social angst?

Ved ikke hvad jeg håber på ved at skrive dette men nu prøver jeg. Jeg tror jeg har en form for social angst, jeg er ekstrem genert, og er utrolig dårlig til at føre samtaler med folk jeg ikke kender. Mine første tanker når jeg møder nogen er altid at de ikke bryder sig om mig. Er jeg alene sammen med mine tætte veninder er alt helt fint men så snart der er andre til stede reagere jeg oftest med at være meget stille. Tit bliver det tolket som om jeg er snobbet og bitchet. Jeg har altid skubbet disse tanker væk, og sagt til mig selv at jeg bare er genert, men det begynder at gå op for mig hvor meget det ødelægger for. Jeg kan ikke møde nye mennesker og jeg går konstant rundt med en følelese af at jeg ikke er god nok. jeg er 20 år og har aldrig ført en samtale med en dreng, holdt i hånden eller kysset. Jeg ville gerne have en kæreste men tanken om at skulle åbne mig selv op med risiko for at blive afvist, skræmmer mig mere end noget andet. Jeg ved ikke om dette bare er noget jeg kan gør noget ved, måske er det også bare et problem som jeg må lære at leve med.

Man skal ikke bare nøjes med at accepterer at man lider af social angst. Det bedste er at være 100 % åben omkring problemet. Snakke med sine venner og familie og fortælle hvad det er man føler. Personligt har jeg selv været hæmmet af det igennem mange år og det er svært. Prøv eventuelt at snak med en psykolog eller en anden form for terapeut. Problemet er at dette kan udvikle sig og sætte så store begrænsninger i ens liv, at det hele går hen og bliver for trist og mørkt. Vær stærk og sikker på at du er lige så god som den du står over for.

Kære Anonym!
Det lyder jo som en tro kopi af mig, da jeg var 20. Jeg havde nogle gode tætte veninder, som jeg havde det utrolig godt med, men overfor nye mennesker, var jeg meget tilbageholdende og blev også antaget for én, der troede hun var noget. Hvis jeg mødte nogle på gaden, skyndte jeg mig ind i en butik, eller ned ad en sidegade, for ikke at komme til at snakke med dem, for jeg syntes altid, at det blev så pinligt, og hvad skulle jeg dog sige?? Det med kærester gik heller ikke nemt for mit vedkommende. Alle veninderne havde kærester, on-off, fra vi var 14, og de havde så travlt med hvem jeg burde interessere mig for, men det var først da jeg var 22 at en meget vedholdende fyr fik brudt isen. Han var min ridder på den hvide hest og ham er jeg gift med idag og har endda 2 skønne unger. En dag er der også en, der ser igennem din angst (for det er det, tro mig, jeg har været på kursus i det)og ser hvilket dejligt menneske du er. Angst har som et af de typiske træk, at man ikke føler, at man er noget værd, så når den følelse kommer, så skal du sige til dig selv, at "det er løgn, det er angsten, der taler. Jeg er et smukt og dejligt menneske".
Det kan også være en god ide, at kontakte din læge og forhøre dig om evt. angstgrupper i dit område, for vi er faktisk mange flere herude end du tror!!!
Kærligst MNM

Hej
Du skal kæmpe imod din lyst til at gemme dig væk fra problemerne. Gå ud i livet og få små succes oplevelser, de vil give dig dit selvvære tilbage, du skal søge andre veje end det du gør nu. Jeg ved af erfaring at man selv er den eneste der kan hjælpe sig selv. Jeg har levet med angst i 5 år nu, har prøvet alt. Du skal lære at tro på dig selv.
Held og lykke
Gitte

Hejza :o)
Først og fremmest så må du ikke leve med det, og tænke at det går nok fordi det gør det ikke. Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig når jeg møder nye mennesker. Nogen gange går jeg i baglås, og må bare væk derfra. jeg er 19 år og har kun en enkelt veninde og min kæreste.De to mennesker er alt hvad jeg har pga social angst. Du kunne evt spørger dine veninder om de ikke kunne hjælpe dig på en eller anden måde. Min kæreste gør det at han vil til at tage mig med til fester og det, men hvor han er opmærksom på hvordan jeg har det.Det bliver hårdt, men man skal ud af det eller i vært fald arbejde med det, ikke accepter det.Nu ved jeg ikke hvor galt du har det, men jeg har været så langt ude at jeg ikke gik udenfor en dør og fik piller for angst for at kunne passe min skole.Så lov mig du ikke bare accepter det. Få hjælp ved nogen du stoler på og arbejd med det.Det er ikke noget at skamme sig over.Gå evt en tur hvis du sidder et sted og ikke kan holde ud at sidde der og tag en god veninde med og sig hvordan du har det. prøv stille og roligt at få en samtale i gang med en ny person selvom du er bange for hvad de tænker. Du vil hurtig opdage at de måske synes om dig. men man kan jo heller ikke forvente alle kan lide en. Det lyder måske svært,og det er det også.Men gi´det en chance. håber du kunne bruge lidt af det. knuzzer me.

Du skal ikke lære at leve med det. Der er mange der har det ligesom du har det. Find hjælp. Tal med din familie eller veninder og hvis det er muligt din læge. Han/hun kan måske henvise dig til en god psykolog eller find en selv. Det er nok bedst at få hjælp så tidligt i livet som muligt - og du er "kun" 20 - så få hjælp så det ikke udvikler sig til andet og mere end det er - selvom jeg ved det er slemt nok, som det er.
Hilsen
birlau

Jeg er en pige midt i tyverne, som igennem mange år har lidt af social angst/fobi.
Efter at være brudt sammen hos min læge en dag, blev jeg henvist til en speciallæge i psykiatri. problemet var bare at læger ser på kroppen som en maskine: er der noget galt et sted må man reperere på det! Jeg fik derfor stukket et glas med de såkaldte "lykkepiller" i hånden og så skulle alt være i orden.
Problemet var bare at pillerne ikke fjernede årsagen til min angst, men kun symptomerne. Desuden havde jeg ikke tænkt mig at gå og æde piller resten af mit liv, uden nogensinde at få svar på den egentlige grund til at mit liv var et helvede. For det var et mareridt jeg befandt mig i. Faktisk har jeg altid været en stille pige, men havde siden 10'ende klasse arbejdet en ret fornuftig selvtillid op. Men det gik så pludselig stærkt ned af bakke sidst i gymnasietiden. Når en lærer stillede mig et spørgsmål, begyndte mit hjerte at hamre helt vildt og jeg fik det varmt og blev ildrød i ansigtet. Senere tog det så til, således at jeg dårligt kunne tale foran nogen uden at jeg fik det dårligt.
På den tid hvor alle mine problemer syntes at eskalere, var jeg så heldig at møde en skøn fyr, som gav mig meget af min selvtillid tilbage,og som tog mit problem alvorligt, og gav mig støtte og kærlighed. Han fortalte mig om en hypnotisør ved navn Jacob Stracotta, som han havde set i fjernsynet. Denne såkaldte hypnotisør skulle efter sigende kunne kurere alt lige fra klaustrofobi til overvægt! Jeg gik derfor ind på nettet og fandt et nummer til hypnose.dk, hvor jeg fik en aftale hos en af stracottas tidligere elever.
Efter at have tilbragt nogle timer i "terapi" hos denne hypnotisør, var jeg stort set fri for min anget, til min store forbavelse og glæde!!( Det skal lige siges at denne form for hypnose intet har med den man indimellem ser på tv!)Jeg vil anbefale alle som lider af angst eller fobier, at give hypnose en chance. I skal ikke gå rundt og tro at det forsvinder af sig selv, for det sker ikke. Jeg må stadig kæmpe med angsten indimellem, og sikkert et godt stykke tid endnu, men nu er der håb forude.
Stort kram og held og lykke til alle fra mig!

Hey!
De fleste der lider af socialangst er faktisk kvinder. Det kan "sætte" sig til andre sygdomme eller symptomer såsom spiseforstyrrelser, depressioner m.m.
Du kan ikke selv klare dig gennem det og ud igen på den anden side. Det er heller ikke noget du kan lære at leve med.
Spørgsmålet du må stille dig selv, er hvem du tror du er. 100% ærlig må du forholde dig til dig selv.
En del af socialangst er nemlig, at man ofte betragter sig selv som værende et offer. Og et offer har ikke mange handlemuligheder.
Du er nok nødt til at starte med at få fjernet "det er synd for mig".
Den er nemlig meget hæmmende for muligheden for at komme videre væk fra "rød zone".
Det handler om tillid. Til dig selv og til andre.
Det billede du har af dig selv er fucked up. Du giver garanteret også andre mennesker meget mere plads, end du giver dig selv.
Prøv at tilgive dig selv alt der ligger bag dig. Du er kun et menneske.
Jeg tør vædde med, at du behandler dig selv meget dårligere, end du behandler dine medmennesker. Ja?
Kropsterapi har hjulpet mange. Held og lykke!
T

Hej med dig!
Jeg kender godt det du skriver om,- og jeg tror også du har social angst! Prøv at læse mere om det på dennne side www.slipangsten.dk - her kan du også skrive i Angst Forum, og læse om andre der har det ligesom dig!
Mvh. Minna