Dagdrømmen
Hvorfor sammenlignes livet med en drøm i vedisk filosofi?
Fordi oplevelserne i livet er ligeså usubstantielle, som de oplevelser, vi har i en drøm. Det, vi oplevede for en uge siden, er nu et minde blot. I en drøm oplever vi de samme følelser som i vågen tilstand. Hvis vi var i drømmen hele tiden, hvis drømmen ikke tog slut, så ville DET være vores virkelighed. Men når vi vågner op, ved vi, åh, det var bare var en drøm. Og hvordan ved vi, at det var en drøm? Fordi den havde en begyndelse og en ende. Tidsrummet var meget kort, et par minutter, og derfor er det en drøm.
Men fordi livet varer i 80 år, tror vi, at DET er virkeligheden. Men i evigheden, i vores virkelige eksistens, er det blot et nanosekund. Derfor er livet også en drøm. Virkeligheden venter udenfor. Og det er kun Krishnas rene repræsentant, der kan føre os derhen. Repræsentanten i nyere tid er AC. Bhaktivedanta Swami Prabhupada.
Det er således tiden, der gør livet usubstantielt. Alt, hvad der har en begyndelse og en ende, er illusoriskt. Hvis tiden er en uendelig stor cirkel, så er det ligegyldigt hvor lang tid (herfra til dertil på tidscirklen), man tager ud af den cirkel, så er det så godt som ingenting.
I vestlig tænkning er tiden linæer. Alting begyndte på et tidspunkt og fortsætter derfra. Den tidsopfattelse deles af både Kirken og ateister. Det vediske tidsconcept er cirkulært. Material tid går i en uendelig cyklus af skabelse, vedligeholdelse og destruktion. Evig tid er udenfor denne cykel af fortid, nutid og fremtid. I evigheden er der en lang nutid. Der er sekvenser på det åndelige plan. Der er nat og dag, man sover og spiser. Men alting foregår i et langt NU! Det er ufatteligt set fra vor nuværende 3-dimensionelle opfattelse af verden.
Krishna siger:
Aldrig har der været en tid, hvor Jeg ikke eksisterede, ej heller du eller alle disse konger; og heller ikke i fremtiden skal nogen af os ophøre med at være til. (Bg 2.12)
Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)
Fordi oplevelserne i livet er ligeså usubstantielle, som de oplevelser, vi har i en drøm. Det, vi oplevede for en uge siden, er nu et minde blot. I en drøm oplever vi de samme følelser som i vågen tilstand. Hvis vi var i drømmen hele tiden, hvis drømmen ikke tog slut, så ville DET være vores virkelighed. Men når vi vågner op, ved vi, åh, det var bare var en drøm. Og hvordan ved vi, at det var en drøm? Fordi den havde en begyndelse og en ende. Tidsrummet var meget kort, et par minutter, og derfor er det en drøm.
Men fordi livet varer i 80 år, tror vi, at DET er virkeligheden. Men i evigheden, i vores virkelige eksistens, er det blot et nanosekund. Derfor er livet også en drøm. Virkeligheden venter udenfor. Og det er kun Krishnas rene repræsentant, der kan føre os derhen. Repræsentanten i nyere tid er AC. Bhaktivedanta Swami Prabhupada.
Det er således tiden, der gør livet usubstantielt. Alt, hvad der har en begyndelse og en ende, er illusoriskt. Hvis tiden er en uendelig stor cirkel, så er det ligegyldigt hvor lang tid (herfra til dertil på tidscirklen), man tager ud af den cirkel, så er det så godt som ingenting.
I vestlig tænkning er tiden linæer. Alting begyndte på et tidspunkt og fortsætter derfra. Den tidsopfattelse deles af både Kirken og ateister. Det vediske tidsconcept er cirkulært. Material tid går i en uendelig cyklus af skabelse, vedligeholdelse og destruktion. Evig tid er udenfor denne cykel af fortid, nutid og fremtid. I evigheden er der en lang nutid. Der er sekvenser på det åndelige plan. Der er nat og dag, man sover og spiser. Men alting foregår i et langt NU! Det er ufatteligt set fra vor nuværende 3-dimensionelle opfattelse af verden.
Krishna siger:
Aldrig har der været en tid, hvor Jeg ikke eksisterede, ej heller du eller alle disse konger; og heller ikke i fremtiden skal nogen af os ophøre med at være til. (Bg 2.12)
Ligesom den legemeliggjorte sjæl bestandigt vandrer i denne krop fra barndom til ungdom og til alderdom, vandrer sjælen ligeledes over i en anden krop ved døden. En forstandig person, forvirres ikke af en sådan forandring. (Bg 2.13)