Den islamiske kasernestat
DE RADIKALE islamister har en totalitær vision, som for et frihedselskende menneske må stå som et forfærdende mareridt.
Deres ideal for verden er den islamiske kasernestat, hvor hver eneste menneskelig tanke og handling er reguleret fuldstændig efter Koranens og sharia-lovgivningens forskrifter.
De hævder, at livet i kasernestaten er det rene paradis, og at lykken og freden er at finde inde bag det åndelige pigtrådshegn af kontrol, love og forbud, som Koranen og sharia-lovgivningen sætter. Deres forestilling om dette paradis kan man se udfoldet i Saudi-Arabien, Iran og i alle de andre islamiske totalitærstater, og deres mål er nu at få udbredt denne vision til Europa.
Nu er islamisternes eneste problem, at vi er nogle frihedselskende, som ikke fatter, at livet i kasernestaten skulle være et paradis.
Når vi tilmed siger, at deres vision mest af alt ligner et mareridt af en fangelejr, og når vi tillader os den frihed at kritisere islam, så bliver de umådeligt krænkede og vrede.
Godt nok forsikrer de om, at islam er fredens og frihedens religion, men samtidig lader de vide, at friheden ikke gælder i forhold til islam, ligesom freden heller ikke gælder dem, som er uenige med islamisterne. Ønsker man at leve i fred med islamisterne, må man lære at underkaste sig deres diktat og lade være med i fremtiden at stille uforskammede spørgsmål om islam.
Kunne vi da bare lære at bøje nakken, ville vi ifølge islamisterne med tiden erkende, at den sande frihed og fred er at finde i kasernestaten, og at lykken er at leve som fjernstyret robot under Koranens mange love og regler.
Nu er det en kendt sag, at der i Danmark såvel som i resten af Europa har været en toneangivende magtelite af politikere og intellektuelle, som hidtil er faldet på halen, hver gang islamisterne har åbnet munden.
Smilende forsikrer de om, hvor meget de fryder sig over islamismens smukke tanker om fred og frihed.
Omvendt kryber de frygtsomt sammen, hver gang islamisterne truer med terror og vold, og de trækker rådvildt på skuldrene, når terroren føres ud i livet.
Denne magtelite er herhjemme blevet sekunderet af valne kulturradikale, hule intellektuelle og tandløse præster, som har stået i kø for at prise islamismens velsignelser. Alt for længe har disse nyttige idioter forsøgt at bilde sig selv og os andre ind, at blot man snakker løs i øst og vest og undgår at blive uenige, så vil selv de mest militante terrorister undergå en mirakuløs forvandling og springe ud som fredsapostle og fritidspædagoger.
Selv kalder de denne mirakelkur for dialog, men det eneste konstaterbare resultat, som denne meningsløse pludren har afstedkommet, er, at alle er blevet lullet i søvn - undtagen islamisterne.
Nu er vi så nogle frihedselskende, der spørger, hvornår den europæiske magtelite begynder at tage islamismen alvorligt?
Hvornår begynder man at lytte til Salman Rushdie, Ibn Warraq, Bassam Tibi m.fl. i stedet for at ligge på halen for islamisterne? Hvornår begynder man at forsvare den frihedstradition, som har været den vestlige verdens adelsmærke?
To uhyggelige totalitære bevægelser, nazismen og kommunismen, er i det forløbne århundrede skyllet ind over Europa.
De har kun trukket et spor af ødelæggelse og ruin efter sig, hvor millioner og atter millioner af mennesker er blevet nedbrudte af terror, vold og undertrykkelse.
I dag står en ny totalitær bevægelse parat. De europæiske politikere bør i dag stille sig selv det spørgsmål, om man fortsat vil se passivt til, mens den totalitære islamisme langsomt omdanner de europæiske lande til kasernestater.
Hvis ikke, er det på høje tid, at man viser islamismen døren og uden vaklen lader de islamiske lande vide, at friheden aldrig står til forhandling blandt frie nationer.
Deres ideal for verden er den islamiske kasernestat, hvor hver eneste menneskelig tanke og handling er reguleret fuldstændig efter Koranens og sharia-lovgivningens forskrifter.
De hævder, at livet i kasernestaten er det rene paradis, og at lykken og freden er at finde inde bag det åndelige pigtrådshegn af kontrol, love og forbud, som Koranen og sharia-lovgivningen sætter. Deres forestilling om dette paradis kan man se udfoldet i Saudi-Arabien, Iran og i alle de andre islamiske totalitærstater, og deres mål er nu at få udbredt denne vision til Europa.
Nu er islamisternes eneste problem, at vi er nogle frihedselskende, som ikke fatter, at livet i kasernestaten skulle være et paradis.
Når vi tilmed siger, at deres vision mest af alt ligner et mareridt af en fangelejr, og når vi tillader os den frihed at kritisere islam, så bliver de umådeligt krænkede og vrede.
Godt nok forsikrer de om, at islam er fredens og frihedens religion, men samtidig lader de vide, at friheden ikke gælder i forhold til islam, ligesom freden heller ikke gælder dem, som er uenige med islamisterne. Ønsker man at leve i fred med islamisterne, må man lære at underkaste sig deres diktat og lade være med i fremtiden at stille uforskammede spørgsmål om islam.
Kunne vi da bare lære at bøje nakken, ville vi ifølge islamisterne med tiden erkende, at den sande frihed og fred er at finde i kasernestaten, og at lykken er at leve som fjernstyret robot under Koranens mange love og regler.
Nu er det en kendt sag, at der i Danmark såvel som i resten af Europa har været en toneangivende magtelite af politikere og intellektuelle, som hidtil er faldet på halen, hver gang islamisterne har åbnet munden.
Smilende forsikrer de om, hvor meget de fryder sig over islamismens smukke tanker om fred og frihed.
Omvendt kryber de frygtsomt sammen, hver gang islamisterne truer med terror og vold, og de trækker rådvildt på skuldrene, når terroren føres ud i livet.
Denne magtelite er herhjemme blevet sekunderet af valne kulturradikale, hule intellektuelle og tandløse præster, som har stået i kø for at prise islamismens velsignelser. Alt for længe har disse nyttige idioter forsøgt at bilde sig selv og os andre ind, at blot man snakker løs i øst og vest og undgår at blive uenige, så vil selv de mest militante terrorister undergå en mirakuløs forvandling og springe ud som fredsapostle og fritidspædagoger.
Selv kalder de denne mirakelkur for dialog, men det eneste konstaterbare resultat, som denne meningsløse pludren har afstedkommet, er, at alle er blevet lullet i søvn - undtagen islamisterne.
Nu er vi så nogle frihedselskende, der spørger, hvornår den europæiske magtelite begynder at tage islamismen alvorligt?
Hvornår begynder man at lytte til Salman Rushdie, Ibn Warraq, Bassam Tibi m.fl. i stedet for at ligge på halen for islamisterne? Hvornår begynder man at forsvare den frihedstradition, som har været den vestlige verdens adelsmærke?
To uhyggelige totalitære bevægelser, nazismen og kommunismen, er i det forløbne århundrede skyllet ind over Europa.
De har kun trukket et spor af ødelæggelse og ruin efter sig, hvor millioner og atter millioner af mennesker er blevet nedbrudte af terror, vold og undertrykkelse.
I dag står en ny totalitær bevægelse parat. De europæiske politikere bør i dag stille sig selv det spørgsmål, om man fortsat vil se passivt til, mens den totalitære islamisme langsomt omdanner de europæiske lande til kasernestater.
Hvis ikke, er det på høje tid, at man viser islamismen døren og uden vaklen lader de islamiske lande vide, at friheden aldrig står til forhandling blandt frie nationer.