel mand benyttede Buddha dette til, at lave en meditationstilbagetrækning i regntiden, hvilket blev en tradition, der er kørt videre til i dag.

Der findes mange historier om Buddhas gøremål, i den tid han underviste. Hans elever Ananda og Shariputra har beskrevet mange af disse hændelser, i det der nu kendes som sutra’erne. Èn ting der karakteriserer dem, er at Buddha aldrig prædikede eller missionerede, men altid lod folk komme til sig. Fordi folk var så forskellige og havde helt individuelle problemer, gav Buddha meget forskellige råd. Han var ekstremt praktisk, og gjorde altid, hvad der var nødvendigt i hvert tilfælde.

Et eksempel på Buddhas måde at undervise på var, da en kvindelig elev af ham mistede sin søn. Hun var meget trist og kom til ham, for at se om han ikke kunne genoplive hendes afdøde søn. Det ville Buddha gerne, men han skulle bruge en håndfuld ris, hvor hvert riskorn kom fra en familie, der ikke havde nogen afdøde familiemedlemmer. Kvinden gik fra dør til dør, men kunne selvfølgelig ikke få et eneste riskorn, og hun indså til sidst, at alt hvad der fødes, siden hen vil dø. Da accepterede hun sin søns død og fik mere frihed i sit liv ved denne meget grundlæggende sandhed.

I fulde 45 år underviste Buddha, indtil han en dag fik tilbudt noget mad med svinekød af byens smed. Dette kød var dårligt, og Buddha blev syg af dysenteri. Snart efter døde han, 80 år gammel, i Kushinagara, hvor han var sammen med sine elever. De kunne berette hans sidste ord. ”Nu skal i ikke tro et eneste ord jeg har sagt, blot fordi jeg er en buddha, men i skal undersøge det for jer selv. I skal være jeres eget lys.” Endvidere sagde han: ”Jeg kan dø glad. Jeg har ikke holdt en eneste belæring i en lukket hånd. Alt hvad jeg kan give jeg, har i fået.”

Denne livshistorie ses ofte sammenfattet i følgende 12 punkter:

1. Han stiger ned fra Tushita himlen
2. Han går ind i sin moders livmoder
3. Han bliver født
4. Han mestrer alle slags intellektuelle og fysiske discipliner
5. Han nyder sine to koner og elskerinder
6. Han giver afkald på sit verdslige liv
7. Han søger i seks års
8. Han sætter sig under bodhi træet
9. Han overvinder alle slør og formørkelser
10. Han manifesterer den fulde erkendelse
11. Han giver belæringer i 45 år
12. Han dør


Fire koncilier og de tre kurve

Traditionen siger, at et år efter Buddhas død samledes hans elever til en stor konference, hvor hans hovedelever nedskrev alle de belæringer, Buddha havde givet. Det blev til tre grupper af tekster: vinaya, sutra og abhidharma, der under et kaldes ”de tre kurve”; på indisk, tripitaka.

1. Vinaya indeholder forskrifter om at være munk og nonne, og forklarer, hvordan man kan arbejde med begær.
2. Sutra beskæftiger sig med meditation, og giver metoder, til at arbejde med vrede og modvilje.
3. Abhidharma forklarer verdens ydre og sindets indre mekanismer og sammensætning, og fjerner uklar tænkning og forvirring.

Disse belæringer blev overleveret af 16 elever, der havde fuldendt den lille vejs mål, og de blev med tiden ført til Sri Lanka, oversat til pali, og kendes i dag som pali-tripitaka, grundstenen i det lille fartøj.

I løbet af de næste 500 år blev der holdt yderligere to sådanne konferencer, hvor man slog fast, at det lille fartøj var den rette form for buddhisme. I det første århundrede efter kristi fødsel afholdtes den fjerde og sidste konference, hvor det store fartøjs buddhisme begyndte at vinde frem. Flere mahayana sutraer og abhidharma-tekster blev skrevet ned. Hidtil havde disse belæringer været overleveret blandt et mindretal af datidens buddhister, men nu havde Nordindien nået et niveau af overskud og medfølelse, og inden for kort tid spredtes denne altruistiske buddhisme sig til store dele af Indien. De to hovedmænd bag denne spredning var Nagarjuna og Asanga støttet af den buddhistiske kong Ashoka.

Efter yderligere ca. 500 år begyndte antallet af buddhister, der praktiserede diamantvejen, at vokse og den gik fra at være en diskret overførelseslinie holdt af nogle få, til at blive populært kendt og mange diamantvejstekster blev forfattet. De sidste 5-600 år buddhismen fandtes i Indien, var den en kombination af munkene i klosterne, der holdt den store vejs belæringer, og yogierne og lægmændene, der holdt diamantvejens belæringer. Disse belæringer blev kendt som den nordlige buddhisme, da de spredtes til Kina, Japan og Tibet. Tibetansk buddhisme bestod således af de fleste af det lille og store fartøjs vinaya, sutra og abhidharma-tekster, samt diamantvejens instruktioner, der gav synet og metoden for deres praksis.

De buddhistiske traditioner, der udelukkende holdt den lille vej blev ført til Sri Lanka, hvorfra de gik videre til Thailand, Burma og resten af Sydøstasien. Denne tradition kendes nu som den sydlige buddhisme.


Tre planer af Buddhas liv

Så store forskelle som der er imellem den lille vej, den store vej og diamantvejen, er det naturligt at buddhalegenden kan udlægges på forskellig vis. Hermed ikke sagt at én udlægning er mere korrekt end en anden, men at forskellige mennesker har gavn af og kan forholde sig til forskellige ting. Det var derfor Buddha, til at begynde med, gav belæringer på disse tre planer.

Hvis man betragter Buddhas liv fra det lille fartøj, blev Buddha født som prins Siddharta. Han havde i utallige liv forinden (der er hinayana tekster, der beskriver Buddhas 500 tidligere liv) opbygget mange positive indtryk i sit sind, og disse kom til udtryk i, at Buddha blev født som en prins. Herefter var han flittig nok til at nå resten af vejen til oplysningen i ét liv. Hans liv som en Buddha var som en vis og oplyst person. Han lavede ingen mirakler, men levede et godt og moralsk liv.

Ifølge det store fartøjs buddhisme kom Buddha fra Tushita himmelen, et tilholdssted for guder og fremtidens buddhaer. Han var en bodhisattva på tiende trin, dvs. så tæt på at være en buddha, som muligt. Igennem hans liv udviklede han sig den sidste del, indtil han nåede den fulde erkendelse i Bodhgaya. I det store fartøj beskrives Buddha på tre planer: hans fysiske krop, der udførte en buddhas 12 handlinger. Hans energilegeme, der underviste bodhisattvaer og guder, og som ikke opleves af almindelige mennesker. Og sidst, hans sinds ubegrænsede rumnatur, tidløst og overalt. Disse tre kaldes på indisk nirmanakaya, sambhogakaya og dharmakaya; på dansk kærligheds-, fryds- og sandhedstilstanden.
Denne, samt den lille vejs udlægning, er baggrunden for de gængse versioner af buddhalegenden.

Diamantvejen forklarer, at Buddha allerede var erkendt inden han blev født. Han gik igennem sit liv af luksus, afkald og erkendelse som et eksempel for andre. Da Buddha manifesterede erkendelsen i Bodhgaya fortættedes sandhedstilstanden sig i en erkendt, kvindelig form, Sarva Buddha Dakini, og gennem hendes forening med Buddha, smeltede alle kvindelige og mandlige energier, såvel som alle andre dualiteter sammen i en rund og fuldendt tilstand.
På dette plan kan men ikke tale om, at Buddha blev født, gik en vej, underviste dette og hint til den ene og anden elev og til sidst døde. At have nået den fulde erkendelse er, at have udviklet medfølelse og kærlighed for alle væsener samt begrebsløs og intuitiv, alvidende visdom. Denne tilstand af tidløs erkendelse går ud over ord og begreber som fødsel, liv og død, og kan ikke forstås af almindelige mennesker, der endnu ikke har erkendt deres egen buddhanatur. Buddhas elever var bundet af og oplevede gennem følelser og tanker og så derfor Buddha belære om buddhismen på forskellig måde til forskellige folk. Hvordan Buddhas optræden og undervisning blev opfattet havde at gøre med eleven og ikke Buddha.
Fra Buddhas synspunkt var der ingen begrebsmæssig tænkning og undervisning, blot en spontan og direkte handlen til gavn for alle. For 2500 år siden kom de rette betingelser sammen for at Buddha kunne virke. Der var et ønske og en modenhed blandt Indiens befolkning om at udvikle sig; en ring, som krogen af Buddhas medfølelse kunne hægte sig fast i. Herefter udtrykte han blot naturlig og spontan aktivitet, dirigeret af hans intuitive visdom, således at de elever han underviste, hver især fik mest ud af det.

På diamantvejsplan underviste Buddha på den mest effektive måde. Buddha gav til de folk der havde tillid til ham og så ham, som et udtryk for deres egen buddhanatur, en direkte smag af erkendelsen, gennem deres hengivenhed og åbenhed. Ofte viste han her sin krop som et buddha-aspekt, der udtrykte en erkendt kvalitet, som eleverne havde brug for at udvikle. Derpå gav Buddha meditationer, hvor eleven identificerede sig med dette buddha-aspekt, for derved at kunne afdække samme kvalitet i sig selv. Disse elever stod, dengang som nu, oftest midt i samfundet med familie og job, samtidig med de mediterede, når der var tid.


Kærlighed, der nydes af den uvidende,

Kan udvikle sig til bånd, binding, og undertrykkelse.

Frigørende kærlighed udvikler sig med visdom til befrielse.

Nyd alle kærlighedens glæder uden frygt,

For derved at nå befrielsen.

Fra diamantvejsteksten ”Cittavishuddhiprakarana”

Life of Buddha - Siddhartha is born
The following excerpts about the life of Buddha are taken from Geshe Kelsang Gyatso's book, Introduction to Buddhism:
The Buddha who is the founder of the Buddhist religion is called Buddha Shakyamuni. "Shakya" is the name of the royal family into which he was born, and "Muni" means "Able One." Buddha Skakyamuni was born as a royal prince in 624 BC in a place called Lumbini, which was originally in northern India but is now part of Nepal. His mother's name was Queen Mayadevi and his father's name was King Shuddhodana.
One night, Queen Mayadevi dreamed that a white elephant descended from heaven and entered her womb. The white elephant entering her womb indicated that on that very night she had conceived a child who was a pure and powerful being. The elephant's descending from heaven indicated that her child came from Tushita heaven, the Pure Land of Buddha Maitreya. Later, when she gave birth to the child, instead of experiencing pain the queen experienced a special, pure vision in which she stood holding the branch of a tree with her right hand while the gods Brahma and Indra took the child painlessly from her side. They then proceeded to honor the infant by offering him ritual ablutions.
When the king saw the child he felt as if all his wishes had been fulfilled and he named the young prince "Siddhartha." He invited a Brahmin seer to make predictions about the prince's future. The seer examined the child with his clairvoyance and told the king, "There are signs that the boy could become either a chakravatin king, a ruler of the entire world, or a fully enlightened Buddha. However, since the time for chakravatin kings is now past it is certain that he will become a Buddha, and that his beneficial influence will pervade the thousand million worlds like the rays of the sun." Life of Buddha - Witnessing suffering
The Life of Buddha - Witnessing Suffering
The following excerpts about the life of Buddha are taken from Geshe Kelsang Gyatso's book, Introduction to Buddhism:
As the young prince grew up he mastered all the traditional arts and sciences without needing any instruction. He knew sixty-four different languages, each with their own alphabet, and he was also very skilled at mathematics. He once told his father that he could count all the atoms in the world in the time it takes to draw a single breath. Although he did not need to study, he did so to please his father and to benefit others. At his father's request he joined a school where, in addition to various academic subjects, he became skilled at sports such as martial arts and archery. The prince would take every opportunity to convey spiritual meanings and to encourage others to follow spiritual paths. At one time, when he was taking part in an archery contest, he declared, "With the bow of meditative concentration I will fire the arrow of wisdom and kill the tiger of ignorance in living beings." He then released the arrow and it flew straight through five iron tigers and seven trees before disappearing into the earth! By witnessing demonstrations such as this, thousands of people developed faith in the prince.
Sometimes Prince Siddhartha would go into the capital city of his father's kingdom to see how the people lived. During these visits he came into contact with many old people and sick people, and ageing and death. Because he understood the laws of reincarnation he also realized that they experience these sufferings not just once, but again and again, in life after life without cessation. Seeing how all living beings are trapped in this vicious circle of suffering he felt deep compassion for them, and he developed a sincere wish to free all of them from their suffering. Realizing that only a fully enlightened Buddha has the wisdom and the power to help all living beings in this way, he resolved to leave the palace and retire to the solitude of the forest where he would engage in profound meditation until he attained enlightenment.
Life of Buddha - Ordaining as a Monk
The following excerpts about the life of Buddha are taken from Geshe Kelsang Gyatso's book, Introduction to Buddhism:
When the people of the Shakya kingdom realized that the prince intended to leave the palace they requested the king to arrange a marriage for him in the hope that this would cause him to change his mind. The king agreed and soon found him a suitable bride, the daughter of a respected Shakya family, called Yasodhara. Prince Siddhartha, however, had no attachment to worldly pleasures because he realized that objects of attachment are like poisonous flowers, which initially appear to be attractive but eventually give rise to great pain. His resolve to leave the palace and to attain enlightenment remained unchanged, but to fulfill his father's wishes and to bring temporary benefit to the Shakya people, he agreed to marry Yasodhara. However, even though he remained in the palace as a royal prince, he devoted all his time and energy to serving the Shakya people in whatever way he could.
When he was twenty-nine years old, the prince had a vision in which all the Buddhas of the ten directions appeared to him and spoke in unison saying, Previously you resolved to become a Conqueror Buddha so that you could help all living beings trapped in the cycle of suffering. Now is the time for you to accomplish this." The prince went immediately to his parents and told them of his intention: "I wish to retire to a peaceful place in the forest where I can engage in deep meditation and quickly attain full enlightenment. Once I have attained enlightenment I shall be able to repay the kindness of all living beings, and especially the great kindness that you have shown me. Therefore I request your permission to leave the palace." When his parents heard this they were shocked, and the king refused to grant his permission. Prince Siddhartha said to his father "Father, if you can give me permanent freedom from the sufferings of birth, sickness, ageing and death I shall stay in the palace; but if you cannot I must leave and make my human life meaningful."
The king tried all means to prevent his son from leaving the palace. In the hope that the prince might change his mind, he surrounded him with a retinue of beautiful women, dancers, singer, and musicians, who day and night used their charms to please him; and in case the prince might attempt a secret escape he posted guards around the palace walls. However, the prince's determination to leave the palace and enter a life of meditation could not be shaken. One night he used his miracle powers to send the guards and attendants into a deep sleep while he made his escape from the palace with the help of a trusted aide. After they had traveled about six miles, the prince dismounted from his horse and bade farewell to his aide. He then cut off his hair and threw it into the sky, where it was caught by the gods of the Land of the Thirty-three Heavens. One of the gods then offered the prince the saffron robes of a religious mendicant. The prince accepted these and gave his royal garments to the god in exchange. In this way he ordained himself as a monk.
Life of Buddha - Attaining Enlightenment
The following excerpts about the life of Buddha are taken from Geshe Kelsang Gyatso's book, Introduction to Buddhism:
Siddhartha then made his way to a place near Bodh Gaya in India, where he found a suitable site for meditation. There he remained, emphasizing a meditation called "space-like concentration on the Dharmakaya" in which he focused single-pointedly on the ultimate nature of all phenomena. After training in this meditation for six years he realized that he was very close to attaining full enlightenment, and so he walked to Bodh Gaya where, on the full moon day of the fourth month of the lunar calendar, he seated himself beneath the Bodhi Tree in the meditation posture and vowed not to rise from meditation until he had attained perfect enlightenment. With this determination he entered the space-like concentration on the Dharmakaya.
As dusk fell, Devaputra Mara, the chief of all the demons, or maras, in this world, tried to disturb Siddhartha's concentration by conjuring up many fearful apparitions. He manifested hosts of terrifying demons, some throwing spears, some firing arrows, some trying to burn him with fire, and some hurling boulders and even mountains at him. Through the force of his concentration, the weapons, rocks, and mountains appeared to him as a rain of fragrant flowers, and the raging fires became like offerings of rainbow lights.
Seeing that Siddhartha could not be frightened into abandoning his meditation, Devaputra Mara tried instead to distract him by manifesting countless beautiful women, but Siddhartha responded by developing even deeper concentration. In this way he triumphed over all the demons of this world, which is why he subsequently became known as a "Conqueror Buddha."
Siddhartha then continued with his meditation until dawn, when he attained the varja-like concentration. With this concentration, which is the very last mind of a limited being, he removed the final veils of ignorance from his mind and in the next moment became a Buddha, a fully enlightened being.

49 Buddhismens grundtanke er at kundskab og forståelse fører til oplysning og frelse. Men de forskellige buddhistiske skolers indviklede lærepunkter har kun skabt førnævnte ’håbløst urealistiske’ situation; de har frembragt noget som overstiger de fleste troendes fatteevne. For flertallet er buddhismen blevet reduceret til dét at gøre godt og følge nogle få ritualer og simple forskrifter. Den giver ingen svar på livets vanskelige spørgsmål, som: Hvor kommer vi fra? Hvorfor er vi her? Og hvad vil fremtiden bringe for menneskene og for jorden?

Løgn og en fornedring.

47 Ligesom en mand der sidder fast i kviksand og ikke kan redde sig selv op derfra, er hele menneskeheden fanget i syndens og dødens greb, og ingen kan i egen kraft frigøre sig fra det. (Romerne 5:12) Alligevel lærte Buddha at frelsen udelukkende afhænger af ens egne bestræbelser. I sin afskedsformaning til sine disciple sagde han: „Stol på jer selv, og regn ikke med hjælp udefra. Hold fast ved sandheden som en lampe. Søg alene frelse i sandheden. Vent ikke hjælp hos nogen ud over jer selv.“
Romerne 5:12 var sikkert skrevet for at kunne for magten over andre.....desuden kan den også fortolkes med Buddhistiske briller som netop siger at du skal have en autentisk mester for at komme ud af samsara.

50 Nogle oprigtige buddhister har indset hvilken forvirring og håbløshed de komplicerede lærepunkter og byrdefulde ritualer inden for nutidens buddhisme har afstedkommet. Buddhistiske grupper og foreninger har i nogle lande udført et humanitært arbejde som har lindret mange menneskers lidelser. Men har buddhismen opfyldt sit løfte om at bringe alle mennesker sand oplysning og frigørelse?
Den her er virkelig en total nedgørelse og farvanskning af Buddhismen. Det afsnit burde i slette for det er løgn og bedrag....intet andet.....det er simpelthen uhyrligt at i kan skrive sådan noget ævl.
Spørg Dalai Lam eller hvilken som helst anden stor mester som er levende idag og du vil finde at de er de oprigtige og at der faktisk findes rigtig mange oprigtige buddhister rundt om i verden.

51 Det fortælles om Buddha at han engang opholdt sig i en skov sammen med sine disciple. Han tog da en håndfuld blade op og sagde til disciplene: „Det jeg har lært jer, kan sammenlignes med bladene i min hånd, og det jeg ikke har lært jer, kan sammenlignes med mængden af blade i skoven.“ Hermed mente han naturligvis at han kun havde lært dem en brøkdel af det han vidste. I hans lære var imidlertid udeladt en meget vigtig ting — Gautama Buddha havde så godt som intet at sige om Gud, og han gjorde heller ikke nogen sinde krav på selv at være Gud. Det hævdes endog at han sagde til sine disciple: „Hvis der er en Gud, er det utænkeligt at han skulle bekymre sig om mine dagligdags affærer,“ og: „Der er ingen guder som kan eller vil hjælpe menneskene.“

Her igen løgn. Shakyamuni sagde intet om Gud......og hvorfor...???
I skriver at han havde udeladt en meget vigtig ting.....men nej.....det er fordi du tænker som en JV hvor der er en skabning udenfor dig selv som styrer det hele.
I skriver at Shakyamuni kun lærte sine discible en brøkdel af det han vidste.....pjat....han lærte dem præcis det de skulle bruge for selv at kunne blive oplyste.

Desuden henviser i som dokumentation til nogle som ikke er buddhister.
Der er ingen....jeg gentager....absolut ingen henvisninger fra Buddhister i jeres udlægning.
Føj for den hvor burde i skamme jer at skrive så meget om buddhismen uden at henvise til en eneste der studerer og praktiserer buddhismen.

39 En forklaring af karmaloven lyder:
„Kamma [pali for karma] er en lov i sig selv. Men heraf følger ikke at der skal være en lovgiver. Almindelige naturlove, som for eksempel tyngdeloven, kræver ingen lovgiver. Kammaloven forudsætter heller ingen lovgiver. Den virker inden for sit eget område uden nogen ydre, uafhængig styrende magts indgriben.“ — A Manual of Buddhism.
40 Lyder det rigtigt og logisk? Forudsætter naturlovene virkelig ikke nogen lovgiver? Raketeksperten dr. Wernher von Braun sagde engang: „Naturlovene i universet er så nøjagtige at vi ikke har svært ved at bygge et rumskib til en månerejse og at fastlægge tidsplanen for turen med en brøkdel af et sekunds nøjagtighed. Disse love må være fastsat af en eller anden.“ Bibelen omtaler også loven om årsag og virkning, idet den siger: „Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ (Galaterne 6:7) I stedet for at sige at denne lov ikke kræver nogen lovgiver, påpeger den at „Gud kan man ikke narre“, hvorved den angiver at denne lov er sat i kraft af en Lovgiver, Jehova.

Se her er noget virkelig interessant.
Loven om karma er loven om årsag og virkning.
Gud kan man nemlig ikke narre....og derfor findes der karma....Gud er nemlig "altings essens".....og derfor kommer loven om årsag og virkning til sin ret og er jo derfor klart ikke en ydre person/gud der spiller ind her.
Ikke som i fortolker at en person Jehova sidder og ikke kan narres.
„Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste.“ ....og det er fordi at Gud = Altings Essens....og årsag og virkning......årsag = at så......virkning = at høste.
Så ergo her siger Buddhismen og biblen det samme. Nøjagtig det samme.
Hvilket den også gør når der et og andet sted står. Gud er i dig.
Ja, vi er nemlig alle potentielle Guder eller Buddhaer om du vil. Vi er ligesom en diamant dækket til med mudder. Når mudderet er fjernet ser vi diamanten. Vi har hele tiden potentialet til at være en hel ren skinnende diamant, det kræver bare vi fjerner mudderet.

Jamen vi hører gerne om buddhismen, men ikke ord som: "Buddha fortalt af en Buddhist og ikke en forkvaklet syn af en JV som kun nedgør andre religioner og filosofier."
Sådanne ord er ikke en buddhist værdige, så hvis du udgiver dig for at være buddhist, så gør det ordentligt.

hvis det er løgn og et forkvaklet syn fra JV.?
Er det ikke ok at kalde en spade for en spade.?
Eller nu skal en spade måske kaldes et graveredskab, sådan så der rigtig er mulighed for fortolkninger.?

Jeg vil gerne lige præcisere, at det ikke er mig der har skrevet indlæggene om buddhisme. Tværtimod har jeg fra starten af diskussionen http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=499983 gjort det klart, at jeg ikke ved ret meget om buddhisme!
Men jeg synes diskussionen er spændende at følge.

Jeg studsede lidt over dette:
"Han belærte om de fire ædle sandheder, om årsag og virkning, at de ikke havde noget virkeligt eksisterende jeg, og om hvordan de kunne opleve denne ”jegløshed”."
I mine ører lyder det jo lidt selvudslettende. Kan du uddybe dette lidt?

Det ved vi da allesammen.

Er du begyndt at lide af forfølgelsesvancid, Hr. Gammelholm? Det er ikke mig, men dig der er kendt for lange copy-paste indlæg (uden reference).
Hvis jeg ville videregive noget jeg havde læst om buddhismen, ville jeg have skrevet under mit nick (again), forklaret lidt om hvad jeg havde læst, evt. givet nogle uddrag og nogle kommentarer og til sidst have afsluttet med et link http://www.sdu.dk/Hum/TimJensen/Rel/buddhisme.html
Jeg tror det forvirrer dig, at jeg ikke copy-paster sådan som du gør, ftg!

En budist ville aldrig skrive sådan nogen ting.
http://debat.sol.dk/show.fcgi?category=6&conference=217&posting=500150

De fire ædle sandheder kan evt. findes her :
http://buddhism.kalachakranet.org/4_noble_truths.html
Ja, det kan godt lyde selv-udslettende. Men hvis nu man kigger lidt på det kan man jo se at der er intet der taler imod at al vor lidelse er selvskabt og derfor også kan blive selv-helbredt.
Ego'et er, ja det kommer jo helt an på hvilken termonologi der bruges. For at forstå buddhisternes synspunkt på ego'et bliver man nødt til at studere de basale ting først, såsom de fire ædle sandheder.
Forståelse opnås på samme måde som at bygge et hus. Man starter med fundamentet og så væggene og til sidst taget. Man kan ikke bygge væggene først eller taget. Fundamentet inden for Buddhismen er de fire ædle sandheder.

dersom hele JV's sekt er bygget på en stor løgn.
Det er bare en kæmpe penge maskine der suger penge ud af jer stakkels naive og godtroende mennesker.
Jeg synes det er enormt synd for jer at i er så blinde. Vi burde alle bede for jer og håbe i snart kom ud af den masse psykose som i er indfanget i.

Nu har jeg læst dit link- og nogle andre artikler jeg fandt om buddhisme.
Sådan som jeg forstår det, mener I at vores opfattelse af virkeligheden er en illusion. Vi ser kun en begrænset del af virkeligheden, hvilket får os til at knytte os for meget til enkelte ting og personer- og det får os til ofte at tage fejl. Med reinkarnationslæren mener I desuden, at vi er dømt til at gentage den slags manglende forståelse af virkeligheden (og derfor lide i liv efter liv), medmindre det lykkes os at fange perspektivet af altings sammenhæng.
Hvis man har nået en sådan grad af oplysning vil reinkarnations "hjulet" brydes, og man vil i stedet nå Nirvana- som er det modsatte af vores begrænsede forståelse. Dvs. at man ikke længere sætter sin led til enkeltaspekter i tilværelsen, men i stedet lever et liv i samklang med alting, så jeg'et er afløst af en slags samklang med altet.
Har jeg forstået det rigtigt?

det lyder faktisk ganske rigtig.
Jeg er ikke en mester.
Men sådan lige umiddelbart lyder det ikke helt hen i skoven.
De tre gifte som gør at vi render rundt i samsara er : tilknytning, vrede og uvidenhed.

Noget af det jeg kom til at tænke på ved at læse de links er, at I jo må blive utroligt gode til at tænke i helheder og sammenhænge, fordi helheder og sammenhænge er det der skal til at bryde tilknytningen, vreden og den manglende indsigt!
Der er selvfølgeligt ting i buddhismen jeg som kristen ikke kan tro på (reinkarnation, at livet grundlæggende er lidelse), men jeg synes jo også der er nogle spændende perspektiver.
Også kristne stræber efter "det store perspektiv". Vi kalder det nogle andre ting: "At det forgængelige skal ændres til uforgængeligt", at "vi skal se Gud som Han er" osv. Men til daglig bliver kristne jo let optaget af de små ting.
Jeg tænker måske en diskussion mellem kristne og buddhister kunne være frugtbar. I må eksempelvis have en række "værkstøjer" I benytter til at hjælpe jer med at se "det store perspektiv". Jeg kunne jo godt tænke mig at høre lidt om, hvad I har gode erfaringer med?

Som sagt kender jeg ikke rigtigt noget til buddhismen, men jeg synes det har været spændende at lære lidt mere om det, så tak fordi du tog tiden til at skrive nogle indlæg om din tro:-)