Hvad vil mænd da have?
Mine forhold kører næsten altid ens. De varer ca. et halvt år allesammen. Fra sommer til januar/februar måned.
De går altid i stykker og jeg begynder at tro at det er mig der ikke er egnet til et forhold. Men måske I kan se objektivt på dette hvis jeg forklarer kort hvordan jeg er og hvordan jeg kan lide et forhold.
Jeg er lidt den typiske selvstændige kvinde. Dvs mit liv afhænger ikke af hans. I starten er jeg meget migselv og giver ikke så meget af migselv og det er ikke fordi jeg ikke vil, men jeg vil ikke kaste mig frådende over en fyr jeg lige har mødt. Jeg ser lige situationen lidt an. Stille og roligt indstiller jeg så mere af min tid på ham, hvis det viser sig at det går godt. Dvs jeg forsøger at udvikle parforholdet ved at vi gør flere ting sammen og jeg bliver bedre til at vise mine følelser...og se det er dér det går galt. Ligeså snart jeg viser noget af mig selv så er det som om de bliver forskrækkede og bange og ganske uden grund. I mine forhold har mænd altid rimelig meget frihed og jeg er ikke jaloux anlagt. Jeg er en kærlig og forstående kvinde der giver plads men som også dyrker parforholdet (bare uden at sidde lårene af hinanden). Det er sådan jeg godt kan lide et forhold...at man er samen men kan være uafhængige af hinanden stadigvæk. Men det er åbenbart ikke det mænd vil have...hvad vil I SÅ have? Kan I godt lide at man rent faktisk er krævende?
Jeg er 27 år og jeg falder ikke for den type der "klistrer" men mere for den alm. afslappede type de har samme indstilling som mig.
Men hvad er det så der går galt? Kræver jeg ikke nok? Viser jeg ikke nok følelser? Hvad tror I? I er meget velkomne til at spørge hvis I mangler nogen oplysninger, for jeg er oprigtigt meget nysgerrig efter at vide hvad der evt kan være i vejen.
De går altid i stykker og jeg begynder at tro at det er mig der ikke er egnet til et forhold. Men måske I kan se objektivt på dette hvis jeg forklarer kort hvordan jeg er og hvordan jeg kan lide et forhold.
Jeg er lidt den typiske selvstændige kvinde. Dvs mit liv afhænger ikke af hans. I starten er jeg meget migselv og giver ikke så meget af migselv og det er ikke fordi jeg ikke vil, men jeg vil ikke kaste mig frådende over en fyr jeg lige har mødt. Jeg ser lige situationen lidt an. Stille og roligt indstiller jeg så mere af min tid på ham, hvis det viser sig at det går godt. Dvs jeg forsøger at udvikle parforholdet ved at vi gør flere ting sammen og jeg bliver bedre til at vise mine følelser...og se det er dér det går galt. Ligeså snart jeg viser noget af mig selv så er det som om de bliver forskrækkede og bange og ganske uden grund. I mine forhold har mænd altid rimelig meget frihed og jeg er ikke jaloux anlagt. Jeg er en kærlig og forstående kvinde der giver plads men som også dyrker parforholdet (bare uden at sidde lårene af hinanden). Det er sådan jeg godt kan lide et forhold...at man er samen men kan være uafhængige af hinanden stadigvæk. Men det er åbenbart ikke det mænd vil have...hvad vil I SÅ have? Kan I godt lide at man rent faktisk er krævende?
Jeg er 27 år og jeg falder ikke for den type der "klistrer" men mere for den alm. afslappede type de har samme indstilling som mig.
Men hvad er det så der går galt? Kræver jeg ikke nok? Viser jeg ikke nok følelser? Hvad tror I? I er meget velkomne til at spørge hvis I mangler nogen oplysninger, for jeg er oprigtigt meget nysgerrig efter at vide hvad der evt kan være i vejen.