DE MOBBER!!!

”Hold nu op, vær ikke så sart! Jeg driller jo bare lidt?”

Hvordan definerer man forskellen? Er mange i det hele taget klar over forskellen, eller mener de seriøst, at det da ikke kan være så slemt?
Børn kan være utroligt grusomme mod hinanden, det er jo gamle nyheder. MEN VOKSNE kan være lige så slemme, om ikke VÆRRE, for de er da meget mere bevidste om det, de foretager sig!
Eller er de? Er voksne, der mobber, på en måde undskyldt, fordi der aldrig er blevet grebet ind overfor deres væremåde, da de var børn?
Kebab (håber ikke du har noget imod, jeg "udnytter" dig lidt *S*) skrev i et andet indlæg om den sociale arv. At børn af forældre med psykopattræk selv udvikler samme træk og tendenser, men at man kan nå at rette op på skaden, hvis man tager hånd i hanke med problemet inden barnets 7. år. Nu er det (i mine øjne) ikke kun psykopater, der mobber, og måske er skellet heller ikke så hårdt tegnet op, for jeg har da oplevet ældre børn, der har forbedret sig mirakuløst. Men det er godt nok tankevækkende, at vi præges så tidligt, for skubber det ikke derved HELE ansvaret over på FORÆLDRENE, og IKKE skolen, sådan som nogle ellers gerne så det? Og hvis det gør, nytter det så noget at lave en mobnings-politik i folkeskolerne?
Jeg kunne godt tænke mig at høre jeres mening om en eller flere af flg. punkter:
1/ Hvor går grænsen mellem almindeligt harmløst drilleri og så mobning?
2/ Hvad er værst; børns eller voksnes mobning?
3/ Hvem har ansvaret for at barnet udvikler sådan en adfærd?
4/ Har vi brug for en mobnings-politik i skolerne, og hvordan skal den i så fald håndhæves? Ved at smide mobberne ud af skolen, eller straffe dem på anden vis?
Mvh.
Deci....
PS! Bemærk at MOBNING er en NY KATEGORI under FAMILIE & SAMLIV!)

Deci kan ikke følge en opskrift......
Nå spøg til side, det er et godt emne at tage op for mobning er måske mere udbredt end man forestiller sig.
Du tror det nok ikke, men jeg blev faktisk mobbet i skolen fordi jeg var for intelligent og havde en meget stor tissemand før alle de andre.
Et skulderklap til dig.

snøft, men så er det godt jeg kan lave mine egne. *Gg*
Ja, SM (naaa, den forkortelse dur vist ikke, giver associationer til noget helt andet *S*), jeg tror (frygter) også, at det er langt mere udbredt, end vi kan forestille os, desværre. Selvfølgelig vil jeg da tro på, at du blev mobbet som barn, men tror jeg vil afholde mig fra at kommentere grundene dertil. Men glæder mig, at forskellen har udjævnet sig med årene. *SS*
Knus Deci ;O)

Vi andre var jo også lidt langsomme i chatten igår, men det var jo chattens skyld! :P
Ej, jeg kunne ikke lade være.. håber du kan ta' det ;)

1/ Hvor går grænsen mellem almindeligt harmløst drilleri og så mobning?
Jeg vil mene at grænsen ligger dér hvor 'ofret' begynder at blive ked af det og få det dårligt. På det tidspunkt er det for meget, og det bør stoppes. Men nu er den grænse jo forskellig for hver person, så med mindre man kan definere en regl som går på "Når ofret syntes det er nok, skal der stoppes" bliver det lidt svært at lave regkler for det. På den anden side, er det ikke bare en etisk regl, som vi alle har (eller bør ha')? Den holder jo tydeligvis ikke rigtig :/

2/ Hvad er værst; børns eller voksnes mobning?
Jeg vil mene at det er de voksnes. Når vi snakker mobning, er det vel ude i den ende, hvor det er blevet for meget for ofret? Og hvis voksne mennekser ikke kan styre deres mob og drillerri, og det får ofret til at bryde sammen mere eller mindre.. det er da uhyggeligt at tænke på. Ved børn, syntes jeg ikke at det er SÅ slemt igen.. Man kan jo næsten sige det er deres natur at drille hinanden, og når det så går for vidt, kan man som forældre og pædagoger går ind og gribe fat om problemet, og forhåbenlig kan de få det stoppet. Det er lidt svære at sende en 30 årig mand ind på sit værelse, og sige han først må komme ud, når han kan opføre sig ordenlig :P

3/ Hvem har ansvaret for at barnet udvikler sådan en adfærd?
Et barn udvikler sig vel efter alt der sker omkring ham/hende. Vi bliver jo konstant påvirket af miljøet, af forældre, af venner, af skolen/lærer/pædagoger, og.. ja.. alt hvad der sker omkring én. Så det har vel altsammen noget at gøre med hvordan barnet udvikler sig, også med hensyn til dril og mobning. Jeg kan godt forestille mig, at det som påvirker et barn mest når vi snakker mobning, er venner i skolen/børnehaver/fritidshjem og i fritiden. Ansvaret her, ligger vel hos forældre og lærer/pædagoger, og det er deres pligt at få stoppet mobningen før det går helt galt. Hvordan det skal gøres, er jo nok det som der er 100.000,- spørgsmålet.. Et godt samarbejde mellem lærer/pædagoger og forældrerne ville jo være en god fordel.
(undskyld hvis det blev lidt rodet.. blev lige "forstyret" af mit arbejde..)

4/ Har vi brug for en mobnings-politik i skolerne, og hvordan skal den i så fald håndhæves? Ved at smide mobberne ud af skolen, eller straffe dem på anden vis?
Ja, vi har brug for en mobbe politik. Hvordan den skal lyde, og hvordan den skal håndhæves er noget mere komplikeret. Jeg vil gerne hoppe tilbage til det jeg skrev tidligere.. om så snart ofret syntes at det er nok, skal der stoppes. Men dér er jo også andre problemer med.. Det er jo ikke altid at ofret tør/har lyst til at fortælle om drillerriet, før de er kørt helt ned og en dag kommer grædende hjem. Og dér er det jo så allerede forsent. Lærer og pædagoger bør mulighvis være mere opmærksomme på drillerier og så snart de mener at det er ved at tage overhånd, må de kontakte forældrerne.. På det tidspunk, vil det jo ikke virke så slemt, for ofret lider ikke overlast, hvis man kan sige det sådan.. og forældre vil muligvis få en tendens til bare 'at se tiden an'. Forældre til det barn som mobber, vil nok også bare lige sige til barnet, 'stop så med det..' og så ikke gøre så meget mere ud af det, for der er jo ingen skade sket! ..Endnu! Og det er også et problem. At forældre og pædagoer først begynder at stramme grebet om situationen, når det begynder at blive slemt. Det skal jo gerne stoppes før det bliver slemt, men det gør det jo desværre ikke😕 OG så har vi jo de her teenage rebeller, som skider stort på hvad lærer og forældre siger.. de mobber jo også mange gange, og dét er som regl rigtig slem mobning..
(igen, forstyret af arbejde, så jeg blev lige hyllet ud af den.. håber du/i forstår hvad jeg skriver :D)

Jeg må sige, at jeg synes det er en spændende debat.
Du skriver det er tankevækkende at forestille os at vi som børn præges langt tidligere end skolealderen, og at det derved er forældrene, som kan drages til ansvar og ikke skolen. Her må jeg sige med store bogstaver: Det har ALTID været forældrenes ansvar at præge deres børn til at begå sig i samfundet!!! Skolerne kan aldrig gøres ansvarlige for vores børns udvikling. Indrømmet at de har en vis indflydelse, men hvad vi giver vores børn med i bagagen er det vigtigste. Det nytter i allerhøjeste grad at lave en mobningspolitik i skolerne, men det vigtigste i den sag er også at inddrage forældrene for at fortælle dem om hvad de kan gøre hjemmefra for at forhindre at ens barn er mobberen. Skolerne har lærdom som ansvar for børnene. At lære dem at regne og skrive, så de kan klare sig når de bliver voksne. Men igen, hvordan dit barn opfører sig, er alt sammen ting de har lært hjemmefra. Jeg har en faster, som altid fortæller sin datter (og alle os andre for den sags skyld også...) at det hele er systemets skyld. Det er systemets skyld at hun ikke kan få nye briller til sin datter, at hun ikke kan få kommunen til at betale sin husleje og så videre. Hendes datter vokser altså op med en overbevisning om at systemet skal betale for hendes ting,- hvis ikke de gør det så er de bare dumme og forstår ikke hendes situation. Hun er ikke bekendt med at hun selv skal gøre en indsats for at få råd til ting. Så som arbejde,- det har hendes mor jo aldrig gjort. Hun har den indstilling på trods af at hun går i skole med alle andre børn med velfungerende forældre med jobs og ansvar for deres liv... Det vil sige at det er ikke noget hun kan lære i skolen. Det skal hun lære hjemmefra. De andre børn i hendes klasse ved godt hvordan deres forældre skaffer dem ting. Læreren som selv tjener sine penge og derved dækker sine behov har hun heller ikke lært af, og det er ikke lærerens pligt.
Men så til dine spørgsmål...
1/ Hvor går grænsen mellem almindeligt harmløst drilleri og så mobning
Grænsen er der hvor man føler sig mobbet... Der er ingen udstukne regler for hvornår man må føle sig mobbet. Det er op til den enkelte og vedkommendes grænser at vurdere hvornår det er mobning. Man kan jo godt se på det udefra og sige at det er ikke slemt, men som udefra kan man heller ikke vurdere hvad der ligger til grund for følelsen af mobning...
2/ Hvad er værst; børns eller voksnes mobning
Hmmm, svær en. Jeg tror at jeg synes de begge er slemme og med store konsekvenser for både voksne og børn. Men som du selv nævner ved voksenmobning - de er dog bevidste om det. Men måske mobberens grænser ikke er der hvor offerets er, og derfor ikke er bevidst om det... Jeg har selv oplevet en kollega, der blev mobbet - det var godt godt nok ondskabsfuldt og desværre også meget bevidst!!
3/ Hvem har ansvaret for at barnet udvikler sådan en adfærd
Det har jeg vist efterhånden sat ord på i ovenstående
4/ Har vi brug for en mobnings-politik i skolerne, og hvordan skal den i så fald håndhæves❓Ved at smide mobberne ud af skolen, eller straffe dem på anden vis.
Igen har jeg sat ord på dette ovenover.
Men som sagt - meget spændende debat, som jeg håber folk tager alvorligt...

(Vil lige sige, det er et dødgodt emne. Altid aktuelt, og vigtigt at høre andres mening om....men det er jo sådan en med LAAAAAAANGE indlæg :o)...so be it!)
1/ Hvor går grænsen mellem almindeligt harmløst drilleri og så mobning?
Jeg synes der er to forskelle, der er betydende:(lidt firkantet) Dels hvordan det er ment, harmløst drilleri, der er du ven, med den du driller, den du mobber er du ikke ven med. Mobning virker også mere systematisk. Mange i en klasse har udset sig et offer.
Det er forældrenes ansvar at lære børnene nuanceforskellen, for det handler om den etik vi bruger, når vi omgås andre mennesker.
Jeg har drillet mine unger systematisk siden de blev født, men kærligt og fordi jeg elskede dem. Det er der intet mobberi i. Og DET er gået i "arv". Det står så i gåseøjne, fordi jeg mener det en miljømæssigt betinget arv, og at de mennesker, som man connecter med fremover i sit unge og voksne liv, de matcher den tone, man er blevet lært op i.
Ppå den måde har forældrene til en vis grad indflydelse på, hvem børnene kommer til at omgås i fremtiden. Det er ikke skolens ansvar som jeg ser det. Ikke i første omgang men senere.
2/ Hvad er værst; børns eller voksnes mobning?
Når vi snakker mobning er det modbydeligt, på hver sin måde, men de voksnes har et tilsnit af decideret ondskab. Jeg synes at karakteren af voksnes mobning er værst, men det går hårdest ud over et barn at være mobbeoffer.
Voksne har i forhold til børn flere niveauer, og børn kan faktisk tales til fornuft ved hjælp af pædagogiske principper og fælles indsats. Det er ikke så udbredt en kultur blandt voksne på arbejdspladser, for det er som regel arbejdsgiverens ansvar, hvor meget, der bliver taget hånd om den slags.
Skoler har jo også på så mange andre områder en opdragende funktion, så det er meget naturligt, at det er en kultur der ses mere der, end i erhvervslivet, men dermed være ikke sagt at behovert for det er mindre.
3/ Hvem har ansvaret for at barnet udvikler sådan en adfærd?
Det er som alt muligt andet et samspil, nogen gange er den ene part hovedårsag, nogengange er det den anden. Det er ikke så vigtigt at placere ansvaret, med mindre vi taler om en problematik, som har fundet plads i virkeligheden for en gruppe mennesker.
Det er vigtigt at tage et fælles ansvar for at udvikle anti-mobbe-adfærd såvel i skolen som hjemme. Jeg synes at ansvaret primært skal ligge hos forældrene, når børnene er små, for der har de mest indflydelse. Senere har den gruppe barnet tilhører større betydning og dermed større indflydelse, så derfor synes jeg at fra ca. 3. klasse, skal ansvaret primært ligge i skolen. Man aldrig KUN.
Der er forskellige pædagogiske anti-mobbesystemer, som man har klasseundervist i med succes... Det ved jeg fra en af mine ungers skolegang.
4/ Har vi brug for en mobnings-politik i skolerne, og hvordan skal den i så fald håndhæves? Ved at smide mobberne ud af skolen, eller straffe dem på anden vis?
Jeg synes, det er så vigtigt, at have en klar mobbepolitik. Et eller andet med nogle klare sanktionsmuligheder.
Det værste der kan ske for et socialt væsen er vel udelukkelse fra fællessskabet, så det skal være den værste sanktionsmulighed, der bør tages i brug. På efterskoler bruger man at sende børnene hjem en uge. Og tredie gang der er ballade, så bliver de smidt ud. Men det kan man jo ikke rigtig gøre på samme måde i folkeskolen, da der jo er undervisningspligt uden så mange alternativer.
Jeg tror godt måske man kunne bruge udelukkelse som sanktionsmulighed, det skal bare være tydeligt nok. Det skal være meget tydeligt for mobberen, at nu foretager hele klassen noget smadder spændende, som han/hun ikke får lov til at deltage i før han/hun kan finde ud af at give andre den form for plads, de selv gør krav på. Tager på tur - lejrskole - projekter - teater. Sådan noget kunne jo godt være financieret af forældrene...Og dem der er totalt kolde overfor den sanktionsmulighed afslører så allerede her manglende sociale evner, og så skal det tages fat på, på en helt anden måde.
bare en uigennemtænkt idé, jeg sidder her og finder frem...har aldrig hørt den før, så der er sikert mange ulemper ved den.
Men der skal sgu også være mobbepolitik på arbejdspaldserne. Asocial adfærd er et fælles ansvar.

Heej !
Jeg har oplevet meget mbning gennem mit liv, og har set meget forskellige slgs mobning.
Der er den direkte mobning hvor mobbern går ind og kalder mobningsofret øgenavne og driller med dens "specielheder".
Så er der den indirekte mobning, hvor der bliver hvisket i hjørnerne, som mobningsofret kan mærke omkring sig.
Så er der den voldelig slags mobning, hvor de tæsker mobningsofrene, kun fordi de er anderledes.
ingen af situationerne er resptabelt,
lærene skal snakke mere om mobning,
og børnene skal lære fra børnehave af,
hvor meget det ødelægger personer.
Fordi børn bliver hurtigere og hurtigere modne,
så de forstår mere i børnehaven nu end for 10 år siden.
Alt hvad jeg har at siige

Hej...
Jeg syntes grænsen er nået, hvis person får det dårligt med sig selv. Ikke har lyst til noget mere. Altså at leve eller spise eller lign.
Men de ting begynder jo nok, når personen begynder at græde. Det er jo nok der man skal stoppe.
Jeg kan fx ikke lide den fysike mobning. Hvis der er nogen på min skole, af mine venner, som gør det, går jeg altid hen og siger stop, snakker med personen (hvis det er et barn), sådan at personen får det godt igen, eller tager jeg det med hen på læreværelset. Jeg kan simpelthen ikke klare at se på det.
Psykisk mobning syntes jeg er anerledes. Jeg syntes ikke det er ligeså galt, som hvis man går hen og sparker eller smider rundt med en person. Altså misforstå mig ikke, jeg syntes ikke, det er okay at mobbe psykisk heller.

Hej dicibel,
Jeg tror de fleste af os har deltaget i mobning, jeg synes ikke selv jeg havde så meget.
Men sidste nytårs aften var jeg i byen, hvor jeg mødte en gammel skole kammerat, der påstod over for mig jeg havde været med til at mobbe ham. Han gav direkte udtryk for en hævn følelse over for mig og andre, og i mange år havde han arbejde på at hævde sig. Jeg husker mig selv som en der tog hånd over for andre der blev udsat for mobning, men dette billede jeg gået og bygget op inde i mig selv, har ikke været helt realistisk.
I mine første skole år jeg gik jeg i skole med en person der sender tog sit eget liv på grund, af mobning og forældre der stillede for store krav til ham.
Men det er vigtigt at snakke om i skolerne, og tag nogle debatter omkring det og se nogle udsendelser.
Jeg oplever den skole som jeg gik på som rimlig, og der kun havde været gjort noget ved problemet, hvis der var blevet snakket om det.
Men hvornår det drilleri og hvornår det er mobning, er drillerier kan se det sjove i, hvor ved mobning får personen en oplevelse af ens person bliver nedgjort.
Mvh

Det er godt nok rigtig mange år siden, at jeg selv var offer for mobningen, på en lille folkeskole her på Sjælland.
Vi flyttede meget i min barndom, pga. min far`s arbejde i skoven. Da jeg startede i skolen var det i Sønderborg og nogle år senere flyttede vi til Sjælland, hvor jeg startede i 3.klasse.
På grund af afbrudte ophold rundt i hele danmark, var jeg blevet en lille og forsagt pige, der bare gjore hvad andre ville, og blev udnyttet på det groveste af klassekammeraterne.
Jeg blev offer for mobningen fra 3.-10-klasse, uden at skolen greb ind, på trods af at jeg kom tudende hjem hver dag og ikke ville i skole, jeg fik ikke mange venner og har siden hen holdt lav profil.
Forskellen på drilleri og mobning, er ligeså stor som forskellen på hvordan de 2 definationer staves.
Drilleri: Er en godmodig form for "sjov", hvor alle har det godt med hinanden og kan grine af de ting der bliver sagt/gjort og alle bliver respekteret af hinanden. Det er drilleri som er godmodig og ikke sårende, hvor der ikke er nogen som bliver nedværdiget eller hængt ud.

Mobning: Er når en eller flere personer går sammen imod en enkelt person, og mere eller mindre rakkes ned, hvor de udnytter mobbeofferet på det groveste, fordi vedkommende ikke tør sige fra eller gå imod den eller de personer, som gør hverdagen og mange gange resten af livet for dem til et helvede.
Det kan meget nemt blive en livsstil for de personer som netop mobber andre, enten på arbejdet eller i skolen.
For mit vedkommende er det nu 22 år siden, at jeg gik ud af skolen, men det har også sat sine spor i mit liv, faktisk gik mobningen mig så meget på, at jeg blev psykisk syg. Jeg tog en pædagoguddannelse, men er nu blevet førtidspensionist, jeg blev pensionist i en alder af 28 år. jeg har ikke kunne bruge min uddannelse som jeg blev færdig med i 1991.

Dem der mobber uanset om det er børn eller voksne, skulle i værste fald møde den person som de har haft som objekt, og se hvad de har fået ud af det der skulle være så "harmløst" og hvordan offeret har og må lide igennem hele livet, med eller uden professionel behandling. Min forlovede har også været udsat for mobning, som også har sat sine spor i ham.
Tænk Jer om, inden i slynger ordene ud omkring Jer, hvilken måde de staves på og om de har hver sin betydning eller hver sin "smag".

1) Jeg trorm at grænsen går når at det kun er den ene af to personer, der syntes det er sjovt.
2)Børne mobning....De voksene der mobber har sikkert også mobbet da de var børn. Derfor er det vigtigt, at sætte en stopper for mobningen allerede mens børnene er børn.
3)De voksne, og dem man går sammen med, Hvis at vennerne gør det, gør man det selv også.
Nitro
4)Jaaa....hvorfor ik?
*Davs*

En huskeregl der skulle stå i alle reglsæt på arbejdspladser.
Er det drillerier er der 2 der griner bagefter, Er det mobning er der kun en der griner!!!!