dagbogsnotater

fandt nogle gamle ting fra min barndom mens jeg morede mig med at læse gamle stile, og gamle fotos der er næsten 10 år gamle fandt jeg en dagbog fra jeg var 13!havde anoreksi dengang, og det har fulgt mig siden ikke anoreksien men følgerne efter hele den måde jeg var påvirket af sygdommen!var chokeret over de ting jeg skrev-kunne ik huske noget det var hovedsageligt forudsigeligt nok beregningerne over hvad jeg spiste, men der stod også ting beskrevet som humør pågældende dag,om ting jeg åbenbart havde læst, og hørt jeg skrev om, men også bunkevis af materiale, og udklip om sund kost kontra slanketeknikker i den usunde ende isolerede mig, og endte da jeg var 14 på en vægt på sølle 31 kg-blev tvangsindlagt, og opfodret, og fik ssiden en psykiatrisk diagnopse, og har kæmpet med systemet i årerne-gik ud af skolen i 6-har en skade jeg ik vil ik i at beskrive da den er for kendetegnende!utroligt som mit liv har været noget lort!social blir jeg aldrig!tror det er for sent at udvikle de evner som andre har-men nyder ik at være alene...bestemt ik

Det er aldrig for sent, er der nogle kloge som siger.
Det virker som om at du er et ungt menneske, og derfor har du jo mange år at leve endnu - gode år.
Hvorfor mener du, at det er for sent at udvikle samme evner som andre mennesker har? Og skal du egentlig have de samme evner? Vi er jo forskellige,- nogen er gode til noget, andre til noget andet. Jeg er sikker på at der er noget du er god til🙂
Jeg tror at noget af det værste der kan ske i et menneskes liv er når det giver op. Når man tænker, at alting kan være ligegyldigt - det nytter ikke noget alligevel...Fordi, så forsvinder drømmene. Du ved, man har altid noget man godt kunne tænke sig - noget som man arbejder på at få (eller opleve). Hvis man ikke har nogle drømme, så har man heller ikke nogen mål, og så lever man bare dag for dag - ligesom dyrene.
Nej, vi mennesker skal have noget at se frem til - et håb.
Og jeg tror at man selv skal finde dette håb.
For ca. 10 år siden fik jeg en depression - jeg var så syg så jeg blev indlagt på psyk. Jeg kunne ikke spise, sove - ja, jeg var så langt ude at 2 plus 2 ikke var 4. Men det værste ved det hele var, at jeg havde mistet min kreativitet.
Det, at man pludselig ikke gad at male, strikke o.s.v. gjorde at livet ikke var værd at leve.
Og det kunne lægerne ikke give mig tilbage med alt deres medicin. Nej, jeg måtte selv finde min kreativitet igen. Det tog ca. 10 år af mit liv, men nu har jeg fundet den. Og det gør livet værd at leve - det, at man gør noget/ producerer noget, som man brænder for[l]
Har du noget du brænder for? Og har du ikke nogle gode venner? Eller bare en?
Hvis ikke, så prøv at gøre noget for at få det.
Og prøv at gøre noget som gør dit [l] glad.
Jeg ønsker dig det bedste frem over.