Den grimme ælling
Da jeg var 13år boede jeg i Ramløse, mine forældre havde et hus der, skolen var et helvede, jeg hadede skolen, havde ingen venner, blev mobbet.
Det var et kærlighedsløst liv, mine forældre var ikke meget hjemme og trætte, når de var, og ærlig talt ikke særlig interesseret i mig.
Så jeg gik temmelig meget for mig selv, mit minde nr1 fra dengang er, at jeg går op ad denne meget høje bakke, på vej til en skole, jeg hadede, følende mig kronisk ensom, ulykkelig og fortabt.
Jeg har stadig følelsen kronisk ensom, en gang imellem, men jeg er ikke noget fortabt barn som den ulykkelige lille dreng, der ikke havde noget eller nogen at tale med, mere.
I dag har jeg viden, erfaring, styrke, muligheder som alle voksne har og kan selv handle og klare mig, men dengang vidste jeg intet om noget.
Jeg var heller ikke en charmerende dreng, jeg var bumset, grimt hår, ikke særlig sjov og man kunne ikke lide mig fordi jeg slog på dem der mobbede mig og lavede hærværk.
Jeg hadede at gå i skole, så jeg begyndte at pjække, men jeg kunne ikke være hjemme fordi min mor ville opdage det, så jeg gik tit rundt nede i en stor mose med mit luftgevær, når jeg pjækkede.
I det mindste indtil jeg lærte, at sige farvel, gå ud ad døren, kravle ind ad mit vindue og gemme mig / sove under den sofa, jeg havde som seng, indtil ”skolen var over", og jeg kunne kravle ud af vinduet og ”komme hjem”.
Efter at have praktiseret dette pjækkeri fra den daglige mobning i længere tid, blev min mor kontaktet og jeg blev sendt på efterskole, men før det nåede jeg at skyde en meget smuk svane.
Mit luftgevær var blevet knækket, en dag efter at jeg havde ligget og skudt på naboens hængeplanter, kom min stedfar ind ad døren og sagde ”Hvor er det?!”.
Han var en meget stærk mand af få ord og da jeg pegede på det, tog han det, smadrede det og gik.
Jeg fik kolben klistret på igen med tape og hvis man sigtede et par cm til højre, kunne man stadig ramme duer.
Og så, en gråvejrsdag, gik jeg rundt i mosen fri for mine medstuderende og trætte lærere, fri fra mit liv med mit skæve luftgevær og der svømmede en smuk svane rundt, frem og tilbage.
Den havde en lang smuk hvid buet hals, sorte øjenbryn, smukt bøjet hoved, flotte hvide skinnende fjer, en svane i al sin voksen dom og pragt.
Den svømmede frem og tilbage stille og roligt foran denne kæmpe rede, der lå lidt ude i søen, formentlig fuld af ny udklækkede unger, eller æg.
Jeg var jo vant til at skyde duer, og når man rammer en due, eksplodere den ligefrem i en sky af fjer, men da jeg skød svanen, skete der intet, ud over, at man kunne høre et lille smæld, som noget der ramte pap.
Så, jeg ladede igen og skød, det sagde smæld og lød som jeg ramte pap og svanen svømmede stille og roligt frem og tilbage, helt upåvirket.
Så, jeg ladede og skød og ladede og skød og gjorde dette en 30 – 40 gange indtil pludseligt den lange yndefulde hals stille bøjede sig ned i vandet og svanen ligesom tiltede lidt på skrå og langsomt flød ind til bredden.
En pludselig rød plamage, af skinnede, ikke mørkt, blod brød frem og bredte sig langsomt med de hvide fjer som skinnende baggrund og den døde.
Det var et kærlighedsløst liv, mine forældre var ikke meget hjemme og trætte, når de var, og ærlig talt ikke særlig interesseret i mig.
Så jeg gik temmelig meget for mig selv, mit minde nr1 fra dengang er, at jeg går op ad denne meget høje bakke, på vej til en skole, jeg hadede, følende mig kronisk ensom, ulykkelig og fortabt.
Jeg har stadig følelsen kronisk ensom, en gang imellem, men jeg er ikke noget fortabt barn som den ulykkelige lille dreng, der ikke havde noget eller nogen at tale med, mere.
I dag har jeg viden, erfaring, styrke, muligheder som alle voksne har og kan selv handle og klare mig, men dengang vidste jeg intet om noget.
Jeg var heller ikke en charmerende dreng, jeg var bumset, grimt hår, ikke særlig sjov og man kunne ikke lide mig fordi jeg slog på dem der mobbede mig og lavede hærværk.
Jeg hadede at gå i skole, så jeg begyndte at pjække, men jeg kunne ikke være hjemme fordi min mor ville opdage det, så jeg gik tit rundt nede i en stor mose med mit luftgevær, når jeg pjækkede.
I det mindste indtil jeg lærte, at sige farvel, gå ud ad døren, kravle ind ad mit vindue og gemme mig / sove under den sofa, jeg havde som seng, indtil ”skolen var over", og jeg kunne kravle ud af vinduet og ”komme hjem”.
Efter at have praktiseret dette pjækkeri fra den daglige mobning i længere tid, blev min mor kontaktet og jeg blev sendt på efterskole, men før det nåede jeg at skyde en meget smuk svane.
Mit luftgevær var blevet knækket, en dag efter at jeg havde ligget og skudt på naboens hængeplanter, kom min stedfar ind ad døren og sagde ”Hvor er det?!”.
Han var en meget stærk mand af få ord og da jeg pegede på det, tog han det, smadrede det og gik.
Jeg fik kolben klistret på igen med tape og hvis man sigtede et par cm til højre, kunne man stadig ramme duer.
Og så, en gråvejrsdag, gik jeg rundt i mosen fri for mine medstuderende og trætte lærere, fri fra mit liv med mit skæve luftgevær og der svømmede en smuk svane rundt, frem og tilbage.
Den havde en lang smuk hvid buet hals, sorte øjenbryn, smukt bøjet hoved, flotte hvide skinnende fjer, en svane i al sin voksen dom og pragt.
Den svømmede frem og tilbage stille og roligt foran denne kæmpe rede, der lå lidt ude i søen, formentlig fuld af ny udklækkede unger, eller æg.
Jeg var jo vant til at skyde duer, og når man rammer en due, eksplodere den ligefrem i en sky af fjer, men da jeg skød svanen, skete der intet, ud over, at man kunne høre et lille smæld, som noget der ramte pap.
Så, jeg ladede igen og skød, det sagde smæld og lød som jeg ramte pap og svanen svømmede stille og roligt frem og tilbage, helt upåvirket.
Så, jeg ladede og skød og ladede og skød og gjorde dette en 30 – 40 gange indtil pludseligt den lange yndefulde hals stille bøjede sig ned i vandet og svanen ligesom tiltede lidt på skrå og langsomt flød ind til bredden.
En pludselig rød plamage, af skinnede, ikke mørkt, blod brød frem og bredte sig langsomt med de hvide fjer som skinnende baggrund og den døde.