Det er muligt

Jeg har valgt at fortælle jer om, at det er muligt at komme ud af Jv og også komme så langt ud af Jv, at man er i stand til, at finde sig selv og finde et godt liv.
Jer der har fulgt mig siden 07 ved, at jeg har gået rigtig meget igennem. Og nogengange har det set rigtig sort ud. Det har været benhårdt og jeg tror ikke, at jeg er helt ovre det endnu.
Men til jer, der måske læser med og er på vej ud eller har startet kampen vil jeg sige, op med modet og kør på. For det kan virkelig betale sig at tage hele pakken og lukke den op efterhånden som man er parat til det.
For mit vedkommende har det været to skridt frem og et tilbage. Sådan som jeg tænker at det er for langt de fleste. Når jeg skriver nu er det fordi, at jeg de sidste to dage har opdaget, hvor langt jeg egentlig er kommet. Og det har jeg lyst til at dele med jer.
Når jeg tænker tilbage på tiden fra jan. 07, så føles årerne som meget lange. Og minderne er så som så, hvis jeg skal dele dem op i, hvordan jeg har oplevet dem. Der har været gode stunder, der har været mindre gode stunder, der har været de helt store aha-oplevelser og jeg har gået sorg og vrede igennem. Også på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig skulle forekomme.
Hovedoverskriften må vel være, identitet. Langsomt gik det op for mig, at Jv ikke har sandheden. Da jeg for alvor opdagede det kom jeg meget langt ud. Jeg blev rigtig angst. Jeg blev revet med af en frygt jeg ikke troede fandtes. For når det livsgrundlag, jeg havde baseret hele mit liv på, ufrivilligt, brutalt blev revet væk under mine fødder, hvad i alverden var der så tilbage?
Et stort sort hul og ingen at stole på. Det var det jeg så.
Det tog mig, af en eller anden årsag, ikke mange dage at finde fodfæste igen. For noget måtte der være. Tusinde tanker trængte sig på sammen med tusinde spørgsmål.
Og jeg fortsatte min søgen. Jeg havde min tro på Gud. Og Gud søgte og fandt jeg. Hvilket jeg kunne skrive en bog om. Men lige dette indlæg skal ikke handle om, at finde Gud. Selvom det er en meget stor del af mig og mit liv nu.
Nej det indlæg ønsker jeg skal handle om, at komme hel ud af Jv. Eller at man kan komme hel ud. Og det er bare dybt og rækker langt. Længere end man kan forestille sig.
At blive et helt menneske efter Jv er en lang proces. For det er ikke bare lige til, at finde sig selv. Finde sin identitet.
Men det handler om at turde. Og det handler om, at gribe fat om roden, den rod der smerter ud i mindste celle. Og se det i øjnene, der gør ondt. Gør man ikke det sker der intet.
Jeg oplever, at jo mere man tør jo mere sker der. Jo mere man erkender og anerkender jo mere sker der.
Og ganske af sig selv, tør jeg næsten sige.
Undervejs har jeg oplevet, at jeg troede, at nu, nu var jeg ovre depressionerne. Nu kunne jeg klare alt. Nu blomstrede jeg nu skete der bare noget. Jo, der skete noget. Og jeg voksede og jeg blomstrede. Men kun for en tid. Indtil næste depression.
Depressioner er som istandsættelser eller forbedringer. Undskyld her roder men det er kun til jeres eller dit bedste.
En ordlyd sådan nogenlunde på et skilt, har de fleste af os nok set. Men det er jo sådan det er. At det roder når alt er kaos. Og når alt er kaos kommer der orden i rodet. Vi ved alle, at vi skal alle helt derned før det går op af igen. For først når vi befinder os dernede gør vi noget ved det.
Eller først der reagerer man. Der tuder man. Der skælder man ud. Der mærker og føler man for alvor efter. Og der falder tingene på plads. Der begynder man at bygge op igen.
Når man er dernede er alt sort i sort. Himlen kan være blå, solen skinne og fuglene synge. Men for en selv, er alt det ligegyldigt. Alt er sort.
Men, og det er fantastisk, når så man er oppe igen så kan det øsregne, det kan tordne, være snestorm eller haglvejr, indeni en er himlen blå, solen skinner og fuglene synger. For man synger selv og man glædes uanset, hvilke besværligheder livet har at byde på.
Når man er i det sorte er man i en kuppel. En osteklokke. Man ønsker bare at være i fred. Gå med jer allesammen, tænker man. Lad mig være. Lad mig tude og lad mig sørge over mit ynkelige liv.
Men når man er ovenpå igen, så åbner man og man har overskud til, at være der for alle, der ønsker det. Man kender ikke skjoldet omkring en. Ork, tænker man, det var jo dengang. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle bare komme, nu kan verden komme an.
Dette for at forklare de tilstande man befinder sig i når man enten er langt nede eller helt oppe igen.
Jeg troede, for en ca. 3 år siden at jeg havde oplevet den sidste depression. Men nej. Den værste startede sidste efterår. Den var så slem, at jeg har måttet droppe alle tanker om, nogensinde at fuldføre min uddannelse som ernæringsassistent. Et stort ønske jeg ellers fandt på min vej for ca. 3-4 år siden. Da jeg fandt ud af, hvad jeg skulle være som voksen.
Fordi der var jeg nået et stort stykke hen af vejen imod, at kende min identitet. Det hænger nemlig sammen også med ens erhverv. Man lærer sit indre jeg at kende. Finder ud af, hvad der gør en glad. Hvad man kan li' og hvilke interesser man har. Hvilket man selvfølgelig også tænker meget på som ung selvom man har haft en sund og god opvækst. Men har man haft en opvækst et liv, hvor andre har tudet en ørerne fulde med, at man var dum. At man var ikke god nok. At man var i en familie, der ikke fungere rigtigt iflg. Jv, osv osv, så har man ikke den ro til, at lære sig selv at kende. Der er så meget, der hænger sammen også eller især i de vigtige år af ens opbygning.
Jeg har svinget frem og tilbage. Troet det ene og troet det andet undervejs i de her ca. 4 år ang. min levevej og skulle jeg kæmpe og skulle jeg forsøge eller var jeg bare mentalt nedslidt.
Men aldrig har jeg tvivlet på, at køkkenet, madlavningen er min branche i de år.
Det sidste år, hvor jeg har haft denne depression, nogengange værre end andre, har nok været et af de værste år i mit liv.
Men de sidste to dage har jeg oplevet et ryk, der gør at jeg bl.a kan skrive dette indlæg fordi jeg er ved at finde fodfæste som det menneske jeg er. På blot to dage.
Ja jeg er selv målløs over det. Men det er jo ikke fordi, at det sker på to dage. Mere fordi, at det er de sidste par dage, der har gjort at jeg har erkendt, at jeg er noget værd som menneske. At jeg er værdsat, der hvor jeg er. Og ikke mindst erkendelsen af, at det er så vigtigt at man selv kommer frem til, at man selv forstår til fulde, den forståelse man kommer frem til nu og her pt.
Andre kan fortælle en: Men du kan da ikke blive ved med, at hænge dig i og leve i den fortid. Du må videre osv osv.
Men det er jo ligemeget, hvad andre fortæller. Det vigtigste er den dag man selv erkender og forstår det. Før hjælper det ikke.
Og det var bl.a en af de ting jeg nåede ind til i går morges. At jeg kan ikke blive ved med, at jeg vil ikke blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kan ikke bruge fortiden til andet end god erfaring, at tage videre med mig i livet. Nu skal jeg rykke og jeg skal fremad. Og jeg skal ikke mindst leve i nuet.
Men jeg skal til at lære, at leve for, hvordan jeg får en bedre fremtid. Hvordan jeg bygger mit liv op her i nutiden for, at få et bedre liv i fremtiden. Håber det giver mening. Vigtigst er det at leve i nuet. Men det er resten af mit liv det gælder nu. Det der er tilbage. Og jeg vil have et godt liv resten af det, der er tilbage.
Jeg finder mig ikke længere i, at fortiden styrer mit liv. Dette er en konstatering ikke et løfte. Fordi jeg er nemlig nået dertil.
Det har koste mig, siden jan. 07 rigtig meget research omkring det livsgrundlag jeg har haft det meste af mit liv. Nemlig trossamfundet Jehovas vidner. Dertil oveni, har det kostet mig, at finde ud af, hvem er jeg. Fordi mit basis var 10 års mobning oveni Jehovas vidner. Det har været så hårdt at komme hertil. Men det hele værd.
Det er derfor min overskrift hedder:
Det er muligt. Fordi det er muligt at tage kampen op. Komme igennem de svære tider og komme så nogenlunde næsten hel ud på den anden side. Og have fundet sig selv og være stolt over den man er og det man får ud af, at være den man er.
Men ikke mindst, at opdage, hvor stort et overskud man har til, at være der for andre. Hvor stort et overskud man har til, at være åben overfor andres tiltag, kultur og holdninger. Og lære fortsat.
Jeg håber alt dette giver mening. Jeg ville gerne, at jeg kunne have uddybet meget mere. Men det er svært at komme hele vejen rundt og dybt ind når vi snakker så dybe ting som et livslangt forløb baseret på en livslang løgn, hvor man igen skal finde ind til det menneske man selv er og har troet man var igennem et helt liv.
Det kræver noget, men det er muligt, at komme langt og igennem det. Jeg er ikke igennem endnu. Men jeg er langt og jeg har opdaget, at det er muligt.
Jeg har ikke nået så langt alene. Jeg har gjort det med Guds hjælp og jeg har gjort det med hjælp fra mine nære og kære og de kærlige mennesker jeg har mødt under de års forløb af denne epoke i mit liv.
De sidste to dages hjælp takker jeg min søde søde køkkenleder for. Hun har virkelig været der for mig. Præcis som jer, der har hjulpet og kendt mig løbende igennem de sidste 5 år også har været. Uden jer, var jeg ikke nået hertil. Tusinde mange tak til jer.
Så til jer der er på vej, husk at takke de mennesker undervejs, der bare er der for jer. Og til jer, der lige er startet, husk at der er mennesker, der hellere end gerne vil være der for jer og også er det.
Og husk når i har overskud, også at være der for dem, der har brug for jer.
Manjana

Hej Manjana.
Tak for dit indlæg.
Jeg kender dig ikke; men dit indlæg fik mig til at tænke på nedenstående salme fra Den Danske Salmebog.
Måske kan du bruge den og måske rammer den helt ved siden af din situation - det ved jeg ikke - men jeg har selv haft glæde af den.
venlig hilsen
Evalu

Nu åbner savnet sine øde vidder
Mel.: Nina Broms-Löfman 1982

1
Nu åbner savnet sine øde vidder.
En ukendt strækning ligger foran dig.
Frygt ikke ensomheden på din vandring,
du skal få styrke på din smertes vej.
Her i din nød, hvor alt er fyldt af fravær,
er Gud dig nær og rækker dig sin fred.


2
Du drejer hovedet, må se tilbage.
Titusind gange sker det om igen.
Du går alligevel i livets retning,
når du gør sorgen til din følgesvend.
Din vandring ledes over gåders afgrund,
og i din uro får du skænket fred.


3
Lidt efter lidt, igennem savnets smerte
må du befri's fra mange stærke bånd.
Men gennem sorgen når du nye dage,
hvor nye hænder venter på din hånd.
Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig
og fylder alt med nærvær og med fred.


Svein Ellingsen 1977.
Helge Severinsen 1999.

Hej Manjana.
Tak for dit indlæg.
Jeg kender dig ikke; men dit indlæg fik mig til at tænke på nedenstående salme fra Den Danske Salmebog.
Måske kan du bruge den og måske rammer den helt ved siden af din situation - det ved jeg ikke - men jeg har selv haft glæde af den.
venlig hilsen
Evalu

Nu åbner savnet sine øde vidder
Mel.: Nina Broms-Löfman 1982

1
Nu åbner savnet sine øde vidder.
En ukendt strækning ligger foran dig.
Frygt ikke ensomheden på din vandring,
du skal få styrke på din smertes vej.
Her i din nød, hvor alt er fyldt af fravær,
er Gud dig nær og rækker dig sin fred.


2
Du drejer hovedet, må se tilbage.
Titusind gange sker det om igen.
Du går alligevel i livets retning,
når du gør sorgen til din følgesvend.
Din vandring ledes over gåders afgrund,
og i din uro får du skænket fred.


3
Lidt efter lidt, igennem savnets smerte
må du befri's fra mange stærke bånd.
Men gennem sorgen når du nye dage,
hvor nye hænder venter på din hånd.
Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig
og fylder alt med nærvær og med fred.


Svein Ellingsen 1977.
Helge Severinsen 1999.

Selvtak 🙂
Jo det giver rigtig meget mening. Og jeg vil efterfølgende skrive noget mere. For ved endnu mere nærlæsning føler jeg selv, at der mangler en del mere.
Men jeg er samtidig også ved, at samle sammen til en bog. Så der vil i den komme meget mere om vandringen med Gud.
Men tusinde tak for din salme. Den er så rigtig og så smuk og giver en dyb dyb mening.
Manjana 🙂

Hej Manjana, (min ven) [l]
Jeg takker dig for din indsats, alt det du skriver gør de billige reklame anoncer fra ftg og sk til noget møg fra den mørke side af livet.
Du skriver med din hjerte, gør dig sårbar og smukt samtidig.
Jeg ved det ikke rigtigt med den der Gud, men det kan også være ligemeget, vi er ikke alle født ens, og vores vej er ikke ens lige, og vi vælger jo ikke hvor vi er født og med hvem.
Men en ting vi kan når vi er fri, det med at vælge vores vej, og det har du lige gjort, der kommer igen mørke tider, og de kan godt være grimt, ikke kun pga JV, men pga af den menneske du er.
K er en heldigt mand at ha dig som ægtefælde, og det mener jeg.
Du er bare smukt [l]
Nico

Jeg har valgt at fortælle jer om, at det er muligt at komme ud af Jv og også komme så langt ud af Jv, at man er i stand til, at finde sig selv og finde et godt liv.
Jer der har fulgt mig siden 07 ved, at jeg har gået rigtig meget igennem. Og nogengange har det set rigtig sort ud. Det har været benhårdt og jeg tror ikke, at jeg er helt ovre det endnu.
Men til jer, der måske læser med og er på vej ud eller har startet kampen vil jeg sige, op med modet og kør på. For det kan virkelig betale sig at tage hele pakken og lukke den op efterhånden som man er parat til det.
For mit vedkommende har det været to skridt frem og et tilbage. Sådan som jeg tænker at det er for langt de fleste. Når jeg skriver nu er det fordi, at jeg de sidste to dage har opdaget, hvor langt jeg egentlig er kommet. Og det har jeg lyst til at dele med jer.
Når jeg tænker tilbage på tiden fra jan. 07, så føles årerne som meget lange. Og minderne er så som så, hvis jeg skal dele dem op i, hvordan jeg har oplevet dem. Der har været gode stunder, der har været mindre gode stunder, der har været de helt store aha-oplevelser og jeg har gået sorg og vrede igennem. Også på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig skulle forekomme.
Hovedoverskriften må vel være, identitet. Langsomt gik det op for mig, at Jv ikke har sandheden. Da jeg for alvor opdagede det kom jeg meget langt ud. Jeg blev rigtig angst. Jeg blev revet med af en frygt jeg ikke troede fandtes. For når det livsgrundlag, jeg havde baseret hele mit liv på, ufrivilligt, brutalt blev revet væk under mine fødder, hvad i alverden var der så tilbage?
Et stort sort hul og ingen at stole på. Det var det jeg så.
Det tog mig, af en eller anden årsag, ikke mange dage at finde fodfæste igen. For noget måtte der være. Tusinde tanker trængte sig på sammen med tusinde spørgsmål.
Og jeg fortsatte min søgen. Jeg havde min tro på Gud. Og Gud søgte og fandt jeg. Hvilket jeg kunne skrive en bog om. Men lige dette indlæg skal ikke handle om, at finde Gud. Selvom det er en meget stor del af mig og mit liv nu.
Nej det indlæg ønsker jeg skal handle om, at komme hel ud af Jv. Eller at man kan komme hel ud. Og det er bare dybt og rækker langt. Længere end man kan forestille sig.
At blive et helt menneske efter Jv er en lang proces. For det er ikke bare lige til, at finde sig selv. Finde sin identitet.
Men det handler om at turde. Og det handler om, at gribe fat om roden, den rod der smerter ud i mindste celle. Og se det i øjnene, der gør ondt. Gør man ikke det sker der intet.
Jeg oplever, at jo mere man tør jo mere sker der. Jo mere man erkender og anerkender jo mere sker der.
Og ganske af sig selv, tør jeg næsten sige.
Undervejs har jeg oplevet, at jeg troede, at nu, nu var jeg ovre depressionerne. Nu kunne jeg klare alt. Nu blomstrede jeg nu skete der bare noget. Jo, der skete noget. Og jeg voksede og jeg blomstrede. Men kun for en tid. Indtil næste depression.
Depressioner er som istandsættelser eller forbedringer. Undskyld her roder men det er kun til jeres eller dit bedste.
En ordlyd sådan nogenlunde på et skilt, har de fleste af os nok set. Men det er jo sådan det er. At det roder når alt er kaos. Og når alt er kaos kommer der orden i rodet. Vi ved alle, at vi skal alle helt derned før det går op af igen. For først når vi befinder os dernede gør vi noget ved det.
Eller først der reagerer man. Der tuder man. Der skælder man ud. Der mærker og føler man for alvor efter. Og der falder tingene på plads. Der begynder man at bygge op igen.
Når man er dernede er alt sort i sort. Himlen kan være blå, solen skinne og fuglene synge. Men for en selv, er alt det ligegyldigt. Alt er sort.
Men, og det er fantastisk, når så man er oppe igen så kan det øsregne, det kan tordne, være snestorm eller haglvejr, indeni en er himlen blå, solen skinner og fuglene synger. For man synger selv og man glædes uanset, hvilke besværligheder livet har at byde på.
Når man er i det sorte er man i en kuppel. En osteklokke. Man ønsker bare at være i fred. Gå med jer allesammen, tænker man. Lad mig være. Lad mig tude og lad mig sørge over mit ynkelige liv.
Men når man er ovenpå igen, så åbner man og man har overskud til, at være der for alle, der ønsker det. Man kender ikke skjoldet omkring en. Ork, tænker man, det var jo dengang. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle bare komme, nu kan verden komme an.
Dette for at forklare de tilstande man befinder sig i når man enten er langt nede eller helt oppe igen.
Jeg troede, for en ca. 3 år siden at jeg havde oplevet den sidste depression. Men nej. Den værste startede sidste efterår. Den var så slem, at jeg har måttet droppe alle tanker om, nogensinde at fuldføre min uddannelse som ernæringsassistent. Et stort ønske jeg ellers fandt på min vej for ca. 3-4 år siden. Da jeg fandt ud af, hvad jeg skulle være som voksen.
Fordi der var jeg nået et stort stykke hen af vejen imod, at kende min identitet. Det hænger nemlig sammen også med ens erhverv. Man lærer sit indre jeg at kende. Finder ud af, hvad der gør en glad. Hvad man kan li' og hvilke interesser man har. Hvilket man selvfølgelig også tænker meget på som ung selvom man har haft en sund og god opvækst. Men har man haft en opvækst et liv, hvor andre har tudet en ørerne fulde med, at man var dum. At man var ikke god nok. At man var i en familie, der ikke fungere rigtigt iflg. Jv, osv osv, så har man ikke den ro til, at lære sig selv at kende. Der er så meget, der hænger sammen også eller især i de vigtige år af ens opbygning.
Jeg har svinget frem og tilbage. Troet det ene og troet det andet undervejs i de her ca. 4 år ang. min levevej og skulle jeg kæmpe og skulle jeg forsøge eller var jeg bare mentalt nedslidt.
Men aldrig har jeg tvivlet på, at køkkenet, madlavningen er min branche i de år.
Det sidste år, hvor jeg har haft denne depression, nogengange værre end andre, har nok været et af de værste år i mit liv.
Men de sidste to dage har jeg oplevet et ryk, der gør at jeg bl.a kan skrive dette indlæg fordi jeg er ved at finde fodfæste som det menneske jeg er. På blot to dage.
Ja jeg er selv målløs over det. Men det er jo ikke fordi, at det sker på to dage. Mere fordi, at det er de sidste par dage, der har gjort at jeg har erkendt, at jeg er noget værd som menneske. At jeg er værdsat, der hvor jeg er. Og ikke mindst erkendelsen af, at det er så vigtigt at man selv kommer frem til, at man selv forstår til fulde, den forståelse man kommer frem til nu og her pt.
Andre kan fortælle en: Men du kan da ikke blive ved med, at hænge dig i og leve i den fortid. Du må videre osv osv.
Men det er jo ligemeget, hvad andre fortæller. Det vigtigste er den dag man selv erkender og forstår det. Før hjælper det ikke.
Og det var bl.a en af de ting jeg nåede ind til i går morges. At jeg kan ikke blive ved med, at jeg vil ikke blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kan ikke bruge fortiden til andet end god erfaring, at tage videre med mig i livet. Nu skal jeg rykke og jeg skal fremad. Og jeg skal ikke mindst leve i nuet.
Men jeg skal til at lære, at leve for, hvordan jeg får en bedre fremtid. Hvordan jeg bygger mit liv op her i nutiden for, at få et bedre liv i fremtiden. Håber det giver mening. Vigtigst er det at leve i nuet. Men det er resten af mit liv det gælder nu. Det der er tilbage. Og jeg vil have et godt liv resten af det, der er tilbage.
Jeg finder mig ikke længere i, at fortiden styrer mit liv. Dette er en konstatering ikke et løfte. Fordi jeg er nemlig nået dertil.
Det har koste mig, siden jan. 07 rigtig meget research omkring det livsgrundlag jeg har haft det meste af mit liv. Nemlig trossamfundet Jehovas vidner. Dertil oveni, har det kostet mig, at finde ud af, hvem er jeg. Fordi mit basis var 10 års mobning oveni Jehovas vidner. Det har været så hårdt at komme hertil. Men det hele værd.
Det er derfor min overskrift hedder:
Det er muligt. Fordi det er muligt at tage kampen op. Komme igennem de svære tider og komme så nogenlunde næsten hel ud på den anden side. Og have fundet sig selv og være stolt over den man er og det man får ud af, at være den man er.
Men ikke mindst, at opdage, hvor stort et overskud man har til, at være der for andre. Hvor stort et overskud man har til, at være åben overfor andres tiltag, kultur og holdninger. Og lære fortsat.
Jeg håber alt dette giver mening. Jeg ville gerne, at jeg kunne have uddybet meget mere. Men det er svært at komme hele vejen rundt og dybt ind når vi snakker så dybe ting som et livslangt forløb baseret på en livslang løgn, hvor man igen skal finde ind til det menneske man selv er og har troet man var igennem et helt liv.
Det kræver noget, men det er muligt, at komme langt og igennem det. Jeg er ikke igennem endnu. Men jeg er langt og jeg har opdaget, at det er muligt.
Jeg har ikke nået så langt alene. Jeg har gjort det med Guds hjælp og jeg har gjort det med hjælp fra mine nære og kære og de kærlige mennesker jeg har mødt under de års forløb af denne epoke i mit liv.
De sidste to dages hjælp takker jeg min søde søde køkkenleder for. Hun har virkelig været der for mig. Præcis som jer, der har hjulpet og kendt mig løbende igennem de sidste 5 år også har været. Uden jer, var jeg ikke nået hertil. Tusinde mange tak til jer.
Så til jer der er på vej, husk at takke de mennesker undervejs, der bare er der for jer. Og til jer, der lige er startet, husk at der er mennesker, der hellere end gerne vil være der for jer og også er det.
Og husk når i har overskud, også at være der for dem, der har brug for jer.
Manjana

Hej Manjana, (min ven) [l]
Jeg takker dig for din indsats, alt det du skriver gør de billige reklame anoncer fra ftg og sk til noget møg fra den mørke side af livet.
Du skriver med din hjerte, gør dig sårbar og smukt samtidig.
Jeg ved det ikke rigtigt med den der Gud, men det kan også være ligemeget, vi er ikke alle født ens, og vores vej er ikke ens lige, og vi vælger jo ikke hvor vi er født og med hvem.
Men en ting vi kan når vi er fri, det med at vælge vores vej, og det har du lige gjort, der kommer igen mørke tider, og de kan godt være grimt, ikke kun pga JV, men pga af den menneske du er.
K er en heldigt mand at ha dig som ægtefælde, og det mener jeg.
Du er bare smukt [l]
Nico

[quote="eks-vidne" post=2620462]Jeg har valgt at fortælle jer om, at det er muligt at komme ud af Jv og også komme så langt ud af Jv, at man er i stand til, at finde sig selv og finde et godt liv.
Jer der har fulgt mig siden 07 ved, at jeg har gået rigtig meget igennem. Og nogengange har det set rigtig sort ud. Det har været benhårdt og jeg tror ikke, at jeg er helt ovre det endnu.
Men til jer, der måske læser med og er på vej ud eller har startet kampen vil jeg sige, op med modet og kør på. For det kan virkelig betale sig at tage hele pakken og lukke den op efterhånden som man er parat til det.
For mit vedkommende har det været to skridt frem og et tilbage. Sådan som jeg tænker at det er for langt de fleste. Når jeg skriver nu er det fordi, at jeg de sidste to dage har opdaget, hvor langt jeg egentlig er kommet. Og det har jeg lyst til at dele med jer.
Når jeg tænker tilbage på tiden fra jan. 07, så føles årerne som meget lange. Og minderne er så som så, hvis jeg skal dele dem op i, hvordan jeg har oplevet dem. Der har været gode stunder, der har været mindre gode stunder, der har været de helt store aha-oplevelser og jeg har gået sorg og vrede igennem. Også på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig skulle forekomme.
Hovedoverskriften må vel være, identitet. Langsomt gik det op for mig, at Jv ikke har sandheden. Da jeg for alvor opdagede det kom jeg meget langt ud. Jeg blev rigtig angst. Jeg blev revet med af en frygt jeg ikke troede fandtes. For når det livsgrundlag, jeg havde baseret hele mit liv på, ufrivilligt, brutalt blev revet væk under mine fødder, hvad i alverden var der så tilbage?
Et stort sort hul og ingen at stole på. Det var det jeg så.
Det tog mig, af en eller anden årsag, ikke mange dage at finde fodfæste igen. For noget måtte der være. Tusinde tanker trængte sig på sammen med tusinde spørgsmål.
Og jeg fortsatte min søgen. Jeg havde min tro på Gud. Og Gud søgte og fandt jeg. Hvilket jeg kunne skrive en bog om. Men lige dette indlæg skal ikke handle om, at finde Gud. Selvom det er en meget stor del af mig og mit liv nu.
Nej det indlæg ønsker jeg skal handle om, at komme hel ud af Jv. Eller at man kan komme hel ud. Og det er bare dybt og rækker langt. Længere end man kan forestille sig.
At blive et helt menneske efter Jv er en lang proces. For det er ikke bare lige til, at finde sig selv. Finde sin identitet.
Men det handler om at turde. Og det handler om, at gribe fat om roden, den rod der smerter ud i mindste celle. Og se det i øjnene, der gør ondt. Gør man ikke det sker der intet.
Jeg oplever, at jo mere man tør jo mere sker der. Jo mere man erkender og anerkender jo mere sker der.
Og ganske af sig selv, tør jeg næsten sige.
Undervejs har jeg oplevet, at jeg troede, at nu, nu var jeg ovre depressionerne. Nu kunne jeg klare alt. Nu blomstrede jeg nu skete der bare noget. Jo, der skete noget. Og jeg voksede og jeg blomstrede. Men kun for en tid. Indtil næste depression.
Depressioner er som istandsættelser eller forbedringer. Undskyld her roder men det er kun til jeres eller dit bedste.
En ordlyd sådan nogenlunde på et skilt, har de fleste af os nok set. Men det er jo sådan det er. At det roder når alt er kaos. Og når alt er kaos kommer der orden i rodet. Vi ved alle, at vi skal alle helt derned før det går op af igen. For først når vi befinder os dernede gør vi noget ved det.
Eller først der reagerer man. Der tuder man. Der skælder man ud. Der mærker og føler man for alvor efter. Og der falder tingene på plads. Der begynder man at bygge op igen.
Når man er dernede er alt sort i sort. Himlen kan være blå, solen skinne og fuglene synge. Men for en selv, er alt det ligegyldigt. Alt er sort.
Men, og det er fantastisk, når så man er oppe igen så kan det øsregne, det kan tordne, være snestorm eller haglvejr, indeni en er himlen blå, solen skinner og fuglene synger. For man synger selv og man glædes uanset, hvilke besværligheder livet har at byde på.
Når man er i det sorte er man i en kuppel. En osteklokke. Man ønsker bare at være i fred. Gå med jer allesammen, tænker man. Lad mig være. Lad mig tude og lad mig sørge over mit ynkelige liv.
Men når man er ovenpå igen, så åbner man og man har overskud til, at være der for alle, der ønsker det. Man kender ikke skjoldet omkring en. Ork, tænker man, det var jo dengang. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle bare komme, nu kan verden komme an.
Dette for at forklare de tilstande man befinder sig i når man enten er langt nede eller helt oppe igen.
Jeg troede, for en ca. 3 år siden at jeg havde oplevet den sidste depression. Men nej. Den værste startede sidste efterår. Den var så slem, at jeg har måttet droppe alle tanker om, nogensinde at fuldføre min uddannelse som ernæringsassistent. Et stort ønske jeg ellers fandt på min vej for ca. 3-4 år siden. Da jeg fandt ud af, hvad jeg skulle være som voksen.
Fordi der var jeg nået et stort stykke hen af vejen imod, at kende min identitet. Det hænger nemlig sammen også med ens erhverv. Man lærer sit indre jeg at kende. Finder ud af, hvad der gør en glad. Hvad man kan li' og hvilke interesser man har. Hvilket man selvfølgelig også tænker meget på som ung selvom man har haft en sund og god opvækst. Men har man haft en opvækst et liv, hvor andre har tudet en ørerne fulde med, at man var dum. At man var ikke god nok. At man var i en familie, der ikke fungere rigtigt iflg. Jv, osv osv, så har man ikke den ro til, at lære sig selv at kende. Der er så meget, der hænger sammen også eller især i de vigtige år af ens opbygning.
Jeg har svinget frem og tilbage. Troet det ene og troet det andet undervejs i de her ca. 4 år ang. min levevej og skulle jeg kæmpe og skulle jeg forsøge eller var jeg bare mentalt nedslidt.
Men aldrig har jeg tvivlet på, at køkkenet, madlavningen er min branche i de år.
Det sidste år, hvor jeg har haft denne depression, nogengange værre end andre, har nok været et af de værste år i mit liv.
Men de sidste to dage har jeg oplevet et ryk, der gør at jeg bl.a kan skrive dette indlæg fordi jeg er ved at finde fodfæste som det menneske jeg er. På blot to dage.
Ja jeg er selv målløs over det. Men det er jo ikke fordi, at det sker på to dage. Mere fordi, at det er de sidste par dage, der har gjort at jeg har erkendt, at jeg er noget værd som menneske. At jeg er værdsat, der hvor jeg er. Og ikke mindst erkendelsen af, at det er så vigtigt at man selv kommer frem til, at man selv forstår til fulde, den forståelse man kommer frem til nu og her pt.
Andre kan fortælle en: Men du kan da ikke blive ved med, at hænge dig i og leve i den fortid. Du må videre osv osv.
Men det er jo ligemeget, hvad andre fortæller. Det vigtigste er den dag man selv erkender og forstår det. Før hjælper det ikke.
Og det var bl.a en af de ting jeg nåede ind til i går morges. At jeg kan ikke blive ved med, at jeg vil ikke blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kan ikke bruge fortiden til andet end god erfaring, at tage videre med mig i livet. Nu skal jeg rykke og jeg skal fremad. Og jeg skal ikke mindst leve i nuet.
Men jeg skal til at lære, at leve for, hvordan jeg får en bedre fremtid. Hvordan jeg bygger mit liv op her i nutiden for, at få et bedre liv i fremtiden. Håber det giver mening. Vigtigst er det at leve i nuet. Men det er resten af mit liv det gælder nu. Det der er tilbage. Og jeg vil have et godt liv resten af det, der er tilbage.
Jeg finder mig ikke længere i, at fortiden styrer mit liv. Dette er en konstatering ikke et løfte. Fordi jeg er nemlig nået dertil.
Det har koste mig, siden jan. 07 rigtig meget research omkring det livsgrundlag jeg har haft det meste af mit liv. Nemlig trossamfundet Jehovas vidner. Dertil oveni, har det kostet mig, at finde ud af, hvem er jeg. Fordi mit basis var 10 års mobning oveni Jehovas vidner. Det har været så hårdt at komme hertil. Men det hele værd.
Det er derfor min overskrift hedder:
Det er muligt. Fordi det er muligt at tage kampen op. Komme igennem de svære tider og komme så nogenlunde næsten hel ud på den anden side. Og have fundet sig selv og være stolt over den man er og det man får ud af, at være den man er.
Men ikke mindst, at opdage, hvor stort et overskud man har til, at være der for andre. Hvor stort et overskud man har til, at være åben overfor andres tiltag, kultur og holdninger. Og lære fortsat.
Jeg håber alt dette giver mening. Jeg ville gerne, at jeg kunne have uddybet meget mere. Men det er svært at komme hele vejen rundt og dybt ind når vi snakker så dybe ting som et livslangt forløb baseret på en livslang løgn, hvor man igen skal finde ind til det menneske man selv er og har troet man var igennem et helt liv.
Det kræver noget, men det er muligt, at komme langt og igennem det. Jeg er ikke igennem endnu. Men jeg er langt og jeg har opdaget, at det er muligt.
Jeg har ikke nået så langt alene. Jeg har gjort det med Guds hjælp og jeg har gjort det med hjælp fra mine nære og kære og de kærlige mennesker jeg har mødt under de års forløb af denne epoke i mit liv.
De sidste to dages hjælp takker jeg min søde søde køkkenleder for. Hun har virkelig været der for mig. Præcis som jer, der har hjulpet og kendt mig løbende igennem de sidste 5 år også har været. Uden jer, var jeg ikke nået hertil. Tusinde mange tak til jer.
Så til jer der er på vej, husk at takke de mennesker undervejs, der bare er der for jer. Og til jer, der lige er startet, husk at der er mennesker, der hellere end gerne vil være der for jer og også er det.
Og husk når i har overskud, også at være der for dem, der har brug for jer.
Manjana[/quote]

Tusinde mange tak Nico for dine søde komplimenter. 🙂 De varmer virkelig. 🙂
Du har helt ret i, at det er godt at vi som frie mennesker kan vælge vores vej. Min frihed i dag står i meget høj kurs og er højt prioriteret.
Efter Jv stifter man virkelig bekendtskab med livets skole. Hvilket gør livet langt mere farverigt men også spændende og dybt interessant. Som Jv'er fandt jeg livet/medmenneskerne rimelig farveløs. Det eneste der betød noget dengang var min tro. Alt andet ude omkring mig var lidt ligegyldig fordi det var jo alligevel en verden i forfald.
Min tro i dag betyder en hel del for mig. Men min omverden har ligesom fået en anden glans. Deriblandt de medmennesker jeg omgåes daglig. Man lærer noget nyt, hver eneste dag og det gør hver dag spændende og ny på en anden måde end før.
Så jo kan udemærket følge dig i dine tanker ang. de billige reklamer fra ftg og "sk". Man kan virkelig savne at "mærke" mennesket ud igennem skærmen. Den uægte vare kan ikke skjules selv ikke bag en computerskærm.
På en måde kan jeg godt følge dig i "den der Gud". Og også i, at vi ikke selv vælger, hvor vi er født og af hvem.
Men selv mennesker, der har været ateister, født af forældre der er ateister, har fundet og mødt Gud. Guds veje er uransagelige Nico. Og man skal aldrig sige aldrig. 😉 🙂 Man skal bare være åben tror jeg og søgende.
Men igen, vi er så forskellige og heldigvis for det ellers ville verden da være et uendeligt kedeligt sted at være.
Bare se debatten her. Det er da næsten altid spændende og kigge ind og observere, den forskellighed der er iblandt os allesammen. 🙂
Nico, i er begge, nogen fantastiske mennesker som K og jeg er rigtig glade for at kende. 🙂 Jeg har tilladt mig, at prale lidt af din dygtighed indenfor madlavning i dag på arbejdet. 🙂
Mange varme hilsner og tanker
til jer begge
Manjana

Tak for det opbyggende indlæg. Jeg har jo ikke fulgt dig så meget, men dog lidt. Men det har været godt at se det liv der vokser i dig.

Tak for det opbyggende indlæg. Jeg har jo ikke fulgt dig så meget, men dog lidt. Men det har været godt at se det liv der vokser i dig.

Tak, også til dig for den hjælp du har givet mig. 🙂

🙂
. . . Som vi før har "talt" om, så vil JW'Organisationen altid være en del af dit liv, jeg tror det er meget vigtigt at du erkender overfor dig selv, at JW'Organisationen var/er en stor del af din opdragelse, og vil være det resten af dit liv. Men jo længere væk i din tankerække du kan skubbe JW'Organisationen jo mindre vil den fylde, og jo mere vil du føle dig som det nogle kalder "et helt menneske".
Men du er indiskutabelt nået langt, og med den gåpå-mod du har udvist siden vi forlod religion.dk er jeg ikke i tvivl om, at det vil lykkes dig med at gå det sidste stykke.
Mange hilsner
jalmar

Jeg har valgt at fortælle jer om, at det er muligt at komme ud af Jv og også komme så langt ud af Jv, at man er i stand til, at finde sig selv og finde et godt liv.
Jer der har fulgt mig siden 07 ved, at jeg har gået rigtig meget igennem. Og nogengange har det set rigtig sort ud. Det har været benhårdt og jeg tror ikke, at jeg er helt ovre det endnu.
Men til jer, der måske læser med og er på vej ud eller har startet kampen vil jeg sige, op med modet og kør på. For det kan virkelig betale sig at tage hele pakken og lukke den op efterhånden som man er parat til det.
For mit vedkommende har det været to skridt frem og et tilbage. Sådan som jeg tænker at det er for langt de fleste. Når jeg skriver nu er det fordi, at jeg de sidste to dage har opdaget, hvor langt jeg egentlig er kommet. Og det har jeg lyst til at dele med jer.
Når jeg tænker tilbage på tiden fra jan. 07, så føles årerne som meget lange. Og minderne er så som så, hvis jeg skal dele dem op i, hvordan jeg har oplevet dem. Der har været gode stunder, der har været mindre gode stunder, der har været de helt store aha-oplevelser og jeg har gået sorg og vrede igennem. Også på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig skulle forekomme.
Hovedoverskriften må vel være, identitet. Langsomt gik det op for mig, at Jv ikke har sandheden. Da jeg for alvor opdagede det kom jeg meget langt ud. Jeg blev rigtig angst. Jeg blev revet med af en frygt jeg ikke troede fandtes. For når det livsgrundlag, jeg havde baseret hele mit liv på, ufrivilligt, brutalt blev revet væk under mine fødder, hvad i alverden var der så tilbage?
Et stort sort hul og ingen at stole på. Det var det jeg så.
Det tog mig, af en eller anden årsag, ikke mange dage at finde fodfæste igen. For noget måtte der være. Tusinde tanker trængte sig på sammen med tusinde spørgsmål.
Og jeg fortsatte min søgen. Jeg havde min tro på Gud. Og Gud søgte og fandt jeg. Hvilket jeg kunne skrive en bog om. Men lige dette indlæg skal ikke handle om, at finde Gud. Selvom det er en meget stor del af mig og mit liv nu.
Nej det indlæg ønsker jeg skal handle om, at komme hel ud af Jv. Eller at man kan komme hel ud. Og det er bare dybt og rækker langt. Længere end man kan forestille sig.
At blive et helt menneske efter Jv er en lang proces. For det er ikke bare lige til, at finde sig selv. Finde sin identitet.
Men det handler om at turde. Og det handler om, at gribe fat om roden, den rod der smerter ud i mindste celle. Og se det i øjnene, der gør ondt. Gør man ikke det sker der intet.
Jeg oplever, at jo mere man tør jo mere sker der. Jo mere man erkender og anerkender jo mere sker der.
Og ganske af sig selv, tør jeg næsten sige.
Undervejs har jeg oplevet, at jeg troede, at nu, nu var jeg ovre depressionerne. Nu kunne jeg klare alt. Nu blomstrede jeg nu skete der bare noget. Jo, der skete noget. Og jeg voksede og jeg blomstrede. Men kun for en tid. Indtil næste depression.
Depressioner er som istandsættelser eller forbedringer. Undskyld her roder men det er kun til jeres eller dit bedste.
En ordlyd sådan nogenlunde på et skilt, har de fleste af os nok set. Men det er jo sådan det er. At det roder når alt er kaos. Og når alt er kaos kommer der orden i rodet. Vi ved alle, at vi skal alle helt derned før det går op af igen. For først når vi befinder os dernede gør vi noget ved det.
Eller først der reagerer man. Der tuder man. Der skælder man ud. Der mærker og føler man for alvor efter. Og der falder tingene på plads. Der begynder man at bygge op igen.
Når man er dernede er alt sort i sort. Himlen kan være blå, solen skinne og fuglene synge. Men for en selv, er alt det ligegyldigt. Alt er sort.
Men, og det er fantastisk, når så man er oppe igen så kan det øsregne, det kan tordne, være snestorm eller haglvejr, indeni en er himlen blå, solen skinner og fuglene synger. For man synger selv og man glædes uanset, hvilke besværligheder livet har at byde på.
Når man er i det sorte er man i en kuppel. En osteklokke. Man ønsker bare at være i fred. Gå med jer allesammen, tænker man. Lad mig være. Lad mig tude og lad mig sørge over mit ynkelige liv.
Men når man er ovenpå igen, så åbner man og man har overskud til, at være der for alle, der ønsker det. Man kender ikke skjoldet omkring en. Ork, tænker man, det var jo dengang. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle bare komme, nu kan verden komme an.
Dette for at forklare de tilstande man befinder sig i når man enten er langt nede eller helt oppe igen.
Jeg troede, for en ca. 3 år siden at jeg havde oplevet den sidste depression. Men nej. Den værste startede sidste efterår. Den var så slem, at jeg har måttet droppe alle tanker om, nogensinde at fuldføre min uddannelse som ernæringsassistent. Et stort ønske jeg ellers fandt på min vej for ca. 3-4 år siden. Da jeg fandt ud af, hvad jeg skulle være som voksen.
Fordi der var jeg nået et stort stykke hen af vejen imod, at kende min identitet. Det hænger nemlig sammen også med ens erhverv. Man lærer sit indre jeg at kende. Finder ud af, hvad der gør en glad. Hvad man kan li' og hvilke interesser man har. Hvilket man selvfølgelig også tænker meget på som ung selvom man har haft en sund og god opvækst. Men har man haft en opvækst et liv, hvor andre har tudet en ørerne fulde med, at man var dum. At man var ikke god nok. At man var i en familie, der ikke fungere rigtigt iflg. Jv, osv osv, så har man ikke den ro til, at lære sig selv at kende. Der er så meget, der hænger sammen også eller især i de vigtige år af ens opbygning.
Jeg har svinget frem og tilbage. Troet det ene og troet det andet undervejs i de her ca. 4 år ang. min levevej og skulle jeg kæmpe og skulle jeg forsøge eller var jeg bare mentalt nedslidt.
Men aldrig har jeg tvivlet på, at køkkenet, madlavningen er min branche i de år.
Det sidste år, hvor jeg har haft denne depression, nogengange værre end andre, har nok været et af de værste år i mit liv.
Men de sidste to dage har jeg oplevet et ryk, der gør at jeg bl.a kan skrive dette indlæg fordi jeg er ved at finde fodfæste som det menneske jeg er. På blot to dage.
Ja jeg er selv målløs over det. Men det er jo ikke fordi, at det sker på to dage. Mere fordi, at det er de sidste par dage, der har gjort at jeg har erkendt, at jeg er noget værd som menneske. At jeg er værdsat, der hvor jeg er. Og ikke mindst erkendelsen af, at det er så vigtigt at man selv kommer frem til, at man selv forstår til fulde, den forståelse man kommer frem til nu og her pt.
Andre kan fortælle en: Men du kan da ikke blive ved med, at hænge dig i og leve i den fortid. Du må videre osv osv.
Men det er jo ligemeget, hvad andre fortæller. Det vigtigste er den dag man selv erkender og forstår det. Før hjælper det ikke.
Og det var bl.a en af de ting jeg nåede ind til i går morges. At jeg kan ikke blive ved med, at jeg vil ikke blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kan ikke bruge fortiden til andet end god erfaring, at tage videre med mig i livet. Nu skal jeg rykke og jeg skal fremad. Og jeg skal ikke mindst leve i nuet.
Men jeg skal til at lære, at leve for, hvordan jeg får en bedre fremtid. Hvordan jeg bygger mit liv op her i nutiden for, at få et bedre liv i fremtiden. Håber det giver mening. Vigtigst er det at leve i nuet. Men det er resten af mit liv det gælder nu. Det der er tilbage. Og jeg vil have et godt liv resten af det, der er tilbage.
Jeg finder mig ikke længere i, at fortiden styrer mit liv. Dette er en konstatering ikke et løfte. Fordi jeg er nemlig nået dertil.
Det har koste mig, siden jan. 07 rigtig meget research omkring det livsgrundlag jeg har haft det meste af mit liv. Nemlig trossamfundet Jehovas vidner. Dertil oveni, har det kostet mig, at finde ud af, hvem er jeg. Fordi mit basis var 10 års mobning oveni Jehovas vidner. Det har været så hårdt at komme hertil. Men det hele værd.
Det er derfor min overskrift hedder:
Det er muligt. Fordi det er muligt at tage kampen op. Komme igennem de svære tider og komme så nogenlunde næsten hel ud på den anden side. Og have fundet sig selv og være stolt over den man er og det man får ud af, at være den man er.
Men ikke mindst, at opdage, hvor stort et overskud man har til, at være der for andre. Hvor stort et overskud man har til, at være åben overfor andres tiltag, kultur og holdninger. Og lære fortsat.
Jeg håber alt dette giver mening. Jeg ville gerne, at jeg kunne have uddybet meget mere. Men det er svært at komme hele vejen rundt og dybt ind når vi snakker så dybe ting som et livslangt forløb baseret på en livslang løgn, hvor man igen skal finde ind til det menneske man selv er og har troet man var igennem et helt liv.
Det kræver noget, men det er muligt, at komme langt og igennem det. Jeg er ikke igennem endnu. Men jeg er langt og jeg har opdaget, at det er muligt.
Jeg har ikke nået så langt alene. Jeg har gjort det med Guds hjælp og jeg har gjort det med hjælp fra mine nære og kære og de kærlige mennesker jeg har mødt under de års forløb af denne epoke i mit liv.
De sidste to dages hjælp takker jeg min søde søde køkkenleder for. Hun har virkelig været der for mig. Præcis som jer, der har hjulpet og kendt mig løbende igennem de sidste 5 år også har været. Uden jer, var jeg ikke nået hertil. Tusinde mange tak til jer.
Så til jer der er på vej, husk at takke de mennesker undervejs, der bare er der for jer. Og til jer, der lige er startet, husk at der er mennesker, der hellere end gerne vil være der for jer og også er det.
Og husk når i har overskud, også at være der for dem, der har brug for jer.
Manjana

🙂
. . . Som vi før har "talt" om, så vil JW'Organisationen altid være en del af dit liv, jeg tror det er meget vigtigt at du erkender overfor dig selv, at JW'Organisationen var/er en stor del af din opdragelse, og vil være det resten af dit liv. Men jo længere væk i din tankerække du kan skubbe JW'Organisationen jo mindre vil den fylde, og jo mere vil du føle dig som det nogle kalder "et helt menneske".
Men du er indiskutabelt nået langt, og med den gåpå-mod du har udvist siden vi forlod religion.dk er jeg ikke i tvivl om, at det vil lykkes dig med at gå det sidste stykke.
Mange hilsner
jalmar


[quote="eks-vidne" post=2620462]Jeg har valgt at fortælle jer om, at det er muligt at komme ud af Jv og også komme så langt ud af Jv, at man er i stand til, at finde sig selv og finde et godt liv.
Jer der har fulgt mig siden 07 ved, at jeg har gået rigtig meget igennem. Og nogengange har det set rigtig sort ud. Det har været benhårdt og jeg tror ikke, at jeg er helt ovre det endnu.
Men til jer, der måske læser med og er på vej ud eller har startet kampen vil jeg sige, op med modet og kør på. For det kan virkelig betale sig at tage hele pakken og lukke den op efterhånden som man er parat til det.
For mit vedkommende har det været to skridt frem og et tilbage. Sådan som jeg tænker at det er for langt de fleste. Når jeg skriver nu er det fordi, at jeg de sidste to dage har opdaget, hvor langt jeg egentlig er kommet. Og det har jeg lyst til at dele med jer.
Når jeg tænker tilbage på tiden fra jan. 07, så føles årerne som meget lange. Og minderne er så som så, hvis jeg skal dele dem op i, hvordan jeg har oplevet dem. Der har været gode stunder, der har været mindre gode stunder, der har været de helt store aha-oplevelser og jeg har gået sorg og vrede igennem. Også på en måde, jeg aldrig havde forestillet mig skulle forekomme.
Hovedoverskriften må vel være, identitet. Langsomt gik det op for mig, at Jv ikke har sandheden. Da jeg for alvor opdagede det kom jeg meget langt ud. Jeg blev rigtig angst. Jeg blev revet med af en frygt jeg ikke troede fandtes. For når det livsgrundlag, jeg havde baseret hele mit liv på, ufrivilligt, brutalt blev revet væk under mine fødder, hvad i alverden var der så tilbage?
Et stort sort hul og ingen at stole på. Det var det jeg så.
Det tog mig, af en eller anden årsag, ikke mange dage at finde fodfæste igen. For noget måtte der være. Tusinde tanker trængte sig på sammen med tusinde spørgsmål.
Og jeg fortsatte min søgen. Jeg havde min tro på Gud. Og Gud søgte og fandt jeg. Hvilket jeg kunne skrive en bog om. Men lige dette indlæg skal ikke handle om, at finde Gud. Selvom det er en meget stor del af mig og mit liv nu.
Nej det indlæg ønsker jeg skal handle om, at komme hel ud af Jv. Eller at man kan komme hel ud. Og det er bare dybt og rækker langt. Længere end man kan forestille sig.
At blive et helt menneske efter Jv er en lang proces. For det er ikke bare lige til, at finde sig selv. Finde sin identitet.
Men det handler om at turde. Og det handler om, at gribe fat om roden, den rod der smerter ud i mindste celle. Og se det i øjnene, der gør ondt. Gør man ikke det sker der intet.
Jeg oplever, at jo mere man tør jo mere sker der. Jo mere man erkender og anerkender jo mere sker der.
Og ganske af sig selv, tør jeg næsten sige.
Undervejs har jeg oplevet, at jeg troede, at nu, nu var jeg ovre depressionerne. Nu kunne jeg klare alt. Nu blomstrede jeg nu skete der bare noget. Jo, der skete noget. Og jeg voksede og jeg blomstrede. Men kun for en tid. Indtil næste depression.
Depressioner er som istandsættelser eller forbedringer. Undskyld her roder men det er kun til jeres eller dit bedste.
En ordlyd sådan nogenlunde på et skilt, har de fleste af os nok set. Men det er jo sådan det er. At det roder når alt er kaos. Og når alt er kaos kommer der orden i rodet. Vi ved alle, at vi skal alle helt derned før det går op af igen. For først når vi befinder os dernede gør vi noget ved det.
Eller først der reagerer man. Der tuder man. Der skælder man ud. Der mærker og føler man for alvor efter. Og der falder tingene på plads. Der begynder man at bygge op igen.
Når man er dernede er alt sort i sort. Himlen kan være blå, solen skinne og fuglene synge. Men for en selv, er alt det ligegyldigt. Alt er sort.
Men, og det er fantastisk, når så man er oppe igen så kan det øsregne, det kan tordne, være snestorm eller haglvejr, indeni en er himlen blå, solen skinner og fuglene synger. For man synger selv og man glædes uanset, hvilke besværligheder livet har at byde på.
Når man er i det sorte er man i en kuppel. En osteklokke. Man ønsker bare at være i fred. Gå med jer allesammen, tænker man. Lad mig være. Lad mig tude og lad mig sørge over mit ynkelige liv.
Men når man er ovenpå igen, så åbner man og man har overskud til, at være der for alle, der ønsker det. Man kender ikke skjoldet omkring en. Ork, tænker man, det var jo dengang. Sådan er det ikke mere. Nu kan alle bare komme, nu kan verden komme an.
Dette for at forklare de tilstande man befinder sig i når man enten er langt nede eller helt oppe igen.
Jeg troede, for en ca. 3 år siden at jeg havde oplevet den sidste depression. Men nej. Den værste startede sidste efterår. Den var så slem, at jeg har måttet droppe alle tanker om, nogensinde at fuldføre min uddannelse som ernæringsassistent. Et stort ønske jeg ellers fandt på min vej for ca. 3-4 år siden. Da jeg fandt ud af, hvad jeg skulle være som voksen.
Fordi der var jeg nået et stort stykke hen af vejen imod, at kende min identitet. Det hænger nemlig sammen også med ens erhverv. Man lærer sit indre jeg at kende. Finder ud af, hvad der gør en glad. Hvad man kan li' og hvilke interesser man har. Hvilket man selvfølgelig også tænker meget på som ung selvom man har haft en sund og god opvækst. Men har man haft en opvækst et liv, hvor andre har tudet en ørerne fulde med, at man var dum. At man var ikke god nok. At man var i en familie, der ikke fungere rigtigt iflg. Jv, osv osv, så har man ikke den ro til, at lære sig selv at kende. Der er så meget, der hænger sammen også eller især i de vigtige år af ens opbygning.
Jeg har svinget frem og tilbage. Troet det ene og troet det andet undervejs i de her ca. 4 år ang. min levevej og skulle jeg kæmpe og skulle jeg forsøge eller var jeg bare mentalt nedslidt.
Men aldrig har jeg tvivlet på, at køkkenet, madlavningen er min branche i de år.
Det sidste år, hvor jeg har haft denne depression, nogengange værre end andre, har nok været et af de værste år i mit liv.
Men de sidste to dage har jeg oplevet et ryk, der gør at jeg bl.a kan skrive dette indlæg fordi jeg er ved at finde fodfæste som det menneske jeg er. På blot to dage.
Ja jeg er selv målløs over det. Men det er jo ikke fordi, at det sker på to dage. Mere fordi, at det er de sidste par dage, der har gjort at jeg har erkendt, at jeg er noget værd som menneske. At jeg er værdsat, der hvor jeg er. Og ikke mindst erkendelsen af, at det er så vigtigt at man selv kommer frem til, at man selv forstår til fulde, den forståelse man kommer frem til nu og her pt.
Andre kan fortælle en: Men du kan da ikke blive ved med, at hænge dig i og leve i den fortid. Du må videre osv osv.
Men det er jo ligemeget, hvad andre fortæller. Det vigtigste er den dag man selv erkender og forstår det. Før hjælper det ikke.
Og det var bl.a en af de ting jeg nåede ind til i går morges. At jeg kan ikke blive ved med, at jeg vil ikke blive ved med, at leve i fortiden. Jeg kan ikke bruge fortiden til andet end god erfaring, at tage videre med mig i livet. Nu skal jeg rykke og jeg skal fremad. Og jeg skal ikke mindst leve i nuet.
Men jeg skal til at lære, at leve for, hvordan jeg får en bedre fremtid. Hvordan jeg bygger mit liv op her i nutiden for, at få et bedre liv i fremtiden. Håber det giver mening. Vigtigst er det at leve i nuet. Men det er resten af mit liv det gælder nu. Det der er tilbage. Og jeg vil have et godt liv resten af det, der er tilbage.
Jeg finder mig ikke længere i, at fortiden styrer mit liv. Dette er en konstatering ikke et løfte. Fordi jeg er nemlig nået dertil.
Det har koste mig, siden jan. 07 rigtig meget research omkring det livsgrundlag jeg har haft det meste af mit liv. Nemlig trossamfundet Jehovas vidner. Dertil oveni, har det kostet mig, at finde ud af, hvem er jeg. Fordi mit basis var 10 års mobning oveni Jehovas vidner. Det har været så hårdt at komme hertil. Men det hele værd.
Det er derfor min overskrift hedder:
Det er muligt. Fordi det er muligt at tage kampen op. Komme igennem de svære tider og komme så nogenlunde næsten hel ud på den anden side. Og have fundet sig selv og være stolt over den man er og det man får ud af, at være den man er.
Men ikke mindst, at opdage, hvor stort et overskud man har til, at være der for andre. Hvor stort et overskud man har til, at være åben overfor andres tiltag, kultur og holdninger. Og lære fortsat.
Jeg håber alt dette giver mening. Jeg ville gerne, at jeg kunne have uddybet meget mere. Men det er svært at komme hele vejen rundt og dybt ind når vi snakker så dybe ting som et livslangt forløb baseret på en livslang løgn, hvor man igen skal finde ind til det menneske man selv er og har troet man var igennem et helt liv.
Det kræver noget, men det er muligt, at komme langt og igennem det. Jeg er ikke igennem endnu. Men jeg er langt og jeg har opdaget, at det er muligt.
Jeg har ikke nået så langt alene. Jeg har gjort det med Guds hjælp og jeg har gjort det med hjælp fra mine nære og kære og de kærlige mennesker jeg har mødt under de års forløb af denne epoke i mit liv.
De sidste to dages hjælp takker jeg min søde søde køkkenleder for. Hun har virkelig været der for mig. Præcis som jer, der har hjulpet og kendt mig løbende igennem de sidste 5 år også har været. Uden jer, var jeg ikke nået hertil. Tusinde mange tak til jer.
Så til jer der er på vej, husk at takke de mennesker undervejs, der bare er der for jer. Og til jer, der lige er startet, husk at der er mennesker, der hellere end gerne vil være der for jer og også er det.
Og husk når i har overskud, også at være der for dem, der har brug for jer.
Manjana[/quote]

Tusinde tak jalmar. Og du har om nogen også hjulpet mig ud af Jv-organisationen.
Hvad du ikke har måttet "lægge øre" til fra mig igennem årerne. Du har om nogen været der for mig. Og til trods for alt det du slås for og med, så har der altid været plads til mig og det jeg havde at slås med. Og det vil jeg aldrig glemme og altid være dybt taknemmelig for. Mit hjerte vil altid være der for dig og dine nære og kære med et stort og dybt ønske om al mulig held og lykke på jeres vej.
Du er en sand ven og aldrig har jeg oplevet, at du har løget eller fejet noget ind under gulvtæppet. Aldrig.
Jeg har altid stolet på det du har vist mig og skrevet her eller via pb eller religion.dk.
Tak for dine tanker og ord jalmar. Det varmer også rigtig meget. 🙂
Mange hilsner
Manjana

Tak for det opbyggende indlæg. Jeg har jo ikke fulgt dig så meget, men dog lidt. Men det har været godt at se det liv der vokser i dig.

Sebl jeg har tænkt over den tid her på sol.dk og hvordan mit forløb har været takket være jer.
Du har også banet vejen til, at jeg mødte Gud. Gud har sine veje og jeg har jo oplevet, hvordan Gud har kaldt på mig på mere end en måde. Men du har været en af dem.
Du havde tålmodigheden til at vise mig, hvordan jeg forstod treenigheden. Hvilket er så svært når man som et forhenværende Jehovas vidne har et helt klart syn på, hvordan det skal forståes.
Men du holdt ved og blev ved indtil jeg havde forstået det. Gud vidste du ville gøre det. Og jeg skylder dig et stort tak for den tålmodighed du udviste dengang.
Manjana

Du skylder vor Gud, tak 🙂 Mig skylder du ikke noget 😉

Kære Manjana
Tak for dit indlæg - godt du kæmper og ser fremad.
Jeg vil ønske dig Guds fred og velsignelse på din vej [sun] [l] [sun]

Kære Manjana
Tak for dit indlæg - godt du kæmper og ser fremad.
Jeg vil ønske dig Guds fred og velsignelse på din vej [sun] [l] [sun]

Tusinde tak kære Lyjse. Og rigtig meget i lige måde. 🙂
Tak også for dig og al den hjælp du har givet og alt det du har været for mig. Og for al din forbøn. 🙂

Allerførst tusinde mange tak for alle jeres skønne svar og gode ønsker.
Dem er jeg virkelig meget meget taknemmelig overfor. Hver og en varmer meget. 🙂
Men jeg skrev nu ikke indlægget for, at blive anerkendt på denne måde. Jeg skrev det nærmere fordi, at jeg egentlig lægger lidt op til den bog jeg påtænker på, at skrive. For at se, hvilken respons jeg ville få men selvfølgelig også fordi, jeg så gerne ville dele mine tanker og oplevelser med jer, der har været så meget for mig igennem de seneste år.
Indlægget her, er kun en slags forsmag. Bogen vil selvfølgelig indeholde langt flere tanker og oplevelser samt gå meget mere i dybden omkring de forskellige problemstillinger.
Jeg er klar over, at bogen vil være svær at skrive fordi jeg ønsker at gå så langt ind i de dybere aspekter, der har forekommet i mit liv. Og som har været medvirkende til, at mit liv har formet sig som det har frem til i dag.
Men jeg glæder mig til at komme igang. Og jeg tror på, at jeg kan gøre det. Jeg har jo en god øvelse igennem mange mange indlæg. 😉
Og en baggrund samt en indsigt, der vel egentlig er den dybeste årsag til, at jeg skriver bogen.
Jeg går igang til december har jeg tænkt mig. For der er lige noget jeg skal have med fra midt i oktober frem til jul, inden jeg føler jeg kan starte.
Jeg glæder mig håber i gør det samme.
Manjana

[quote="evalu" post=2620472]Hej Manjana.
Tak for dit indlæg.
Jeg kender dig ikke; men dit indlæg fik mig til at tænke på nedenstående salme fra Den Danske Salmebog.
Måske kan du bruge den og måske rammer den helt ved siden af din situation - det ved jeg ikke - men jeg har selv haft glæde af den.
venlig hilsen
Evalu

Nu åbner savnet sine øde vidder
Mel.: Nina Broms-Löfman 1982

1
Nu åbner savnet sine øde vidder.
En ukendt strækning ligger foran dig.
Frygt ikke ensomheden på din vandring,
du skal få styrke på din smertes vej.
Her i din nød, hvor alt er fyldt af fravær,
er Gud dig nær og rækker dig sin fred.


2
Du drejer hovedet, må se tilbage.
Titusind gange sker det om igen.
Du går alligevel i livets retning,
når du gør sorgen til din følgesvend.
Din vandring ledes over gåders afgrund,
og i din uro får du skænket fred.


3
Lidt efter lidt, igennem savnets smerte
må du befri's fra mange stærke bånd.
Men gennem sorgen når du nye dage,
hvor nye hænder venter på din hånd.
Og fra vor fremtid kommer Kristus til dig
og fylder alt med nærvær og med fred.


Svein Ellingsen 1977.
Helge Severinsen 1999.[/quote]
Selvtak 🙂
Jo det giver rigtig meget mening. Og jeg vil efterfølgende skrive noget mere. For ved endnu mere nærlæsning føler jeg selv, at der mangler en del mere.
Men jeg er samtidig også ved, at samle sammen til en bog. Så der vil i den komme meget mere om vandringen med Gud.
Men tusinde tak for din salme. Den er så rigtig og så smuk og giver en dyb dyb mening.
Manjana 🙂

Kære Evalu,
jeg tror, at jeg vil vente med at skrive mere til jeg er igang med bogen. Jeg mener, at jeg vil henvise til salmen i bogen. For denne salme har noget over sig nogen tanker, der taler dybt ind i mig som jeg vil vende tilbage til. Den er så rigtig og jeg genkender egentlig nogen ting som jeg kan sammenligne med mit liv.
Hilsen
Manjana