Det svære samarbejde

Hej med jer,
jeg vil meget gerne have nogle input og tanker omkring mit samarbejde med mit barns far. Vi har været skilt i 6 år og samarbejdet er gået forholdsvist gnidningsløst, dog føler jeg at jeg har slugt en rigelig del kameler undervejs ,,, for mit barns skyld. Men jeg er så uendelig træt af det og jeg kan mærke, at det påvirker mig på en uhensigtsmæssig måde, så jeg ofte er trist og ked af det. - Jeg har igennem årene været meget proaktiv mht. planlægning af ferier, altid tilpasset mine ferier og ladet faren bestemme først (han har ny familie at tage hensyn til), jeg informerer ham om alt vedr. skole (han tager sjældent selv initiativ til at tjekke forældreintra), jeg informerer ham om større og mindre ting i vores barns liv her hos mig, jeg tilbyder kørsel af vores barn ned til ham, jeg opfordrer vores barn til at ringe til far, jeg træder altid til når han ikke kan ha' vores barn og lader ham altid have ham "ekstraordinært". Til forældresamtaler er jeg superbevidst om, hvis jeg ikke kan bakke op om ham, så at tie - faderen holder fx. vores barn hjemme fra skole hveranden fredag, hvilket jeg er MEGET imod ,,,, men jeg har endnu ikke givet udtryk for dette overfor skolepersonalet selvom jeg ved gud har lyst. Jeg taler ALDRIG negativt om faren og er smilende og imødekommende overfor ham når vi skal ses og blander mig ALDRIG i hans liv med vores barn. Jeg synes, at jeg gør alt det rigtige for at sikre et godt samarbejde for vores barns skyld.
Jeg bliver til gengæld mødt med beskyldninger om, at han ikke bliver informeret ordentligt (når noget går galt, eksempelvis når han afleverer vores barn de forkerte steder, til den forkerte tid osv.) - at alt skal ske i mit tempo (fx. når jeg skal give sfo besked om ferie inden deadline), han har præsteret at sidde til forældremøde og spørge pædagoger om hvordan det påvirker børn at vokse op hos en enlig mor (jeg blev så paf, at jeg ikke kunne reagere), han giver klart non-verbalt udtryk for, at jeg lyder som en idiot ved forældresamtaler, hele hans attitude overfor mig er krænkende.
Jeg er desværre nået der til, at jeg ikke orker at finde mig i det mere. Jeg bliver så ked af det, for jeg synes simpelthen ikke at jeg fortjener det, og jeg føler mig så lille og ussel efter interaktion med ham. - Jeg har besluttet mig (tror jeg) mig for at holde kontakt på et absolut minimum, helt lavpraktisk - lade ham selv sørge for at finde ud af hvad der sker på skolen, melde klart ud til skolen om hvad min holdning er til skolefri hveranden fredag osv. Jeg er bare bange for at det ikke er til gavn for vores barn.
Hvad ville I gøre i min situation?
V's mor

- og så ville jeg inden 1. maj meddele ham hvornår JEG holder ferie. Ham kan du på ingen måde få til selv at styre sig, så han ikke styre dig.

sker der i hver fald heller ikke nogert.
Din ex vil fortsætte på præcis samme måde.
Fortæl ham på en ikke-sur måde, hvad du er træt af, og hvordan du vil have det fremover.
Ikke nogert med at straffe eller tage hævn.
Du skal ikke lægge det op til diskution - hold det på rent informationsbasis.
Og så skal du holde hvad du har "lovet" - også når han bliver sur og når der kommer en modreaktion.
Du skal ikke lade dig hidse op - bare køligt holde dig til de spilleregler du nu stiller op.
Naturligvis vil jeres barn kunne mærke, at der er opstået gnidninger. Og du kan ikke undgå, at det går ud over den lille.
Men hvis du for "husfredens" skyld ikke gør noget, så lærer ungen at mor er én man kan træde på, ikke skal tage hensyn til, en der kommer i anden række, en der ikke fortjener respekt.
Så gå til den 🙂
P.S. at blive holdt væk fra skolen hver anden fredag er helt.....🙁
Børn har altså ikke råd til at have så meget planlagt fravær. Rundt regnet mister dit barn samlet 4 ugers undervisning om året på den bekostning.

der er i den samme situation nu, men som har været lidt for langsom til at svare igen. Nu er der gået næsten tyve år og hun er totalt indebrændt på hendes ex-mand. Hun siger selv at hun fortryder hun ikke fat på det tidligere, men bare har gået med det hele i årevis for børnenes skyld. Tag fat om problemet nu og tag en snak med ham, det kan kun gå for langsomt. Stil dine krav op for ham, og så må han tage det som han vil. Før eller siden skal han nok køle ned, mænd duer ikke til at bære nag. 😉
Held og lykke.

Det virker lidt som om I ikke har og du kompenserer.

og gør det nu!
Det virker som om du giver alt for meget...han må selv holde sig updated, lad være med altid at være til rådighed i pasningssituationer. Du må sætte dine grænser - det behøver ikke være verbalt og fællesmøde agtigt, du kan lige så stille og roligt ændre din adfærd og dine handlinger til det som gør dig glad.
Når han ikke overholder aftaler (ex: afl. de rigtige steder etc) så lad være med at komme susende...han må så komme og afl. det rigtige sted - du er jo ikke hans mor, ej heller hans kæreste, nok heldigt nok for dig!
Stop din pleasing - det gør dig til en under tøflen kvinde,,,det kan hverken du, dit barn, din x ell din fremtidige elskede have respekt for. Lad dog være med at være smilende og glad hvis du er sur....meget manipulerende, synes du ikke - du må være ærlig, ellers ved ingen jo noget.....og kan ikke gøre den forskel der skal til for at du føler dig mere tilfreds.
Hvad din x laver m børnene i hans tid er hans sag hvad du laver i din ER din. Der er jo mødepligt i den danske skole...så det undrer mig at personalet ikke ved at barnet er hjemme om fredagen....er det et vuggestuebarn ell børnehavebarn er det nu din x har friheden til at tage fridage når det passer ham - stor frihed og dejligt han gør brug af den...snart er det forbi og alt køre så i de faste rammer som hos alle andre almindelige mennesker....det var bare det,🙂.

,,, for jeres feedback. Jeg ønsker jo mit barn det absolut bedste, herunder at opleve at far og mor taler og har det godt sammen - men ikke for enhver pris, som I også allesammen er inde på.
Der er een, der spørger om vi har fælles forældremyndighed og ja, det har vi - jeg ønsker det ikke anderledes.
Jeg har nu skrevet til vores drengs lærerer og givet udtryk for min holdning og bekymring omkring, at han holdes hjemme fra skole hveranden fredag. Han går i 1. klasse og har lidt svært ved at lære at læse, så jeg synes at det er dybt kritisabelt og uansvarligt - ved sidste forældresamtale bragte faderen det selv på bane og lærernes melding var at det var ok og at de trængte til den tid sammen ????!!!! Men det synes jeg IKKE. Farmand kan hente tidligere og til enhver tid have vores barn ekstraordinært. (Jeg har tidligere spurgt ham om han var interesseret i at gå over til en 5-9 ordning i stedet for den nuværende 4-10, men han betakkede sig).
Efter lidt selvrangsagelse, må jeg også erkende at jeg eet eller andet sted søger accept og anerkendelse fra faderen. Jeg blev i sin tid sablet ned og sammenlignet i eet væk med hans eks (især omkring børn, hvordan hun var fantastisk med dem og jeg ikke, at jeg var en iskold stedmor og mor osv. osv.), som han endte med at vende tilbage til. Det væltede mig i den grad og jeg har lige siden haft det lidt svært med selvtilliden :-(. Jeg får fantastiske tilbagemeldinger fra SFO, skole omkring vores barn og jeg kan jo se, at vores barn har det godt. Men kritikken sidder dybt i mig og ja, det er ynkeligt, at jeg søger den accept og anerkendelse fra faderen - kan jeg se, nu da jeg ser det på skrift :-).
Tak fordi I læste med og gav jer tid til at svare.
V's mor

hvor er det synd for børnene at der findes mennesker som din eksmand, som ikke fatter at du prøver at gøre det eneste rigtige 😖
Good luck 🙂
Løvemor

rigtige 🙂
Prøv om du kan abstraherer fra det der tidligere er sket, rank ryggen, se dig i spejlet og sig: "Ja du har skú klaret det meget godt!" 😉
Ignorer farmand, ham skal du ikke bruge mere krudt på, dit barn har bedre af du koncentrerer dig om det 🙂 [l]
Løvemor

Det lyder som du kunne hjælpe dig selv lidt mere. Jeg vil ikke sige noget om hvordan du kan gøre ang dit barn. Det serud til der er flere der giver nogle postive konstrutive svar. Men hjælp dig selv og dit selvværd. Eksempelvis en psykolog med en coaching overbygning.
Når man har været så megeet ude at en kritik på den måde sidder i kroppen på dig. Så vil den ikke forsvinde af sig selv. Gør noget for dig selv min ven. [l][l][l][l][l][l][l]
Det er godt for dit barn oz[f]😃
Om ikke andet synesjeg du skulle se om du vil læse en bog der hedder undskyld dit liv venter. Prøv a t google den.😃

... i farmandens indlæg her.
Det er vejen frem.

Hold da helt op. Da jeg læste indlægget, troede jeg lige, at det var noget, som jeg havde skrevet men kunne bare ikke huske det :-)Det er som at læse min egen situation.
Eneste forskel er, at da jeg blev skilt fra min søns far, var vores søn 7 år gammel og nu er han 12 år. Ellers passer resten af indlægget næsten.
Vi har fælles forældremyndighed og min ex har vores søn hver anden weekend. Før han flyttede længere væk, skete det også af og til, at han havde ham en hverdag, når det passede ind i hans planer. Men altid blev jeg spurgt i sidste øjeblik og det var mig der måtte ændre mine planer, hvis han skulle ud til hans far.
Nu er aftalen at han afleverer min søn mandag morgen hjemme hos mig. Han er langturs chauffør, så det sker jo tit, at han kører allerede søndag, og jeg har aldrig gjort vrøvl over, at han vores søn kommer hjem søndag så. Men det er dødfrustrerende, at man søndag formiddag får at vide, at han kommer hjem f.eks. kl. 16, og bare skal aflyse hvad man har af planer, selv om aftalen med min ex er, at han skal give besked senest fredag, når han ved, hvornår han skal køre på job, om hvornår han afleverer vores søn.
Min ex vil også bestemme hvad vores søn laver i hans fritid, når han er hos mig. Han ringer og kontrollerer og kan finde på til forældre samtaler i skolen, at påpege overfor lærerne, at han burde f.eks. gå til fodbold, lege noget mere med kammeraterne osv. Og det til trods for, at jeg har fortalt, hvad han laver i fritiden og hvad han gider og ikke gider.
Seneste episode er nu, at vores søn har mistet/glemt noget hos hans far og hans far siger bare, at det kan han ikke finde, og at jeg bare kan købe noget nyt. Det vil jeg ikke og bad ham købe det. Der tændte min ex fuldstændig af og sagde, at det jo var det hans børnepenge skulle bruges til og ellers ville han ikke betale dem.
Nu er det nok. Vi har konfirmation næste år og har også aftalt, at vi holder den sammen, for vores søn skyld. Nu har jeg lavet en "kontrakt" hvor vi alle tre skal skrive under på, både hvordan den skal holdes, hvem der skal sørge for hvad og ikke mindst, hvem der skal betale hvad. Ellers kan jeg risikere, at han nægter at betale, efter at jeg har betalt hele gildet, eller når vi står og skal betale. Når vi har den underskrevne kontrakt ved jeg trods alt, at han er så ærekær, at han overholder det.
Hvis han ikke vil underskrive, ja så må vi en tur i statsamtet igen. Der var vi, da vi blev skilt og alt blev noteret ned. Men han ændrer det efter hans humør og mener, at det er mig der er underlig, hvis jeg holder mig til det.
Vil så bare sige, at jeg har valgt at være meget åben omkring dette, overfor vores søn. Han har altid blevet smask forkælet af hans far men nu bor faderen sammen med en anden og hendes børn og nu har tonen fået en anden lyd, og det bringer vores søn ud i stærk trods overfor hans far. Det vil jeg helst undgå, så vi taler meget om det.

Har fulgt denne tråd.
Man bliver skilt og så skal man samarbejde, men der er intet man kan gøre eller stille op
når modparten ikke samarbejder. Samarbejde er at begge giver sig for at nå eninghed.
I mit tilfælde er det kun mig der skal give mig. Han overholder ikke læge behandling af vores søn (f.eks. penicillin kur, stopper før tid), ved ikke hvornår der er ting sønnen skal deltage i, hvornår ligger skoleferien (sådan noget kan man da ringe og spørge mig om)
informere ikke om sårbehandling af søn, møder på skolen.
Jeg kan spørge mange gange om svar på et spørgsmål, får sjældet svar....
F.eks bad jeg ham den sidste weekend i aug. om at finde et par dato'er inden d. 1 okt. til at snakke konfirmation, hvis han mente den skulle holde fælles. (han mener den skal holdes fælles, men jeg har ingen datoer fået)
Vi har en fælles konto til vores søn, på den går børne checken ind (vi betaler ikke bidrag til hinanden da vi har en 7/7 ordning) men han mener at det er ham der bestemmer hvad pengene skal bruges til. Kontoen vokser og vokser bare. Jeg har spurgt til om vores søn kunne gå til X, men fik dog et svar at der var så meget vores søn ville gå til og der var ikke penge til det hele. Men han går til intet.
Ex-en har spurgt mig om vi skal betale et kørekort til søn, når han bliver 18. Altså med penge fra den konto, men jeg kan da ikke svare på noget der er om 4 år. Ex kan ikke engang svare på noget der er nu/ eller i år.
Er der virkelig intet man kan gøre.
:*(