Den sandfærdige historie om Jesu fødsel
TÆNK på en almindeligt kendt begivenhed i dit lands historie. Den er veldokumenteret, og den er beskrevet af mere end én historiker. Hvordan ville du reagere hvis nogen sagde at denne begivenhed aldrig havde fundet sted? At den var opdigtet? Eller, for at gøre emnet mere nærværende: Hvis nogen påstod at meget af det din familie havde fortalt dig om din bedstefars fødsel og ungdom, var løgn? I begge tilfælde ville alene antydningen af noget sådant sikkert gøre dig harmfuld, og du ville bestemt ikke tage påstandene for gode varer.
I dag affærdiger mange kritikere evangelieskribenterne Mattæus’ og Lukas’ beretninger om Jesu fødsel. De siger at disse beretninger er håbløst selvmodsigende og uforenelige, og at de begge indeholder åbenlyse usandheder og historiske bommerter. Er det rigtigt? Frem for uden videre at tro på sådanne påstande bør man selv undersøge evangelieberetningerne. Lad os se hvad vi kan lære af en sådan undersøgelse.
Allerførst må vi huske hvad der var formålet med disse bibelske beretninger. De er ikke biografier; de er evangelier. Det er vigtigt at forstå forskellen. Forfatteren til en biografi skriver ofte i hundredvis af sider for at fortælle hvordan en person har udviklet sig til en kendt skikkelse. Nogle levnedsskildringer bruger en mængde sider på at give en detaljeret beskrivelse af personens herkomst, fødsel og barndom. Sådan forholder det sig ikke med evangelierne. Jesu fødsel og opvækst omtales kun i to af de i alt fire evangelier, nemlig i Mattæusevangeliet og i Lukasevangeliet. Deres mål var imidlertid ikke at vise hvordan Jesus udviklede sig til den han blev. Husk at Jesu disciple vidste at han havde levet som en åndeskabning før han kom til jorden. (Johannes 8:23, 58) Mattæus og Lukas behøvede derfor ikke at beskrive Jesu opvækst for at forklare hvordan han senere blev som menneske. De genfortalte episoder der passede til formålet med deres evangelier.
Hvad var formålet? Ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“. Begge mænd havde det samme budskab — at Jesus var den lovede Messias, eller Kristus, at han døde for at sone menneskehedens synder, og at han blev oprejst til himmelen. Men de to skribenter havde vidt forskellig baggrund og skrev til hver sit publikum. Mattæus, der var skatteopkræver, skrev sit evangelium fortrinsvis med henblik på jøder. Lukas, der var læge, skrev til den „højtærede Theofilus“, som muligvis havde en høj stilling, og i udvidet forstand også til mange andre, både jøder og ikkejøder. (Lukas 1:1-3) Hver skribent fremhævede relevante episoder som kunne overbevise dem han i første række skrev til. Mattæus’ beretning lægger vægt på de profetier i De Hebraiske Skrifter der blev opfyldt på Jesus. Lukas benytter derimod den mere klassiske historiske fremgangsmåde som hans ikkejødiske læsere ville have nemmere ved at acceptere.
Det er ikke overraskende at de to evangelieberetninger afviger fra hinanden. Men i modsætning til hvad kritikere hævder, modsiger de ikke hinanden. De supplerer hinanden og danner et mere fuldstændigt billede af personen Jesus.
Både Mattæus og Lukas beretter om et stort mirakel der skete i forbindelse med Jesu fødsel — han blev født af en jomfru. Mattæus påpeger at dette mirakel skete som en opfyldelse af en profeti der var blevet udtalt af Esajas flere hundrede år tidligere. (Esajas 7:14; Mattæus 1:22, 23) Lukas forklarer at Jesus blev født i Betlehem fordi kejser Augustus havde givet ordre til en indskrivning som gjorde det nødvendigt for Josef og Maria at rejse dertil. At Jesus blev født i Betlehem, var bemærkelsesværdigt. Århundreder tidligere havde profeten Mika profeteret at Messias ville komme fra denne tilsyneladende ubetydelige by nær Jerusalem. — Mika 5:2.
Den nat Jesus blev født, har dannet grundlag for de berømte julekrybber med Jesusbarnet. Den virkelige historie er imidlertid meget anderledes end den man ofte ser skildret. Historieskriveren Lukas, som fortæller om den indskrivning der medførte at Josef og Maria måtte rejse til Betlehem, beretter også at hyrderne tilbragte denne betydningsfulde nat udendørs med deres hjorde. Disse to omstændigheder har fået mange bibelforskere til at slutte at Jesus ikke kan være født i december. De peger på det usandsynlige i at kejser Augustus ville have tvunget de rebelske jøder til at rejse til deres respektive hjembyer på en kold og regnfuld årstid, hvilket kunne have gjort det oprørske folk endnu mere forbitret. De mener også at det er usandsynligt at hyrderne ville have levet udendørs med deres hjorde når vejret var så barsk. — Lukas 2:8-14.
Læg mærke til at Jehova valgte at bekendtgøre sin søns fødsel for jævne arbejdere der levede ude i det fri, og ikke til datidens veluddannede og indflydelsesrige religiøse ledere. De skriftlærde og farisæerne havde højst sandsynligt ikke ret megen berøring med hyrder, hvis uregelmæssige arbejdstider gjorde det svært for dem at overholde den mundtlige lov til mindste detalje. Men Gud viste disse ydmyge, trofaste mænd en stor ære. En delegation af engle fortalte dem at Messias, som Guds folk havde ventet på i tusinder af år, netop var blevet født i Betlehem. Det var disse mænd, og ikke „de hellige tre konger“ som ofte er skildret i julekrybber, der besøgte Maria og Josef og så det lille barn ligge i en krybbe. — Lukas 2:15-20.
Gud begunstiger ydmyge mennesker som elsker ham og er interesserede i at erfare opfyldelsen af hans hensigter. Dette er et gennemgående tema i begivenhederne omkring Jesu fødsel. Da Josef og Maria en måneds tid efter at Jesus er blevet født, fremstiller ham i templet i lydighed mod Moseloven, bringer de „et par turtelduer eller to dueunger“ som offer. (Lukas 2:22-24) Moseloven foreskrev ellers at man skulle ofre et vædderlam, men hvis man var fattig, var disse to fugle tilstrækkeligt. (3 Mosebog 12:1-8) Tænk engang. Jehova Gud, universets Suveræn, gav ikke en rig, men en fattig familie den ophøjede opgave at opdrage og sørge for hans elskede og enestefødte søn. Hvis du har børn, er dette en påmindelse om at den bedste gave du kan give dine børn, er et familieliv hvor de åndelige værdier sættes på førstepladsen. Det er langt bedre end materiel velstand eller en prestigefyldt uddannelse.
I templet er der to andre trofaste og ydmyge personer der bliver begunstiget af Jehova. Den ene er Anna, en 84-årig enke som „aldrig var borte fra templet“. (Lukas 2:36, 37) Den anden er en trofast ældre mand ved navn Simeon. Begge er lykkelige for den forret Gud har givet dem, nemlig at se den der skulle blive den lovede Messias, før de dør. Simeon udtaler en velsignelse over barnet. Det er en profeti der er fyldt med håb, men med et anstrøg af sorg. Han fortæller den unge Maria at sorgen en dag ’vil gennembore hendes sjæl’ ved tabet af hendes elskede søn. — Lukas 2:25-35.
Simeons profeti er en dyster påmindelse om at dette uskyldige barn vil blive lagt for had. Det sker faktisk allerede mens han stadig er spæd. I Mattæusevangeliet får vi en detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet: Der er gået nogle måneder, og Josef, Maria og Jesus bor nu i et hus i Betlehem. Her får de uventet besøg af nogle fremmede. Uanset hvad utallige julekrybber skildrer, angiver Mattæus ikke hvor mange mænd der kom på besøg. Han omtaler dem heller ikke som „de vise mænd“, endsige „de hellige tre konger“. Han bruger det græske ord ma’goi, der betyder „astrologer“. Alene dette burde være nok til at vise læseren at noget ondt er på færde, eftersom astrologi er noget Guds ord fordømmer, og som trofaste jøder omhyggeligt undgik. — 5 Mosebog 18:10-12; Esajas 47:13, 14.
Disse astrologer har fulgt en stjerne fra Østen og har gaver med til „jødernes konge som er født“. (Mattæus 2:2) Stjernen leder dem ikke til Betlehem, men til Jerusalem og Herodes den Store. Intet menneske har så mange midler og motiver til at skade barnet Jesus som han har. Denne ærgerrige og blodtørstige mand havde dræbt adskillige af sine egne familiemedlemmer, som han betragtede som en trussel. Da han hører at en fremtidig „jødernes konge“ er født, bliver han stærkt foruroliget og sender astrologerne af sted for at finde dette barn i Betlehem. Mens de er på vej, sker der noget mærkeligt. Den „stjerne“ der fik dem til at rejse til Jerusalem, ser ud til at flytte sig. — Mattæus 2:1-9.
Det vides ikke om dette stjernelignende objekt var en bogstavelig lyskilde eller blot et syn, men én ting er sikker: Denne „stjerne“ var ikke fra Gud. Med uhyggelig præcision fører den disse afgudsdyrkende hedninger direkte til Jesus, et hjælpeløst barn der kun er beskyttet af en fattig tømrer og hans kone. Astrologerne, Herodes’ intetanende håndlangere, ville sandsynligvis have givet den hævngerrige hersker en tilbagemelding, der ville have ført til at barnet blev dræbt. Men Gud griber ind ved at advare astrologerne i en drøm og sende dem hjem ad en anden vej. Det må derfor være Guds fjende, Satan, som ville gøre alt for at rydde Messias af vejen, der har sat „stjernen“ på himmelen. Hvor ironisk at „stjernen“ og astrologerne i julekrybberne skildres som sendebud fra Gud. — Mattæus 2:9-12.
Satan giver dog ikke op. Herodes, der blot er en brik i Satans spil, befaler at alle drengebørn i Betlehem under to år skal slås ihjel. Men Satan kan ikke stå sig mod Jehova. Mattæus skriver at Gud for længe siden havde forudset dette grusomme massemord på uskyldige børn. Jehova forpurrer endnu en gang Satans planer ved gennem en engel at advare Josef om at flygte til Ægypten for at være i sikkerhed. Mattæus fortæller at Josef nogen tid senere vendte tilbage fra Ægypten med sin familie og bosatte sig i Nazaret, hvor Jesus voksede op sammen med sine yngre brødre og søstre. — Mattæus 2:13-23; 13:55, 56.
Har denne opsummering af begivenhederne omkring Jesu fødsel og tidlige barndom overrasket dig? Mange er forbavsede over at opdage at evangelieberetningerne er harmoniske og nøjagtige, trods stærke påstande om det modsatte. De er også overraskede over at erfare at nogle af begivenhederne var blevet forudsagt hundreder af år i forvejen, og at evangeliernes beskrivelse af Jesu fødsel afviger markant fra den traditionelle skildring af denne begivenhed.
Men det mest overraskende er måske at meget af det der har forbindelse med julen, ofte tilsidesætter vigtige punkter i evangelieberetningerne. For eksempel er det kun få der skænker Jesu Fader, ikke Josef, men Jehova Gud, en tanke. Prøv at forestille dig hvad Gud må have følt da han overdrog Josef og Maria ansvaret for at opdrage og sørge for sin elskede søn. Forestil dig den smerte Jesu himmelske Fader må have følt ved at lade sin søn vokse op i en verden hvor en hadefuld konge ville lægge råd op om at slå ham ihjel, endda mens han endnu kun var et barn. Det var dyb kærlighed til menneskeheden der bevægede Jehova til at bringe dette offer. — Johannes 3:16.
Virkelighedens Jesus er svær at få øje på når man betragter fejringen af julen. Der findes ingen oplysninger om at han nogen sinde fortalte sine disciple hvornår han blev født, og der er intet der tyder på at hans efterfølgere fejrede hans fødselsdag.
Jesus befalede sine disciple at fejre hans død og dens betydning for menneskeheden, ikke hans fødsel. (Lukas 22:19, 20) Jesus ønskede ikke at blive husket som et hjælpeløst barn i en krybbe, noget han langtfra er i dag. Mere end 60 år efter sin henrettelse viste han sig for apostelen Johannes i et syn som en mægtig konge der rider ud til kamp. (Åbenbaringen 19:11-16) Det er som herskeren i Guds himmelske rige at vi bør lære Jesus at kende, for han er en konge der vil forandre verden.
I dag affærdiger mange kritikere evangelieskribenterne Mattæus’ og Lukas’ beretninger om Jesu fødsel. De siger at disse beretninger er håbløst selvmodsigende og uforenelige, og at de begge indeholder åbenlyse usandheder og historiske bommerter. Er det rigtigt? Frem for uden videre at tro på sådanne påstande bør man selv undersøge evangelieberetningerne. Lad os se hvad vi kan lære af en sådan undersøgelse.
Allerførst må vi huske hvad der var formålet med disse bibelske beretninger. De er ikke biografier; de er evangelier. Det er vigtigt at forstå forskellen. Forfatteren til en biografi skriver ofte i hundredvis af sider for at fortælle hvordan en person har udviklet sig til en kendt skikkelse. Nogle levnedsskildringer bruger en mængde sider på at give en detaljeret beskrivelse af personens herkomst, fødsel og barndom. Sådan forholder det sig ikke med evangelierne. Jesu fødsel og opvækst omtales kun i to af de i alt fire evangelier, nemlig i Mattæusevangeliet og i Lukasevangeliet. Deres mål var imidlertid ikke at vise hvordan Jesus udviklede sig til den han blev. Husk at Jesu disciple vidste at han havde levet som en åndeskabning før han kom til jorden. (Johannes 8:23, 58) Mattæus og Lukas behøvede derfor ikke at beskrive Jesu opvækst for at forklare hvordan han senere blev som menneske. De genfortalte episoder der passede til formålet med deres evangelier.
Hvad var formålet? Ordet „evangelium“ betyder „god nyhed“. Begge mænd havde det samme budskab — at Jesus var den lovede Messias, eller Kristus, at han døde for at sone menneskehedens synder, og at han blev oprejst til himmelen. Men de to skribenter havde vidt forskellig baggrund og skrev til hver sit publikum. Mattæus, der var skatteopkræver, skrev sit evangelium fortrinsvis med henblik på jøder. Lukas, der var læge, skrev til den „højtærede Theofilus“, som muligvis havde en høj stilling, og i udvidet forstand også til mange andre, både jøder og ikkejøder. (Lukas 1:1-3) Hver skribent fremhævede relevante episoder som kunne overbevise dem han i første række skrev til. Mattæus’ beretning lægger vægt på de profetier i De Hebraiske Skrifter der blev opfyldt på Jesus. Lukas benytter derimod den mere klassiske historiske fremgangsmåde som hans ikkejødiske læsere ville have nemmere ved at acceptere.
Det er ikke overraskende at de to evangelieberetninger afviger fra hinanden. Men i modsætning til hvad kritikere hævder, modsiger de ikke hinanden. De supplerer hinanden og danner et mere fuldstændigt billede af personen Jesus.
Både Mattæus og Lukas beretter om et stort mirakel der skete i forbindelse med Jesu fødsel — han blev født af en jomfru. Mattæus påpeger at dette mirakel skete som en opfyldelse af en profeti der var blevet udtalt af Esajas flere hundrede år tidligere. (Esajas 7:14; Mattæus 1:22, 23) Lukas forklarer at Jesus blev født i Betlehem fordi kejser Augustus havde givet ordre til en indskrivning som gjorde det nødvendigt for Josef og Maria at rejse dertil. At Jesus blev født i Betlehem, var bemærkelsesværdigt. Århundreder tidligere havde profeten Mika profeteret at Messias ville komme fra denne tilsyneladende ubetydelige by nær Jerusalem. — Mika 5:2.
Den nat Jesus blev født, har dannet grundlag for de berømte julekrybber med Jesusbarnet. Den virkelige historie er imidlertid meget anderledes end den man ofte ser skildret. Historieskriveren Lukas, som fortæller om den indskrivning der medførte at Josef og Maria måtte rejse til Betlehem, beretter også at hyrderne tilbragte denne betydningsfulde nat udendørs med deres hjorde. Disse to omstændigheder har fået mange bibelforskere til at slutte at Jesus ikke kan være født i december. De peger på det usandsynlige i at kejser Augustus ville have tvunget de rebelske jøder til at rejse til deres respektive hjembyer på en kold og regnfuld årstid, hvilket kunne have gjort det oprørske folk endnu mere forbitret. De mener også at det er usandsynligt at hyrderne ville have levet udendørs med deres hjorde når vejret var så barsk. — Lukas 2:8-14.
Læg mærke til at Jehova valgte at bekendtgøre sin søns fødsel for jævne arbejdere der levede ude i det fri, og ikke til datidens veluddannede og indflydelsesrige religiøse ledere. De skriftlærde og farisæerne havde højst sandsynligt ikke ret megen berøring med hyrder, hvis uregelmæssige arbejdstider gjorde det svært for dem at overholde den mundtlige lov til mindste detalje. Men Gud viste disse ydmyge, trofaste mænd en stor ære. En delegation af engle fortalte dem at Messias, som Guds folk havde ventet på i tusinder af år, netop var blevet født i Betlehem. Det var disse mænd, og ikke „de hellige tre konger“ som ofte er skildret i julekrybber, der besøgte Maria og Josef og så det lille barn ligge i en krybbe. — Lukas 2:15-20.
Gud begunstiger ydmyge mennesker som elsker ham og er interesserede i at erfare opfyldelsen af hans hensigter. Dette er et gennemgående tema i begivenhederne omkring Jesu fødsel. Da Josef og Maria en måneds tid efter at Jesus er blevet født, fremstiller ham i templet i lydighed mod Moseloven, bringer de „et par turtelduer eller to dueunger“ som offer. (Lukas 2:22-24) Moseloven foreskrev ellers at man skulle ofre et vædderlam, men hvis man var fattig, var disse to fugle tilstrækkeligt. (3 Mosebog 12:1-8) Tænk engang. Jehova Gud, universets Suveræn, gav ikke en rig, men en fattig familie den ophøjede opgave at opdrage og sørge for hans elskede og enestefødte søn. Hvis du har børn, er dette en påmindelse om at den bedste gave du kan give dine børn, er et familieliv hvor de åndelige værdier sættes på førstepladsen. Det er langt bedre end materiel velstand eller en prestigefyldt uddannelse.
I templet er der to andre trofaste og ydmyge personer der bliver begunstiget af Jehova. Den ene er Anna, en 84-årig enke som „aldrig var borte fra templet“. (Lukas 2:36, 37) Den anden er en trofast ældre mand ved navn Simeon. Begge er lykkelige for den forret Gud har givet dem, nemlig at se den der skulle blive den lovede Messias, før de dør. Simeon udtaler en velsignelse over barnet. Det er en profeti der er fyldt med håb, men med et anstrøg af sorg. Han fortæller den unge Maria at sorgen en dag ’vil gennembore hendes sjæl’ ved tabet af hendes elskede søn. — Lukas 2:25-35.
Simeons profeti er en dyster påmindelse om at dette uskyldige barn vil blive lagt for had. Det sker faktisk allerede mens han stadig er spæd. I Mattæusevangeliet får vi en detaljeret beskrivelse af hændelsesforløbet: Der er gået nogle måneder, og Josef, Maria og Jesus bor nu i et hus i Betlehem. Her får de uventet besøg af nogle fremmede. Uanset hvad utallige julekrybber skildrer, angiver Mattæus ikke hvor mange mænd der kom på besøg. Han omtaler dem heller ikke som „de vise mænd“, endsige „de hellige tre konger“. Han bruger det græske ord ma’goi, der betyder „astrologer“. Alene dette burde være nok til at vise læseren at noget ondt er på færde, eftersom astrologi er noget Guds ord fordømmer, og som trofaste jøder omhyggeligt undgik. — 5 Mosebog 18:10-12; Esajas 47:13, 14.
Disse astrologer har fulgt en stjerne fra Østen og har gaver med til „jødernes konge som er født“. (Mattæus 2:2) Stjernen leder dem ikke til Betlehem, men til Jerusalem og Herodes den Store. Intet menneske har så mange midler og motiver til at skade barnet Jesus som han har. Denne ærgerrige og blodtørstige mand havde dræbt adskillige af sine egne familiemedlemmer, som han betragtede som en trussel. Da han hører at en fremtidig „jødernes konge“ er født, bliver han stærkt foruroliget og sender astrologerne af sted for at finde dette barn i Betlehem. Mens de er på vej, sker der noget mærkeligt. Den „stjerne“ der fik dem til at rejse til Jerusalem, ser ud til at flytte sig. — Mattæus 2:1-9.
Det vides ikke om dette stjernelignende objekt var en bogstavelig lyskilde eller blot et syn, men én ting er sikker: Denne „stjerne“ var ikke fra Gud. Med uhyggelig præcision fører den disse afgudsdyrkende hedninger direkte til Jesus, et hjælpeløst barn der kun er beskyttet af en fattig tømrer og hans kone. Astrologerne, Herodes’ intetanende håndlangere, ville sandsynligvis have givet den hævngerrige hersker en tilbagemelding, der ville have ført til at barnet blev dræbt. Men Gud griber ind ved at advare astrologerne i en drøm og sende dem hjem ad en anden vej. Det må derfor være Guds fjende, Satan, som ville gøre alt for at rydde Messias af vejen, der har sat „stjernen“ på himmelen. Hvor ironisk at „stjernen“ og astrologerne i julekrybberne skildres som sendebud fra Gud. — Mattæus 2:9-12.
Satan giver dog ikke op. Herodes, der blot er en brik i Satans spil, befaler at alle drengebørn i Betlehem under to år skal slås ihjel. Men Satan kan ikke stå sig mod Jehova. Mattæus skriver at Gud for længe siden havde forudset dette grusomme massemord på uskyldige børn. Jehova forpurrer endnu en gang Satans planer ved gennem en engel at advare Josef om at flygte til Ægypten for at være i sikkerhed. Mattæus fortæller at Josef nogen tid senere vendte tilbage fra Ægypten med sin familie og bosatte sig i Nazaret, hvor Jesus voksede op sammen med sine yngre brødre og søstre. — Mattæus 2:13-23; 13:55, 56.
Har denne opsummering af begivenhederne omkring Jesu fødsel og tidlige barndom overrasket dig? Mange er forbavsede over at opdage at evangelieberetningerne er harmoniske og nøjagtige, trods stærke påstande om det modsatte. De er også overraskede over at erfare at nogle af begivenhederne var blevet forudsagt hundreder af år i forvejen, og at evangeliernes beskrivelse af Jesu fødsel afviger markant fra den traditionelle skildring af denne begivenhed.
Men det mest overraskende er måske at meget af det der har forbindelse med julen, ofte tilsidesætter vigtige punkter i evangelieberetningerne. For eksempel er det kun få der skænker Jesu Fader, ikke Josef, men Jehova Gud, en tanke. Prøv at forestille dig hvad Gud må have følt da han overdrog Josef og Maria ansvaret for at opdrage og sørge for sin elskede søn. Forestil dig den smerte Jesu himmelske Fader må have følt ved at lade sin søn vokse op i en verden hvor en hadefuld konge ville lægge råd op om at slå ham ihjel, endda mens han endnu kun var et barn. Det var dyb kærlighed til menneskeheden der bevægede Jehova til at bringe dette offer. — Johannes 3:16.
Virkelighedens Jesus er svær at få øje på når man betragter fejringen af julen. Der findes ingen oplysninger om at han nogen sinde fortalte sine disciple hvornår han blev født, og der er intet der tyder på at hans efterfølgere fejrede hans fødselsdag.
Jesus befalede sine disciple at fejre hans død og dens betydning for menneskeheden, ikke hans fødsel. (Lukas 22:19, 20) Jesus ønskede ikke at blive husket som et hjælpeløst barn i en krybbe, noget han langtfra er i dag. Mere end 60 år efter sin henrettelse viste han sig for apostelen Johannes i et syn som en mægtig konge der rider ud til kamp. (Åbenbaringen 19:11-16) Det er som herskeren i Guds himmelske rige at vi bør lære Jesus at kende, for han er en konge der vil forandre verden.